Glykæmisk indeks

Lynstegt spidskål og gulerod med et twist af spansk kørvel

Smørstegt spidskål er det rene guf. Her i kombination med den søde gulerod og vendt med den anisagtige krydderurt Spansk kørvel / Sødskærm, så bliver det ikke meget bedre. Server det som tilbehør til et godt stykke kød fx en bøf eller en steg. Jeg serverede det til Hamburgerryg sammen med bønnefritter og en frisk peberrodscreme.

Ingredienser:

Fremgangsmåde:

Skræl gulerødderne og skær dem i mindre tern. Snit spidskålen fint. Steg gulerødderne møre i smør ca 10 min. Tilsæt spidskålen og vend rundt. Lad spidskålen falde sammen og tag så af blusset. Snit Sødskærmen /Den spanske kørvel fint og vend i lige inden servering.

Biksemad med sød kartoffel og knoldselleri samt rødbedesalat og ramsløgstzatziki

En gang imellem skal der biksemad til, fx når vi har en rest flæskesteg fra dagen før. Biksemad er derfor en god ret til at undgå madspild. Men denne opdaterede version er både mere spændende og sund end den gængse. I stedet for syltede rødbeder laver jeg en Rødbedesalat med solbær og feta samt en Tzatziki som tilbehør. Desuden har jeg skiftet de brasede kartofler ud med en blanding af sød kartoffel og knoldselleri. Og så selvfølgelig det traditionelle spejlæg til.

Ingredienser:

  • 1/4 knoldselleri
  • 2 søde kartofler
  • 1 lille løg
  • en rest flæskesteg eller andet svinekød
  • 2 æg
  • olie til stegning
  • salt

Skræl og skær knoldsellerien i mindre stykker. Giv den en tur i mikrobølgeovnen eller kog den lidt til den er mør. Skræl også de søde kartofler og skær dem i mindre bidder. Snit løget fint – eller riv det på den fine side af et rivejern. Skær kødet i mindre stykker.

Steg først løgene i olien. Tilsæt så sød kartoffel og steg videre i ca 10 min. Tilsæt herefter kød og selleri og steg videre. Smag til med salt. Lav to spejlæg og server med lækkert tilbehør.

Mojo/Peberfrugt-creme med mandler og parmasan

Peberfrugtcreme er lavet på bagte peberfrugter og minder mest af alt om pesto. Vi plejer at købe det, når vi er i Spanien, men du kan sagtens selv lave det og det smager forrygende! Det kan bruges som dip til grøntsagsstænger, som dressing i burgere og sandwich, eller hvad man nu synes.

Ingredienser:

  • 2 røde peberfrugter
  • 100 g mandler
  • 50 g parmasan eller manchego
  • 5 spsk creme fraiche
  • 1 fed hvidløg
  • 2 spsk olivenolie
  • æbleeddike
  • salt

Fremgangsmåde:

Fjern kernerne i peberfrugterne og skær dem i kvarte. Læg dem i et ovnfast fad, pensl med olivenolie og bag dem møre i ovnen ved 200 grader i ca 20 min. Vend dem gerne midtvejs. Tag peberfrugterne ud og lad dem afkøle lidt. Imens ristes mandlerne på en pande og blendes derefter. Tilsæt peberfrugterne og de øvrige ingredienser og blend til en cremet konsistens. Smag til med salt og æbleeddike.

Tomatsalat med ramsløg og hyldeblomsteddike

Giv din tomatsalat et grønt twist ved at bytte de traditionelle løgringe ud med ramsløg. Herhjemme var det bestemt populært hos børnene. Generelt en skøn salat, der kan varieres i det uendelige med mozarella eller fetaost, med oliven, basilikumblade eller andre smagsgivere og med forskellige slags madeddiker. Her er twistet ramsløg og en mild hyldeblomsteddike.

Ingredienser:

  • 10 modne tomater
  • 100 g mozarella eller feta
  • en håndfuld ramsløg
  • 2-3 spsk hyldeblomsteddike

Fremgangsmåde:

Skyl og skær tomaterne i mundrette stykker. Hak ramsløget fint og drys over. Skær mozarella eller feta i passende stykker og vend i. Hæld hyldeblomsteddiken over salaten og server.

Ristede mandler med ramsløg og olivenolie

Min søster ringede og spurgte mig den anden dag, hvad jeg egentlig brugte ramsløg til ud over pesto. Min første tanke var “Hvad bruger jeg det ikke til?” Men det blev så afsæt for en udfordring til mig selv til at fremtrylle en mængde ramsløgsopskrifter. Det er bare en af dem.

Mandler er bare guf. Især, når de som er her er ristede. og vendt med andre lækre sager. Men man kan også sagtens bytte mandlerne ud med andre kerner eller nødder som fx solsikkekerner eller hasselnødder. Har man ikke ramsløg, kan man også sagtens presse et fed hvidløg i i stedet. Jeg bruger det til at drysse over kogte rodfrugter eller vende i salat.

Ingredienser:

  • 1½-2 dl mandler
  • 10 blade ramsløg
  • 1 spsk god olivenolie
  • salt

Fremgangsmåde:

Hak mandlerne groft og rist dem på en pande. Hæld dem i en lille skål. Mens de køler af hakkes ramsløget fint. Vend ramsløg og olivenolie med mandlerne. Smag til med salt.

Raita med avocado og tomat

Denne raita med avocado er et skønt alternativ til den sydamerikanske avocadocreme guacamole. Jeg serverede den til Pirogger, som er små butterdejs- eller filodejspakker med kød og/eller grøntsager. Jeg fyldte dem med kylling, ost og en hjemmelavet Peberfrugtcreme. Raitaen var et sundt og friskt tilbehør til piroggerne. Man kan også sagtens servere denne Raita sammen med Dhal eller Chapati, som er indiske fladbrød.

Ingredienser:

  • 2 avocadoer
  • 4 mellemstore tomater
  • 1 lille mildt løg eller andre typer Løgplanter, du kan klippe i.
  • saft fra ½ citron
  • 2 dl yoghurt eller andet surmælksprodukt
  • en håndfuld frisk Marokkansk mynte
  • 1 spsk sød chiliketchup
  • salt
  • andre krydderier som fx ristede Fennikelfrø, koriander eller kommen

Fremgangsmåde:

Skær avocadoerne over og tag stenene ud. Skrab kødet ud i en skål med en ske. Tilsæt yoghurt og mos det godt sammen. Hak løg og mynte helt fint og rør i. Smag til med citronsaft, chiliketchup og salt. Tilsæt de krydderier. Jeg valgte at bruge tørret koriander og hjemmetørrede og ristede fennikelfrø fra min Bronzefennikel. De fik lige en tur i morteren inden jeg rørte dem i. Skær tomaterne i mindre stykker og vend dem i. Pynt med mynteblade.

Ramsløgssmør

Da jeg var barn, fik vi ofte hvidløgssmør til kogte grøntsager hjemme. Det var sådan set bare et fed presset hvidløg rørt op i smør, men det smagte skønt. Denne udgave er blot med hakket ramsløg i stedet og smager mindst lige så skønt og meget mindre stærkt, så selv mine børn, som ikke er så vilde med for meget løg- og hvidløgssmag, synes den er god.

Ingredienser:

  • 50 g smør
  • 10 blade ramsløg

Fremgangsmåde:

Tag 50 g smør i en kop og lad den lige stå fremme ved stuetemperatur til den bliver blød. Skyl og hak ramsløgsbladene fint og tilsæt til smørret. Mos det godt sammen. Man kan vælge at putte smørret i enten små portionsanrettede glas eller et større, mens det er blødt og til at forme. Så kan man stille det på køl igen, så det ser flot ud, når man serverer det til fx en steg med kogte rodfrugter.

Sellerimos med ramsløg

Vi skulle have stegt flæsk, men i stedet for persillesovs, kartofler og rødbede blev det til en sellerimos med ramsløg og en rødkålssalat med revet rødbede. Lige nu står ramsløgene med helt nye blade overalt i de danske skove, og det er svært ikke at plukke og klippe dem i alting, når man laver mad. Og i denne mos, smager de særdeles fremragende.

Ingredienser:

  • en mellemstor knoldselleri
  • en god håndfuld ramsløgsblade
  • 40 g smør
  • ½ – 1 dl piskefløde
  • salt og peber.

Fremgangsmåde:

Skræl knoldsellerien. Brug evt. en skarp kniv til at skære skrællen af. Skær den i store tern og kog dem i letsaltet vand i ca 10 min til de er møre. Hæld vandet fra. Tilsæt smør og fløde og blend til mos. Smag til med salt og peber. Skyl og hak ramsløgene fint og vend det meste i, men gem nok til at give mosen et drys ovenpå.

Bananbrød med hindbær

Vi havde lige et par bananer, der trængte til at blive brugt. Normalt spiser jeg ikke banan, fordi de indeholder mange hurtige kulhydrater, men når det bliver fordelt over et helt brød, bliver indtaget ikke så massivt. Derudover havde vi noget mørk chokolade med hindbærsmag liggende, som vi ikke fik spist, og så havde jeg en rest frysetørrede hindbær. Brødet smager som en blanding af brød og kage.

Jeg bagte af og til dette brød, da jeg var gravid med vores andet barn og fik graviditetsbetinget diabetes. Man kan enten fylde dejen i en lille rugbrødsform, og så skal den have 40-45 min i ovnen, eller man kan vælge at fylde i muffinforme, som jeg gjorde denne gang, og så skal de kun have 20 min i ovnen.

Ingredienser:

  • 2 store modne bananer
  • 225 g fuldkornsmel
  • 3 spsk rapsolie
  • 2 æg
  • 1½ tsk bagepulver
  • ½ dl mælk eller plantemælk
  • 2/3 dl agavesirup
  • 75 g hakket mørk (hindbær-)chokolade min 70 %
  • 2 spsk frysetørrede hindbær

Fremgangsmåde:

Mos bananerne med agavesirup. Slå æggene i og tilsæt rapsolie og mælk. Pisk det sammen. Tilsæt mel, frysetørrede hindbær og bagepulver og rør det godt, så glutenet frigives. Dejen skal være tyk og klistret. Hak chokoladen groft og vend den i dejen. Fyld dejen i en lille rugbrødsform eller 12 muffinforme 1/3 op. Bag ved 180 grader i 20 min ved muffins og 40-45 min ved rugbrødsform.

Kylling i karry og kokosmælk

Denne opskrift på kylling i karry og kokosmælk giver dejligt, saftigt kyllingekød. Foråret er så småt over os, og de flerårige Estisk hvidløg har sat lange grønne skud op mod himlen, som er oplagte at klippe af som grønt drys i salater og til at putte i Æggekager, Frikadeller og gryderetter. De sidste jordskokker skulle også graves op og bruges inden de begyndte at skyde på ny.

Spiser du low carb, kan gulerødderne udelades.

Ingredienser:

  • 2-4 kyllingelår
  • 2 store gulerødder
  • 500 g jordskokker
  • ½ spidskål
  • en stor håndfuld løg/hvidløgstoppe eller løg og hvidløg
  • 1½ terning bouillon
  • 4 dl vand
  • 1 dåse kokosmælk
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 2 spsk olivenolie
  • 2 spsk kokossukker
  • 2 spsk æbleeddike
  • salt og peber

Fremgangsmåde:

Skyl og skrub jordskokkerne grundigt, og skær dem i mindre tern. Giv dem en tur i mikrobølgeovnen for at tilberede dem lidt på forhånd, da de tager længere tid end gulerødderne. Du kan også vælge at give hele retten 10 min ekstra i ovnen. Skræl gulerødderne og skær også dem i mindre stykker. Snit spidskål og hvidløg i mindre strimler og fordel alle grøntsagerne i et ovnfast fad smurt med olivenolie.

Kog 4 dl vand og hæld det i en skål. Rør bouillonterningerne ud i vandet. Bland kokosmælk og hakkede tomater i. Smag til med sukker, karry, æbleeddike, salt og peber og hæld sovsen over grøntsagerne. Læg kyllingelårene ovenpå og tilbered det i ovnen på 200 grader i ca 30 min.