Hyldebærsaft er en skøn sensommerdrik, som kan fryses ned og gemmes til at give et boost i de kolde måneder.
Vi har mange blå vindruer, nedfaldsæbler og hyldebær i haven, så det er oplagt at trylle dem til saft, som kan nydes på kolde dage. Har man mange solbær, brombær eller mørke blommer, kan de også komme i.
Giver ca. 2 liter, som ikke skal fortyndes.
Ingredienser:
1 kg hyldebær på stilk
800 g blå vindruer eller andre mørke bær
5-8 æbler alt efter størrelse
1 liter vand
sødemiddel fx stevia, men sukker kan også bruges, så skal saften bare have et opkog igen efter sining.
Fremgangsmåde:
Skyl druer og æbler. Fjern kærnehuset fra æblerne og læg begge dele i en stor gryde. Klip hyldebærene i gryden, så de største stilke kommer fra. Tilsæt vand, bring i kog og lad koge i 20 min.
Si saften gennem en saftsi og smag til med stevia. Hvis du i stedet bruger sukker eller sukrin, skal saften tilbage i gryden og have et opkog igen til det er opløst.
Drik med det samme eller lad saften køle af og hæld på fx mælkekartoner og frys ned til vintermånederne.
I vores have har vi plantet mange forskellige bærbuske, så der er bær hele sommersæsonen igennem. De står i et hævet bælte midt gennem haven i overgangen mellem de høje træer bagerst i haven og græsplænen forrest i baghaven. På den måde er de med til at inddele haven i de skyggefulde rum bagerst i vores miniskov og de solrige områder ved køkkenhaven og tættere på huset.
Jordbær, skovjordbær og blåbær
Mange af vores bær såsom Skovjordbær og blåbær bliver spist direkte fra buskene, når vi er i haven – især børnene nyder den luksus at kunne fylde munden med de små, sødmefyldte vitaminbomber. Men jeg sørger også for at plukke løbende til at fryse ned og lave blodsukkervenlige kager, is og Syltetøj. Og så er der som regel også nok til at venner kan hente og fuglene kan tage deres del. Hønsene slutter af med at samle alle de nedfaldne bær op sidst på sæsonen.
Ribs og Solbær
Når Jordbærrene er færdige er Ribs og Solbær klar. Ribs bruger jeg primært i det salte køkken til Salat og Marinade. Men faktisk er det mit yndlingsbær at spise direkte fra busken – jeg elsker de små syrligheder. Solbær derimod bruger jeg både i det salte og det søde køkken. I det salte køkken er de skønne i en Salat sammen med søde rødbeder. I det søde køkken går de perfekt sammen med noter af lakrids og anis. Selv holder jeg mest af dem i IS og Crumble – gerne i følgeskab med andre bær, mens min mand er glad for Solbærsyltetøj.
Stikkelsbær og brombær
Når det er på det sidste med Solbær og Ribs, begynder Stikkelsbærrene at få farve og sødme. Vi har både gule og røde, men som voksen synes jeg bedst om smagen af de røde, og de er også flotte i crumble eller Is. Ikke så snart er de sidste Stikkelsbær spist før Brombærrene begynder at modne på de Tornfrie brombærbuske. Brombærsyltetøj er ubetinget min favorit-syltetøj. Sådan har det været siden jeg som barn var med min far ude at sanke Brombær i Mols bjerge og fik syltetøj serveret på hjemmebagt brød og ymer, mums. Men Brombær er også skønne i bagværk som Muffins og Crumble og i Is.
Hindbær, vindruer og stikkelsbærkiwi
Sidst på sæsonen kommer Hindbærrene. Det er godt at vælge sene sorter, da de ikke angribes af orm om efteråret. Vores Hindbær giver lidt allerede i juli og august, men først i september og oktober, kommer der mange. Her sidst på sæsonen er der også mange Vindruer i drivhuset. Og først her modner Stikkelsbærkiwierne der kravler op af mit hegn på siden af huset.
Bøffelbær
Faktisk har jeg også en Bøffelbærbusk i haven. Det var en stikling, jeg fik dengang, jeg havde bier. Den skulle efter sigende være en biernes yndlingsbusk. Min er ikke så stor endnu, men den sætter knagme mange bær henimod september. Jeg fandt nogle opskrifter på gele på amerikanske og canadiske hjemmesider, hvor busken er hjemmehørende. Og jeg har prøvet at lave gele af den et enkelt år, men gele er ikke min store specialitet, og da bærrene har meget store kerner indeni, er det svært at lave meget andet af dem. Men måske jeg engang vil prøve at kaste mig ud i chutney eller is, smagen fejler i hvert fald ikke noget!