Stikkelsbæris, blodsukkervenlig
Hjemmelavet is er bare det bedste! Og har man ikke en ismaskine, kan jeg varmt anbefale at anskaffe sig en, hvis man som jeg har en have, der bugner af skiftende urter, blomster, bær og frugter hele sommeren igennem. Det er super let at lave en lækker is, og man kan variere og kombinere i det uendelige. På den måde er det muligt at lave meget mere interessante varianter end dem man kan købe i butikkerne.
Det bedste er, at lave bærkompotten lidt i forvejen og en halv time før desserten skal serveres, så sætte ismaskinen i gang (hvis man har en der fryser så hurtigt som min). På den måde kan man servere helt nylavet cremet is. Alternativt kan isen laves i forvejen, fryses ned og så tages op en halv time før den skal serveres til optøning i køleskabet.
Lige nu er det stikkelsbærtid, og især de røde er herhjemme rigtigt søde i smagen i år. Stikkelsbær og vanillie går rigtigt godt i spænd. Jeg forsøger ikke at koge bærrene helt ud, da jeg synes, det er lækkert med store bærstykker i isen. – Noget man ikke så tit får i købeis. Stikkelsbærisen får en dejlig syre, som fx er skøn sammen med et stykke Brownie, men den er også fantastisk dejlig alene.
Tidligere brugte jeg æggeblommer i min is, men efterhånden nøjes jeg faktisk bare med en kombination af fløde og minimælk (eller mandelmælk som er low carb), som jeg synes giver den bedste kombination af fylde og fedme. Jeg søder med en kombination af kokossukker og stevia for – sammen med fløde/mælken – at holde blodsukkerniveauet nede.
Ingredienser:
- 200 g stikkelsbær
- 1 dl kokossukker
- 1½ tsk vanillepulver
- 2½ dl fløde
- 4 dl mini- eller mandelmælk
- stevia efter smag og behag
Fremgangsmåde:
Start med at skylle og nippe stikkelsbærrene. Giv herefter stikkelsbærrene et opkog sammen med kokossukker og ½ tsk vanilliepulver. Bærrene skal være bløde og splatte lidt ud, men jeg synes isen bliver bedst, hvis de ikke koges helt ud. På den måde får man små stykker af bidder i den søde is. Stil så kompotten til at køle af. Man kan også vælge at lave kompotten dagen før.
Pisk fløden til blødt skum og tilsæt så havremælken lidt af gangen. Herefter vendes vanilliepulver og kompot i blandingen og der smages til med stevia.
Hæld ismassen på ismaskinen og voilá – en halv time efter er der den lækreste cremede stikkelsbæris.
Bærbuske – Vennerstroem.dk
28. august 2019 @ 8:48 am
[…] røde, men som voksen synes jeg bedst om smagen af de røde, og de er også flotte i crumble eller Is. Ikke så snart er de sidste Stikkelsbær spist før Brombærrene begynder at modne på de Tornfrie […]