Selvforsyning

Persille, flerårig

Persille er uundværligt i køkkenet, men de almindeligt kendte sorter kruspersille og bredbladet persille er desværre kun toårige.

Derfor blev jeg også meget begejstret, da jeg for nogle år siden i 2019 læste om den specielle flerårige persille fra Christiansø. Siden har jeg prøvet at få fat i frø, hvilket endelig er lykkedes i år (2022).

Frøene er spiret fint og nu plantet ud i bed, og så er jeg spændt på, om de bliver ved med at komme hvert forår fra nu.

Salvie, rød

Vi har den fineste røde salvie, som jeg byttede mig til for år tilbage, stående i vores krydderurtebed. Den står solrigt og relativt beskyttet af fliser tæt ved muren.

Jeg har tidligere haft andre almindelige salvier. De er alle vinterhårdføre, men denne synes at klare de danske vintre endnu bedre og fryser langt mindre tilbage. Bladene er en anelse mindre og rødlige, men duften og smagen er den samme karakteristiske som hos almindelig grøn salvie.

Brug fx salviebladene til lam, til at give smag til dine pandestegte Squash eller lav chips af dem.

Sukkerrod, Sium sisarum

Sukkerrod er en flerårig skærmplante, hvor rødderne spises enten rå som gulerødder eller let blancheret på en pande fx sammen med andre grøntsager eller til at afkøle og blande i en salat. De er meget sprøde rå, men bliver lækkert bløde udenpå efter få minutter på panden.

Sukkerrod har et stort rodnet af lange, tynde rødder. Men da man kun høster nogle ganske få rødder pr plante, skal man ikke regne med en kæmpe høst, men nærmere en lille delikatesse som tillæg til de øvrige ingredienser.

Når planten har er et par år gammel graves den op i efteråret. Man tager nogle af de længste og tykkeste rødder fra til madlavningen. Resten af rødderne kan forsigtigt deles med top på og sættes igen til videre formering.

Sukkerrod er letdyrkelig staude som er meget frosttolerant, men har godt af nogle år på bagen før første hørt for længere og tykkere rødder. Den vil gerne gødes godt i foråret.

Sukkerrod har, som navnet antyder, en sød smag og et højt indhold af sukker. Smagen minder lidt om gulerod eller persillerod.

Abrikos

Smagen af helt modne nyplukkede abrikoser slår det meste. Vi har et 10 år gammelt abrikostræ, der står op ad en sydvestvendt mur ved vores terrasse og spreder sydenlandsk stemning. Som årene er gået giver det mere og mere frugt.

Der ud over er det noget af det smukkeste, når det står med sine hvide blomster i aprilsolen. Ud over en beskyttet vokseplads bør træet ikke vokse i alt for god jord, da det helst skal bruge energien på at producere frugt. Til gengæld bør det beskæres, så det kun forgrener sig i 2 grene ad gangen, og der er luft mellem grenene.

Spis de solmodne abrikoser friske eller lav dem til en lækker ravgul Marmelade.

Æggesalat med æble

Æggesalat

Æggesalat er oplagt at lave, når man har havehøns. Det er skønt til fx påskebordet. Børnene elsker det. Og selv små børn kan sagtens være med til at lave det, da det er lige meget hvor flot – eller grimt – det er skåret. Har man æbler i haven, så tilsæt endelig et. Sødmens og syren giver et godt modspil til fedmen fra creme fraiche og mayonnaise. Har man også purløg i haven, giver et grønt drys på toppen æggesalaten et mere indbydende udseende. Er æggesalaten mest til voksne, kan man skrue op for krydderier og vælge en stærkere karry og mere sennep.

Det gode ved æggesalat er, at børnene kan være med i hele processen fra at hente æg hos hønsene, plukke æbler og purløg i haven, til at være med til at tilberede æggesalaten. Og tilsidst spise den i et godt hjemmebagt Pitabrød eller på en skive friskbagt Rugbrød.

Ingredienser:

  • 6 mellemstore æg
  • ½ æble
  • 3 spsk creme fraiche
  • 3 spsk mayonnaise
  • 1 tsk karry
  • 1 tsk sennep
  • salt
  • Et drys purløg

Fremgangsmåde:

Start med at koge æggene i ca 7 min. Køl dem af under koldt vand og skær dem passende stykker. Fjern æbleskrog og skær æblet i mundrette stykker. Bland dressingen af creme fraiche og mayonnaise og smag til med sennep, karry og salt. Vend æble- og æggestykker i dressingen og drys med purløg.

Crumble, fuldkorn

Æg af dværg wyandothøne

Crumble er en desserttærte, hvor dejen er øverst; strøet henover bær og frugter toppet med smør eller peanutbutter for smagens skyld ,eller hvis man er veganer. Man kan i det tilfælde også vælge at udelade æg, men hvis man selv har havehøns, der til tider producerer ret mange æg, så er det oplagt at bruge dem i crumble.

Når man har haven fuld af bær og frugter, er crumble en oplagt mulighed til at få brugt nogle af dem og samtidig glæde sine gæster. Crumble kan varieres i det uendelige med bær og frugter, nødder og melsorter. Den er fantastisk til forårets første rabarber, sommerens solmodne bær, efterårets æbler og kvæder, og ja så til vinterens bær – dem man har liggende i fryseren til at minde en om sommer, sol og haveglæder. Som med tærter og andre brød og kager i form, er crumble let at lave i en fuldkornsversion eller med helt andre glutenfrie ‘meltyper’ som fx kokosmel. Her får I to versioner – én med kvæde og æble – som fx er skøn sammen med en hjemmelavet kardemommeis. – og én med rabarber, som jeg foretrækker at servere creme fraiche til.

Kvædecrumble

Æblekvæde

Når man har et rigtbærende kvædetræ i haven, er det med at finde forskellige opskrifter til at få brugt de store velduftende frugter. En af disse opskrifter er crumble. Og altid i kombination med de noget sødere æbler fra vores cox orange træ. Da jeg ikke har kunnet finde opskrifter på kvædecrumble på danske sider, har jeg måttet ty til engelske – og så omdanne dem til mit eget madunivers. Her kommer opskriften:

Ingredienser:

600 g kvæde – skrællede og skåret i stykker

200 g Æbler – skrællede og skåret i stykker

½-1 dl agavesirup (alt efter hvor sure kvæderne er)

1 dl vand

1½ dl havregryn

1½ dl hakkede mandler

1½ dl fuldkornshvedemel

1 æg (kan udelades)

1 dl kokossukker

2 spsk kanel

125 g smør i skiver eller rapsolie, kokosolie, peanutbutter eller lignende, hvis man er veganer

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 180 C. Hæld kvædestykkerne i et tærtefad, tilsæt 1/2-1 dl vand og agavesirup. Sæt ind i midten af ovnen i 25-30 min indtil de er bløde. Vend dem nogle gange undervejs. Tilsæt æbler og 1 spsk kanel halvvejs.

Bland mel, mandler, havregryn, kokossukker, æg, smør og 1 spsk kanel i en skål. Bland det med hænderne til det minder om brødkrummer. Eller vent med smøret og læg det som skiver ud over crumblen. Tag frugtblandingen ud af ovnen og fordel dejen ovenpå. Sæt fadet ind igen og bag i 20-30 min til crumblen er gyldenbrun. Serveres lun med creme fraiche eller endnu bedre – med hjemmelavet kardemommeis. Se opskriften på Kardemommeis.

Rabarbercrumble

Rabarber er en sommerbebuder, som er uundværlig i den flerårige nyttehave. Den er fantastisk i tærter, kager og saft. I rabarbercrumblem kombineres sødmen med syren i en vidunderlig coctail. Har man jordbær i haven giver det en skøn smagskombination, men også mynteblade fra mynter med en mild rund smag såsom fx marokkansk mynte eller lignende er fantastiske i.

Ingredienser:

500 g rensede rabarber

1 ½ dl kokossukker

1/ tsk vanillepulver

1 håndfuld friske mynteblade

150 g fuldkornsmel

1 ½ dl havregryn

1-2 æg (kan udelades)

125 g smør

Fremgangsmåde:

Snit rabarberne i mindre stykker. Læg dem i et tærtefad og mix med halvdelen af sukkeret, vanille og mynteblade. Stil på køl ½ time. Bland de øvrige ingredienser og smulr det godt sammen. Fordel dejen på toppen af rabarberne og bag i midten af ovnen i ca 25 min ved 150C. Server med creme fraiche.