Planlæg din have og vælg de rette placeringer

Nogle gange er man heldig at overtage en have, der allerede er velanlagt. Andre gange må man selv smøge ærmerne op, tage havehandskerne på og ud på planteskolerne. Da vi overtog vores hus var haven blot en stor græsplæne og nogle tilvoksede staudebedde. Det havde den fordel, at vi selv kunne indrette og plante de planter, vi havde lyst til. Ulempen var selvfølgelig, at det har taget lang tid både at gøre arbejdet selv og for planterne at vokse op. Vi har været nødt til at tage det i små bidder, og færdig bliver man nok aldrig. Der kommer hele tiden nye planter og drømme til.

Det er selvfølgelig vigtigt at vælge den rette placering til sine planter fra første færd, da et 10 år gammelt æbletræ ikke lige sådan lader sig flytte. Nogle planter kræver fuld sol for at vokse eller sætte modne frugter, andre har det bedre i halvskygge eller tolererer måske ligefrem skygge, som i en skov. Igen kan nogle planter godt tåle lidt rusk og kulde, mens andre kun overlever tæt op ad en sydvendt mur. Planter kræver forskellige bundforhold – nogle kræver god muldjord, nogle surbund og andre igen skal helst ikke have for gode jordforhold for så sætter de ikke frugt. Endvidere kræver nogle planter noget at klatre op af.

Dertil kommer, at haven gerne må tage sig indbydende ud, have skyggefulde områder til en varme sommerdag og solrige læpladser til forårs- eller sensommerdage. Den skal have skønne uderum og rumme plads til andre aktiviteter end dyrkning f.eks. til leg, terrasser med spisepladser, en solseng eller hængekøje til afslapning. Derfor er man også nødt til at gøre sig klart, hvad det er for en have man har, og ikke mindst hvad det er for en have, man ønsker sig.

Vores have er en helt almindelig parcelhushave på ca 800 m3. Den ligger i Storkøbenhavn, hvor klimaet er forholdsvist mildt for danske forhold. Baghaven vender mod sydvest og har store gamle bøgetræer nede i bunden ind mod en park. Vi har arbejdet på at skabe rum i vores have til de forskellige ønsker og behov.

Planterne er på én gang med til at danne rammerne for disse rum og samtidig give et spiseligt udbytte i form af grønt, bær, nødder og frugter. For os har det samtidig været vigtigt, at havens planter i det store hele er flerårige planter, der mere eller mindre passer sig selv.

Jeg håber, at du her på siderne kan finde inspiration til selv at komme i gang med at designe din egen flerårige, selvpassende nyttehave fuld af dejlige oplevelser og smage.

Start evt med at lave en tegning af din have, som du drømmer om, den skal komme til at se ud. Beskriv i ord, hvilke planter og uderum, du drømmer om.