Små tykke japanske kålpandekager, okonomiyaki. Glutenfri og fuldkorn

Min søn havde lavet japanske pandekager med spidskål i skolen, men glemt opskriften deroppe, så vi måtte lige lægge hovederne i blød og improvisere lidt. Pandekagerne blev super gode, og børnene puttede også i madkassen til næste dag.
Det er en god måde at få noget kål i børnene på uden brok.
Vi lavede kål, aubergine og squash marineret i shio koji og tamari, samt svinekød i tern marineret i ditto som tilbehør.
Derudover resten af de saltede agurker skåret i tern og vendt i creme fraiche.
Ingredienser okonomiyaki:
- 200 g fuldkornsrismel (alternativt hvedemel, som dog er med gluten)
- 2 dl vand
- 1 tsk salt
- 4 æg
- 1 gulerod
- 1 lille løg
- 400 g spidskål
Start med at snitte, rive eller blende grøntsagerne helt fint.
Lav så en tyk dej af mel, æg og vand. Der må ikke være klumper i. Vend grøntsagerne i.
Steg pandekagerne gyldne ved middel varme. Vi brugte en spiseske til at lægge 4 skefulde på panden og glatte det lidt ud til en pandekage. Vi lagde låg på panden, mens vi stegte dem.
