Ramsløgsfrikadeller
Ramsløg er godt til mange ting, og en af dem er frikadeller. Mine børn bryder sig ikke om løgstykker i frikadeller, så normalt river jeg løget på et rivejern inden jeg tilfører det til farsen. Men ramsløg, der er hakket fint er mindst lige så godt, hvis ikke bedre. Jeg hørte i hvert fald ingen brok fra børnene over disse deller.
Endvidere har jeg valgt at bruge havremælk og hørfrømel i denne udgave, så den tåles af både laktoseintolerante og glutenallergikere. Er man ikke laktoseintolerant, kan man vælge at putte et stykke feta i hver af dellerne og evt krydre dem. Hvis man så samtidig serverer dem sammen med en ramsløgstzatziki. Så får man en moderne (og nordisk) udgave af en græskinspireret ret.
Denne portion er stor, da vi spiser MANGE frikadeller herhjemme.
Ingredienser:
- 800 g hakket kalv og flæsk ELLER 400 g oksekød og 400 g svinekød
- 3 mellemstore æg
- 50 hørfrømel eller fuldkornsmel
- ½ dl mælk eller usødet mandeldrik, hvis det skal være low carb
- en stor håndfuld ramsløg
- evt. feta i tern og græskinspirerede krydderier såsom oregano, timian, rosmarin, som man selv kan dyrke i den flerårige nyttehave. Chili og spidskommen vil også klæde dellerne.
Fremgangsmåde:
Hak ramsløgene fint. Fyld kød og mel i en skål og slå æggene i. Rør grundigt mens du tilsætter mælken lidt af gangen til dejen er glat og sammenhængende. Rør ramsløg og eventuelle krydderier i. Varm en pande op til middelvarme. Form frikadeller af farsen og klem evt. et stykke feta inden i hver og steg dem til de er brune på begge sider. Server sammen med ramsløgstzatziki.
Ramsløg – Vennerstroem.dk
3. maj 2019 @ 11:04 am
[…] hvidløg er ret skrappe i smagen, og her kan ramsløg være en god erstatning i retter. Prøv fx Ramsløgsfrikadeller eller […]