Nyttehave

Løgplanter

Etageløg

Løgplanter er skønne i madlavning og derfor et must i enhver nyttehave. Purløg er fx uendeligt let at dyrke og kræver ikke meget plads. Og så smager der skønt på en æggemad.

Nogle løgplanter som ramsløg får smukke, hvide blomster. Mens andre løgplanter som slangehalshvidløg og etageløg er sjove og dekorative at have i haven.

Etageløg

Som navnet siger, så vokser etageløg i etager. Den danner topløg, som igen sætter stængler ud med nye topløg, som igen sætter stængler ud med nye topløg.

Topløgene kan godt spises, men de er ret små. Derfor foretrækker jeg at høste dem som yngleløg og sætte dem. Og så i stedet bruge de ekstrastængler, som planten sætter i det tidlige forår i siderne af hovedstængler, som man bruger forårsløg. Prøv fx at snitte dem fint i salater eller i squashdeller.

Slangehalshvidløg

Slangehalshvidløg

Som det ses på billedet, danner slangehalshvidløg en top, som først på sommeren ligner en slangehals. Senere dannes et helt hoved fyldt med bittesmå topløg. Disse kan høstes til yngleløg og sættes. Hvert år fordobler løget i jorden feddene, sådan at der det første år, dannes 1 fed, så 2, så 4 osv. Hvis man vil høste hvidløget i jorden er det derfor vigtigt hele tiden at have planter af forskellig alder, således at man hvert år sætter nye yngleløg.

Hvidløgene i jorden er ikke kæmpestore og skal høstes i slutningen af juni/start juli, før skallen om feddene åbner sig. Man kan også vælge bare at lade dem gro i et område – og de er grovillige og spreder sig meget let. Så kan man høste af toppe som smagsgiver i supper og gryderetter . Eller man kan høste stængler og evt. småløg og snitte fint i fx sqauashdeller.

Purløg

Purløg er nemme at dyrke og hører hjemme i et hvert krydderurtebed. De er bedst at høste tidligt på sæsonen for allerede i maj, danner de smukke lilla blomster og stænglerne bliver lidt grovere i det. Man kan dog stadig høste fra de stængler, der ikke har dannet blomster. Der er ikke noget så skønt som purløg på en æggemad eller en æggesalatmad. Og hvis man har havehøns og får mange æg, er det jo helt oplagt.

Den flerårige (næsten) selvpassende have

Jeg havde et stærkt ønske om en have med stor variation og mulighed for at kunne høste sine egne lækre råvarer uden at skulle anlægge og passe en stor køkkenhave.

Da vi i sin tid flyttede ind i vores hus, var der bare en stor græsplæne,  nogle tilgroede blomsterbede og et gammelt drivhus. Jeg har vist en lille landmand gemt i maven og ønskede en nyttehave, så jeg gik straks i gang med at købe træer og buske og plante til. Det første år blev det til hassel, hyld, bærbuske, vin og et æbletræ. De er i dag alle store og giver et flot udbytte.

 

Dengang kendte jeg ikke til smarte begreber som permakultur eller skovhave, men jeg havde et stærkt ønske om en have med stor variation og mulighed for at kunne høste sine egne lækre råvarer uden at skulle anlægge og passe en stor køkkenhave.

Jeg ønskede samtidig en have, hvor fugle, smådyr, insekter og mennesker trivedes og havde lyst til at være. En have, hvor der ikke blev sprøjtet, og hvor havens eget afklip i høj grad kunne formuldes og genanvendes. 

 

Jeg læste i bøger og på nettet, om flerårige planter, der kunne trives i vores klima og fandt specialiserede gartnerier og frøbutikker. Sidenhen har vi etableret højbede til andre flerårige vækster såsom krydderurter, løgplanter, kål, jordbær, asparges, rabarber og jordskokke. Flere bærbuske og frugttræer som kirsebær, figen, kvæde og abrikos er kommet til og vi høster mange herligheder fra tidligt forår til sent efterår.

 

Hele tanken bag de flerårige planter har været, at de udover med tiden at skulle give et spiseligt udbytte af et vist omfang, også mere eller mindre skulle kunne passe sig selv. Bevares, der skal selvfølgelig ind imellem klippes lidt ned, saves et par grene og flyttes et par jordbærplanter, men i det store og hele har vi søgt at finde placeringer, så arbejdet med væksterne holder sig på et minimum. Der er også planter, der ikke har klaret forholdene i vores have, men vi har forsøgt at udvælge de mest modstandsdygtige og frodige, som kan klare konkurrencen fra ukrudt og lignende. Desuden sørger vi for, at de får den bedst mulige start, så de så vidt muligt når at etablere sig godt før de bliver presset af vejr og andre vækster.

Planlæg din have og vælg de rette placeringer

Nogle gange er man heldig at overtage en have, der allerede er velanlagt. Andre gange må man selv smøge ærmerne op, tage havehandskerne på og ud på planteskolerne. Da vi overtog vores hus var haven blot en stor græsplæne og nogle tilvoksede staudebedde. Det havde den fordel, at vi selv kunne indrette og plante de planter, vi havde lyst til. Ulempen var selvfølgelig, at det har taget lang tid både at gøre arbejdet selv og for planterne at vokse op. Vi har været nødt til at tage det i små bidder, og færdig bliver man nok aldrig. Der kommer hele tiden nye planter og drømme til.

Det er selvfølgelig vigtigt at vælge den rette placering til sine planter fra første færd, da et 10 år gammelt æbletræ ikke lige sådan lader sig flytte. Nogle planter kræver fuld sol for at vokse eller sætte modne frugter, andre har det bedre i halvskygge eller tolererer måske ligefrem skygge, som i en skov. Igen kan nogle planter godt tåle lidt rusk og kulde, mens andre kun overlever tæt op ad en sydvendt mur. Planter kræver forskellige bundforhold – nogle kræver god muldjord, nogle surbund og andre igen skal helst ikke have for gode jordforhold for så sætter de ikke frugt. Endvidere kræver nogle planter noget at klatre op af.

Dertil kommer, at haven gerne må tage sig indbydende ud, have skyggefulde områder til en varme sommerdag og solrige læpladser til forårs- eller sensommerdage. Den skal have skønne uderum og rumme plads til andre aktiviteter end dyrkning f.eks. til leg, terrasser med spisepladser, en solseng eller hængekøje til afslapning. Derfor er man også nødt til at gøre sig klart, hvad det er for en have man har, og ikke mindst hvad det er for en have, man ønsker sig.

Vores have er en helt almindelig parcelhushave på ca 800 m3. Den ligger i Storkøbenhavn, hvor klimaet er forholdsvist mildt for danske forhold. Baghaven vender mod sydvest og har store gamle bøgetræer nede i bunden ind mod en park. Vi har arbejdet på at skabe rum i vores have til de forskellige ønsker og behov.

Planterne er på én gang med til at danne rammerne for disse rum og samtidig give et spiseligt udbytte i form af grønt, bær, nødder og frugter. For os har det samtidig været vigtigt, at havens planter i det store hele er flerårige planter, der mere eller mindre passer sig selv.

Jeg håber, at du her på siderne kan finde inspiration til selv at komme i gang med at designe din egen flerårige, selvpassende nyttehave fuld af dejlige oplevelser og smage.

Start evt med at lave en tegning af din have, som du drømmer om, den skal komme til at se ud. Beskriv i ord, hvilke planter og uderum, du drømmer om.