Varme hveder eller hvedeknopper, fuldkorn

Varme hveder hører St. bededag til. Jeg elsker når kardemommeduften spreder sig i hele huset, mens hvederne bager. Og når de nu også oveni købet smager forrygende, så bager jeg dem gerne den ene gang om året. De er lette at bikse sammen, men det tager lang tid før bollerne er klar til servering, da de skal hæve i 4½ time i alt, så det er lidt et heldagsprojekt. I år var der heldagsregn St. bededag, så det gjorde ikke så meget, og jeg kunne jo gå og pusle med andre projekter, mens bollerne hævede sig store og flotte.

Ingredienser:

  • 550 g fuldkornshvedemel
  • 500 g hvedemel
  • ½ pose tørgær
  • 50 g kokossukker
  • 10 g salt
  • 3 tsk kardemomme
  • 4 mellemstore æg
  • 3 dl mælk eller plantemælk
  • 3 dl vand
  • 50 g blødt eller smeltet smør

Fremgangsmåde:

Bland alle de tørre ingredienser sammen i en stor skål (dejen hæver meget). Smelt smør og bland det med mælken inden det tilsættes dejen. Slå 3 af æggene i. Det sidste sidste skal bruges til pensling. Som med alle fuldkornsdeje skal den æltes rigtigt godt igennem, så glutenet aktiveres og dejen bliver smidig og elastisk – mindst 6 minutter. Lad dejen hæve tildækket et lunt stedet i 2 timer.

Vend dejen ud på et meldrysset bord og rul den til en lang pølse. Del den i 20 lige store stykker og rul stykkerne til boller. Fordel dem på en lidt dyb bradepande beklædt med bagepapir. Lad bollerne hæve tildækket et lunt sted i 2½ time.

Slå ægget ud i en kop og pisk det let sammen. Pensl hvedeknopperne og bag dem midt i ovnen i ved 220 grader i 12-14 min.

Lad dem køle af under et viskestykke for at få en blød skorpe og bræk så fra hinanden.