Der er for mig ikke meget, der slår duften af vandmynte ved en sø eller af marokkansk mynte i en god kop marokkansk the. Desværre er de – efter min smag – mest kulinariske mynter ikke de mest hårdføre. Mens de mest hårdføre mynter breder sig MEGET, hvis de ikke holdes indespørret.
Ude i haven har jeg en broget æblemynte gravet ned i en potte i mit Krydderurtebed, så den ikke breder sig. Den er smuk, men jeg bruger den ikke meget i madlavningen, da jeg – trods dens frugtnavn – synes den er noget bitter i både duft og smag. De mynter jeg bruger i min madlavning har jeg derimod i store potter inde i drivhuset. På den måde fryser de ikke væk. De skyder samtidig tidligt på foråret og visner senere bort, så jeg det meste af året har adgang til mynte til min madlavning.
Tidlige forårsskud af marokkansk mynte
Mynter fås i et hav af krydsninger. De mynter, jeg holder mest af, er dem med frugtduft. Jeg synes, de er skønt aromatiske. Der ud over har jeg den marokkanske mynte, som har en dejligt neutral, sød og mild duft og smag.
Brug mynterne i salater som Råkostsalat, en lækker indisk Raita og i desserter.
Mit drivhus har flere funktioner. Det fungerer både som planteeksperimentarium, til fødeproduktion, men også som et haverum til afslapning i varme, tørre omgivelser. Derfor har jeg et lille bord og 2 stole placeret i det ene hjørne. Det er et skønt sted lige at trække sig lidt tilbage og nyde haven og fuglene fra. Børnene holder også af at sidde og snitte derude.
Drivhuset er placeret centralt i min køkkenhave, hvor det har sol formiddag og aften, men skygge en periode henad eftermiddagen, så planterne ikke bliver brændt helt af. Det stod allerede i haven, da vi købte huset, så jeg har designet køkkenhaven rundt om det. Jeg bruger både mit drivhus til flerårige nytteplanter som Laurbær, Vindrue og mynter i krukker og til etårige drivhusafgrøder som tomat, agurk og peberfrugt. Det dejlige ved at have krydderurter som mynte i drivhuset er – ud over at flere af de sarte myntesorter ikke klarer sig så godt i de hårde vintre – at man næsten hele året kan hente friske blade ind til at bruge i salater som fx Rødbedesalat.
I foråret forspirer jeg og har småplanter fra roddelinger og stiklinger i drivhuset, som en børnehave klar til udplantning i køkkenhave, have og til at forære væk. I vinterhalvåret flytter jeg planter som Artiskok og pralbønne ind i drivhuset for at overvintre dem i mindre udsatte omgivelser, hvis vinteren bliver meget hård.
Mit krydderurtebed ligger på havens mest solrige plads helt op ad huset. Det er samtidig her, der er mest læ, og det er derfor sjældent at selv mere sårbare krydderurter som Rosmarin og Estragon fryser bort. Generelt har jeg kun flerårige krydderurter, der kan klare sig i det danske klima i min køkkenhave., men nogle år sår jeg også etårige krydderurter og sætter ud i krukker sommeren over.
Krydderurtebedet er bygget op af store betonfliser. De er måske ikke så kønne, men om sommeren, når planterne breder sig ud til alle sider, ser man dem ikke så meget. Til gengæld er fliserne praktiske. De er skaber terrasser på den skrånende bakke op mod hækken. De er gravet halvt ned, og der er ligeledes gravet halve fliser ned mellem de enkelt bede. På den måde holdes planterne adskilt og har hver deres lille felt. Nogle krydderurter er nemlig mere dominerende end andre og sender gerne lange rodskud under for at overtage nye bede. De mest hidsige som fx Mynte, kan man vælge at have gravet ned i potter uden bund, så de ikke så let slipper afsted med at sprede sig for meget. Desuden danner nogle af fliserne trædesten i bedet, så man let kan komme til alle krydderurter. Ved at dele bedet ind i mindre felter, kan man også tilbyde dem forskellige forhold. Nogle krydderurter som fx Rosmarin vil helst ikke have det for vådt, mens Timian gerne vil have (smukke strand-)sten at klatre henover.
Mit højbed er bygget op, så de mest sårbare planter i forhold til frost er tættest ind mod huset og altså mest i læ og beskyttet mod vind og vejr. Jeg har også forsøgt at have de højeste planter bagerst og ude i siden, så de ikke skygger for de små. Og så nogle af de urter, jeg bruger mest er lettest at komme til.
Det er også en god ide at klippe frøstande af planterne, når de er afblomstret eller om efteråret for at undgå spredning til andre bede og resten af haven. Nogle frøstande som dem fra Sødskærm/Spansk kørvel og Bronzefennikel kan man bruge i madlavningen.
Ud over de mere traditionelle krydderurter som Timian, Citrontimian, Oregano, Salvie, Rosmarin, Esdragon og Purløg, har jeg også Havesyre, Peberrod, Etageløg, Ramsløg, Citronmelisse, Bronzefennikel, Æblemynte og Asiatisk koriander. Tidligere har jeg også haft Lakridsrod, Karryplante og en Romersk kamille, som desværre er gået til. Karryplanten og den romerske Kamille duftede ellers helt fantastisk. Min Lavendel er flyttet om foran huset, så den har fået funktion som prydplante også.
Krydderurterne har flere forskellige funktioner i vores have. Først og fremmest er de meget smukke og tiltrækker mange insekter med deres blomster henover hele sæsonen. De dufter også fantastisk. Nogle af dem spreder dufter helt op på terrassen, andre må man gnide lidt på bladene for at bringe i spil. Børnene elsker at gå og plukke af de friske krydderurteblade og spise. Jeg holder meget af at bruge krydderurterne som smagsgivere i min madlavning. Generelt er de gode i forårssalater, fordi mange af dem skyder tidligt som fx Havesyre, Bronzefennikel, Sødskærm og Ramsløg. Andre igen som Rosmarin og Salvie er stedsegrønne og indbyder til brug hele året.
Min køkkenhave er placeret på havens mest solrige plads tæt op mod huset. Den vender mod sydvest, og det er også her, der er mest læ. Køkkenhaven består af et Drivhus centralt placeret omkranset af højbede med Jordbær, Estisk slangehalshvidløg,Asparges,Daubenton – flerårig kål, Nine star – flerårig minibroccoli og Evighedsporrer foran og på siden, hvor der er mest plads og ikke mindst mest sol. Jeg holder altid et bed frit til Artiskokkerne, som står i drivhuset om vinteren og til frilandstomater. På den side af drivhuset, der vender ind mod hækken er der mere skygge, så i det højbed der vender den vej, har jeg Rabarber og Jordskokker. Nede bagved drivhuset er hønsehuset og hønsegården. På den måde er det let at hente gødning til køkkenhaven. På den aller forreste del op mod hækken ligger Krydderurtebedet.
Højbede er på mange måder ideelle til en mindre køkkenhave. Det er først og fremmest let at holde afgrøderne adskilt og dermed også tilbyde dem forskellige forhold. Dernæst er det rart, at have bedet hævet, når man skal plante, plukke og luge. Vores nuværende højbede er lavet af trykimprægneret træ med plast sat på indersiden, så det trykimprægnerede træ ikke kommer i kontakt med jorden, da det indeholder giftige stoffer. Højbedene står imidlertid til at skulle udskiftes efter en næsten 15 års periode, og vi overvejer at forsøge os med noget metalnet denne gang. Alternativt kan man vælge nogle af de hårdere træsorter som fx lærk, men det holder desværre heller ikke evigt.
Jeg har primært flerårige afgrøder i min køkkenhave. Det er nemt for de passer langt hen ad vejen sig selv det meste af året, og jeg skal ikke bruge så mange kræfter på at så, plante og bearbejde jorden. Jeg gøder, luger og høster primært.
Det er dejligt at have køkkenhaven tæt på huset, så man let kan hente forsyninger, når man skal i gang med at lave mad. Derfor ligger Krydderurtebedet også i forlængelse af køkkenhaven tættest op mod huset.
Uhh, der er bid i. Peberrod er nordens chili. Som barn syntes jeg at peberrod var ALT for stærkt, men som smagsløgene er blevet dårligere med alderen, er jeg virkelig kommet til at sætte pris på denne skønne smagsgiver af en rodfrugt. Ydermere er peberrod rig på jern, protein og kostfibre, så alt taler for at bruge den til at sætte lidt pift på vinterretterne. Den er tilmed let at dyrke og kan gro i al slags jord. Den kan især godt lide lidt fugtig jord, så den kan sagtens placeres i et skyggefuldt hjørne, hvor andre planter helst ikke gror. Har den det godt, spreder den sig velvilligt, så det kan være en idé at grave den ned i potter med hul i bunden, for bedre at kunne styre dens rødder.
Vild peberrod kan også sankes over hele landet. Den bliver op til en meter høj med store blade, der samles helt nede i roden. Bladene er mørkegrønne, skinnende og har en læderagtig overflade med tydelige ribber. De er aflange med små takker langs bladkanten. Kend peberrod på, at kanten af bladet snor sig om sig selv, så det ser ud som om, det drejer sig en omgang. Vild peberrod har sjældent en lige rod ned, men forgrener og snor sig. Planten får hvide blomster på de høje stilke.
Jeg har mine jordskokker ‘spærret inde’ i et højbed mellem rabarber og kvan. Jordskokker er meget grovillige, og jeg har bare lagt nogle jordskokker fra supermarkedet i jorden for efterhånden snart mange år siden. Mit bed er ca ½ x 1½ m og det passer meget godt til at vi 2-3 gange på en sæson kan lave os en stor grydefuld Jordskokkesuppe, som slår til til aftensmad i 2 dage i vores familie på 4. Jordskokker er også gode bagte og marinerede i en Jordskokkesalat.
Jordskokker bliver ret høje – op imod 2 m på gode år. Mine står klemt inde mellem drivhuset og hækken, men de kan sættes hvor som helst, man har et ledigt hjørne i haven. Dog skal man være opmærksom på, at de gladeligt breder sig og efterlades blot en lille rodstump i jorden skyder den i foråret. På den måde er det en helt fantastisk ydende flerårig rodfrugt, der på relativt lidt plads giver et stort udbytte.
Når jeg har gravet de jordskokker op, som jeg skal bruge, smider jeg en spandfuld hønsemøg på bedet og vender jorden en gang, resten klarer planterne selv.
Tæt ved vores hus har vi plantet en kvædebusk. Kvædebusken (eller lille træ) er en ca 4 m høj æblekvæde. Den producerer hvert år en stor mængde store gule kvæder, som lyser smukt op i haven i sensommeren. Faktisk producerer busken så mange kvæder, at vi har rigeligt at give væk af til andre kvædeentusiaster; – Og den plejer der at være mange af i mit nærområder, så de går som varmt (kvæde-)brød.
Plukker man kvæderne og tager dem med ind i køkkenet eller stuen, spreder sig den skønneste aromatiske duft i hele huset. i Danmark bliver kvæderne ikke så modne, at de bliver bløde i frugtkødet. Det betyder dog ikke, at de ikke kan bruges i madretter, bagværk og desserter; – de skal bare have tilført noget sødme.
Det kan være lidt hårdt at skære kvæderne ud og udkerne, men det er hele arbejdet værd. I den meget varme sommer 2018 modnede vores kvæder dog langt mere end vanligt, og man kunne faktisk spise af dem uden at de var forarbejdet først.
Kvæder er skønne sammen med æbler i mos, gammeldags æble(kvæde)kage og Crumble. Hvis man sylter dem i større stykker, kan man med fordel tilsætte lidt æbleeddike, citronskal samt kardemomme og nelliker. De syltede kvædestykker kan bruges i salat, til kød eller på et stykke brød. Ellers er kvæde godt i Nordafrikanske og arabiske retter fx i en marrokansk tagine.
Kvæder indeholder store mængder pektin. Det vil sige, at man ikke behøver tilsætte noget til en Kvædemarmelade for at få den til at tykne.
I vores have har vi 2 slags æbletræer: et enkelt Cox orange træ samt et espalier med tre Ildrød pigeon, der danner ramme om en lille terrasse, vi har på siden af huset og giver skygge på meget varme sommerdage. Træerne er valgt for deres skønne smag. Jeg elsker simpelthen Cox orangens sødme og de små ildrøde pigeoners lidt nøddeagtige smag. Ildrød pigeon er samtidig smukke med den flotte røde farve og pynter at hænge op fx på juletræet eller i vinduet.
Ildrød Pigeon
Begge sorter er sene og gode at gemme til vinteren. Vi plukker Ildrød pigeon i september og lægger dem på havebordet, hvor vi går og vender dem, så de får den karakteristiske røde farve på alle sider. Herefter pakkes de i kasser og stilles koldt, men frostfrit i vores skur. Her holder de sig fine indtil en gang i foråret, hvor de begynder at blive rynkede. Vi tager af dem løbende og bruger i næsten alle vores Salater, da frugt tilfører salater både sødme og karakter.
Cox Orange
Cox orange plukkes også i september og frem til oktober, når de får den karakteristiske orange farve. Herefter lægges de i kasser og gemmes koldt, men frostfrit. De holder ligesom Ildrød pigeon til hen på foråret og er måske endnu mere oplagte at bruge i salater, fordi de er større og dermed lettere at håndtere. Som med Ildrød pigeon gælder det, at de skal plukkes før de er modnet helt færdige og så modne det sidste nogle dage i kasser for at få mest mulig smag og sødme. Cox orange er også gode i Æbleflæsk.
Nogle af æblerne juicer vi også, gerne i kombination med Druer. Jeg har også købt en dehydrator, så vi kan tørre æbler til børnenes frugtposer, men det gør jeg mest med de sommeræbler, som jeg henter ved gode venner, da de ikke har ret lang holdbarhed.
August og september er høsttid. Det bugner med bær og frugter i haven. Det er tid til at høste Vindruer, Brombær, Blommer og Figner til børnenes frugtposer – og til Muffins, Syltetøj, Is og fryser.
Det er også nu de små søde ribstomater på friland for alvor modner i en sand farvepalet af hvid, gul, orange og rød. Ud over at bruge dem i salater og madkasser, har jeg i år semitørret nogle i en tørreovn/dehydrator og overhældt dem med solsikkeolie. Herefter får de et par fed Hvidløg og en kvist rosmarin eller andre krydderurter i.
September er desuden den måned, hvor man skal tage frø fra planterne til spisning og til såning næste år. I år er mit første år med pralbønner. De smukke frø skal tørres, lægges i blød og koges før spisning. Planten er flerårig, så den kan overvintres i drivhuset uden for hård frost. Desuden har jeg taget frø fra min Bronzefennikel. De kan tørres, ristes og bruges som krydderi i fx indiske retter, hvor de males i en morter (fennikel er en del af krydderiet karry) eller de kan kommes ved som smagsgiver, når man sylter rødbeder, agurker, asier eller lignende. Jeg kan rigtigt godt lide deres smag, og jeg kommer til at eksperimentere med at bruge dem i det søde køkken i løbet af vinteren.
Jeg høster selvfølgelig også frø til at så i foråret. Særligt tager jeg frø fra mine yndlingstomater og peberfrugter, så jeg har til friland og drivhus næste sommer. Vil du tage frø fra dine tomater, så sprøjt frøene ud på et stykke papir og lad det ligge og tørre nogle dage. Når frøene er helt tørre, kradses de af papiret og gemmes i en lille æske. På samme måde tages nogle peberfrugtfrø ud af frøstanden og tørrer nogle dage på et stykke papir, før de også gemmes i en æske.
Jeg tager også frø fra tallerkensmækker/blomsterkarse og basilikum. – De er så lette at høste frø fra, at det næsten er dumt at købe deres frø. Igen klipper jeg frøstanden af basilikum, når den er afblomstret og lader dem tørre nogle dage, før jeg forsigtigt banker frøene ud af og gemmer. Tallerkensmækkerfrøene høstes før de falder af planten og tørrer nogle dage før de også lægges i æske.
Bronzefennikel er en høj (1½-2 m) krydderurt. Det er en bladfennikel, dvs at den ikke har den store fennikelknold, man kan købe i butikkerne, men at det i stedet er bladløvet, som høstes og anvendes.
Dens smag og duft er ligesom knoldfennikel karakteriseret af anis. Løvet ligner dild af struktur og form og det er godt at klippe af til drys over mad, hvor man ellers ville have brugt dild. Jeg synes bronzefennikelen er god i salater, og den går især rigtigt godt sammen med beder: Både en Rå rødbedesalat , en rigtig sensommerklassiker, hvor Rå gulbedesalat blandes med æble og brombær eller en Rødbedesalat med solbær, hvor rødbederne er let kogte. Bronzefennikel er også skøn i Coleslaw, da den ligesom gulerod tilfører lidt sødme.
Man kan også vælge at koge den med i en suppevisk, når man laver Suppehøne. For nyligt er jeg begyndt at tage frøene fra og riste, fordi jeg synes de smager skønt. Frøene bruges meget i det indiske køkken tørret og malet i en morter bl.a. i krydderiblandingen karry.
Senest har jeg prøvet at kandisere frøene med et par spiseskefulde kokossukker, fordi jeg synes anissmagen er lækker, når frøene bliver ristet.
