Det søde

Kager, snacks, syltetøj og andet til den søde tand.

Brombærsyltetøj med et strejf af lavendel, blodsukkervenlig

Jeg kan godt lide at give min mad lidt kant, at få udfordret mine smagsløg og sammensætte smagsvarianter på kryds og tværs. I det hele taget er jeg glad for krydderier, og jeg har sat mig det mål, at jeg skal blive bedre til at hente ind af alle de skønne ting, jeg har stående lige ude i min have.

Og indrømmet, jeg har ikke været god til at bruge mine smukke lavendelblomster tidligere. Min far har i flere år lavet en skøn lavendelis på yoghurt, men jeg er bare ikke selv kommet i gang. Men lavendlerne går altså usandsynligt godt sammen med brombær i denne syltetøj, og det bliver bestemt ikke sidste gang, jeg kommer til at bruge dem i det søde køkken.

Ingredienser:

  • 200 g brombær
  • 1 tsk lavendel (vær forsigtig, det smager meget igennem)
  • ½ dl kokossukker
  • flydende stevia efter smag
  • en sjat vand

Fremgangsmåde:

Brømbærrene skylles og hældes i en gryde. Lavendelblomsterne males helt fint i en kaffekværn eller lignende. Det er vigtigt at male det til pulver for det er ikke ønskeligt med større stykker blomster i dit syltetøj. Tilsæt lavendelpulver, sukker og en sjat vand til brombærrene i gryden og kog op.

Når bærrene har kogt i nogle minutter kan de evt. moses med en gaffel for at få en mere sammenhængende konsistens i syltetøjet og smagen af lavendel fordelt. Skum syltetøjet og smag til med flydende stevia, så dit syltetøj får den rette sødme. Hæld på glas og opbevar i køleskabet

Hjemmelavet mysli, fuldkorn

Jeg synes økologisk mysli er dyrt. Det er også svært at finde et godt produkt, som hele familien synes om. Min mand gider fx ikke kokosflager og børnene sidder og piller græskarkerne og de hele mandler og nødder fra. Selv gider jeg ikke, at der er for mange rosiner i. Til gengæld kan jeg godt lide, at der er lidt bid i min mysli. Børnene vil gerne have sprøde flager (ala cornflakes) i, hvilket ofte er lavet på majs, som jeg slet ikke spiser, da det giver store blodsukkerudsving. Hvorom alt er, så fandt jeg den store krukke frem og spurgte børnene til råds inden jeg gik ud og handlede ind til vores helt egen hjemmeblandede mysli. Det fantastiske er, at man kan variere den fra gang til gang i det uendelige alt efter smag, og hvad man lige har liggende i køkkenskabet.

Børnene spiser mysli næsten hver morgen på et surmælksprodukt, og manden og jeg holder af en lille portion til natmad. Derudover bruger vi det altid til topping til Koldskål. Det er bare meget sundere og mere lækkert end kammerjunkere.

Det vigtigste, når man skal blande en blodsukkervenlig mysli, er at vælge mange nødder, kerner og fuldkornsmærkede gryn og flager, men holde mængden af de tørrede frugter nede, da de indeholder store mængder sukker. Jeg har valgt at kombinere grovvalsede havre-, byg- og ruggryn med fuldkornshvedeflager (branflakes) for at give godt med bid. Derudover valgte børnene ristede hørfrø, solsikkekerner og hampefrø samt ristede og hakkede hasselnødder og mandler. – I år tegner til at blive et ekstra godt nøddeår i haven, så det kommende år kommer nok til at byde på et utal af opskrifter med hasselnødder. Til sidst valgte børnene en kombination af tørret mango, dadler og rosiner, som vi klippede i små stykker.

Ingredienser:

  • 750 g havregryn
  • 400 g ruggryn
  • 400 g byggryn
  • ½ pose branflakes
  • 1 dl hasselnødder
  • 1 dl mandler
  • 100 g hørfrø
  • 150 g solsikkekerner
  • 50 g hampefrø
  • 10 tørrede dadler
  • 10 stykker tørret mango
  • 200 g jumborosiner

Fremgangsmåde:

Start med at blande grynene godt sammen. Rist kerner og frø i nogle minutter. Lad det køle af et øjeblik inden du tilsætter det. Rist så mandler og nødder og hak groft inden du blander dem med resten. Tilsæt rosiner og klip mango- og daddelstykker i. Vend godt rundt. Tilsæt til sidst branflakes og vend forsigtigt rundt. Fyld i tætsluttende beholder, så dine flager beholder deres sprødhed.

Stikkelsbæris, blodsukkervenlig

Stikkelsbæris

Hjemmelavet is er bare det bedste! Og har man ikke en ismaskine, kan jeg varmt anbefale at anskaffe sig en, hvis man som jeg har en have, der bugner af skiftende urter, blomster, bær og frugter hele sommeren igennem. Det er super let at lave en lækker is, og man kan variere og kombinere i det uendelige. På den måde er det muligt at lave meget mere interessante varianter end dem man kan købe i butikkerne.

Det bedste er, at lave bærkompotten lidt i forvejen og en halv time før desserten skal serveres, så sætte ismaskinen i gang (hvis man har en der fryser så hurtigt som min). På den måde kan man servere helt nylavet cremet is. Alternativt kan isen laves i forvejen, fryses ned og så tages op en halv time før den skal serveres til optøning i køleskabet.

Lige nu er det stikkelsbærtid, og især de røde er herhjemme rigtigt søde i smagen i år. Stikkelsbær og vanillie går rigtigt godt i spænd. Jeg forsøger ikke at koge bærrene helt ud, da jeg synes, det er lækkert med store bærstykker i isen. – Noget man ikke så tit får i købeis. Stikkelsbærisen får en dejlig syre, som fx er skøn sammen med et stykke Brownie, men den er også fantastisk dejlig alene.

Tidligere brugte jeg æggeblommer i min is, men efterhånden nøjes jeg faktisk bare med en kombination af fløde og minimælk (eller mandelmælk som er low carb), som jeg synes giver den bedste kombination af fylde og fedme. Jeg søder med en kombination af kokossukker og stevia for – sammen med fløde/mælken – at holde blodsukkerniveauet nede.

Ingredienser:

  • 200 g stikkelsbær
  • 1 dl kokossukker
  • 1½ tsk vanillepulver
  • 2½ dl fløde
  • 4 dl mini- eller mandelmælk
  • stevia efter smag og behag

Fremgangsmåde:

Stikkelsbær koges med kokossukker

Start med at skylle og nippe stikkelsbærrene. Giv herefter stikkelsbærrene et opkog sammen med kokossukker og ½ tsk vanilliepulver. Bærrene skal være bløde og splatte lidt ud, men jeg synes isen bliver bedst, hvis de ikke koges helt ud. På den måde får man små stykker af bidder i den søde is. Stil så kompotten til at køle af. Man kan også vælge at lave kompotten dagen før.

Pisk fløden til blødt skum og tilsæt så havremælken lidt af gangen. Herefter vendes vanilliepulver og kompot i blandingen og der smages til med stevia.

Hæld ismassen på ismaskinen og voilá – en halv time efter er der den lækreste cremede stikkelsbæris.

Solbær-lakridsis, blodsukkervenlig

Med sommervarme og solbær følger selvfølgelig IS. Men før jeg rører den skal den både være af god kvalitet og gerne også blodsukkervenlig. Derfor er jeg nødt til at lave isen selv. Sidste år anskaffede jeg mig en ismaskine, for det letter altså arbejdet en del og giver en lækrere og mere blød is uden krystaller.

Da vi var i Thy tidligere på sommeren, havde Thyis en eskimois på plantemælk til vafler, som min mand kiggede længe efter. Jeg er normalt ikke selv stor fan af eskimois, men da vi har mange solbær i haven, tænkte jeg, at jeg kunne lave en selv, som ville glæde hele familien. Solbær og mørk chokolade er muligvis godt sammen, men et twist af lakrids gør den altså endnu bedre.

Denne is er lavet på en blanding af fløde og mandelmælk, fordi det giver en lidt lettere is end den på ren fløde, men man kan selv variere – og eksperimentere – i det uendelige. I denne opskrift kan man enten vælge at bruge sødskærmssukker, som beskrevet i Syltetøjsopskriften, eller man kan vælge bare at tilsætte rålakridspulver.

I denne is bruger jeg æggeblommer fra vores egne høns. Salmonella skal efter sigende være udryddet fra de danske hønsebesætninger. Tør man ikke bruge æggeblommer fra friske æg, kan man vælge at købe pasteuriserede æggeblommer i stedet. – Jeg synes bare ikke, at jeg har set nogle økologiske i nogen af butikkerne, jeg handler i, og så har jeg det lidt dårligt med det.

Ingredienser:

  • 2,5 dl fløde
  • 4 dl mælk fx mandelmælk
  • 5 æggeblommer
  • 50-100 g kokossukker, alt efter, hvor sød man kan lide isen
  • stevia fx 1 spsk flydende
  • 2 tsk rålakridspulver eller 4 blade sødskærm
  • 100 g solbær
  • ½ plade mørk chokolade 85%

Fremgangsmåde:

Hvis du bruger sødskærm, så start med at lave sødskærmssukkeret. Ellers giv bær og sukker et hurtigt opkog og skum evt af. Rør lakridspulver i og stil på køl.

Pisk æggeblommer, fløde og mælk i en skål. Tilsæt solbærmassen lidt af gangen og rør det i. Smag til med stevia fx den flydende til du har den sødme, du kan lide. Hak chokoladen, så der stadig er lidt bid i den og vend den så i.

Så er ismassen klar til at komme i ismaskinen, og mums den er god!

Solbær-brombær crumble med et twist af sødskærm, fuldkorn

Sommer er bærtid og det betyder hos os crumble. Alle bær kan bruges og kombineres, som man bedst kan lide det. Lige nu er det solbærtid, og så havde jeg lige en pose brombær fra sidste år i fryseren. Mørke bær smager godt med noter af lakrids/anis, hvorfor jeg valgte at kombinere bærrene med sødskærm eller spansk kørvel, som det også hedder. Har man det ikke i haven, kan det udelades, men jeg synes, at det tilfører bærrene et skønt twist.

Sødskærm reducerer det sure fra bærrene og kan derfor med fordel også anvendes i en Rabarbercrumble, da det så nedsætter forbruget af sukker i crumblen.

Til toppen af crumblen bruger jeg altid den samme grundopskrift, men varierer i det uendelige med forskellige typer blodsukkervenlig mel og nødder alt efter smag og behag, og hvad jeg lige har stående i køkkenskabet. Man kan også bruge enten smør, peanutbutter eller anden type nøddesmør til dejen. Man kan derfor let gøre crumlen vegansk og glutenfri.

Ingredienser:

  • 300 g brombær
  • 200 g solbær
  • 4 blade sødskærm
  • 1 dl kokossukker
  • 150 g fuldkornsmel. Alternativt sorghum-, boghvede- eller hirsemel for glutenfri.
  • 1½ dl havregryn
  • 1-2 æg (kan udelades
  • 125 g smør

Fremgangsmåde:

Skyl bærrene grundigt og fordel i et tærtefad.

Blend sødskærm og det halve af sukkeret grundigt til en flydende masse i en blender og hæld det derefter over bærrene, som stilles på køl ½ time, så de kan trække med sukkermassen.

Bland de øvrige ingredienser i en skål og smulr det godt sammen. Fordel dejen på toppen af bærrene og bag i midten af ovnen i ca 25 min. ved 150 grader. Server med creme fraiche.

Solbær-sødskærmsyltetøj, blodsukkervenlig

Jeg har altid syntes af de mørke bær som solbær og brombær går godt med undertoner af lakrids. I år har jeg så endelig fået øjnene op for at bruge min sødskærm eller spansk kørvel, som den også hedder, i denne sammenhæng. De friske blade har en skøn anisagtig duft og smag og er lette lige at blende sammen med kokossukker og bruge til at søde bl.a. syltetøj med.

Jeg søder mit syltetøj med en kombination af stevia og kokossukker for at holde syltetøjet så blodsukkervenligt som muligt. Det smarte ved sødskærm er, at det reducerer den sure smag i bær, således at man kan bruge mindre sukker end ellers.

Jeg er normalt ikke til solbærsyltetøj, men i kombination med sødskærm smager det fantastisk på en Fuldkornsbolle Fastelavnsbolle eller Pandekage. Har man ikke sødskærm i haven, kan man bruge rålakridspulver i stedet. Jeg tilfører ikke atamon til mit syltetøj, men tager friske eller optøede bær og laver en lille portion syltetøj. Den kan snildt holde sig i køleskabet 1 måned, selvom jeg kun bruger en begrænset mængde (kokos-)sukker.

Ingredienser:

  • 150-200 g solbær
  • 3-4 blade sødskærm eller rålakridspulver
  • ½ dl kokossukker
  • flydende stevia efter smag
  • en sjat vand
  • evt fortykningsmiddel

Fremgangsmåde:

Hæld de friske sødskærmsblade sammen med kokossukker i en blender og blend det til en helt fin masse.

Skyl og rens bær og hæld dem i en lille gryde med en lille sjat vand i bunden. Tilføj sødskærmssukkeret og kog op, så bærrene bliver bløde uden at splatte ud. Skum evt for urenheder. Rør flydende stevia i og smag til. Tilsæt fortykningsmiddel for en tykkere konsistens alt efter smag og behag. Hæld på glas. Opbevares i køleskabet.

Pandekage-lagkage, fuldkorn

Pandekage-lagkage

Min store dreng har fødselsdag lige midt i jordbærsæsonen. Og i år ville han ikke have en kagemand, men en jordbærlagkage. Efter at have søgt og googlet forgæves efter fuldkornslagkagebunde, kom vi i stedet på at lave denne pandekagelagkage inspireret af Peddersen og Findusbøgerne.

Jeg valgte at bruge min almindelige opskrift på Fuldkornspandekager og så bare lave dobbelt portion og søde dem ekstra, men er man glutenallergiker, kan man også vælge at lave Boghvedepandekager. Det vigtigste er at lave dem godt tykke og søde, så det kan holde til noget fyld.

Opskriften er helt enkel og består kun af pandekager, flødeskum, friske skårne jordbær, agavesirup og revet mørk chokolade. Til toppen brugte vi små hele jordbær. Hvert lag får såæedes en pandekagebund, et lag flødeskum, revet mørk chokolade og jordbær i skiver lagt på.

Lagkagen var forbløffende let at skære ud og holdt faconen ret flot.

Ingredienser:

  • En stor skål jordbær eller 2-3 bakker
  • ½ l piskefløde
  • ½ plade mørk chokolade, gerne 85 %
  • 6 tykke og søde Pandekager i lagkagediameter

Fremgangsmåde:

Start med at bage 6 tykke pandekager med en diameter som en lagkage. Skyl og rens jordbær, og skær dem i ½ cm tynde skiver. Gem de mindste jordbær hele til at pynte toppen af lagkagen med. Pisk fløden til flødeskum og riv chokoladen.

Så er du klar til at bygge din lagkagepandekage. Start med at tage en pandekage. Smør et tykt lag flødeskum ud på. Drys med chokolade og læg jordbærskiver på i et tæt lag. Vil du gerne have den sødere, så giv hvert lag 1 spsk agavesirup over jordbærene.

Ved det sidste lag pyntes med små hele jordbær og evt. små myntekviste. Voila – pandekagelagkage!

Koldskål – en sundere version

Koldskål med rabarberkompot

Sommeren er for alvor over os, og det er blevet tid til koldskål. Selvom man spiser blodsukkervenligt, kan der godt blive plads til en lille portion koldskål, når bare man lader være med at fylde den med tomme, hurtige kulhydrater.

For det første kan man bytte kammerjunkerne ud med et fuldkornsprodukt såsom havregryn eller musli – vel at mærke en af dem uden tilsat sukker og for meget tørret frugt. Lav fx din Mysli selv. Dernæst kan man søde med noget mere blodsukkervenligt end det raffinerede sukker. jeg bruger som regel kokossukker, som giver koldskålen en lidt mørkere kulør. men man kan også fint bruge agavesirup fx i kombination med stevia for at spare ekstra på kalorierne. Jeg laver altid min koldskål meget mindre sød, end dem man køber i butikkerne. For at gøre koldskålen indbydende tilsætter jeg til gengæld friske bær fra haven fx jordbær, solbær, brombær, hindbær, blåbær eller stikkelsbær. De tilfører smag og farve. Har man ikke friske bær, kan man erstatte det med en klat blodsukkervenlig syltetøj eller Rabarberkompot. Og så ikke at forglemme – vanille – som giver koldskålen karakter.

Når jeg laver koldskål, bruger jeg kun kærnemælk og A38 eller et andet surmælksprodukt. Jeg tilsætter ikke æg, fordi jeg synes, at det er overflødigt.

Ingredienser:

  • 1 l kærnemælk
  • ½ l A38 eller andet surmælksprodukt
  • 2-3 spsk kokossukker
  • 1 tsk vanillepulver
  • 1 bakke jordbær/ andre bær eller blodsukkervenlig syltetøj/Rabarberkompot

Fremgangsmåde:

Start med at røre kærnemælk og A38 sammen. Tilsæt så sukker og rør til det ikke knaser mere. Vanillepulveret røres i og de skyllede og halverede jordbær vendes forsigtigt i koldskålen.

Boghvedepandekager

Boghvedepandekager

Pandebrød eller pandekager kan laves af mange forskellige typer mel. Boghvedemel er glutenfrit, men det er også blodsukkervenligt. Så da jeg den anden dag faldt over 3 poser, der var meget nedsat, røg de selvfølgelig i indkøbskurven. Og noget af melet blev tryllet til pandekager til glæde for især børnene. Prøv fx at top dem med hjemmelavet blodsukkervenlig Brombærsyltetøj Solbærsyltetøj eller Nutella.

Ingredienser:

  • 200 g boghvedemel
  • 5 mellemstore æg
  • 4 dl mælk fx plantemælk
  • et drys salt
  • et dryp agavesirup eller andet sødemiddel
  • 1½ tsk kardemomme
  • rapsolie til at stege i

Fremgangsmåde:

Pisk æg og mælk sammen med krydderier. Tilsæt mel lidt ad gangen, mens der piskes. Bag pandekagerne på en middelvarm pande. Giv evt. pandekagerne et drys kanel, når du lige har hældt dejen på panden.

Rabarbertrifli med ristede havregryn

Forår er rabarbertid, og der findes et utal af lækre opskrifter med rabarber. Når man laver Rabarkompot, skal man huske at lave en stor portion. Det får nemlig hurtigt ben at gå på, hvis man bruger det til både kød, på salater og til deserter som denne lækre rabarbertrifli, som er en mere blodsukkervenlig udgave med ristede havregryn. Denne opskrift passer til 4 store portioner.

Ingredienser:

  • 2 dl rabarberkompot
  • 2 dl havregryn
  • 2½ dl piskefløde
  • 2 spsk kokossukker eller agavesirup

Fremgangsmåde:

Start med at riste havregrynene i kokossukkeret under omrøring og lad køle af. Pisk så fløden til skum. Anret rabarbertriflien i portionsglas med rabarberkompot nederst, ristede havregryn i midten og flødeskum på toppen. Drys evt. lidt havregryn oven på flødeskummet til pynt.