Revet gulbede-/æblesalat med brombær og valnødder

Dette er en skøn sensommersalat til dig, der enten selv har æbler og brombær i haven, eller som kan lide at sanke dem i hegn og krat. Salaten har en god balance af sødme og syre fra æbler, brombær og rødbeder med et lille twist af mynte og fennikel og knasende sprødhed fra valnødderne. Og faktisk bliver den overhældt med skønne dråber æbleeddike lavet på sidste års høst af æbler.
Samtidig er årets bedehøst på sit højeste. Jeg var så heldig at få fingrene i nogle smukke økologiske gule beder, og det gav salaten den flotte farve. Meget bedre bliver det efter min mening ikke, og lad os bare sige, at familien også var godt tilfredse.
Ingredienser:
- 2-3 store rødbeder, sølvbeder eller andre beder
- 2 æbler
- 20 blade mynte, jeg brugte en grapemynte, som jeg har i drivhuset
- 1 lille håndfuld fennikelblade
- 100 g friske brombær
- 2 spsk æbleeddike
- 1 spsk agavesirup
- 1 spsk olivenolie
- 1 dl valnøddekerner
Fremgangsmåde:
Skyl og skræl bederne og riv dem på den grove side af rivejernet. Skyl æblerne, fjern kernehus og riv også æblerne på den grove side af rivejernet, hvorefter begge dele blandes grundigt sammen. Hak mynte og fennikelblade fint og vend det i salaten. Bland dressingen af agavesirup, æbleeddike og olivenolie og vend det i salaten. Rist valnøddekernerne og skyl brombær. Pynt salaten med ristede valnøddekerner og friske brombær.
Klatrende spiselige planter – Vennerstroem.dk
28. august 2019 @ 12:14 pm
[…] Vores tornfri brombær vokser et solrigt sted op ad stakittet ind til køkkenhaven. Vi har valgt denne plads, så bærrene får fuld sol til at modne. Buskene har græsplænen på den anden side, så hvis de laver rodskud bliver de bare slået med plæneklipperen. De to brombærbuske giver et meget stort udbytte, og når vi selv har høstet, hvad vi kan bruge, kan vi hvert år invitere venner hjem til at plukke en skålfuld. Bliver planterne for store og fylder for meget, klippes de bare ned, da de skyder villigt igen. Vi bruger mest brombærene i kager som Muffins og Crumble eller i is og Syltetøj, men de er også gode i en Rødbede-Æbleråkostsalat. […]
Bronzefennikel – Vennerstroem.dk
4. september 2019 @ 8:45 am
[…] rigtigt godt sammen med beder: Både en Rå rødbedesalat , en rigtig sensommerklassiker, hvor Rå gulbedesalat blandes med æble og brombær eller en Rødbedesalat med solbær, hvor rødbederne er let […]