Ramsløg
Lige nu kan man sanke de lækreste ramsløg i de danske skove landet over. De er lette at genkende og har en duft og smag, der minder lidt om en blanding af løg og hvidløg. Jeg har valgt også at have dem i et bed i haven, så der er let adgang til dem her i foråret.
Man må ikke tage hele rodplanter med hjem fra skoven, men man kan købe frø og selv så. – Eller evt. hente frø i skoven, når blomsterne er afblomstrede. De er ret såvillige og spreder sig gladeligt. Til gengæld har de en ret kort periode før de visner bort og kan derfor sagtens dele bed med andre planter, som enten er flerårige eller først kommer senere.
Mine børn synes, at rå hvidløg er ret skrappe i smagen, og her kan ramsløg være en god erstatning i retter. Prøv fx Ramsløgsfrikadeller eller Ramsløgstzatziki.