Rogn

Blinis med rygeostcreme og stenbiderrogn

Lækker, lækker forret til fx nytårsaften eller mens stenbiderrogn er i sæson.

Blinis er lavet på vandbakkelsesdej, som er relativt hurtige at bage og her bagt i muffinforme og i en low carb udgave.

Ingredienser:

  • 10 mellemstore blinis/ vandbakkelser
  • 3-4 dl. creme fraiche
  • 300 g rygeost
  • 1 lille rødløg
  • stenbiderrogn
  • Evt dild

Fremgangsmåde:

Hvis vandbakkelserne har været nedfrosset og optøet, så giv dem lige 2 min på 180 grader, så er de sprøde igen.

Hak rødløget og dilden helt fint, men gem et par blade dild til pynt.

Vend rygeost med creme fraiche og tilsæt derefter løg og dild.

Halvér dine blinis. Fyld godt med rygeostcreme i og top med stenbiderrogn og en kvist dild. Voilà.

Jordskokke/blomkålpuré med æbletern, creme fraiche og stenbiderrogn

Denne ret er god som forret til fx nytårsaften eller bare som et lækkert input i madlavningen i sæsonen for stenbiderrogn, hvor jordskokker, blomkål og vinteræbler også er i sæson. Server den sammen med et lækkert hjemmebagt Langtidshævet Surdejsbrød.

Ingredienser:

  • 700 g jordskokker
  • et lille blomkål
  • et stort løg
  • et fed hvidløg
  • citronsaft og skal
  • ½ tsk revet muskatnød
  • evt 2 laurbærblade
  • 2 1/2 dl fløde
  • 8 dl bouillon (2 terninger)
  • salt og peber
  • Olivenolie

Fremgangsmåde:

Skyl og rens jordskokkerne og skær dem i grove stykker. Skær blomkålen i buketter og stilken i mindre stykker. Pil løg og hvidløg og skær dem i grove tern. Steg grøntsagerne i olie i en stor gryde og tilsæt så bouillonen. Lad det simre i 20-25 min sammen med laurbærbladene til alt er mørt.

Hæld grøntsagsvandet fra, men gem det. Fisk laurbærbladene op. Tilsæt fløde og muskatnød, kog op og blend så til en puré. Tilsæt evt. lidt af grøntsagsvandet, hvis konsistensen er for tyk. Smag til med citronsaft, salt og peber.

Lad puréen køle af.

Skyl og udkern æblerne og skær dem derefter i fine små tern. Riv fine strimler af citronskallen med et juliennejern.

Tag puréen frem igen og anret med creme fraiche, æbletern og stenbiderrogn. Pynt retten med et par strimler citronskal og server fx med et lækkert hjemmebagt langtidshævet Surdejsbrød.

Pandestegt torskerogn med lynstegt spidskål/gulerod og rugbrød

Det er januar og sæson for torskerogn. Jeg elsker kogt torskerogn, men familien har hidtil været temmelig skeptiske, når jeg kogte “bukserne”. Derfor skar jeg efterfølgende rognen i skiver denne gang og stegte dem i smør. – Og så fik rognen helt anderledes ben at gå på 😀

Jeg serverede Rognen sammen med Lynstegt spidskål og gulerod, hjemmebagt Rugbrød, citron og en Grov remoulade. Spiser man Low carb, kan man undlade gulerod og rugbrød.

Ingredienser:

  • 800 g torskerognsbukser
  • 2 laurbærblade
  • 5 peerkorn
  • salt
  • Citron
  • 1 dl hvedemel
  • smør til stegning

Fremgangsmåde:

Pak bukserne (rognen) ind i bagepapir. Bring vandet i kog. Tilsæt salt, laurbær og peberkorn og læg bukserne i. Lad det simre i 30-45 min alt efter buksernes størrelse.

Lad rognen køle af i lagen, mens grøntsagerne klargøres. Tag rognen op, pak ud og skær den i skiver. Steg dem på panden i smør (og steg evt gulerødder og kål på en anden pande samtidig). Skær citronen i både og server med en skive hjemmebagt Rugbrød og hjemmelavet Remoulade.

Ørredrogn vendt med creme fraiche og purløg

Jeg faldt over et glas med rogn i supermarkedet, og det røg selvfølgelig i indkøbsvognen og blev tryllet til denne lækre lille ret. Spis den som forret på et stykke Rugbrød eller sammen med en lækker grøn salat.

Ingredienser:

  • Et lille glas ørred- eller stenbiderrogn
  • 2 spsk creme fraiche
  • purløg

Fremgangsmåde:

Vend rogn og creme fraiche forsigtigt sammen. Klip purløg i og smag til med salt. Klip lidt purløg som drys på toppen.