Æblegrød

Fastelavnsboller med æble og kardemomme, fuldkorn

Boller op, boller ned, boller i min mave…

Vi havde mange æbler liggende, som skulle bruges, så i stedet for at kassere dem, kogte jeg grød af dem sammen med vanilje som fyld til fastelavnsbollerne. Dejen fik et skud kardemomme, som smager skønt sammen med æblefyldet.

Har du ikke æbler kan du i stedet lave Fastelavnsboller med kagecreme.

Ingredienser, dej:

  • 25 g gær (jeg bager altid med tørgær)
  • 4 dl vand
  • 1½ dl A38
  • 2 spsk rapsolie
  • 1 tsk salt
  • 2 spsk kokossukker
  • 2 tsk knust kardemomme
  • 100 g havregryn
  • 350 g fuldkornsspeltmel
  • 250 g hvedemel + 1 dl til udrulning

Ingredienser æblegrød:

  • 3 store æbler
  • ½ dl vand
  • stevia eller andet sødemiddel
  • 1 tsk vanillepulver

Fremgangsmåde:

Start med dejen: Bland alle de tørre ingredienser sammen. Tilsæt så vand, olie og A38 og ælt dejen rigtigt godt, så glutenet aktiveres. Stil dejen til hævning et lunt sted i 1½ time.

Lav herefter grøden: Start med at udkerne æblerne. De kan sagtens beholde skrællen på, da selve grøden ikke er synlig. Skær dem i skiver og fyld i en gryde med vand og vanilje. Kog æblerne til grød og smag til med sødemiddel. Stil på køl.

Rul dejen ud med en kagerulle til en firkant, der er ca ½ cm tyk. Skær 20 firkanter ud. Læg 1 spsk æblegrød på hver firkant. Saml dejen omkring fyldet ved at folde hjørnerne ind og pres godt sammen.

Sæt bollerne med lukningen nedad på bagepladen. Lad bollerne efterhæve i 15 min. Bag så bollerne på midterste rille i ovnen i 20 min på 200 g.

Gl. dags æblekage, blodsukkervenlig

Mums, bedre dessert end gammeldags æblekage findes vist ikke! Denne opskrift har dog et par twists, som gør den langt mere blodsukkervenlig end en klassisk æblekage, men mindst lige så sød, knasende sprød og lækker.

Opskriften er til 6 store portioner, men har man som os en have, der bugner af æbler om efteråret, så lav en større portion æblegrød og frys ned til senere.

Ingredienser:

  • 6 store æbler
  • en sjat vand
  • vanilliepulver
  • 1-2 dl kokossukker
  • stevia
  • 3 dl havregryn
  • 2-3 spsk agavesirup
  • 2 dl usødet ymerdrys (hårdt ristet rugbrødskrymmel)
  • 2½ dl fløde

Fremgangsmåde:

Skyl og fjern kernehuset på æblerne. Skræl evt. Skær i både og fyld i en gryde med en sjat vand i bunden. Tilføj kokossukker og vaniljepulver og kog til grød. Smag til med stevia.

Rist havregryn med agavesirup på en pande og lad dem køle af. Vend med ymerdrys. Pisk fløden.

Anret æblekagen med æblegrød i bunden, havregryn/ymerdrys ovenpå og toppet med en klat flødeskum.