Glykæmisk indeks

Jordskokkesuppe

Jordskokker er noget af det nemmeste at dyrke, og så kommer de oveni købet igen år efter år. Børnene elsker at være med ude og grave op og finde de små guldklumper i jorden om efteråret. Jordskokker holder ikke så længe, når først de er gravet op, så de skal bare blive i jorden til de skal bruges.

Suppen kan laves enten som vegetar med smørristede svampe på toppen sammen med creme fraichen, eller som vist på billedet med små baconstykker (tern).

Herhjemme får vi jordskokkesuppe nogle gange i løbet af sæsonen, som løber ca. fra efterårsferien og frem til skokkerne begynder at spire og skyde igen i foråret. Jeg er ret heldig med mine jordskokker, at de er relativt store og runde i formen, så de kan godt skrælles. Men da det er i skrællen, de fleste vitaminer sidder, så plejer jeg blot at foretage en blanding af at skure dem med en skuresvamp og skrabe dem med en urtekniv, der hvor det er sværest at komme til. Uanset er det opgravningen og rensning af jordskokkerne, der tager længst tid, resten er der ikke nogen ben i.

Ingredienser:

  • 600 g jordskokker
  • 1 stort løg
  • 8 dl bouillon
  • 2½ dl fløde
  • ½ tsk revet muskatnød
  • 2 spsk citronsaft
  • salt og peber
  • oliven- eller rapsolie til at stege i

Tilbehør:

Fremgangsmåde:

Skyl og rens jordskokkerne og skær dem i grove stykker. Pil løget og skær det i tern. Steg grøntsagerne i olie i en stor gryde og tilsæt så bouillonen. Lad det simre i 20 min. Tilsæt fløde og revet muskatnød. Lad det simre i yderligere 5 min til alt er helt mørt. Blend suppen med en stavblender og smag til med salt, peber og citronsaft. Rist svampe eller bacon. Anret suppen rygende varm i tallerkenerne med en klat creme fraiche, et drys af enten svampe eller bacon og en Fuldkornsbolle.

Valnøddeboller, fuldkorn

Valnøddeboller

Disse valnøddeboller er ligesom mine andre langtidshævede Boller baseret på 100 % fuldkornsmel. De blev super lækre på morgenbordet, og familien spiste næsten dem alle. Så de må snart bages igen i den dobbelt portion! Opskriften er nemlig kun på 15 boller, men det er rart også at have nogle til fryseren.

Ingredienser:

  • 325 g fuldkornshvedemel
  • 250 g fuldkornsspeltmel
  • 150 valnødder
  • 10 g tørgær
  • ½ l vand
  • 2 tsk honning
  • 1 tsk salt + evt flagesalt til at drysse på toppen.

Fremgangsmåde:

Start med at hakke valnødderne groft – eller knæk dem blot i mindre stykker. Bland så de tørre ingredienser. sammen. Tilsæt så vand og honning og rør godt min. 5 min. Dejen er skal være klistret og våd. Stil dejen til hævning natten over et køligt sted.

Tænd ovnen på 220 grader. Brug to gafler til at tage dejen op med og klat dem lidt rustikt 12-15 boller ud direkte på en bageplade beklædt med bagepapir. Drys evt med lidt fladesalt på toppen. Bag bollerne på midterste rille i 15 min.

Chicken tikka masala med græskar og røde linser

Der er nogle opskrifter, man bare bliver ved med at vende tilbage til. Denne chiken tikka masala med en tyk, cremet sauce baseret på græskar, kokosmælk og røde linser er en af dem. Den smager både fantastisk og har en konsistens og farve som en traditionel tikka masala, men baseret på hokkaido eller butternut squash og røde linser er den bare meget sundere. Så når det bliver efterår og græskartid, kommer denne ret altid på bordet herhjemme. Det fantastiske ved økologiske hokkaido er, at man ikke behøver at skrælle dem, da skrællen ud over at være sund også bare bliver blød, når den opvarmes.

TIP: Jeg serverer den med Fuldkorns Chapati (fladbrød), en lille smule vilde ris, fuldkornscouscous blandet med hakkede mandler og rosiner eller tørrede figner. Og gerne toppet med en klat creme fraiche.

Ingredienser:

  • 4 kyllingebrystfiletter eller en hel kylling
  • 1 hokkaido eller butternut squash
  • 1 stort løg
  • 2 fed hvidløg
  • 2 dl røde linser
  • 1 dåse kokosmælk
  • revet ingefær
  • 1-2 æbler eller 2 spsk æbleeddike og et drys sukker
  • 2 tsk garam masala
  • olie til stegning

Fremgangsmåde:

Start med at tage skindet af kyllingen og brun kyllingestykkerne i en stor gryde i olie. Tag dem op igen. Hak løg og hvidløg groft og steg dem gyldne i gryden. Udkern hokkaido og æbler, skær dem i halvstore stykker og tilsæt dem til løgene og sauter videre. Når grøntsagerne har fået lidt farve rives ingefær i. Herefter lægges kyllingestykkerne ned i gryden igen, kokosmælk og evt en sjat vand hældes over. Tilsæt linserne og lad det hele stå og småkoger mørt i mindst ½ time ved lav varme, men en simreret som denne kan sagtens stå længere. Husk at røre ind imellem, så retten ikke brænder fast på bunden.

Tag herefter kyllingestykkerne op igen og blend grøntsagerne til en cremet sauce. Smag til med salt, garam masala og evt chili. Tilsæt kyllingen igen og giv den et hurtigt opkog inden du serverer med ris og creme fraiche.

Auberginehummus

Denne hummus har jeg lavet i mange år, og det er den, jeg plejer at lave, når vi skal have hummus herhjemme. Den er super enkel, og jeg synes auberginen tilfører hummussen god smag og konsistens.

Har man ikke aubergine, men i stedet et græskar, kan man bare bytte ud og i stedet lave en Græskarhummus.

Ingredienser:

  • 1 aubergine
  • 1 dåse kikærter – eller tilsvarende udblødte og kogte kikærter
  • 1-2 fed hvidløg
  • 2 spsk tahin
  • 2 spsk æbleeddike
  • citronsaft
  • salt
  • 1 tsk spidskommen

Fremgangsmåde:

Prik auberginen jævnt med en gaffel og bag den mør ved 225 grader i ca 20 min på hver side. Blend hvidløg helt fint. Flæk herefter auberginen og skrab kødet ned i din blender. Afdryp kikærterne og tilsæt også dem, spidskommen og tahin og blend til en cremet masse. Smag til med citronsaft og salt.

Valnøddepostej

2019 er et fantastisk nøddeår, og jeg har været ude at sanke mange valnødder i mit nærområde. Nogle skal bruges i Salat, nogle bare knækkes og spises, mens andre igen får lov at komme i nye retter, jeg ikke har prøvet at lave før. En af dem er valnøddepostej, og det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg laver den. Det er en super nem opskrift, som ikke tager ret lang tid at bikse sammen, og resultatet var virkeligt godt – selv børnene tog af den flere gange.

Opskriften gav 5 små postejer. Jeg havde bare vasket og gemt foliebakker fra leverpostej for at kunne fryse noget ned, men man kan også bare bruge et ovnfast fad.

Postejen er god som vegetarpålæg både kold og varm. Nødderne mister helt deres bitterhed i postejen og bliver dejligt bløde. Jeg valgte at krydre min postej med 1 tsk god karry, fordi jeg ved børnene kan lide den.

Ingredienser:

  • 400 g hytteost eller friskost/smøreost
  • 100 g valnøddekerner
  • 1 stort løg
  • 4 mellemstore æg
  • 1 tsk karry
  • 1 tsk salt

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 225 grader.

Knæk valnødderne og hak dem groft. Hak løget fint, brug evt en foodprocessor. Rør så alle ingredienser godt sammen og fyld i et smurt ovnfast fad eller foliebakker. dæk med sølvpapir. Bag postejen i 50 min midt i ovnen. Fjern sølvpapiret de sidste 10 min af bagetiden.

Græskarhummus

Efteråret er græskartid, og græskar er fantastisk i mange forskellige retter både i det søde køkken, men i særdeleshed også i det salte. Og Græskarhummus er bestemt en af dem! Hokkaido tilføjer din hummus smag og en blød, cremet konsistens ud over den uhørt flotte farve

Normalt gider børnene ikke hummus, men denne faldt i deres smag. Om det skyldtes farven, smagen eller konsistensen, ved jeg ikke, men den kommer helt sikkert på bordet igen snart. Har man ikke en hokkaido, kan man i stedet lave Butternut squash- eller Auberginehummus, så er fremgangsmåden bare en anelse anderledes.

Ingredienser:

  • ½ Hokkaidogræskar
  • 1 dåse kikærter eller tilsvarende udblødte og kogte kikærter
  • 2 spsk tahin
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tsk spidskommen
  • 2 spsk æbleeddike
  • citronsaft
  • salt
  • Olivenolie til stegning af græskar

Fremgangsmåde:

Skær hokkaidoen i mindre stykker og sauter dem møre i lidt olie. Afkøl let og kom dem i blenderen sammen med hvidløg, kikærter, tahin, eddike og spidskommen. Kør det til en puré og smag til med salt og citron. Server med grøntsagsstave og en skive godt brød.

Tærte med rygeost, aubergine og squash, fuldkorn

Vi er på det sidste begyndt at spise flere vegetar-retter herhjemme. Der er ikke som sådan noget statement i det, men mere bare en erkendelse af, at man sagtens kan lave skøn. velsmagende mad, der mætter uden kød. Generelt spiser vi ikke de store kødmængder, men der skal lige tænkes lidt, hvis børnene også skal være med på den.

Normalt laver jeg min Fuldkornstærte på hytteost, men ofte støder jeg på datomærket rygeost, og jeg synes faktisk rygeosten tilfører tærten bedre – og mere – smag. Desuden ruller jeg tærtebunden helt tyndt ud, så det er det sunde fyld, der er mest af, når man tager et stykke.

Ingredienser, dej:

  • 250 g fuldkornshvedemel
  • 2 mellemstore æg
  • 150 g rygeost
  • 1 tsk salt
  • evt. en sjat vand
  • 2 tsk rapsolie til at smøre tærtefadet med

Ingredienser, fyld:

  • 250 g rygeost
  • 3 mellemstore æg
  • 1 dl creme fraiche
  • 150 g revet ost
  • ½ tsk salt
  • 1 aubergine
  • ½ squash
  • 50 g soltørrede tomater
  • frisk eller tørret oregano
  • rapsolie til stegning

Først laves dejen ved at blande alle ingredienserne og samle dejen godt. Dejen stilles herefter på køl i ca ½ time.og imens gøres grøntsager og det øvrige fyld klar. Skær aubergine og squash i små tern. Riv osten og bland ost, rygeost, creme fraiche, æg og salt i en skål.

Tag din dej frem igen. Smør en tærteform med rapsolie. Fordel dejen i tærteformen ved at rulle den tyndt ud. Forbag tærtebunden på midterste rille i ovnen i 15. min ved 200 grader til den er gylden.

Mens tærtebunden forbager, sauteres auberginestykkerne i noget olie. Tilsæt squashstykkerne, når auberginen begynder at blive blød. Tilsæt til sidst soltørrede tomater i små strimler og sauter et øjeblik længere inden grøntsagerne krydres med oregano.

Tag tærtebunden ud igen og fordel først grønsagsfyldet herpå. Fordel derefter det øvrige fyld ud over tærten. Bag tærten i 30 min på midterste rille ved 200 grader.

Choko-nøddecreme; blodsukkervenlig

Får nutella ikke ens blodsukker til at stige helt vildt? Jo, sådan noget købe noget gør, men man kan sagtens lave sig en god mørk choko-nøddecreme selv, som faktisk indeholder sunde råvarer som mørk chokolade og hasselnødder. Som med alt andet “slik” gælder det bare om ikke at spise store mængder. Undersøgelser har vist at diabetikere faktisk har godt af at spise to stykker chokolade om dagen, – vel at mærke den helt mørke slags på min 70%. Så hvis du bager nogle gode Fuldkornsboller og tager dig sådan en med hjemmelavet choko-nøddecreme i ny og næ, så gør det faktisk mere gavn end skade. Lyder det ikke skønt?

Normalt bruger jeg chokolade på 85%, men da denne choko-nøddecreme også var tiltænkt børnene har jeg valgt en mørk chokolade på “kun” 70% og så endda tilføjet ekstra sødme med stevia.

2019 har været et fantastisk nøddeår, så jeg bruger 100 g hasselnødder. Jeg maler dem ikke helt fint og flydende, fordi jeg godt kan lide, der er lidt konsistens fra nødderne i cremen, men man kan sagtens vælge at blende længere tid, hvis man vil have en blødere konsistens.

Ingredienser:

  • 2 plader mørk chokolade min 70% kakao
  • 2½ dl piskefløde
  • 100 g hasselnødder
  • 50 g smør

Fremgangsmåde:

Hasselnødderne ristes enten på en pande ved middel varme eller i en ovn i 5-6 min på 220 grader. Når nødderne er kølet lidt af gnides hinderne udenpå af og nødderne blendes til den ønskede konsistens; – ved meget land tids blendning, hvor nøddernes fine olier frigives, bliver det til blød og glat nøddesmør.

Så hakkes chokoladen fint og fyldes i en skål. Fløden koges op i en gryde og hældes over chokoladen lidt af gangen under omrøring. Når chokoladen er helt smeltet tilsættes smørret i små klumper lidt af gangen under stadig omrøring. Til sidst tilsættes hasselnøddemelet/-smørret.

Fyld på et rent glas med låg og stil på køl.

Ud over at smage godt på en hjemmebagt Fuldkornsbolle, kan nutellaen også bruges i en hjemmelavet Hindbæris eller til konfektfremstilling fx inden i Marzipankugler.

Æbleflæsk

Æbleflæsk er en skøn efterårsspise, fra når vinteræblerne er klar. Jeg plejer at lave den med lige dele æble, løg og spidskål for at gøre den så sund og blodsukkervenlig som mulig. Desuden deler jeg alting op, da børnene ikke er så meget for sammenblandede ingredienser; de vil som andre børn gerne kunne se, hvad de spiser.

Ingredienser:

  • 1 pakke stegeflæsk
  • 5 store mad eller spiseæbler
  • ½ spidskål
  • 4 store løg

Fremgangsmåde:

Først steges flæsken på en tør pande i 25 min på den ene side, vendes og 5 min på den anden side. Imens skylles æbler, kernehuset fjernes og de skæres i skiver. Løggene skæres i ringe og spidskålen snittes i strimler.

Når flæsken er færdigstegt, lægges den på noget fedtsugende papir. Noget af fedtet hældes fra. Resten bruges til at stege først løg, så spidskål og til sidst æbler i.

Man kan også vælge at stege det sammen og bare lægge det på i den rækkefølge som angivet ovenfor. Løggene skal være som bløde løg. Spidskål og æbler skal falde sammen. Det kan være nødvendigt at lægge et låg eller en tallerken over æblerne, for at de bliver bløde nok.

Hindbæris med hjemmelavet choko-nøddecreme, blodsukkervenlig

I september og oktober bugner haven af de flotteste store efterårshindbær. Det gode ved at vælge en sen sort, er, at man undgår orm i bærrene. Børnene spiser de fleste, men den anden dag, fik jeg alligevel sneget mig til at plukke 250 g inden de kom hjem. Jeg havde nemlig plan om at lave en hindbæris i weekenden og toppe den med hjemmelavet Nutella (Choko-nøddecreme). 2019 er desuden et helt fænomenalt nøddeår, så vi har fyldte net hængende til tørre overalt på den overdækkede terrasse. Derfor havde jeg også lovet børnene at lave en Nutella af nogle af nødderne, som de har været med til at samle.

Chokolade og hindbær gå som bekendt brandgodt sammen, så det var oplagt at kombinere nutellaen og hindbærisen. – Og lad os bare sige; det blev rigtigt godt! Og så tager det oveni købet ingen tid at bikse sammen.

Når jeg laver is, så gør jeg det så simpelt som muligt med så få ingredienser som muligt. Det er ikke fordi jeg er doven, men fordi jeg synes, at den enkelte ingrediens får bedre plads på denne måde. Derfor er jeg holdt op med at tilsætte æg i isen, fordi jeg ret beset ikke synes det tilfører isen noget ekstra og dermed bare er spild af æg. Har jeg mange i perioder, kan jeg godt finde på at tilsætte nogen.

Bærrene jeg tilsætter forarbejder jeg også mindst muligt for at bevare størst mulig smag og konsistens. I denne is har jeg derfor knapt nok givet hindbærrene et opkog, men bare ladet kokossukkeret smelte med hindbærrene i gryden.

Som i mine andre søde opskrifter kombinerer jeg kokossukker/agavesirup med stevia, når jeg søder for at holde blodsukkerniveauet nede. Dette gælder også for choko-nøddecremen som er lavet på mørk chokolade min 70% og så sødet ekstra med stevia.

Ingredienser:

  • 250 g hindbær
  • 1 dl kokossukker
  • 4 dl minimælk eller mandelmælk som er low carb
  • 2½ dl fløde
  • 1½ tsk vanilliepulver
  • Stevia efter smag og behag
  • 100 ml hjemmelavet Nutella

Fremgangsmåde:

Skyl hindbær godt og hæld dem i en gryde med kokossukkeret og varm det op så kokossukkeret smelter.

Rør fløde, mælk og vanillepulver sammen. Tilsæt så hindbær-sukkermassen lidt ad gangen og rør forsigtigt sammen. Smag til med stevia og frys ned. Lav din egen blodsukkervenlige Choko-nøddecreme på mørk chokolade eller kakaopulver og hæld nogle striber over inden du serverer.