Denne opskrift er såre enkel, men smager bare helt fantastisk. Enten som tilbehør til et godt stykke kød. Eller som del af en større (vegetar-)buffet fx med en yoghurtdressing.
Den tager ikke lang tid at bikse sammen, men skal helst have en god tid i ovnen. Mens rødbederne klarer sig selv i ovnen, kan man så med fordel bruge tiden på at tilberede resten af måltidet.
Ingredienser:
2 store rødbeder
1 tsk rapsolie
2 tsk kanel
1 tsk spidskommen
1 tsk agavesirup (hvis man gerne vil fremhæve rødbedernes sødme)
Fremgangsmåde:
Start med at skrælle rødbederne og skær dem i 1 cm x 1 cm tykke strimler. Fyld dem i et ildfast fad. Hæld rapsolie og agavesirup på og vend med spidskommen og kanel. Sæt rødbederne i en forvarmet ovn på 175 grader og bag dem i ca. 50 min. Vend dem gerne rundt et par gange undervejs for jævn afbagning.
Ude i haven står selv her om vinteren Daubentonkålen med friske grønne blade. Lige til at plukke af. Jeg er flere gange blevet spurgt om, hvad jeg egentlig bruger den flerårige Daubentonkål til, som jeg har i haven. Indrømmet, i starten vidste jeg heller ikke selv, hvad jeg kunne bruge den til. Men efterhånden dukker der nogle opskrifter op, som den er super velegnet til.
En af disse opskrifter er grønkålschips. Ok, men hvad bruger man så grønkålschips til? Jeg er selv stødt på det flere gange i salatbare. Selv synes jeg, at disse knasende sprøde, salte bidder er lækre som ekstra tilbehør til aftensmaden sammen med fx et stykke lækkert kød og noget frisk salat. Man kan vælge at lave dem helt enkelt med kun olie og salt. Eller man kan tilføre dem et ekstra pift ved også at dryppe dem med citronsaft og give et drys fx parmasanost. Selv brugte jeg en manchegoost, da det var den, vi havde i køleskabet, og den også har masser af smag.
Ingredienser:
En god stor håndfuld grønkålsblade
2-3 spsk rapsolie
Et gavmildt drys salt
Saften fra en 1/4 citron (Kan udelades)
10-15 g parmasanost (kan udelades)
Fremgangsmåde:
Start med at skylle bladene og duppe dem tørre. Riv dem så i mundrette stykker. Vend dem med olie og citron. Fordel bladene på bagepapir på en bageplade og giv dem et drys salt og ost. Bag dem i 10-12 min. ved 170 grader. Hold øje, så de ikke brænder på. Spis enten med det samme eller gem i bøtte med tætsluttende låg.
Jeg elsker grønkål! Ude i haven dyrker jeg selv en flerårig grønkål, så det giver god mening at lave bl.a. denne lækre grønkålssalat.
Ingredienser:
1 pose grønkål, hvis man ikke selv har i haven
100 mandler
5 tørrede figner eller dadler
Evt. 2 æbler eller 4-5 friske figner
2 spsk agavesirup
2 spsk æblecidereddike
1 spsk rapsolie
2 tsk sennep
Fremgangsmåde:
Start med at skære grønkålsbladene fra stilken. Snit så grønkålen helt fint eller brug en foodprocessor. Fyld grønkålen i en skål. Lav dressingen ved at røre agavesirup, æblecidereddike, olie og sennep sammen og hæld det over grønkålen. Kram grønkålen med hænderne. Skær figner eller dadler i strimler. – Er de meget tørre, så sæt dem i blød i lidt kogt vand et par minutter først. Hæld strimlerne i salaten. Rist og hak mandlerne og drys dem over salaten. Har du friske æbler eller figner, skæres de i mundrette bidder og vendes i. Og værsgo – klar til servering.
Til julemaden hører rødkål. Men er man ikke til syltet rødkål på glas, eller vil man gerne have et sundere alternativ, kan denne friske rødkålssalat varmt anbefales. Herhjemme spiser vi den hele vinterhalvåret til fx steg, frikadeller eller medisterpølse.
Rødkålssalat
Denne rødkålssalat er sprængfyldt med frugt, der giver den masser af sødme. Rødkålen og nødderne gør den knasende sprød. Lav den gerne nogle timer i forvejen eller dagen før, den bliver kun bedre af at stå.
Ingredienser:
½ rødkål
1 appelsin
2 æbler
1 dl rosiner, tranebær eller 5-6 figner, abrikoser eller dadler
100 g hasselnødder
2 spsk agavesirup
Fremgangsmåde:
Start med at snitte rødkålen helt fint. Pres appelsinen og hæld appelsinsaft og agavesirup over rødkålen. Fjern æbleskrog fra æblerne og skær dem i mundrette stykker. Figner eller dadler kan snittes direkte i salaten, men hvis du i stedet bruger rosiner eller tranebær, er det en god ide lige at sætte dem i blød i 5 min ved at hælde kogt vand over dem. Nødderne ristes på en pande, skallerne gnides af i et viskestykke og så hakkes nødderne inden de drysses over salaten. Hvis du laver salaten i forvejen, kan du vælge at vente med at hælde nødderne over til lige inden servering, så de bevarer mere af deres sprødhed.
Det valnøddetræ, vi satte i 2012, giver nu 6 år senere stadig ikke nødder. Nu om dage fås dog træer, der giver udbytte lidt hurtigere. Træet står nede i den bagerste del af haven i halvskygge. Vi har valgt sorten Broadview, som ikke bliver kæmpe stort, da vi synes den passer bedst ind i en helt almindelig parcelhushave. Med sin placering i den bagerste del af haven, er det med til at danne ramme, om skovhavetanken.
Nyplantet valnøddetræ 2012
Da vi endnu ikke selv kan høste valnødder i egen have, har jeg været så heldig at spotte 4 andre træer på offentlige arealer i mit nærområde, så vi har til eget forbrug. Valnødderne høstet i september/oktober, når skrællen udenpå begynder at sprække og åbne sig og nødderne falder ned.
Selve valnødden tages ud af skrællen, de fyldes i net eller nylonstrømper og hænges til tørre under et halvtag.
I går opdagede jeg nogle kviste frisk mynte i en af mine store potter i drivhuset. Wow, vi er kun i slutningen af februar! Da jeg samtidig vidste, at der var rødbeder i køleskabet, måtte jeg bare lave yndlingssalen over alle yndlingssalater.
Den er en sand vitaminbombe og består i al sin enkelhed af tern af kogte rødbeder, fetaost og æbler. Hertil en lille pose af sommerens solmodne solbær og et drys af ristede valnødder. Når muligheden er der tilføjer jeg finthakket mynte og overhælder salaten med den lækreste dressing.
Salaten kan eneten laves om sommeren med grønt, bær og frugter direkte fra haven. Eller endnu bedre som vintersalat, hvis man har husket at gemme æbler og fryse solbær ned. På denne tid, trænger man virkeligt til et vitaminboost og en reminder om sommerens sol og haveglæder. Bon appetit!
Ingredienser:
500 g rødbeder
150 g feta
1-2 æbler alt efter størrelse (4 af mine fine små ildrøde pigeoner)
200 g solbær
100 g valnødder
2 spsk agavesirup
2 spsk balsamicoeddike
1 spsk olivenolie
2-3 kviste hakket mynte fx marokkansk mynte
Fremgangsmåde:
Start med at tage solbær op af fryseren om morgenen. Kog rødbederne med skræl på i ca 30 min alt efter størrelse, så de stadig har lidt bid. Imens rødbederne koger tages kernehuset ud af æblerne og de snittes i tern og hældes i en skål sammen med de optøede solbær. Fetaen skæres også i tern og hældes i skålen. Valnødderne ristes og dressingen bestående af agavesirup, balsamicoeddike og olivenolie røres sammen. Tag bladene af myntekvistene og hak dem fint.
Når rødbederne er kogt færdig tager jeg levnedsmiddelhandsker på og så kan skrællen ligesom gnubbes af. Alternativt kan man vælge at skrælle rødbederne inden, men handsker er altså en god ting, hvis man ikke vil have lilla hænder i flere dage efter. Køl rødbederne lidt af (evt under koldt vand), og skær dem i mindre bidder, og hæld dem i skålen til æble, feta og solbær. Hæld dressing over, drys med mynte og valnødder og vend forsigtigt salaten rundt nogle gange. Pynt evt med mynteblade.