Rygeost er fantastisk rørt med alt muligt slags fisk: Torskerogn fra dåse eller hjemmetilberedt, tun på dåse, røget laks eller hellefisk, eller noget friskstegt eller friskkogt fisk. Prøv dig frem og find din favorit.
Ingredienser:
En rygeost
100 g tilberedt fisk fx fra dåse
citron
Sennep
Purløg
Evt. salt
Fremgangsmåde:
Rør rygeost med fisk. Smag til med citron, sennep og salt. Klip purløg i og vend og giv et lille drys på toppen.
Vi er på det sidste begyndt at spise flere vegetar-retter herhjemme. Der er ikke som sådan noget statement i det, men mere bare en erkendelse af, at man sagtens kan lave skøn. velsmagende mad, der mætter uden kød. Generelt spiser vi ikke de store kødmængder, men der skal lige tænkes lidt, hvis børnene også skal være med på den.
Normalt laver jeg min Fuldkornstærte på hytteost, men ofte støder jeg på datomærket rygeost, og jeg synes faktisk rygeosten tilfører tærten bedre – og mere – smag. Desuden ruller jeg tærtebunden helt tyndt ud, så det er det sunde fyld, der er mest af, når man tager et stykke.
Ingredienser, dej:
250 g fuldkornshvedemel
2 mellemstore æg
150 g rygeost
1 tsk salt
evt. en sjat vand
2 tsk rapsolie til at smøre tærtefadet med
Ingredienser, fyld:
250 g rygeost
3 mellemstore æg
1 dl creme fraiche
150 g revet ost
½ tsk salt
1 aubergine
½ squash
50 g soltørrede tomater
frisk eller tørret oregano
rapsolie til stegning
Først laves dejen ved at blande alle ingredienserne og samle dejen godt. Dejen stilles herefter på køl i ca ½ time.og imens gøres grøntsager og det øvrige fyld klar. Skær aubergine og squash i små tern. Riv osten og bland ost, rygeost, creme fraiche, æg og salt i en skål.
Tag din dej frem igen. Smør en tærteform med rapsolie. Fordel dejen i tærteformen ved at rulle den tyndt ud. Forbag tærtebunden på midterste rille i ovnen i 15. min ved 200 grader til den er gylden.
Mens tærtebunden forbager, sauteres auberginestykkerne i noget olie. Tilsæt squashstykkerne, når auberginen begynder at blive blød. Tilsæt til sidst soltørrede tomater i små strimler og sauter et øjeblik længere inden grøntsagerne krydres med oregano.
Tag tærtebunden ud igen og fordel først grønsagsfyldet herpå. Fordel derefter det øvrige fyld ud over tærten. Bag tærten i 30 min på midterste rille ved 200 grader.