Det søde

Kager, snacks, syltetøj og andet til den søde tand.

Koldskål – en sundere version

Koldskål med rabarberkompot

Sommeren er for alvor over os, og det er blevet tid til koldskål. Selvom man spiser blodsukkervenligt, kan der godt blive plads til en lille portion koldskål, når bare man lader være med at fylde den med tomme, hurtige kulhydrater.

For det første kan man bytte kammerjunkerne ud med et fuldkornsprodukt såsom havregryn eller musli – vel at mærke en af dem uden tilsat sukker og for meget tørret frugt. Lav fx din Mysli selv. Dernæst kan man søde med noget mere blodsukkervenligt end det raffinerede sukker. jeg bruger som regel kokossukker, som giver koldskålen en lidt mørkere kulør. men man kan også fint bruge agavesirup fx i kombination med stevia for at spare ekstra på kalorierne. Jeg laver altid min koldskål meget mindre sød, end dem man køber i butikkerne. For at gøre koldskålen indbydende tilsætter jeg til gengæld friske bær fra haven fx jordbær, solbær, brombær, hindbær, blåbær eller stikkelsbær. De tilfører smag og farve. Har man ikke friske bær, kan man erstatte det med en klat blodsukkervenlig syltetøj eller Rabarberkompot. Og så ikke at forglemme – vanille – som giver koldskålen karakter.

Når jeg laver koldskål, bruger jeg kun kærnemælk og A38 eller et andet surmælksprodukt. Jeg tilsætter ikke æg, fordi jeg synes, at det er overflødigt.

Ingredienser:

  • 1 l kærnemælk
  • ½ l A38 eller andet surmælksprodukt
  • 2-3 spsk kokossukker
  • 1 tsk vanillepulver
  • 1 bakke jordbær/ andre bær eller blodsukkervenlig syltetøj/Rabarberkompot

Fremgangsmåde:

Start med at røre kærnemælk og A38 sammen. Tilsæt så sukker og rør til det ikke knaser mere. Vanillepulveret røres i og de skyllede og halverede jordbær vendes forsigtigt i koldskålen.

Boghvedepandekager

Boghvedepandekager

Pandebrød eller pandekager kan laves af mange forskellige typer mel. Boghvedemel er glutenfrit, men det er også blodsukkervenligt. Så da jeg den anden dag faldt over 3 poser, der var meget nedsat, røg de selvfølgelig i indkøbskurven. Og noget af melet blev tryllet til pandekager til glæde for især børnene. Prøv fx at top dem med hjemmelavet blodsukkervenlig Brombærsyltetøj Solbærsyltetøj eller Nutella.

Ingredienser:

  • 200 g boghvedemel
  • 5 mellemstore æg
  • 4 dl mælk fx plantemælk
  • et drys salt
  • et dryp agavesirup eller andet sødemiddel
  • 1½ tsk kardemomme
  • rapsolie til at stege i

Fremgangsmåde:

Pisk æg og mælk sammen med krydderier. Tilsæt mel lidt ad gangen, mens der piskes. Bag pandekagerne på en middelvarm pande. Giv evt. pandekagerne et drys kanel, når du lige har hældt dejen på panden.

Rabarbertrifli med ristede havregryn

Forår er rabarbertid, og der findes et utal af lækre opskrifter med rabarber. Når man laver Rabarkompot, skal man huske at lave en stor portion. Det får nemlig hurtigt ben at gå på, hvis man bruger det til både kød, på salater og til deserter som denne lækre rabarbertrifli, som er en mere blodsukkervenlig udgave med ristede havregryn. Denne opskrift passer til 4 store portioner.

Ingredienser:

  • 2 dl rabarberkompot
  • 2 dl havregryn
  • 2½ dl piskefløde
  • 2 spsk kokossukker eller agavesirup

Fremgangsmåde:

Start med at riste havregrynene i kokossukkeret under omrøring og lad køle af. Pisk så fløden til skum. Anret rabarbertriflien i portionsglas med rabarberkompot nederst, ristede havregryn i midten og flødeskum på toppen. Drys evt. lidt havregryn oven på flødeskummet til pynt.

Glutenfri brownie på sorte bønner

Denne brownie er sød, blød og lækker og har ikke den mindste smag af bønner. Til gengæld er bønnerne med til at give brownien den bløde midte, som en rigtig brownie bør have. Bønnerne er samtidig med til at skrue ned for kulhydrater og gluten.

Hvis man ikke tåler gluten, kan man med fordel udskifte havregrynet med glutenfri havregryn. På samme måde kan man udskifte chokoladen med laktosefri chokolade, hvis man er laktoseintolerant. Jeg søder den med en kombination af stevia og andet sødemiddel. Steviaen vælger jeg for at skrue ned for kalorierne, de øvrige sødemidler for at mindske blodsukkerudsving. Jeg synes den søde smag bliver for “kold”, hvis stevia er det eneste sødemiddel. Til gengæld indeholder kokos- og agavesirup store mængder fruktose og et højt kalorieindhold. Men kombinationen bliver ret god, synes jeg.

Der er så meget smag i brownien, at den ikke behøver en frosting. Det vil næsten være synd, tør jeg godt at sige. Til gengæld smager den fantastisk serveret med et klat creme fraiche.

Ingredienser:

  • 2 dåser sorte bønner
  • 2 dl havregryn (glutenfri, hvis du har meget allergi)
  • 2 dl rå kakaopulver
  • 1½ tsk vanillepulver
  • ½ tsk salt
  • 1 tsk bagepulver
  • 6 spsk smagsneutral kokosolie
  • 4 mellemstore æg
  • 1 dl kokossirup, agavesirup eller kokossukker
  • 2 spsk flydende stevia (smag evt til inden du slår æg i)
  • 1 plade mørk chokolade min 70 %, gerne 85%
  • 1 dl groft hakkede hasselnødder.

Fremgangsmåde:

Hæld havregryn i en foodprocessor og blend dem til helt fint mel. Tilsæt bønnerne og blend igen. Smelt kokosolien og hæld i blandingen. Tilsæt de øvrige ingredienser med undtagelse af chokolade og nødder og blend til en lækker tyk browniedej. Hak hasselnødder og chokolade groft og vend i dejen.

Smør et ildfast fad med kokosolie og hæld dejen over i. Bag brownien midt i ovnen ved 175 grader ib16-20 min. Herefter skal kagen hvile i mindst 10-15 min. til den er kold. Opbevar den fx i køleskabet herefter. det er en kage, man sagtens kan lave dagen i forvejen.

Variationer:

Man kan vælge at variere smagen i brownien. Oftest bruger jeg en helt mørk chokolade på 85%. Så kan man tilsætte kaffe. Eller man kan bruge kokosolie med kokossmag og tilsætte ½ dl kokos. Når jeg en sjælden gang vælger en chokolade med under 85% kakaoindhold, så er det for at bruge en med appelsinsmag. Men man kan også vælge at rive appelsinskal i i stedet, eller kombinere.

Jeg synes brownien smager skønt med hasselnødder, men har man usaltede cashewnødder er de også rigtigt gode hele i.

Rabarberkompot

Rabarberkompot

Rabarberkompot er det letteste at lave og smager super godt sammen med fx kylling i det salte køkken, hvor den tilfører retten både sødme og syre. Rabarberkompotten er også dejligt i salater fx en grønkålssalat. Og sidst, men ikke mindst, kan kompotten bruges i det søde køkken i kager, vendt med flødeskum i en Lagkage, i is eller som topping på yoghurt eller sommerens koldskål.

Rabarber indeholder oxalsyre og er syrlige fra naturens side. Derfor har de brug for at få tilført noget sødme. I denne opskrift bruger jeg en blanding af kokossukker, som er mere blodsukkervenligt end almindeligt sukker, og stevia, som søder rigtigt meget og ikke indeholder kulhydrater. På den måde får jeg en mere blodsukkervenlig udgave af kompotten som bestemt ikke går på kompromis med smagen.

Ingredienser:

  • 500 g rabarber
  • 3 spsk kokossukker
  • 2 spsk flydende stevia
  • 1 vanillestang.

Fremgangsmåde:

Skær bladene af rabarberne. Rens, skyl og skær stænglerne i passende stykker. Hæld rabarberstykkerne i et ildfast fad.

Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud med en kniv og bland med en skemuld sukker. Vend sukker, sukker-vaniljeblanding og stevia med rabarberstykkerne. Dæk med sølvpapir og bag i ovnen i ca 15 min. ved 200 grader. Stil kompotten på køl og lad den trække et par timer.

Rabarberkompotten er dejlig i det salte køkken til kylling. Den er også god i salater, hvor den tilfører den sødme og syre, man ellers vil bruge dressing til. I det søde køkken er den ideel i kager eller som topping på yoghurt og Koldskål.

Glutenfri amerikanske havregrynskager; fuldkorn

Amerikanske havregrynskager med et tvist af appelsin og abrikos

Sønnike var hjemme med skoldkopper, så der skulle lidt ekstra hygge til, selvom det var midt i ugen. Det skulle også være så let, at vi kunne bage det sammen, og denne opskrift er virkelig LET!

I de fleste opskrifter, jeg har kunnet finde, var der tilsat rosiner. Jeg synes både rosiner kan få sådan en lidt brændt smag i bagværk, og så indeholder de relativt meget frugtsukker. Jeg valgte derfor at bytte dem ud med abrikoser, appelsinskal og lidt mørk chokolade med appelsinsmag, og det gav et virkeligt godt resultat.

Jeg byttede så også noget af smørret ud med et ekstra æg, fordi vi har så mange for tiden. I de fleste opskrifter bruges 75 g smør. Jeg skar ned til 50 g og brugte så to af vores æg i stedet, som er mellemstore. Kagerne hang fint sammen, men flød ikke så meget ud som forventet, hvilket helt sikkert skyldes mit byt. Og dermed blev de også mindre sprøde end småkager ofte er og måske mere henad cookies.

Ingredienser:

  • 125 g havregryn (evt. glutenfri, hvis du er meget allergisk overfor gluten)
  • 1 spsk durramel (sorghum)
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 æg små/mellem
  • 50 g smør
  • 50 g kokossukker
  • 1 spsk flydende stevia
  • 5 abrikoser
  • 3 stk mørk chokolade med appelsinskal min 70%
  • skal fra ½ appelsin

Fremgangsmåde:

Start med at smelte smør, hakke chokolade, skære abrikoser i små strimler og rive skal fra en appelsin med et juliennejern. Bland derefter alle ingredienser i en skål; undtagen havregryn, som røres i til sidst. Form 16-18 små kokostoppe på en bageplade og bag 10 min i ovnen på 180 grader.

Kanelsnegle, fuldkorn

Foråret er over os. Det betyder, at hønsene er begyndt at lægge æg igen efter deres vinterpause, så nu kan der for alvor bages igen. Samtidig er de sidste vinteræbler ved at være rynkede og kedelige og vil gerne snart bruges. Derfor var beslutningen om at bage kanelsnegle ikke svær, da børnene har efterspurgt det længe.

Ingredienser, dej:

  • 2½ dl fuldkornsspeltmel
  • 2½ dl fuldkornshvedemel
  • 2½ dl hvedemel
  • ½ pose tørgær (Svarende til 25 g)
  • 1 tsk kardemomme
  • 1 tsk flydende stevia, eller hvor sød man nu kan lide dejen er.
  • 1½ dl havre- eller mandelmælk
  • 50 g kokosolie
  • 2 medium æg

Ingredienser, fyld:

  • 2 æbler
  • 1-2 spsk kanel
  • ½ dl kokossukker

Fremgangsmåde:

Start med at blande alle de tørre ingredienser i en skål. Smelt kokosolien og bland i. Tilsæt mælk, stevia og æg og ælt dejen grundigt. Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i ½ time.

Imens laves fyldet. Æblerne skrælles, kernehuset fjernes, og de rives groft. Bland kokossukker og kanel i.

Så tages dejen frem, deles i to og rulles ud, som en pizzabund – gerne så firkantet som muligt med en tykkelse på ca ½ cm. Fordel halvdelen af fyldet på 2/3 af den udrullede dej.

Rul dejen sammen til en roulade, så dejen uden fyld på kommer til at ligge som det yderste lag. Skær Stykker ud i ca 2 cm tykkelse.

Læg kanelsneglene på bagepapir på en bageplade. Det samme gentages med den anden del dej. Lad kanelsneglene efterhæve i 15 min. Bag dem ved 200 grader midt i ovnen i 10 min. Lad dem køle af på en bagerist.

Pandekager, fuldkorn

Fuldkornspandekager

Pandekager skal der til! Enten de helt straighte fyldt med friske grøntsager, en god ost og fx serranoskinke. Eller en lidt sødere og mere krydret udgave søndag morgen med hjemmelavet blodsukkervenlig Nutella, Solbærsyltetøj eller Brombærsyltetøj. Jeg selv spiser kun en enkelt, men børnene ELSKER dem, og jeg laver altid nok, så der er til madpakken dagen efter.

Ingredienser:

  • 3 æg
  • 3½ dl mælk eller plantemælk
  • 1½ dl havregryn
  • ½ dl fuldkornshvedemel
  • ½ dl hvedemel
  • et lille drys salt
  • rapsolie til stegning

Til den søde søndagsudgave hører endvidere:

  • 1 spsk kanel
  • 1 tsk kardemomme
  • 1 tsk vanillepulver
  • 1 tsk flydende stevia eller et drys kokossukker

Fremgangsmåde:

Start med at male havregrynene til mel i en foodprocessor. Bland derefter alle de tørre ingredienser i en skål. Slå æggene i og rør mælken i lidt af gangen. Brug et piskeris, så du får rørt alle klumper ud. Dryp lidt rapsolie på den varme pande og steg fine tynde pandekager.

Choko-lakridsmandler

Choko-lakridsmandel

Herhjemme spiser vi mange mandler. Rigtigt mange. De er gode, som de er til en hurtig snack. Og så kan de bruges til et utal af lækkerier. En af dem er Choko-lakridsmandler, som I her får den lette opskrift på.

Ingredienser:

  • 150 g mandler
  • ½ plade mørk chokolade – gerne 85%
  • 1 spsk rålakridspulver

Fremgangsmåde:

Start med at riste mandlerne i gryden. Tilsæt så den mørke chokolade og rør i det, mens det smelter. Hæld chokolademandlerne over på et stykke bagepapir og drys med lakridspulver. Sæt på køl til chokoladen er stivnet og hæld så på glas med låg, hvis de da ikke skal serveres med det samme.

Glutenfri havregrynsvafler, fuldkorn

Havregrynsvafler

Søndagshygge er vaffeltid! I denne vintertid kan der være brug for lidt lunt og lækkert enten en mørk søndagsmorgen, hvor ungerne er stået tidligt op, eller når de kommer ind efter at have været ude at lege i sneen. Og hvad er så bedre end fuldkornsvafler lavet på havregryn. Og med en klat hjemmelavet syltetøj, honning fra den lokale biavler eller agavesirup og sukkerfri nutella, hvis man ikke er til det store blodsukkerudsving? De bliver altid taget godt imod herhjemme i hvert fald.

Denne opskrift på vafler kan enten laves rent på havregryn, eller man kan, som jeg gør her, tilføje lidt hørfrømel. Havregryn er glutenfri fra naturens side, men da de vokser og valses med andet korn, kan der forekomme andre ikke glutenfri korn i. Så er du meget intolerant, må du vælge glutenfri havregryn.

Vaffeldejen er som med alle mine opskrifter, hurtig at bikse sammen og vaflerne smager forrygende! Og så er her endnu en chance for at få brugt nogle æg, som havehønsene har lagt.

Ingredienser:

  • 150 g havregryn (evt glutenfri)
  • 50 g hørfrømel
  • 4 dl mælk eller plantemælk
  • 2 æg
  • 1 tsk vanillepulver
  • 1 knsp salt
  • Agavesirup, stevia eller kokssukker efter, hvad man kan lide
  • 1½ tsk bagepulver
  • fedtstof til vaffeljernet

Fremgangsmåde:

Start med at male havregryn til mel i en foodprocessor. Bland alle de tørre ingredienser sammen i en skål. Slå æggene i og tilsæt så mælken. Rør godt. Dejen skal være ret tyk i forhold til fx pandekagedej. Fyld fedt på vaffeljernet og bag vaflerne.