Gl. dags æblekage, blodsukkervenlig

Mums, bedre dessert end gammeldags æblekage findes vist ikke! Denne opskrift har dog et par twists, som gør den langt mere blodsukkervenlig end en klassisk æblekage, men mindst lige så sød, knasende sprød og lækker.

Opskriften er til 6 store portioner, men har man som os en have, der bugner af æbler om efteråret, så lav en større portion æblegrød og frys ned til senere.

Ingredienser:

  • 6 store æbler
  • en sjat vand
  • vanilliepulver
  • 1-2 dl kokossukker
  • stevia
  • 3 dl havregryn
  • 2-3 spsk agavesirup
  • 2 dl usødet ymerdrys (hårdt ristet rugbrødskrymmel)
  • 2½ dl fløde

Fremgangsmåde:

Skyl og fjern kernehuset på æblerne. Skræl evt. Skær i både og fyld i en gryde med en sjat vand i bunden. Tilføj kokossukker og vaniljepulver og kog til grød. Smag til med stevia.

Rist havregryn med agavesirup på en pande og lad dem køle af. Vend med ymerdrys. Pisk fløden.

Anret æblekagen med æblegrød i bunden, havregryn/ymerdrys ovenpå og toppet med en klat flødeskum.