Chia

Hurtige glutenfri chiaboller, blodsukkervenlige

Disse boller er super lette og hurtige at bikse sammen. Følg opskriften og bag dem samme dag, eller tilsæt kun 15 g tørgær og lad dejen koldhæve i køleskabet natten over inden du former og bager bollerne.

Jeg har valgt at bruge havre-, quinoa- og boghvedemel. Andre glutenfri meltyper kan være lige så velvalgte – det giver bare en anden smag og ris-, majs- og kartoffelmel indeholder store mængder stivelse. Bruger du rismel, så vælg fuldkorn.

Opskriften giver 16 boller.

Ingredienser:

  • 400 g havremel
  • 200 g boghvedemel
  • 200 g hvidt quinoamel
  • 2 tsk salt
  • 25 g gær/ en halv pose tørgær
  • 1 tsk honning
  • 4 spsk loppefrøskaller
  • 4 spsk chiafrø
  • 8-9 dl lunkent vand
  • 2 spsk olivenolie

Fremgangsmåde:

Bland i den ene skål chiafrø og loppefrøskaller med 8 dl lunkent vand. Rør honning og olivenolie i. Hvis du bruger almindeligt gær, skal det også røres i. Rør godt rundt. Det bliver en geleagtig masse.

I den anden skål blandes alle de tørre ingredienser.

Rør den våde masse sammen med den tørre – rør godt fx i en røremaskine. Dejen skal være klistret, men ikke så lind at den løber ud. Tilsæt evt mere vand eller mel til den rigtige konsistens opnås.

Lad dejen hæve i 30 min.

Form 16 boller af dejen. Brug en våd ske og våde fingre. Bollerne behøver ikke være flotte. Det bliver de under bagningen.

Lad bollerne efterhæve under et vådt viskestykke i 30 min

Bag bollerne på midterste rille i ovnen ved 200 grader (ikke varmtluft) i ca 45 min til de er gyldenbrune.

Chia – bærkompot med vanilje-flødecreme og ristede nødder, blodsukkervenlig

Lækker dessert på ribs, solbær, hassel- og valnød fra haven. Andre bær og nødder kan selvfølgelig også bruges. Jeg har tilføjet cashew og mandler her. Ved at bruge chiafrø får kompotten den mindre vandede og mere gele-agtige konsistens uden, at man behøver husblas eller andet geleringsmiddel.

Ingredienser:

Kompot:

  • 400 g bær fx fra frost
  • 4 spsk chiafrø
  • Sødemiddel fx stevia, kokossukker eller agavesirup

Flødecreme:

  • 2,5 dl piskefløde
  • 1,5 dl creme fraiche
  • Sødemiddel fx stevia i pulverform
  • 1 tsk vaniljepulver

Topping:

  • Hakkede, ristede nødder

Fremgangsmåde:

Start med din kompot, som med fordel kan laves dagen før. Fyld bærrene i en gryde og varm dem op, så de simrer. Smag til med fx flydende stevia og agavesirup. Køl ned. Tilsæt chiafrø og rør rundt med jævne mellemrum i 10 min.

Pisk fløden til flødeskum. Vend creme fraiche, vaniljepulver og fx stevia i pulverform i.

Hak og rist nødderne på en pande.

Anret med bær- chiakompot i bunden, vaniljecreme ovenpå og top med ristede nødder. Mums.

Stikkelsbær-Chiagrød med fløde, blodsukkervenlig

Denne sommerklassiker er blevet moderniseret lidt ved at være jævnet med chiafrø i stedet for kartoffelmel. Chiafrøene minder i konsistens lidt om stikkelsbærkernerne og matcher dem derfor ret godt.

Grøden nydes afkølet med fløde.

Ingredienser:

  • 800 g stikkelsbær
  • 3 dl vand
  • 150 g chiafrø
  • 1 tsk vanillepulver
  • 1 dl kokossukker
  • stevia
  • fløde 38 %

Fremgangsmåde:

Skyl bærrene og nip blomsten af. Kom bærrene i en gryde sammen med vand og kog op. Lad derefter bærrene stå og trække i 10 min. Tilsæt kokossukker og vanillie og kog op igen.

Sæt grøden på køl. Når den er afkølet tages den frem igen og chiafrøene tilsættes. Lad det trække ca. 10 min. og rør ind imellem. Smag grøden til med stevia.

Anret grøden i skåle og server med fløde.

Romkugler, blodsukkervenlige

Romkugler består jo af et sammensurium af kagerester. Derfor har jeg også altid set det som en No-Go på en blodsukkervenlig diæt. Men det kan faktisk sagtens lade sig gøre at lave blodsukkervenlige romkugler som hele familien kan spise. Tag evt. en del fra til børnene, inden du tilsætter rom.

Har man blodsukkervenlige kagerester som Brownie, Græskarbrød, Bananbrød eller lignende, kan det helt sikkert godt bruges. Alternativt må der tænkes lidt kreativt. Det vigtigste er, at “dejen” får en lidt fast konsistens med god sammenhængskraft.

Ingredienser:

  • 25 mandler
  • 2 spsk hørfrø
  • 4 spsk chiafrø
  • 4 spsk rå kakaopulver
  • evt et par spiseskefulde havregryn
  • 2 ½ dl fløde
  • 2 tsk god rom
  • stevia, agavesirup, sukrin, kokossukker eller andet blodsukkervenligt sødemiddel.
  • evt ½ tsk vaniljepulver
  • 50 g kokosmel til at rulle kuglerne i.

Fremgangsmåde:

Sæt chiafrø i blød i fløden i min 10 min. Rør ind imellem.

Blend mandler og hørfrø til mel. Tilsæt de øvrige ingredienser – også chia-fløden og blend til en ensartet masse.

Form romkuglerne og tril i kokos. Brug evt. en kop, så kuglerne får en ensartet form og kokos bliver pænt fordelt.

Konfekt med peanutfyld, low carb

Disse små skønne konfektstykker minder mest af alt om snickers i miniudgave, da de er fyldt med peanutbutter, peanuts og en masse, der minder om karamel.

Har man ikke usødet Mandelmælk kan man lave den selv.

Jeg synes de er gode sammen med en kugle hjemmelavet Kardemommeis eller bare til en kop the.

Det tager ingen tid at røre sammen, men så skal de ligge på køl nogle timer før de overtrækkes med chokolade. Alternativt overtrækkes det hele med et lag chokolade og skæres ud med chokoladen på toppen.

Ingredienser:

  • 150 g peanutbutter uden tilsat sukker
  • 3-4 dl peanuts
  • 25 g smør
  • 3 spsk kokossukker/agavesirup
  • stevia
  • 1 knsp vanillepulver
  • 100 g mørk chokolade 70-85 %
  • 1dl usødet Mandelmælk
  • 2 spsk chiafrø

Fremgangsmåde:

Sæt chiafrø i blød i Mandelmælk og smag til med stevia og vanille. Det skal blive en ret stiv og caramel-agtig masse. Rør undervejs.

Smelt smør, peanutbutter og kokossukker/agavesirup sammen i en kasserolle. Smag til med stevia. Tilsæt halvdelen af dine peanuts, og rør det sammen. Hæld massen i en form beklædt med bagepapir eller smørrebrødspapir.

Blend chiamassen sammen med de resterende peanuts og hæld ovenpå den anden peanutmasse i formen.

smelt chokoladen i en lille gryde og hæld over peanutmasse.

Stil på køl nogle timer.

Tag peanutmassen frem igen og skær den i små tern på ca 2½ x 2½ cm.

Man kan også stille peanutmassen på frys og først efter de er skåret i tern smelte chokoladen i en kasserolle og dyppe dem deri.

Frys fx de små chokoladeovertrukne konfektstykker ned, som du ikke skal bruge og server dem frosne med en kugle Kardemommeis.