Fløde-rodfrugter smager dejligt til fx steg. Jeg har her brugt knoldselleri, men også fløde-persillerod, -pastinak eller fløde-beder er skønne. Rodfrugter hører til de grove grøntsager. De har et højt indhold af kostfibre og mætter derfor godt. Det smarte ved at lave flødeselleri til steg er, at det kan stå sammen i ovnen, mens du laver noget andet. Desuden er det mægtigt let at lave.
Ingredienser:
1 knoldselleri eller ca 1 kg andre rodfrugter
1 mellemstort løg
½ l fløde
100 g ost
1 tsk salt
revet muskatnød
rapsolie til at smøre fadet
Fremgangsmåde:
Skræl sellerien og skær den ud i stave af ca 5-7 cm i diameter. Skær så disse stave i tynde skiver. Hak løget fint. Smør et ovnfast fad og fyld selleri og løg deri. Drys med salt og riv muskatnød over. Hæld fløden over. Er der ikke nok, kan du spæde til med mælk eller vand. Riv til sidst osten over. Stilles på midterste rille i ovnen ved 180 grader i 50-60 min.
Fyldte peberfrugter eller farserede peberfrugter er en populær ret hos både store og små. Og så er det en taknemmelig ret, fordi man kan fylde de rester, man nu engang har stående i sit køleskab i, så de bliver brugt og ikke går til spilde. Vi havde en rest bolognese, en rest fuldkornscouscous og en åbnet bøtte fetaost stående, som trængte til at blive brugt. Der ud over havde vi champignon, som børnene elsker, så de kom både indeni og i fadet ved siden af. Man kan sagtens vælge kun at komme grøntsager i, hvis man vil lave dem vegetarisk.
Ingredienser:
4 store peberfrugter
en rest bolognese eller anden gryderet
50 g fetaost eller anden ost
4 champignoner
Fuldkornscouscous eller -ris til at fylde lidt i af eller spise ved siden af
4 champignoner
Fremgangsmåde:
Skyld peberfrugterne. Skær forsigtigt toppen af og fjern frøstanden, så det bliver til et låg. Fyld så op med hvad du måtte have af grøntsager og rester i dit køleskab. Top med ost inden du lægger lågene på. Stil peberfrugterne på et smurt ovnfast fad. Læg evt flere grøntsager udenom. Bag peberfrugterne i ovnen i ca 20 min. ved 175 grader. Kog evt. lidt vilde ris, fuldkornsris eller fuldkornscouscous til at servere til.
Denne grønkålssalat er ikke den mest blodsukkervenlige, da den både indeholder dadler og æbler. Det der til gengæld taler for at lave den alligevel, er den sunde grønkål og den rigelige mængde hasselnødder. Og så smager den næsten som slik. Man kan vælge at nøjes med den halve mængde dadler, eller man kan vælge kun at tage en lille portion og lave andre grøntsager også.
Ingredienser:
½ pose grønkål
10 dadler
½ æble
1 dl hasselnødder
en spsk friskrevet peberrod
2 spsk mayonnaise
1 spsk rapsolie
2 spsk æbleeddike
1 spsk agavesirup
salt
Fremgangsmåde:
Skyl grønkålsbladene rigtigt grundigt og ryst vandet så godt af dem igen som muligt. Skær stænglerne fra og læg bladene i en foodprocessor. Blend til grønkålen er ret fint snittet. Fjern stenene fra dadlerne og enten blend igen eller mos dem sammen med grønkålen. Lav en dressing af mayonnaise, æbleeddike, rapsolie, agavesirup og revet peberrod. Smag til med salt og vend grønkål/dadel-salaten heri. Rist hasselnødderne på pande eller i ovn og gnid hinderne af. Skyl og fjern kernehus på æblet og snit det ene halvdel af æblet i mundrette bidder. Vend æblestykkerne i salaten og drys hasselnødderne over.
Det er meget lang tid siden, jeg sidst har fået hamburgerryg, men nu kom manden hjem med nogle økologiske på tilbud, og det smager jo faktisk super godt. Jeg har valgt at lave hamburgerryggen i ovnen og når ovnen alligevel var tændt var det oplagt også at lave noget grønt i den som tilbehør. Hamburgerryg plejer at følges med noget stærkt, hvorfor en peberrodscreme var oplagt. Som alternativ til rodfrugtfritter kan man lave Lynstegt spidskål og gulerod med Sødskærm/spansk kørvel.
Spiser du low carb, kan du basere dine rodfrugtfritter på knoldselleri og jordskokker.
Ingredienser:
Hamburgerryg
dijon sennep
Grovkornet sennep
Vand
Peberrodscreme:
2 dl creme fraiche
saften af ½ citron
1 spsk agavesirup
2-3 spsk friskrevet peberrod
salt
Bønnefritter:
500 g frosne grønne bønner
salt
rapsolie
Rodfrugter:
1 kg blandede rodfrugter fx pastinak og persillerod
Timian
salt
rapsolie
Fremgangsmåde:
Start med at skrælle rodfrugterne og skære dem i stave. Vend dem med rapsolie og timian. Jeg brugte en stegeso til dem, fordi den holder lidt på fugten i grøntsagerne. Har man ikke det, kan man bare bruge et ildfast fad. Tænd ovnen på 180 grader.
Tag hamburgerryggen frem. Hvis den har net omkring, skal du starte med at befri den for dette. Stil den så på et ildfast fad og hæld vand omkring til op på midten af hamburgerryggen. Smør den først med et lag dijonsennep og derefter med et lag grovkornet sennep. Stil hamburgerryg og rodfrugter på midterste rille i ovnen i 45 min på 180 grader. Tag evt låget af rodfrugterne de sidste 10 min. for at få en sprød overflade.
Tag de frosne grønne bønner frem og vend med salt og rapsolie. Når der er 30 min. tilbage af hamburgerryggen og rodfrugternes tid i ovnen sættes de også ind.
Imens hamburgerryg og grøntsager står i ovnen, tilberedes peberrodscremen. Skær citronen over og pres den ene halvdel til saft. Bland med creme fraiche og agavesirup. Riv en stump peberrod på den fine side af rivejernet og vend i dressingen. Smag til med salt.
Tag hamburgerryggen ud og skær skiver. Server sammen med rodfrugter, bønnefritter og en klat peberrodcreme.
Enkel, lækker, sund og børnevenlig, så kort kan det siges. Den gamle gulerodssalat har her fået et løft med gulbeden. Den flotte orange-gule salat tager ingen tid at bikse sammen, men er et flot farverigt indspark til middagsbordet. Og det er den i øvrigt også, hvis man bruger rødbeder, bolchebeder eller nogen af de andre lækre beder. Har du en god mynte giver den salaten en skøn friskhed og kant.
Ingredienser:
5-6 gulerødder
3-4 gulbeder eller andre beder
1 æble
saften fra 1 appelsin
½ dl rosiner eller tørrede tranebær
½ dl solsikkekerner
evt 1 tsk agavesirup
frisk mynte
Fremgangsmåde:
Skræl og skyl gulerødder og gulbeder. Riv dem groft i en skål. Skyl æblet og riv også det groft. Pres appelsinen og hæld saften over. Er appelsinen ikke så sød, kan man tilføje lidt agavesirup. Hak mynten fint og vend det hele godt sammen. Kog noget vand og lad rosinerne stå i blød et par minutter før de tilsættes salaten. Rist solsikkekernerne på en pande og drys over.
Vores kogeplader er gået i stykker, så lige nu bliver det meste mad lavet i ovnen herhjemme. Men det er jo ikke så skidt at det ikke er godt for noget, for det har givet anledning til at grave nogle af de gamle opskrifter frem og forny dem lidt.
Jeg har lavet dette farsbrød af hakket oksekød, men man kan lige så vel bruge hakke lam eller kalv og flæsk. Som tilbehør har jeg valgt aubergine og champignon som både passer godt til og bliver rigtigt lækre i ovnen. Jeg har kun krydret ved at lægge nogle rosmarinkviste og timianstængler over farsbrødet og grøntsagerne, og det gav fint med smag. Herudover kan man lave en lækker Tzatzikki og Græskar – eller Auberginehumus til. Farsbrødet, synes jeg, kan godt bære ret meget rodfrugt, men vil man gerne have mere ‘rent’ kød, kan man bare skære ned til halvdelen. Jeg har valgt persillerod, pastinak og selleri, fordi det giver meget smag, men foretrækker man andre rødder som gulerod, jordskok, rødbede eller lignende, kan man bare bytte ud.
Ingredienser:
400 g hakket oksekød
2 persillerødder
2 pastinakker
ca 50 g selleri
1 stort løg
2 fed hvidløg
50 g udstenede oliven
100 g fetaost i tern
2 æg
3 spsk fuldkornshvedemel
1 tsk salt
1 dl mælk eller plantemælk
olivenolie til at smøre fadet med
2 kviste rosmarin
en håndfuld timianstængler
Fremgangsmåde:
Hak løg og hvidløg fint. Riv rodfrugerne på den fine side af rivejernet. Bland alle ingredienser undtagen oliven og fetaost. Rør farsen godt. Vend oliven og fetaost i. Smør et ovnfast fad med olivenolie og form et farsbrød i det. Snit evt. en aubergine i skiver og rens og skyl en bakke champignon, vend dem med olivenolie og læg omkring farsbrødet. Læg rosmarinkviste og timianstængler over farsbrød og grøntsager. Bag i ovnen på midterste rille i 45 min. ved 180 grader. Server med Tzatziki og Græskar– eller Auberginehummus.
Knasende, sprøde vaniljekranse hører julen til, og i år havde jeg endelig fået den skive, der hører til kødhakkeren, så jeg kunne køre dem den vej igennem for at få det klassiske mønster på småkagerne. Til gengæld nåede jeg ikke at bage småkagerne før i juledagene.
Småkagerne er godt nok bagt med fuldkorn og kokossukker, som er mere blodsukkervenligt, men dog ren kulhydrat. Så sammen med det faktum, at der også skal en hel pakke smør i, kan kagerne næppe betegnes som sunde, men de er klart sundere end de klassiske vaniljekranse, og man behøver jo ikke spise sig mæt i dem.
Ingredienser:
400 g fuldkornshvedemel
40 g mandelmel af 40 mandler
200 g kokossukker
200 g smør
2 mellemstore æg
1 tsk vaniljepulver
Fremgangsmåde:
Blend mandler til mandelmel i en foodprocessor. Kør mandelmel og smør sammen i en røremaskine med dejkrog. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør videre i nogle minutter. Dejen må ikke være for blød. Kør dejen gennem kødhakkerens stjerneform og form små vaniljekranse på bagepapiret. Bag midt i ovnen i 10-12 minutter ved 190 grader. De skal være let gyldne, når de tages ud. De er bløde lige, når de kommer ud, men bliver knasende sprøde, når de er kølet af.
Der, hvor jeg træner, er der en rigtig god kantine med en stor varieret salatbar. Her finder jeg ofte inspiration til mine opskrifter. Af og til er der soyamarineret, grillet broccoli, og det inspirerede mig til at gå hjem og kreere denne opskrift. Samtidig var jeg så heldig at finde økologisk lime i supermarkedet, men har man ikke det, kan citron bruges i stedet.
Ingredienser:
broccoli
saften og skræl fra en ½ økologisk lime
1 spsk tahin
2 spsk sød chili ketchup eller
2-3 spsk soya
3 spsk rapsolie eller sesamolie
2 spsk sesamfrø
Fremgangsmåde:
Skær broccolien i buketter og damp eller kog dem i 2 min. Bland en marinade af limesaft, tahin, chiliketchup, olie og smag til med soya. Vend broccolibuketterne med marinaden og stil på køl 1 time.
Tag broccolibuketterne frem. Drys med sesamfrø. Grill broccolibuketterne i ovnen i 2 min. Server varm eller kold.
Disse små søde rodfrugtpandekager var et sandt hit herhjemme. Min søn der ellers ikke spiser rodfrugter – ud over kartofler – vidste ikke, hvad der var i og syntes de smagte af nødder. Han bad sågar om at få et par stykker i madpakken den følgende dag. Jeg brugte persillerod og pastinak, men man kan også vælge at bytte ud med henholdsvis selleri og gulerod. Steg dem i rigeligt olivenolie, så er de lette at håndtere og bliver dejligt sprøde. Har man timian i haven, kan man også vælge at tilføje friske blade.
Server rodfrugtpandekagerne sammen med et stykke laks eller en Rødbedesalat.
Ingredienser:
200 g persillerod
200 pastinak
½ porre
2 æg
2 dl fuldkornsspeltmel eller anden fuldkornsmel
2½ dl mælk eller plantemælk
1 tsk salt
evt 2 tsk friske timianblade
olivenolie til stegning
Skyl og skræl pastinak og persillerod. Skyl også porren og skær grøntsagerne i grove stykker. Kom grøntsager, mel, æg, mælk og salt i en foodprocessor og blend til en tyk masse. jeg blendede meget af hensyn til børnene, men man kan også vælge at lade grøntsagerne beholde lidt mere struktur.
Tag en stor pande frem og varm op til lidt over middel varme. Hæld olivenolie på panden og lad det blive varmt. Lav små pandekager hele vejen rundt på panden ved at tage en spiseskefuld dej med top og læg på panden og glat overfladen lidt ud med skeen. pas på ikke at lave pandekagerne for store, for så er de svære at vende. Steg dem til de er helt gyldne, sprøde og faste på undersiden og vend så forsigtigt med en paletkniv. Steg til de er gyldne på den anden side også.
Server rodfrugtpandekagerne sammen med et stykke laks eller en Rødbedesalat.
Denne quinotto er super nem at lave og meget børnevenlig. Quinoa har et højt indhold af proteiner. Vil man hellere lave risotto, kan man bare bytte quinoaen ud med fuldkornsgrødris. Det er bare min erfaring, at de ofte skal have noget længere tid (Op mod 75 min). Quinoaen derimod er færdig på ca 25 min. Ofte tilsættes ærter til risotto, men jeg har valgt at bruge edamamebønner i stedet. Vil man have en vegetarisk udgave, så kan man bare undlade pølserne. Jeg holder retten delt i to af hensyn til børnene, som gerne vil kunne se, hvad der er i.
Ingredienser:
4 dl quinoa
8 dl grøntsagsbouillon (1 bouillonterning)
2 laurbærblade
en bakke svampe fx champignon
1 løg
25 g smør
50 g parmasanost
3 sødkartofler
2 poser grillpølser
2 dl edamamebønner
Fremgangsmåde:
Skræl de søde kartofler og skær dem i ca 1 x 1 cm store stykker. Skær også pølserne i mundrette stykker og læg begge dele på en pande, men vent med at tænde.
Rens svampene og skær dem i mindre stykker. Kom dem i en gryde med smør og sauter dem ved svag varme til de er møre. Hæld dem over i en skål uden væden følger med og sæt til side. Hak løget fint og sauter også det ved svag varme i væden fra svampene til de er møre.
Tænd for panden med pølse- og sød kartoffelstykkerne og steg dem i ca 25 min ved middelvarme under omrøring.
Skyld quinoaen og kog vand til bouillon. Tilsæt quinoa, laurbærblade og bouillon til løget i gryden og kog under låg i ca 25 min. Imens rives parmasanost og edamamebønner tøs op.
Når quinoaen er kogt mør vendes parmasanost og svampe i. Vend evt også edamamebønner og blandingen med sød kartoffel og pølse i og server.