Giv din tomatsalat et grønt twist ved at bytte de traditionelle løgringe ud med ramsløg. Herhjemme var det bestemt populært hos børnene. Generelt en skøn salat, der kan varieres i det uendelige med mozarella eller fetaost, med oliven, basilikumblade eller andre smagsgivere og med forskellige slags madeddiker. Her er twistet ramsløg og en mild hyldeblomsteddike.
Ingredienser:
10 modne tomater
100 g mozarella eller feta
en håndfuld ramsløg
2-3 spsk hyldeblomsteddike
Fremgangsmåde:
Skyl og skær tomaterne i mundrette stykker. Hak ramsløget fint og drys over. Skær mozarella eller feta i passende stykker og vend i. Hæld hyldeblomsteddiken over salaten og server.
Denne raita med avocado er et skønt alternativ til den sydamerikanske avocadocreme guacamole. Jeg serverede den til Pirogger, som er små butterdejs- eller filodejspakker med kød og/eller grøntsager. Jeg fyldte dem med kylling, ost og en hjemmelavet Peberfrugtcreme. Raitaen var et sundt og friskt tilbehør til piroggerne. Man kan også sagtens servere denne Raita sammen med Dhal eller Chapati, som er indiske fladbrød.
Ingredienser:
2 avocadoer
4 mellemstore tomater
1 lille mildt løg eller andre typer Løgplanter, du kan klippe i.
andre krydderier som fx ristede Fennikelfrø, koriander eller kommen
Fremgangsmåde:
Skær avocadoerne over og tag stenene ud. Skrab kødet ud i en skål med en ske. Tilsæt yoghurt og mos det godt sammen. Hak løg og mynte helt fint og rør i. Smag til med citronsaft, chiliketchup og salt. Tilsæt de krydderier. Jeg valgte at bruge tørret koriander og hjemmetørrede og ristede fennikelfrø fra min Bronzefennikel. De fik lige en tur i morteren inden jeg rørte dem i. Skær tomaterne i mindre stykker og vend dem i. Pynt med mynteblade.
En dejlig variant til den Rødkålssalat, jeg plejer at lave til jul. Jeg serverede den med alle delene adskilt, så børnene selv kunne sætte den sammen, som de havde lyst. Men den kan også anrettes flot med sine flotte lilla farver, hvis man blander alle ingredienserne sammen undtagen valnødder, som drysses over til sidst.
Denne variation af rødkålssalaten er oplagt, hvis man selv har både solbær, æbler og valnødder i sin have eller adgang til det. – Og har man husket at fryse solbær ned og er det vinteræbler, man har, kan den tilberedes hele året. De blå-violette farvede grøntsager og bær som bla. rødkål, rødbeder og solbær er generelt rigtigt sunde og virker stærkt antiinflammatorisk i kroppen.
Ingredienser:
2 mellemstore rødbeder
1/3 rødkål
2 æbler
200 g solbær
6 figner
1 dl valnødder
3 spsk balsamicoeddike
2 tsk agavesirup
1 spsk olivenolie
evt en tsk sennep
Fremgangsmåde:
Skræl og riv rødbederne på den grove side af rivejernet. Brug evt en handske, da både rødbede og rødkål let farver fingrene lilla. Snit rødkålen så fint som muligt og bland rødbede og rødkål sammen. Hvis solbærrene er frosne, så tø dem op i mikrobølgeovnen og hæld dem over kål- og rødbedesalaten. Skyl og fjern kernehus på æblerne og snit dem i mindre stykker. Tag de tørrede figner frem. Skær det hårde stykke fra og snit i mindre stykker. Vend begge dele i salaten.
Lav en dressing af balsamicieddike, agavesirup og olivenolie og hæld over salaten. Rist valnødderne og drys dem over salaten lige iinden servering.
Første gang jeg fik grillet græskar var på en rejse i Australien. Siden har vi mange gange selv lagt de skønne skiver på grillen eller i ovnen. Denne salat er en skøn blanding af det søde fra butternut squashen, det sprøde fra de Ristede græskarkerner og det salte og fede fra fetaen kombineret med en dejlig frisk grøn salat.
TIP: Tilbered hele din butternut squash i ovnen og lav en lækker Hummus af den anden halvdel.
Ingredienser:
½ butternut squash eller hokkaido
100 g feta
En håndfuld grønne salat- eller spinatblade
½ dl græskarkerner
Fremgangsmåde:
Skær top og bund af din butternut squash, stil den på bordet og skær skrællen af. Skær den ud i mindre stykker med en tykkelse på ca. ½ cm. Læg stykkerne i et ovnfastfad og hæld olivenolie over. Butternut squash-stykkerne skal have 40 min ved 200 grader på midterste rille, til de er møre. Lad stykkerne køle af i køleskabet.
Rist græskarkernerne på en tør pande. Skær fetaen ud i terne. Skyl salat eller spinat. Anret butternut squash-stykkerne blandet med feta og salat på et fad og drys de ristede græskarkerner over.
Denne grønkålssalat er ikke den mest blodsukkervenlige, da den både indeholder dadler og æbler. Det der til gengæld taler for at lave den alligevel, er den sunde grønkål og den rigelige mængde hasselnødder. Og så smager den næsten som slik. Man kan vælge at nøjes med den halve mængde dadler, eller man kan vælge kun at tage en lille portion og lave andre grøntsager også.
Ingredienser:
½ pose grønkål
10 dadler
½ æble
1 dl hasselnødder
en spsk friskrevet peberrod
2 spsk mayonnaise
1 spsk rapsolie
2 spsk æbleeddike
1 spsk agavesirup
salt
Fremgangsmåde:
Skyl grønkålsbladene rigtigt grundigt og ryst vandet så godt af dem igen som muligt. Skær stænglerne fra og læg bladene i en foodprocessor. Blend til grønkålen er ret fint snittet. Fjern stenene fra dadlerne og enten blend igen eller mos dem sammen med grønkålen. Lav en dressing af mayonnaise, æbleeddike, rapsolie, agavesirup og revet peberrod. Smag til med salt og vend grønkål/dadel-salaten heri. Rist hasselnødderne på pande eller i ovn og gnid hinderne af. Skyl og fjern kernehus på æblet og snit det ene halvdel af æblet i mundrette bidder. Vend æblestykkerne i salaten og drys hasselnødderne over.
Ud over at være fantastisk lækker, så er det skønne ved denne salat, at næsten alle ingredienserne stammer fra vores egen have. Jordskokker er noget af det nemmeste at dyrke og smager skønt ovnbagte sammen med syrlige Æbler og knasende sprøde Hasselnødder.
Ingredienser:
1 kg jordskokker
3 syrlige æbler fx cox orange eller pigeon
100 g hasselnødder
1 mozzarellaost
oliven olie
æbleeddike
evt en kvist timian
Fremgangsmåde:
Skyl og skrub jordskokkerne rene og skær dem i halve. Der er ingen grund til at skrælle dem. Vend dem med timiankviste og olivenolie og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Giv dem et drys salt og bag dem på midterste rille i ovnen ved 200 grader i 20-25 min til de er helt møre. Lad dem køle af gerne i køleskabet.
Skræl æblerne og skær dem i tynde både. Rist hasselnødderne på en pande og gnid den tynde hinde af dem inden de hakkes. Skær mozzarellaen i store stykker.
Vend jordskokkerne med æbleeddike, æbler og mozzarellaost. Drys med med de ristede hasselnødder og server.
Det er ikke så tit, jeg køber granatæbler, fordi de er svære at finde økologisk, og når jeg støder på dem, så er de meget dyre. Men denne gang var der røget en af de konventionelt dyrkede i indkøbskurven, fordi jeg havde meget lyst til at lave denne smukke og smagfulde salat med de revne rødbeder. De søde rødbeder og de syrlige granatæblekerner går fantastisk godt i spænd. I en af de butikker, jeg handler i, kan man købe poser med en blanding af økologiske tørrede tranebær og cashewnødder, og så behøvede jeg ikke mere.
Ingredienser:
1 kg rødbeder
1 stort granatæble
100 g tørrede tranebær
100 g cashewnødder
2 spsk agavesirup
Fremgangsmåde:
Skræl rødbederne og riv dem fint. Rul granatæblet hårdt mod bordpladen. Halver det og hæld saften oveni rødbederne. Vend vrangen ud på de to halvdele granatæble og pres alle kernerne ud over rødbederne. Sørg for, at det hvide skind ikke kommer med, da det har en bitter smag. Tilsæt tranebær og 2 spsk agavesirup og vend rundt. Lad gerne salaten stå og hvile i køleskabet mindst en time, så tranebærrene suger væde. Rist cashewnødderne let på en pande og drys dem over salaten inden servering.
Coleslaw er en af de oftest tilbagevendende salater herhjemme. Den er god til mange ting, lækker og enkel at tilberede. Jeg laver den næsten altid med spidskål, fordi det oftest er det vi har i køleskabet, men man kan også sagtens bruge hvidkål.
Ingredienser:
5 store gulerødder
½ spidskål
2 æbler
½ dl cremefraiche
1 tsk spidskommen
2 tsk kokossukker eller tilsvarende sød chilisauce
Skyl og skræl gulerødderne og riv dem på den grove side af rivejernet. Skyl æblerne, fjern kernehuset og riv også dem på den grove side af rivejernet. Snit spidskålen fint og bland alle tre ingredienser godt i en skål.
Bland så dressingen af cremefraiche, sukker, spidskommen og evt chili og vend det med råkostsalaten.
Server din coleslaw i rigelige mængder i en burgerbolle med pulled pork. Eller som tilbehør til spareribs, medisterpølse, fiske deller eller sammen med et stykke stegt flæsk og Grønkålschips.
Hverken tomat eller basilikum er flerårige planter. Til gengæld er de super lette at tage frø fra. Man sprøjter bare tomatens indhold ud på et stykke papir, lader det tørre og gemmer dem i æsker til april-maj, hvor det er såtid næste år. De er også lette at få til at spire, vokse til og give udbytte, og børnene elsker at være med i processen og vande og se dem gro i vindueskarmen.
Jeg har både tomater på friland og i drivhuset – alle nøje udvalgt gennem årene. På friland har jeg hvert år et bed reserveret til ribstomater i gul og rød. Planterne vokser vildt og skal lige holdes inde i bedet med nogle pinde, men de giver også et utal af små, søde tomater til lige at skylle og putte i salater – eller bare direkte i munden. Nogle år har jeg også lavet ketchup og sågar syltetøj af dem.
I drivhuset har jeg pt en bøftomat, som vi for mange år siden købte frø fra på en rejse i Spanien. Derudover er der en blommetomat og nogle små dråbeformede orange tomater. Nogle frø har jeg købt, andre har jeg fået. Der findes tomatgrupper på nettet, hvor folk ofte tilbyder at sende et par frø mod en portokode.
Basilikum plejede jeg egentlig bare at købe nogle frø af hvert år. Men sidste år så jeg et opslag om, at de var lette at tage frø af. Så jeg lod dem bare blomstre og klippede frøstanden af og dryssede frøene ud på et stykke papir og gemte. Og vupti, så var der nye basilikumplanter i år. Basilikum sår jeg bare inde i drivhuset og lader stå der sommeren over. Men de kan også sagtens flyttes på friland, når først de er kommet godt i vækst.
Man kan sagtens nøjes med tomat, basilikum, fast ost og en eller anden form for nødder eller kerner, men jeg synes de soltørrede tomater giver god fylde, smag og farve til pestoen. Når jeg laver pesto, laver jeg altid en god stor portion. Pesto i butikkerne er temmelig dyr, men når haven bugner af tomater og basilikum og man vælger ost og kerner/nødder alt efter, hvad man kan få, så kan man lave en god stor portion til relativt billig penge. Pinjekerner kan for øvrigt også købes langt billigere i Sverige, hvis man er den vej over en gang imellem. Pestoen kan sagtens holde sig en tid i køleskabet, men lur mig om den ikke er spist meget før. – Det er den i hvert fald herhjemme. Brug den fx i en Salat med grønne bønner.
Ingredienser:
500 g modne tomater
en håndfuld basilikumblade
10 soltørrede tomater
½ parmasanost eller lignende
60 g pinjekerner eller mandler
et drys salt
Fremgangsmåde:
Rist pinjekernerne på en pande nogle minutter og lad dem køle af. Overhæld de soltørrede tomater med kogende vand og lad dem trække nogle minutter inden vandet hældes fra igen.
Skyl tomater og fjern evt. det hårde, der hvor blomsten har siddet. Skyl basilikumbladene.
Tag din foodprocesser frem og fyld alle ingredienser i og blend til en glat masse. Smag til med salt og fyld på glas.
Dette er en skøn sensommersalat til dig, der enten selv har æbler og brombær i haven, eller som kan lide at sanke dem i hegn og krat. Salaten har en god balance af sødme og syre fra æbler, brombær og rødbeder med et lille twist af mynte og fennikel og knasende sprødhed fra valnødderne. Og faktisk bliver den overhældt med skønne dråber æbleeddike lavet på sidste års høst af æbler.
Samtidig er årets bedehøst på sit højeste. Jeg var så heldig at få fingrene i nogle smukke økologiske gule beder, og det gav salaten den flotte farve. Meget bedre bliver det efter min mening ikke, og lad os bare sige, at familien også var godt tilfredse.
Ingredienser:
2-3 store rødbeder, sølvbeder eller andre beder
2 æbler
20 blade mynte, jeg brugte en grapemynte, som jeg har i drivhuset
1 lille håndfuld fennikelblade
100 g friske brombær
2 spsk æbleeddike
1 spsk agavesirup
1 spsk olivenolie
1 dl valnøddekerner
Fremgangsmåde:
Skyl og skræl bederne og riv dem på den grove side af rivejernet. Skyl æblerne, fjern kernehus og riv også æblerne på den grove side af rivejernet, hvorefter begge dele blandes grundigt sammen. Hak mynte og fennikelblade fint og vend det i salaten. Bland dressingen af agavesirup, æbleeddike og olivenolie og vend det i salaten. Rist valnøddekernerne og skyl brombær. Pynt salaten med ristede valnøddekerner og friske brombær.