Der er ingen grund til at smide kernerne fra halloweengræskar ud. De kan sagtens bruges til at lave lækre ristede græskarkerne lige til at drysse over din salat eller spise som snack.
Ingredienser:
Græskarkerner fra en hokkaido
Rapsolie
salt
Fremgangsmåde:
Skrab kernerne ud af dit græskar og skyld dem helt rene for græskarkød. Kog dem i letsaltet vand i 20 min. Tænd ovnen på 160 grader. Bred græskarkernerne ud over en bageplade beklædt med bagepapir og hæld lidt rapsolie over og drys med salt. Rist kernerne i ovnen i ca 30 min og vend undervejs. Lad dem køle af inden servering.
Det er skønt at lave sine egne pestoer, og de kan varieres i de uendelige, alt efter hvad man har i haven.
Rucolapesto har bitterheden fra rucolaen og fedmen og smag fra olie, ost og nødder. Det er en pesto, der smager af noget. Brug den som dressing til en god salat, som dip eller vend den med fuldkornspasta.
Ingredienser:
Et bundt rucola
1 fed hvidløg
4 spsk olivenolie
40 parmasan eller anden fastost
30 g pinjekerner eller mandler
Fremgangsmåde:
Skyl rucolaen og afdryp den godt. Rist pinjekernerne på en tør pande. Fyld alle ingredienser i en blender og blend til det har den ønskede konsistens. Smag evt til med salt.
Hyldeblomst er duften af forsommer. Vi har hyld i haven, men henter skærme ude i naturen, så vi kan nyde duften og synet af vores egen mens den blomstrer i haven.
Der findes utallige opskrifter på hyldeblomstsaft. Denne saft har en masse syre og er blodsukkervenlig. Laver man saften uden tilsat sukker, er holdbarheden kortere, men man kan vælge at fryse den ned i isterningeposer, og så kan den sagtens holde sig.
Jeg har sødet med en smule kokossukker for at tilføje en rund og karamelagtig smag, resten er stevia.
For at give saften den forfriskende syre tilsætter jeg både citron og vinsyre.
OBS: Trækketid mindst 1 døgn
Ingredienser:
ca 50 hyldeblomstskærme
1½ l kogende vand
1 citron med ubehandlet skal
2 små breve vin- eller citronsyre
2 dl kokossukker
stevia fx i pulverform
Fremgangsmåde:
Læg de afklippede hyldeblomstskærme i en stor gryde eller skål. Skær citronen ud i tynde skriver og læg over. Hæld 1 liter kogende vand over blandingen. Hæld ½ l kogende vand op i en kop og opløs kokossukkeret heri, og tilsæt det derefter.
Læg låg på blandingen og stil den i køleskabet og lad den trække i 1-2 døgn.
Tag saften frem og si den gennem en saft-si. Pres så meget af saften med som muligt – det er heri smagen sidder. Tilsæt vinsyren og rør rundt til den er opløst. Smag til med stevia til saften er til den søde side, så den kan blande op og stadig have sødme. Hæld på isterningebakker eller – poser og frys ned.
Lynstegte grøntsager, svinekød, æg og nudler i sur-sød sauce krydret med chili, ingefær og soya og drysset med peanuts. En super hurtig og drønlækker fredagsret med spræl i.
Ingredienser:
400 hakket svin eller koteletter skåret i strimler
En god blanding af grøntsager fx kål, broccoli, peberfrugt, gulerodsstrimler, eddamamebønner, bønner, squash eller andre faste grøntsager
½ pakke fuldkornsnudler
4 æg
1 dl peanuts
1 tsk revet ingefær
chili
kokossukker
soya
lime
Fremgangsmåde:
Sæt en el-kogekedel til at koge ½ l vand og hæld det over nudlerne, så de kan stå og trække nogle minutter. Hæld derefter vandet fra. Snit grøntsagerne i strimler. Tag to store pander frem. Steg kødet i den ene og smag til med ingefær, chili, lime. soya og kokossukker. Steg grøntsagerne i den anden i kort tid ved høj varme og smag også dem til. Tag kød og grøntsager af panden. Steg i den ene pande nudlerne, mens du i den anden laver røræg. Vend derefter røræg og nudler sammen. Bland det hele sammen og drys med peanuts før servering eller hold det adskilt.
Smørstegt spidskål er det rene guf. Her i kombination med den søde gulerod og vendt med den anisagtige krydderurt Spansk kørvel / Sødskærm, så bliver det ikke meget bedre. Server det som tilbehør til et godt stykke kød fx en bøf eller en steg. Jeg serverede det til Hamburgerryg sammen med bønnefritter og en frisk peberrodscreme.
Skræl gulerødderne og skær dem i mindre tern. Snit spidskålen fint. Steg gulerødderne møre i smør ca 10 min. Tilsæt spidskålen og vend rundt. Lad spidskålen falde sammen og tag så af blusset. Snit Sødskærmen /Den spanske kørvel fint og vend i lige inden servering.
Pirogger er i virkeligheden blot små brødpakker med kød- og/eller grøntsagsfyld. De kan laves på filodej eller som her butterdej. Jeg har valgt den usunde købeudgave på almindeligt sigtet hvedemel, men man kan også vælge selv at lave sig en fuldkornsbutterdej. Men generelt er der ikke meget brød i dem, hvis man nøjes med en enkelt med noget lækkert salat til fx Avocadoraita.
Pirogger er en særdeles god måde at undgå madspild på, da alle mulige rester fra dagen før kan fyldes i. Vi havde en kyllingerest fra dagen før og en hjemmelavet Mojo samt et stykke manchegoost. Det blev tryllet til små sprøde, lækre snacks, så der også var til børnenes madpakker dagen efter.
Del pladerne i kvadrater (firkant med lige lange sider). Smør med pesto. Fyld kød og/eller grøntsager i. Riv osten over. Tag fat i et hjørne og fold det over på midten, så der i stedet dannes en trekant. pres kanterne godt sammen. Pensl piroggerne med mælk og drys med sesamfrø. Bag efter anvisningen på pakken.
En gang imellem skal der biksemad til, fx når vi har en rest flæskesteg fra dagen før. Biksemad er derfor en god ret til at undgå madspild. Men denne opdaterede version er både mere spændende og sund end den gængse. I stedet for syltede rødbeder laver jeg en Rødbedesalat med solbær og feta samt en Tzatziki som tilbehør. Desuden har jeg skiftet de brasede kartofler ud med en blanding af sød kartoffel og knoldselleri. Og så selvfølgelig det traditionelle spejlæg til.
Ingredienser:
1/4 knoldselleri
2 søde kartofler
1 lille løg
en rest flæskesteg eller andet svinekød
2 æg
olie til stegning
salt
Skræl og skær knoldsellerien i mindre stykker. Giv den en tur i mikrobølgeovnen eller kog den lidt til den er mør. Skræl også de søde kartofler og skær dem i mindre bidder. Snit løget fint – eller riv det på den fine side af et rivejern. Skær kødet i mindre stykker.
Steg først løgene i olien. Tilsæt så sød kartoffel og steg videre i ca 10 min. Tilsæt herefter kød og selleri og steg videre. Smag til med salt. Lav to spejlæg og server med lækkert tilbehør.
Peberfrugtcreme er lavet på bagte peberfrugter og minder mest af alt om pesto. Vi plejer at købe det, når vi er i Spanien, men du kan sagtens selv lave det og det smager forrygende! Det kan bruges som dip til grøntsagsstænger, som dressing i burgere og sandwich, eller hvad man nu synes.
Ingredienser:
2 røde peberfrugter
100 g mandler
50 g parmasan eller manchego
5 spsk creme fraiche
1 fed hvidløg
2 spsk olivenolie
æbleeddike
salt
Fremgangsmåde:
Fjern kernerne i peberfrugterne og skær dem i kvarte. Læg dem i et ovnfast fad, pensl med olivenolie og bag dem møre i ovnen ved 200 grader i ca 20 min. Vend dem gerne midtvejs. Tag peberfrugterne ud og lad dem afkøle lidt. Imens ristes mandlerne på en pande og blendes derefter. Tilsæt peberfrugterne og de øvrige ingredienser og blend til en cremet konsistens. Smag til med salt og æbleeddike.
Selleri er en fantastisk (sund) spise. Desværre ser jeg den kun sjældent økologisk, så vi får det ikke så ofte herhjemme. Denne salat minder en lille smule om coleslaw i konsistens, men smagen af den skønne knoldselleri og de knasende sprøde pinjekerner tager smagssanserne et helt andet sted hen.
Ingredienser:
½ knoldselleri
2 æbler
200 g skyr eller creme fraiche
½ dl pinjekerner
4 spsk mayonnaise
1 spsk citronsaft
salt
agavesirup
spidskommen
Fremgangsmåde:
Skræl knoldsellerien og riv den groft. Skyl æblerne og fjern kernehuset. Riv også dem groft og bland det hele godt sammen. Rør en dressing i en skål af creme fraiche, mayonnaise og citronsaft og smag til med agavesirup, salt og spidskommen. Vend det sammen med knoldselleri/æble-blandingen. Rist pinjekernerne og drys over inden servering.
Giv din tomatsalat et grønt twist ved at bytte de traditionelle løgringe ud med ramsløg. Herhjemme var det bestemt populært hos børnene. Generelt en skøn salat, der kan varieres i det uendelige med mozarella eller fetaost, med oliven, basilikumblade eller andre smagsgivere og med forskellige slags madeddiker. Her er twistet ramsløg og en mild hyldeblomsteddike.
Ingredienser:
10 modne tomater
100 g mozarella eller feta
en håndfuld ramsløg
2-3 spsk hyldeblomsteddike
Fremgangsmåde:
Skyl og skær tomaterne i mundrette stykker. Hak ramsløget fint og drys over. Skær mozarella eller feta i passende stykker og vend i. Hæld hyldeblomsteddiken over salaten og server.