Efterår

Krydret græskarbrød, fuldkorn

Vi havde tre græskarplanter i haven i år – to vi fik og en selvsået. Det gav to mellemstore hokkaido og et kæmpe stort gult græskar. Derfor har jeg også været nødt til at tænke nyt, for vi havde allerede fået Græskarhummus, Græskarsalat, Risotto med græskar, Græskarchips, Græskarsuppe og Chicken Tikka Masala med Græskar. Men det er netop disse benspænd, som haven giver, jeg holder mest af.

Dette græskarbrød er en mellemting mellem et brød og en kage og ligner på mange måder Bananbrød i en mere efterårsagtig udgave og kan lige så let laves til muffins. Græskarret gør brødet dejligt blødt og fugtigt. Man kan vælge at skrue op og ned for sødmen med sukrin/stevia, alt efter, om man helst vil have et stykke kage eller en skive brød med smør.

Ingredienser:

  • 400 g græskar
  • 300 g fuldkornshvedemel
  • ½ tsk salt
  • 1 spsk stødt kanel
  • ½ tsk stødt nelliker
  • 1 tsk stødt kardemomme
  • 1 tsk natron
  • 75 g kokossukker
  • 75 g sukrin (eller 1 spsk stevia)
  • 75 g smør
  • 3 mellemstore æg
  • 1 dl tranebær
  • 1 dl valnødder
  • 1 tsk rapsolie til at smøre formen.
  • En lille rugbrødsform eller muffinsforme

Fremgangsmåde:

Skyl, skræl og riv græskarret groft. Bland de tørre ingredienser i en skål. Slå æg i og smelt smørret og tilsæt blandingen. Vend græskar i og rør dejen godt fx i en røremaskine. Vend tranebær og valnødder i blandingen. Smør rugbrødsformen og fordel dejen deri.

Bag brødet på midterste rille ved 170 grader i ca 50 min.

Græskarsuppe med topping

Til efterår og halloween hører græskar – især de smukke orange Hokkaido er populære. De er lette selv at dyrke og smukke og dekorative i køkkenhaven med deres flotte farve. Og så er der mad til mange forskellige retter i dem.

Græskarsuppen er let at lave, flot i farven og skøn efterårsmad, som børnene elsker.

Top suppen med creme fraichè, chorizo-pølse i små stykker, bacon i tern, hjemmelavede rugbrødscroutoner eller Grønkålschips alt efter om du er vegetar eller kødspiser.

Ingredienser:

  • 1 lille hokkaido
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 5 dl hønsefond
  • 2 ½ dl fløde
  • citronsaft eller æbleeddike
  • salt
  • olivenolie til stegning

Tilbehør:

  • Hjemmelavede rugbrødscrouttoner
  • Creme fraiché
  • Grønkålschips
  • Ristet bacon eller chorizo

Fremgangsmåde:

Hak løg og hvidløg fint. Skær hokkaidoen i store tern. Du behøver ikke skrælle den, men hvis du gør, så er det oplagt at lave Græskarchips af skrællen.

Svits løg og hokkaido i olivenolien. Tilsæt hønsefonden og lad det koge i 15 min. Tilsæt fløde og kog til græskaren er mør.

Blend suppen til en glat, cremet konsistens. Smag til med salt og citron/æbleeddike. Server med topping.

Lette æbleskiver – uden brug af æbleskivepande, fuldkorn

I dag forbinder de fleste af os æbleskiver som små runde kager – oftest uden at have det mindste med æbler at gøre. Oprindeligt var der dog æblestykker inden i, som i denne opskrift på Æbleskiver på fuldkornsmel.

Men de aller første æbleskiver var ikke engang runde. De var små, flade pandekager med æbleskiver inden i. Selvom udgangspunktet for opskriften er flere hundrede år gammel, så passer den perfekt ind i vores moderne tidsalder – de er nemme at lave og kræver ikke engang en æbleskivepande!

De tager ingen tid at stege i forhold til almindelige Pandekager, fordi der kan være flere på panden af gangen.

Æbleskiverne er oplagte at lave om efteråret, når æblerne på træerne modner i massevis på en gang og er klar til brug.

Husk at dejen skal være meget tykkere end almindelig pandekagedej!

Ingredienser:

  • 3 æg
  • 1½-2 dl mælk eller plantemælk
  • 2 dl havregryn
  • 1 dl fuldkornshvedemel
  • 1 dl hvedemel
  • et lille drys salt
  • 1 tsk kardemomme
  • 2 spsk kokossukker
  • rapsolie til stegning
  • 2 æbler

Fremgangsmåde:

Skyl æblerne, fjern æbleskrogene og skær æblerne i tynde skiver.

Rør pandekagedejen:

Start med at male havregrynene til mel i en foodprocessor. Bland derefter alle de tørre ingredienser i en skål. Slå æggene i og rør mælken i lidt af gangen. Brug et piskeris, så du får rørt alle klumper ud.

Dryp lidt rapsolie på den varme pande. Dyp æbleskiverne i dejen og læg dem på panden. Brug en ske, så der kommer lidt ekstra dej med hvert æblestykke.

Spis dem som de er eller dyp i agavesirup eller hjemmelavet Nutella.