Stikkelsbær

Chokoladetrøfler med bær, low carb

Når haven bugner af bær, kan det være svært at få brugt dem alle. Denne opskrift på lækre, friske, syrligt-søde bærtrøfler kan laves på både friske og frosne bær og dermed serveres året rundt.

Ingredienser:

  • 100 g bær fx ribs, solbær, stikkelsbær, hindbær eller hvad du har.
  • 1/2 dl. fløde
  • 50 g smør eller 4 spsk kokosolie
  • Sødemiddel fx stevia eller sukrin
  • 1 dl kokos
  • 1/2 mandelmel – eller mere kokos
  • 150 g chokolade 85 %

Fremgangsmåde:

Bring bær, fløde og smør i kog. Smag til med fx sukrin eller stevia, mens det simrer.

Tag af blusset og tilsæt chokoladen knækket i mindre stykker. Rør til chokoladen er opløst. Stil på køl min. 1 time til massen er stivnet. Form små kugler og drys fx med ristede, hakkede nødder eller kokos.

Hjemmelavet rød blandet saft af havens bær, blodsukkervenlig

Når sommeren når den tid, hvor haven bare bugner af Bær, og man har lavet al den Is og syltetøj, man kunne spise, ja, så er det tid at koge en lækker rød blandet saft a la Ribena til at glæde børn og barnlige sjæle. – Den smager simpelthen af – ja, barndom.

Denne saft er primært lavet på solbær og ribs, men man kan ligeså vel bruge stikkelsbær, jordbær, hindbær, brombær, blåbær eller andre bær til at variere smag og farve.

Da min saft kun indeholder en meget begrænset mængde sukker, kan den enten holde sig en uges tid på køl eller som med Hyldeblomstsaften med fordel fryses ned i isterningeposer. Lige til at tage op og blande fx i et glas gin.

Når jeg ikke kun anvender stevia, men også tilsætter en smule kokossukker, er det for at give saften den skønne karamelliserede smag fra det brune sukker.

Blandingsforholdet er ca. 1 del saft til 4 dele vand.

Ingredienser:

  • 1 kg blandede bær fra haven fx ribs og solbær
  • ½ liter vand
  • 1 dl kokossukker
  • stevia

Fremgangsmåde:

Skyl bærrene og kom dem i en gryde. Da saften skal sis, er der ingen grund til at fjerne stilke og nippe blomster af. Tilsæt vand, og lad det koge ved svag varme i ca 20 min. Si herefter saften gennem en saftsi eller en klæde, så stilke og skaller sis fra. Vrid og pres, så den sidste saft kommer med – det er her smagen sidder. Hæld saften tilbage i gryden og tilsæt sukker. Kog til sukkeret er smeltet. Skum saften, og smag til med stevia. Lad saften afkøle lidt og hæld på flaske eller isterningeposer.

Stikkelsbær-Chiagrød med fløde, blodsukkervenlig

Denne sommerklassiker er blevet moderniseret lidt ved at være jævnet med chiafrø i stedet for kartoffelmel. Chiafrøene minder i konsistens lidt om stikkelsbærkernerne og matcher dem derfor ret godt.

Grøden nydes afkølet med fløde.

Ingredienser:

  • 800 g stikkelsbær
  • 3 dl vand
  • 150 g chiafrø
  • 1 tsk vanillepulver
  • 1 dl kokossukker
  • stevia
  • fløde 38 %

Fremgangsmåde:

Skyl bærrene og nip blomsten af. Kom bærrene i en gryde sammen med vand og kog op. Lad derefter bærrene stå og trække i 10 min. Tilsæt kokossukker og vanillie og kog op igen.

Sæt grøden på køl. Når den er afkølet tages den frem igen og chiafrøene tilsættes. Lad det trække ca. 10 min. og rør ind imellem. Smag grøden til med stevia.

Anret grøden i skåle og server med fløde.

Marmelade med stikkelsbær og hyldeblomst, blodsukkervenlig

Denne marmelade eller syltetøj har en dejlig syrlighed. Man kan selv skrue op og ned for smagen af hyldeblomst. I min opskrift har jeg brugt noget af den blodsukkervenlige Hyldeblomstsaft, jeg lavede tidligere på sommeren.

Brug den på et stykke knækbrød eller på en kop græsk yoghurt sammen med hjemmelavet Mysli.

Ingredienser:

  • 150-200 g stikkelsbær
  • 3 isterninger hyldeblomstsaft
  • ½ dl kokossukker
  • flydende stevia

Fremgangsmåde:

Skyl og rens bær og hæld dem i en lille gryde sammen med hyldeblomstisterningene. Tilføj kokossukkeret og kog op, så bærrene bliver bløde uden at splatte ud. Skum evt for urenheder. Rør flydende stevia i og smag til. Tilsæt fortykningsmiddel for en tykkere konsistens alt efter smag og behag. Hæld på glas. Opbevares i køleskabet.

Bærbuske og – planter

I vores have har vi plantet mange forskellige bærbuske, så der er bær hele sommersæsonen igennem. De står i et hævet bælte midt gennem haven i overgangen mellem de høje træer bagerst i haven og græsplænen forrest i baghaven. På den måde er de med til at inddele haven i de skyggefulde rum bagerst i vores miniskov og de solrige områder ved køkkenhaven og tættere på huset.

Jordbær, skovjordbær og blåbær

Mange af vores bær såsom Skovjordbær og blåbær bliver spist direkte fra buskene, når vi er i haven – især børnene nyder den luksus at kunne fylde munden med de små, sødmefyldte vitaminbomber. Men jeg sørger også for at plukke løbende til at fryse ned og lave blodsukkervenlige kager, is og Syltetøj. Og så er der som regel også nok til at venner kan hente og fuglene kan tage deres del. Hønsene slutter af med at samle alle de nedfaldne bær op sidst på sæsonen.

Ribs og Solbær

Når Jordbærrene er færdige er Ribs og Solbær klar. Ribs bruger jeg primært i det salte køkken til Salat og Marinade. Men faktisk er det mit yndlingsbær at spise direkte fra busken – jeg elsker de små syrligheder. Solbær derimod bruger jeg både i det salte og det søde køkken. I det salte køkken er de skønne i en Salat sammen med søde rødbeder. I det søde køkken går de perfekt sammen med noter af lakrids og anis. Selv holder jeg mest af dem i IS og Crumble – gerne i følgeskab med andre bær, mens min mand er glad for Solbærsyltetøj.

Stikkelsbær og brombær

Når det er på det sidste med Solbær og Ribs, begynder Stikkelsbærrene at få farve og sødme. Vi har både gule og røde, men som voksen synes jeg bedst om smagen af de røde, og de er også flotte i crumble eller Is. Ikke så snart er de sidste Stikkelsbær spist før Brombærrene begynder at modne på de Tornfrie brombærbuske. Brombærsyltetøj er ubetinget min favorit-syltetøj. Sådan har det været siden jeg som barn var med min far ude at sanke Brombær i Mols bjerge og fik syltetøj serveret på hjemmebagt brød og ymer, mums. Men Brombær er også skønne i bagværk som Muffins og Crumble og i Is.

Hindbær, vindruer og stikkelsbærkiwi

Sidst på sæsonen kommer Hindbærrene. Det er godt at vælge sene sorter, da de ikke angribes af orm om efteråret. Vores Hindbær giver lidt allerede i juli og august, men først i september og oktober, kommer der mange. Her sidst på sæsonen er der også mange Vindruer i drivhuset. Og først her modner Stikkelsbærkiwierne der kravler op af mit hegn på siden af huset.

Bøffelbær

Faktisk har jeg også en Bøffelbærbusk i haven. Det var en stikling, jeg fik dengang, jeg havde bier. Den skulle efter sigende være en biernes yndlingsbusk. Min er ikke så stor endnu, men den sætter knagme mange bær henimod september. Jeg fandt nogle opskrifter på gele på amerikanske og canadiske hjemmesider, hvor busken er hjemmehørende. Og jeg har prøvet at lave gele af den et enkelt år, men gele er ikke min store specialitet, og da bærrene har meget store kerner indeni, er det svært at lave meget andet af dem. Men måske jeg engang vil prøve at kaste mig ud i chutney eller is, smagen fejler i hvert fald ikke noget!

Stikkelsbæris, blodsukkervenlig

Stikkelsbæris

Hjemmelavet is er bare det bedste! Og har man ikke en ismaskine, kan jeg varmt anbefale at anskaffe sig en, hvis man som jeg har en have, der bugner af skiftende urter, blomster, bær og frugter hele sommeren igennem. Det er super let at lave en lækker is, og man kan variere og kombinere i det uendelige. På den måde er det muligt at lave meget mere interessante varianter end dem man kan købe i butikkerne.

Det bedste er, at lave bærkompotten lidt i forvejen og en halv time før desserten skal serveres, så sætte ismaskinen i gang (hvis man har en der fryser så hurtigt som min). På den måde kan man servere helt nylavet cremet is. Alternativt kan isen laves i forvejen, fryses ned og så tages op en halv time før den skal serveres til optøning i køleskabet.

Lige nu er det stikkelsbærtid, og især de røde er herhjemme rigtigt søde i smagen i år. Stikkelsbær og vanillie går rigtigt godt i spænd. Jeg forsøger ikke at koge bærrene helt ud, da jeg synes, det er lækkert med store bærstykker i isen. – Noget man ikke så tit får i købeis. Stikkelsbærisen får en dejlig syre, som fx er skøn sammen med et stykke Brownie, men den er også fantastisk dejlig alene.

Tidligere brugte jeg æggeblommer i min is, men efterhånden nøjes jeg faktisk bare med en kombination af fløde og minimælk (eller mandelmælk som er low carb), som jeg synes giver den bedste kombination af fylde og fedme. Jeg søder med en kombination af kokossukker og stevia for – sammen med fløde/mælken – at holde blodsukkerniveauet nede.

Ingredienser:

  • 200 g stikkelsbær
  • 1 dl kokossukker
  • 1½ tsk vanillepulver
  • 2½ dl fløde
  • 4 dl mini- eller mandelmælk
  • stevia efter smag og behag

Fremgangsmåde:

Stikkelsbær koges med kokossukker

Start med at skylle og nippe stikkelsbærrene. Giv herefter stikkelsbærrene et opkog sammen med kokossukker og ½ tsk vanilliepulver. Bærrene skal være bløde og splatte lidt ud, men jeg synes isen bliver bedst, hvis de ikke koges helt ud. På den måde får man små stykker af bidder i den søde is. Stil så kompotten til at køle af. Man kan også vælge at lave kompotten dagen før.

Pisk fløden til blødt skum og tilsæt så havremælken lidt af gangen. Herefter vendes vanilliepulver og kompot i blandingen og der smages til med stevia.

Hæld ismassen på ismaskinen og voilá – en halv time efter er der den lækreste cremede stikkelsbæris.