Glutenfri

Glutenfri brownie på sorte bønner

Denne brownie er sød, blød og lækker og har ikke den mindste smag af bønner. Til gengæld er bønnerne med til at give brownien den bløde midte, som en rigtig brownie bør have. Bønnerne er samtidig med til at skrue ned for kulhydrater og gluten.

Hvis man ikke tåler gluten, kan man med fordel udskifte havregrynet med glutenfri havregryn. På samme måde kan man udskifte chokoladen med laktosefri chokolade, hvis man er laktoseintolerant. Jeg søder den med en kombination af stevia og andet sødemiddel. Steviaen vælger jeg for at skrue ned for kalorierne, de øvrige sødemidler for at mindske blodsukkerudsving. Jeg synes den søde smag bliver for “kold”, hvis stevia er det eneste sødemiddel. Til gengæld indeholder kokos- og agavesirup store mængder fruktose og et højt kalorieindhold. Men kombinationen bliver ret god, synes jeg.

Der er så meget smag i brownien, at den ikke behøver en frosting. Det vil næsten være synd, tør jeg godt at sige. Til gengæld smager den fantastisk serveret med et klat creme fraiche.

Ingredienser:

  • 2 dåser sorte bønner
  • 2 dl havregryn (glutenfri, hvis du har meget allergi)
  • 2 dl rå kakaopulver
  • 1½ tsk vanillepulver
  • ½ tsk salt
  • 1 tsk bagepulver
  • 6 spsk smagsneutral kokosolie
  • 4 mellemstore æg
  • 1 dl kokossirup, agavesirup eller kokossukker
  • 2 spsk flydende stevia (smag evt til inden du slår æg i)
  • 1 plade mørk chokolade min 70 %, gerne 85%
  • 1 dl groft hakkede hasselnødder.

Fremgangsmåde:

Hæld havregryn i en foodprocessor og blend dem til helt fint mel. Tilsæt bønnerne og blend igen. Smelt kokosolien og hæld i blandingen. Tilsæt de øvrige ingredienser med undtagelse af chokolade og nødder og blend til en lækker tyk browniedej. Hak hasselnødder og chokolade groft og vend i dejen.

Smør et ildfast fad med kokosolie og hæld dejen over i. Bag brownien midt i ovnen ved 175 grader ib16-20 min. Herefter skal kagen hvile i mindst 10-15 min. til den er kold. Opbevar den fx i køleskabet herefter. det er en kage, man sagtens kan lave dagen i forvejen.

Variationer:

Man kan vælge at variere smagen i brownien. Oftest bruger jeg en helt mørk chokolade på 85%. Så kan man tilsætte kaffe. Eller man kan bruge kokosolie med kokossmag og tilsætte ½ dl kokos. Når jeg en sjælden gang vælger en chokolade med under 85% kakaoindhold, så er det for at bruge en med appelsinsmag. Men man kan også vælge at rive appelsinskal i i stedet, eller kombinere.

Jeg synes brownien smager skønt med hasselnødder, men har man usaltede cashewnødder er de også rigtigt gode hele i.

Tarteletter med høns i asparges, toppet med grønt

Tartelet med hønsekød og asparges toppet med kogt gulerod og edamamebønner

Forår er aspargestid. Lige nu pibler de skønne grønne skud op ude i bedet. Og har man rigeligt, er de skønne sammen med hønsekød i tarteletter.

Vi har havehøns, og vi udruger selv kyllinger. Det betyder også, at der hver gang er en masse hanekyllinger i overskud, som vi slagter og spiser. Disse hanekyllinger bliver til det lækreste tarteletfyld sammen med asparges. Har man ikke høns, der skal slagtes – eller asparges i haven, må man ty til supermarkedets hylder.

Tarteletfyldet er noget af det letteste og hurtigste at lave, hvis man allerede har kødet fra en suppehøne. sådan en suppehøne eller – hane kan give mad til flere dage til en familie. Den første dag kan man fx lave en Hønsekødssuppe med chorizo og grøntsager. Her tager man kødet af hønen eller hanen og voila, så har man til tarteletfyld til dagen efter.


Da tarteletter i sig selv ikke er den sundeste spise, nøjes jeg selv med en enkelt af slagsen, men fylder i stedet godt op med fyld og topper med andre grøntsager – som ærter og edamamebønner.

Du kan også vælge selv at bage glutenfri og low carb Tarteletter – det er faktisk ret let.

I fyldet har jeg valgt at jævne med boghvedemel. På den måde kan man vælge, at lave fyldet glutenfrit (men der er stadig gluten i tarteletterne). Man kan også vælge en plantebaseret mælk, hvis man er laktoseintolerant. I denne opskrift er der fyld til mindst 10 tarteletter.

Ingredienser:

  • 500 g kogt hønsekød
  • 500 ml hønsefond eller boullion
  • 20 asparges
  • 60 g smør eller afskummet fedt fra suppehønen
  • 4 spsk boghvedemel
  • salt og peber
  • topping: 2 kogte gulerødder skåret i småtern og edamamebønner
  • 1 dl fløde eller mælk fx minimælk, havremælk eller, hvad man nu holder af.

Fremgangsmåde:

Start med at knække bunden af aspargesene og snit dem i mundrette bidder. kog dem i letsaltet vand i 10 min. Hæld vandet fra, men gem evt lidt til at fortynde sovsen med, hvis den bliver for tyk.

Smelt smør eller kyllingefedt i en gryde. Tilsæt boghvedemel og rør det sammen til en kugle. Tilsæt hønsefonden lidt af gangen, mens der piskes. Lad sovsen koge op og blive tyk, mens du pisker. Tilsæt så mælken lidt af gangen og evt aspargesvand. Når sovsen har den ønskede konsistens tilsættes aspargesstykker og hønsekød og der smages til med salt og peber.

Top din tartelet med fx gulerødder og sojabønner eller pynt med blomster – her gule kålblomster fra den flerårige Daubentonkål:

Ramsløgsfrikadeller

Ramsløgsdeller

Ramsløg er godt til mange ting, og en af dem er frikadeller. Mine børn bryder sig ikke om løgstykker i frikadeller, så normalt river jeg løget på et rivejern inden jeg tilfører det til farsen. Men ramsløg, der er hakket fint er mindst lige så godt, hvis ikke bedre. Jeg hørte i hvert fald ingen brok fra børnene over disse deller.

Endvidere har jeg valgt at bruge havremælk og hørfrømel i denne udgave, så den tåles af både laktoseintolerante og glutenallergikere. Er man ikke laktoseintolerant, kan man vælge at putte et stykke feta i hver af dellerne og evt krydre dem. Hvis man så samtidig serverer dem sammen med en ramsløgstzatziki. Så får man en moderne (og nordisk) udgave af en græskinspireret ret.

Denne portion er stor, da vi spiser MANGE frikadeller herhjemme.

Ramsløg

Ingredienser:

  • 800 g hakket kalv og flæsk ELLER 400 g oksekød og 400 g svinekød
  • 3 mellemstore æg
  • 50 hørfrømel eller fuldkornsmel
  • ½ dl mælk eller usødet mandeldrik, hvis det skal være low carb
  • en stor håndfuld ramsløg
  • evt. feta i tern og græskinspirerede krydderier såsom oregano, timian, rosmarin, som man selv kan dyrke i den flerårige nyttehave. Chili og spidskommen vil også klæde dellerne.

Fremgangsmåde:

Hak ramsløgene fint. Fyld kød og mel i en skål og slå æggene i. Rør grundigt mens du tilsætter mælken lidt af gangen til dejen er glat og sammenhængende. Rør ramsløg og eventuelle krydderier i. Varm en pande op til middelvarme. Form frikadeller af farsen og klem evt. et stykke feta inden i hver og steg dem til de er brune på begge sider. Server sammen med ramsløgstzatziki.

Glutenfri amerikanske havregrynskager; fuldkorn

Amerikanske havregrynskager med et tvist af appelsin og abrikos

Sønnike var hjemme med skoldkopper, så der skulle lidt ekstra hygge til, selvom det var midt i ugen. Det skulle også være så let, at vi kunne bage det sammen, og denne opskrift er virkelig LET!

I de fleste opskrifter, jeg har kunnet finde, var der tilsat rosiner. Jeg synes både rosiner kan få sådan en lidt brændt smag i bagværk, og så indeholder de relativt meget frugtsukker. Jeg valgte derfor at bytte dem ud med abrikoser, appelsinskal og lidt mørk chokolade med appelsinsmag, og det gav et virkeligt godt resultat.

Jeg byttede så også noget af smørret ud med et ekstra æg, fordi vi har så mange for tiden. I de fleste opskrifter bruges 75 g smør. Jeg skar ned til 50 g og brugte så to af vores æg i stedet, som er mellemstore. Kagerne hang fint sammen, men flød ikke så meget ud som forventet, hvilket helt sikkert skyldes mit byt. Og dermed blev de også mindre sprøde end småkager ofte er og måske mere henad cookies.

Ingredienser:

  • 125 g havregryn (evt. glutenfri, hvis du er meget allergisk overfor gluten)
  • 1 spsk durramel (sorghum)
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 æg små/mellem
  • 50 g smør
  • 50 g kokossukker
  • 1 spsk flydende stevia
  • 5 abrikoser
  • 3 stk mørk chokolade med appelsinskal min 70%
  • skal fra ½ appelsin

Fremgangsmåde:

Start med at smelte smør, hakke chokolade, skære abrikoser i små strimler og rive skal fra en appelsin med et juliennejern. Bland derefter alle ingredienser i en skål; undtagen havregryn, som røres i til sidst. Form 16-18 små kokostoppe på en bageplade og bag 10 min i ovnen på 180 grader.

Glutenfri tærte; fuldkorn

Fuldkornstærte

Herhjemme er tærte – ligesom pizza – en populær spise hos børnene. De får lov til at være med til at bestemme fyldet, skære det ud og lægge det i tærtebunden. Denne grundopskrift indeholder både ingredienserne til bund og fyld; grøntsager og kød kan man selv bytte ud alt efter smag og behag, og hvad køleskab og have end måtte indeholde. Er man ikke vegetar, kan laks og rejer ligeså vel byttes ud med kylling og bacon. Og jeg kan også sagtens find på at bruge spinat eller broccoli. I denne opskrift har børnene fået lov at vælge.

Jeg vælger at lave tærten i en stor tærteform. Både fordi jeg på den måde kan rulle tyndt ud, og dermed gøre plads til mere af det sunde fyld og mindre af selve brødet. Men faktisk også fordi bunden hæver meget op under bagningen, så vi tidligere med en mellem tærteform oplevede at tærten løb over og ud i ovnen. Og det fantastiske ved tærter er, at de kan laves med mange typer mel – og ikke mindst hele 5 mellemstørrelse havehønseæg!

Ingredienser, dej:

  • 250 g havremel
  • 2 mellemstørrelse æg
  • 150 g hytteost
  • 1 tsk salt
  • Evt en sjat vand
  • 2 tsk rapsolie til at smøre tærtefadet

Fremgangsmåde:

Bemærk den flotte orange farve æg fra fritgående høns får

Hæld mel og salt i en skål. Slå æggene i og tilsæt hytteosten. Hvis dejen er for tør, kan tilføjes en sjat vand. Ælt dejen grundigt og stil på køl i ca 30 min.

Smør en tærteform med rapsolie. Fordel dejen i tærteformen ved at rulle den tyndt ud. Forbag tærtebunden på midterste rille i ovnen i 15. min ved 200 grader til den er gylden. Imens blandes fyldet

Ingredienser, fyld:

  • 3 æg
  • 200 g hytteost
  • 1 dl creme fraiche
  • 150 g ost
  • ½ tsk salt
  • ½ porre
  • 6 champignoner
  • ½ peberfrugt
  • 3 tomater i skiver
  • 150 g røget laks i skiver
  • 100 g rejer

Fremgangsmåde:

Start med at rive osten. Slå æggene ud i en skål. Bland hytteost, creme fraiche, salt og halvdelen af den revne ost i en skål. Snit grøntsagerne i skiver og stænger. Tag tærtebunden ud af ovnen. Fordel først lakseskiverne og rejerne på tærtebunden. Læg derefter grøntsagerne (undtagen tomaterne) på og hæld fyldet over. Fordel resten af den revne ost på toppen og pynt med tomatskiverne øverst. Bag tærten i 30 min på midterste rille ved 200 grader.

Glutenfri havregrynsvafler, fuldkorn

Havregrynsvafler

Søndagshygge er vaffeltid! I denne vintertid kan der være brug for lidt lunt og lækkert enten en mørk søndagsmorgen, hvor ungerne er stået tidligt op, eller når de kommer ind efter at have været ude at lege i sneen. Og hvad er så bedre end fuldkornsvafler lavet på havregryn. Og med en klat hjemmelavet syltetøj, honning fra den lokale biavler eller agavesirup og sukkerfri nutella, hvis man ikke er til det store blodsukkerudsving? De bliver altid taget godt imod herhjemme i hvert fald.

Denne opskrift på vafler kan enten laves rent på havregryn, eller man kan, som jeg gør her, tilføje lidt hørfrømel. Havregryn er glutenfri fra naturens side, men da de vokser og valses med andet korn, kan der forekomme andre ikke glutenfri korn i. Så er du meget intolerant, må du vælge glutenfri havregryn.

Vaffeldejen er som med alle mine opskrifter, hurtig at bikse sammen og vaflerne smager forrygende! Og så er her endnu en chance for at få brugt nogle æg, som havehønsene har lagt.

Ingredienser:

  • 150 g havregryn (evt glutenfri)
  • 50 g hørfrømel
  • 4 dl mælk eller plantemælk
  • 2 æg
  • 1 tsk vanillepulver
  • 1 knsp salt
  • Agavesirup, stevia eller kokssukker efter, hvad man kan lide
  • 1½ tsk bagepulver
  • fedtstof til vaffeljernet

Fremgangsmåde:

Start med at male havregryn til mel i en foodprocessor. Bland alle de tørre ingredienser sammen i en skål. Slå æggene i og tilsæt så mælken. Rør godt. Dejen skal være ret tyk i forhold til fx pandekagedej. Fyld fedt på vaffeljernet og bag vaflerne.