Hindbæris med hjemmelavet choko-nøddecreme, blodsukkervenlig

I september og oktober bugner haven af de flotteste store efterårshindbær. Det gode ved at vælge en sen sort, er, at man undgår orm i bærrene. Børnene spiser de fleste, men den anden dag, fik jeg alligevel sneget mig til at plukke 250 g inden de kom hjem. Jeg havde nemlig plan om at lave en hindbæris i weekenden og toppe den med hjemmelavet Nutella (Choko-nøddecreme). 2019 er desuden et helt fænomenalt nøddeår, så vi har fyldte net hængende til tørre overalt på den overdækkede terrasse. Derfor havde jeg også lovet børnene at lave en Nutella af nogle af nødderne, som de har været med til at samle.

Chokolade og hindbær gå som bekendt brandgodt sammen, så det var oplagt at kombinere nutellaen og hindbærisen. – Og lad os bare sige; det blev rigtigt godt! Og så tager det oveni købet ingen tid at bikse sammen.

Når jeg laver is, så gør jeg det så simpelt som muligt med så få ingredienser som muligt. Det er ikke fordi jeg er doven, men fordi jeg synes, at den enkelte ingrediens får bedre plads på denne måde. Derfor er jeg holdt op med at tilsætte æg i isen, fordi jeg ret beset ikke synes det tilfører isen noget ekstra og dermed bare er spild af æg. Har jeg mange i perioder, kan jeg godt finde på at tilsætte nogen.

Bærrene jeg tilsætter forarbejder jeg også mindst muligt for at bevare størst mulig smag og konsistens. I denne is har jeg derfor knapt nok givet hindbærrene et opkog, men bare ladet kokossukkeret smelte med hindbærrene i gryden.

Som i mine andre søde opskrifter kombinerer jeg kokossukker/agavesirup med stevia, når jeg søder for at holde blodsukkerniveauet nede. Dette gælder også for choko-nøddecremen som er lavet på mørk chokolade min 70% og så sødet ekstra med stevia.

Ingredienser:

  • 250 g hindbær
  • 1 dl kokossukker
  • 4 dl minimælk eller mandelmælk som er low carb
  • 2½ dl fløde
  • 1½ tsk vanilliepulver
  • Stevia efter smag og behag
  • 100 ml hjemmelavet Nutella

Fremgangsmåde:

Skyl hindbær godt og hæld dem i en gryde med kokossukkeret og varm det op så kokossukkeret smelter.

Rør fløde, mælk og vanillepulver sammen. Tilsæt så hindbær-sukkermassen lidt ad gangen og rør forsigtigt sammen. Smag til med stevia og frys ned. Lav din egen blodsukkervenlige Choko-nøddecreme på mørk chokolade eller kakaopulver og hæld nogle striber over inden du serverer.