Det søde

Kager, snacks, syltetøj og andet til den søde tand.

Luksus mandel – cashew drik på ristede nødder

Det er super let at lave sin egen mandelmælk eller mandeldrik, som det jo hedder. Når det så oven i købet koster en krig at købe en karton usødet mandeldrik i butikkerne, så er det bare med at komme i gang.

Man kan vælge bare at bruge 150 gram mandler, som sættes i blød natten over og blendes, men jeg kan godt lide, når drikken har mere konsistens og smag. For at give drikken ekstra smag har jeg derfor kombineret mandlerne med cashewnødder og ristet dem inden iblødsætning. Desuden har drikken fået lidt vanillie og stevia for at give en lille smule sødme.

Mandel-cashewdrikken er low carb og kan – ud over at drikkes som den er eller i the/kaffe – med fordel bruges til hjemmelavet Is sammen med kokosmælk eller fløde eller andre steder, hvor du ellers ville vælge mælk. Den kan også bruges til en skål dejlig chia-grød – måske endda med en klat creme fraiche ovenpå til morgenmaden. Den kan bruges til at koge risengrød på som et alternativ til sødmælk.

HUSK ikke at smide mandel-nødderesterne, du sier fra væk. – De er skønne i Stenalderbrød, Knækbrød eller tørret i ovnen til sprødt knas, der kan bruges som alternativ til rasp, når du steger fiskefileter eller drysset på en skål græsk yoghurt.

Ingredienser:

  • 100 g mandler
  • 100 g cashewnødder
  • 1 liter vand
  • 1 tsk salt
  • ½ tsk vanillepulver
  • stevia/andet sødt efter smag og behag

Fremgangsmåde:

Start med at riste mandler og nødder på panden. Sæt dem derefter i blød natten over i 1 liter vand fx i blenderkanden.

Blend mandler og nødder til de er helt fint hakkede og vandet bliver til nøddedrik. Si drikken igennem en finmasket si og smag til med salt, sødt og vanilje.

Gem de blendede nødder og tør dem i ovnen til Mandelrasp / nødderasp eller brug dem i dit næste Knækbrød eller Stenalderbrød.

Fastelavnsboller med æble og kardemomme, fuldkorn

Boller op, boller ned, boller i min mave…

Vi havde mange æbler liggende, som skulle bruges, så i stedet for at kassere dem, kogte jeg grød af dem sammen med vanilje som fyld til fastelavnsbollerne. Dejen fik et skud kardemomme, som smager skønt sammen med æblefyldet.

Har du ikke æbler kan du i stedet lave Fastelavnsboller med kagecreme.

Ingredienser, dej:

  • 25 g gær (jeg bager altid med tørgær)
  • 4 dl vand
  • 1½ dl A38
  • 2 spsk rapsolie
  • 1 tsk salt
  • 2 spsk kokossukker
  • 2 tsk knust kardemomme
  • 100 g havregryn
  • 350 g fuldkornsspeltmel
  • 250 g hvedemel + 1 dl til udrulning

Ingredienser æblegrød:

  • 3 store æbler
  • ½ dl vand
  • stevia eller andet sødemiddel
  • 1 tsk vanillepulver

Fremgangsmåde:

Start med dejen: Bland alle de tørre ingredienser sammen. Tilsæt så vand, olie og A38 og ælt dejen rigtigt godt, så glutenet aktiveres. Stil dejen til hævning et lunt sted i 1½ time.

Lav herefter grøden: Start med at udkerne æblerne. De kan sagtens beholde skrællen på, da selve grøden ikke er synlig. Skær dem i skiver og fyld i en gryde med vand og vanilje. Kog æblerne til grød og smag til med sødemiddel. Stil på køl.

Rul dejen ud med en kagerulle til en firkant, der er ca ½ cm tyk. Skær 20 firkanter ud. Læg 1 spsk æblegrød på hver firkant. Saml dejen omkring fyldet ved at folde hjørnerne ind og pres godt sammen.

Sæt bollerne med lukningen nedad på bagepladen. Lad bollerne efterhæve i 15 min. Bag så bollerne på midterste rille i ovnen i 20 min på 200 g.

Romkugler, blodsukkervenlige

Romkugler består jo af et sammensurium af kagerester. Derfor har jeg også altid set det som en No-Go på en blodsukkervenlig diæt. Men det kan faktisk sagtens lade sig gøre at lave blodsukkervenlige romkugler som hele familien kan spise. Tag evt. en del fra til børnene, inden du tilsætter rom.

Har man blodsukkervenlige kagerester som Brownie, Græskarbrød, Bananbrød eller lignende, kan det helt sikkert godt bruges. Alternativt må der tænkes lidt kreativt. Det vigtigste er, at “dejen” får en lidt fast konsistens med god sammenhængskraft.

Ingredienser:

  • 25 mandler
  • 2 spsk hørfrø
  • 4 spsk chiafrø
  • 4 spsk rå kakaopulver
  • evt et par spiseskefulde havregryn
  • 2 ½ dl fløde
  • 2 tsk god rom
  • stevia, agavesirup, sukrin, kokossukker eller andet blodsukkervenligt sødemiddel.
  • evt ½ tsk vaniljepulver
  • 50 g kokosmel til at rulle kuglerne i.

Fremgangsmåde:

Sæt chiafrø i blød i fløden i min 10 min. Rør ind imellem.

Blend mandler og hørfrø til mel. Tilsæt de øvrige ingredienser – også chia-fløden og blend til en ensartet masse.

Form romkuglerne og tril i kokos. Brug evt. en kop, så kuglerne får en ensartet form og kokos bliver pænt fordelt.

Krydret græskarbrød, fuldkorn

Vi havde tre græskarplanter i haven i år – to vi fik og en selvsået. Det gav to mellemstore hokkaido og et kæmpe stort gult græskar. Derfor har jeg også været nødt til at tænke nyt, for vi havde allerede fået Græskarhummus, Græskarsalat, Risotto med græskar, Græskarchips, Græskarsuppe og Chicken Tikka Masala med Græskar. Men det er netop disse benspænd, som haven giver, jeg holder mest af.

Dette græskarbrød er en mellemting mellem et brød og en kage og ligner på mange måder Bananbrød i en mere efterårsagtig udgave og kan lige så let laves til muffins. Græskarret gør brødet dejligt blødt og fugtigt. Man kan vælge at skrue op og ned for sødmen med sukrin/stevia, alt efter, om man helst vil have et stykke kage eller en skive brød med smør.

Ingredienser:

  • 400 g græskar
  • 300 g fuldkornshvedemel
  • ½ tsk salt
  • 1 spsk stødt kanel
  • ½ tsk stødt nelliker
  • 1 tsk stødt kardemomme
  • 1 tsk natron
  • 75 g kokossukker
  • 75 g sukrin (eller 1 spsk stevia)
  • 75 g smør
  • 3 mellemstore æg
  • 1 dl tranebær
  • 1 dl valnødder
  • 1 tsk rapsolie til at smøre formen.
  • En lille rugbrødsform eller muffinsforme

Fremgangsmåde:

Skyl, skræl og riv græskarret groft. Bland de tørre ingredienser i en skål. Slå æg i og smelt smørret og tilsæt blandingen. Vend græskar i og rør dejen godt fx i en røremaskine. Vend tranebær og valnødder i blandingen. Smør rugbrødsformen og fordel dejen deri.

Bag brødet på midterste rille ved 170 grader i ca 50 min.

Gl. dags æblekage, blodsukkervenlig

Mums, bedre dessert end gammeldags æblekage findes vist ikke! Denne opskrift har dog et par twists, som gør den langt mere blodsukkervenlig end en klassisk æblekage, men mindst lige så sød, knasende sprød og lækker.

Opskriften er til 6 store portioner, men har man som os en have, der bugner af æbler om efteråret, så lav en større portion æblegrød og frys ned til senere.

Ingredienser:

  • 6 store æbler
  • en sjat vand
  • vanilliepulver
  • 1-2 dl kokossukker
  • stevia
  • 3 dl havregryn
  • 2-3 spsk agavesirup
  • 2 dl usødet ymerdrys (hårdt ristet rugbrødskrymmel)
  • 2½ dl fløde

Fremgangsmåde:

Skyl og fjern kernehuset på æblerne. Skræl evt. Skær i både og fyld i en gryde med en sjat vand i bunden. Tilføj kokossukker og vaniljepulver og kog til grød. Smag til med stevia.

Rist havregryn med agavesirup på en pande og lad dem køle af. Vend med ymerdrys. Pisk fløden.

Anret æblekagen med æblegrød i bunden, havregryn/ymerdrys ovenpå og toppet med en klat flødeskum.

Lette æbleskiver – uden brug af æbleskivepande, fuldkorn

I dag forbinder de fleste af os æbleskiver som små runde kager – oftest uden at have det mindste med æbler at gøre. Oprindeligt var der dog æblestykker inden i, som i denne opskrift på Æbleskiver på fuldkornsmel.

Men de aller første æbleskiver var ikke engang runde. De var små, flade pandekager med æbleskiver inden i. Selvom udgangspunktet for opskriften er flere hundrede år gammel, så passer den perfekt ind i vores moderne tidsalder – de er nemme at lave og kræver ikke engang en æbleskivepande!

De tager ingen tid at stege i forhold til almindelige Pandekager, fordi der kan være flere på panden af gangen.

Æbleskiverne er oplagte at lave om efteråret, når æblerne på træerne modner i massevis på en gang og er klar til brug.

Husk at dejen skal være meget tykkere end almindelig pandekagedej!

Ingredienser:

  • 3 æg
  • 1½-2 dl mælk eller plantemælk
  • 2 dl havregryn
  • 1 dl fuldkornshvedemel
  • 1 dl hvedemel
  • et lille drys salt
  • 1 tsk kardemomme
  • 2 spsk kokossukker
  • rapsolie til stegning
  • 2 æbler

Fremgangsmåde:

Skyl æblerne, fjern æbleskrogene og skær æblerne i tynde skiver.

Rør pandekagedejen:

Start med at male havregrynene til mel i en foodprocessor. Bland derefter alle de tørre ingredienser i en skål. Slå æggene i og rør mælken i lidt af gangen. Brug et piskeris, så du får rørt alle klumper ud.

Dryp lidt rapsolie på den varme pande. Dyp æbleskiverne i dejen og læg dem på panden. Brug en ske, så der kommer lidt ekstra dej med hvert æblestykke.

Spis dem som de er eller dyp i agavesirup eller hjemmelavet Nutella.

Karamelliserede friske figner med vanillieyoghurt

Friske figner er bare noget af det skønneste – ikke mindst som dessert! Jeg synes bare, at det er synd at putte dem i ovnen. I denne opskrift får fignerne kun en kort opvarmning og bevarer således den friske smag.

Figner er til gengæld ikke det mest blodsukkervenlige, men kombineret med græsk yoghurt og pistacie og i små mængder går det an. Hvis de rigtigt skal karamellisere skal man bruge honning, men de smager nøjagtigt lige så godt med agavesirup eller kokossukker.

Ingredienser:

  • 10 friske figner
  • 300 g græsk yoghurt
  • 1 citron
  • ½ tsk vanillepulver
  • 1-2 tsk agavesirup
  • 4 spsk kokossukker eller agavesirup
  • 2 spsk smør
  • 30 g usaltede pistacienødder

Fremgangsmåde:

Pres citronen og rør saften i den græske yoghurt. Riv lidt af skallen og tilsæt. Rør ½ tsk vanillepulver i og smag til med agavesirup.

Halver fignerne. Smelt smørret på en pande og tilsæt kokossukker eller agavesirup og rør rundt.

Skru ned for varmen og læg fignerne på panden med skærefladen nedad og lad dem karamellisere ca 5 min. Øs gerne sukkermassen op over dem imens.

Hak pistacierne groft.

Server de varme karamelliserede figner med den kolde citronyoghurt og et drys af pistacienødder.

Friske figner med mozzarella og mynteblade

Vi var på besøg hos nogle iranske bekendte, som serverede feta i skiver med en god marokkansk mynte en varm sommerdag ude i haven. Det smagte fantastisk!

Så da vores egen marokkanske mynte stod med smukke, grønne blade og figentræet med modne frugter blev det til dette smagfulde minde om en skøn sommerdag i haven. Smagen af sødmen fra fignerne, den fede ost og myntebladene går rigtigt godt i spænd. Server evt. sammen med et groft friskbagt brød med smør.

Ingredienser:

  • 1 mozzarellaost
  • 3 friske figner
  • en håndfuld friske marokkanske mynteblade

Fremgangsmåde:

Skær mozzarellaen i tykke skiver. Skyl de friske figner og skær også dem i skiver. Anret på et fad og drys med en håndfuld mynteblade. Spis en skive ost, en skive figen og et par mynteblade sammen.

Ribssyltetøj med mandelstykker, blodsukkervenlig

I år var der mange ribs i haven, og jeg manglede et lettere, sundere og lækrere alternativ til den traditionelle ribsgelé og det bliv til denne ribssyltetøj med knasende sprøde mandelstykker. Den er skøn på et stykke knækbrød eller som syrligt-sødt tilbehør til kød.

Ingredienser:

  • 150-200 g ribs
  • 50 g hakkede mandler
  • ½ dl kokossukker
  • flydende stevia efter smag
  • en sjat vand
  • evt fortykningsmiddel

Fremgangsmåde:

Skyl og rens ribs og hæld dem i en lille gryde. Tilføj kokossukker og kog op, så bærrene bliver bløde uden at splatte ud. Skum evt for urenheder. Rør flydende stevia i og smag til. Tilsæt fortykningsmiddel for en tykkere konsistens alt efter smag og behag, men ribs indeholder store mængder pektin, så det tykner ret meget i sig selv.

Hak mandlerne groft (rist evt inden) og rør i.

Hæld på glas. Opbevares i køleskabet.

Marmelade med stikkelsbær og hyldeblomst, blodsukkervenlig

Denne marmelade eller syltetøj har en dejlig syrlighed. Man kan selv skrue op og ned for smagen af hyldeblomst. I min opskrift har jeg brugt noget af den blodsukkervenlige Hyldeblomstsaft, jeg lavede tidligere på sommeren.

Brug den på et stykke knækbrød eller på en kop græsk yoghurt sammen med hjemmelavet Mysli.

Ingredienser:

  • 150-200 g stikkelsbær
  • 3 isterninger hyldeblomstsaft
  • ½ dl kokossukker
  • flydende stevia

Fremgangsmåde:

Skyl og rens bær og hæld dem i en lille gryde sammen med hyldeblomstisterningene. Tilføj kokossukkeret og kog op, så bærrene bliver bløde uden at splatte ud. Skum evt for urenheder. Rør flydende stevia i og smag til. Tilsæt fortykningsmiddel for en tykkere konsistens alt efter smag og behag. Hæld på glas. Opbevares i køleskabet.