Butterdejspirogger

Pirogger er i virkeligheden blot små brødpakker med kød- og/eller grøntsagsfyld. De kan laves på filodej eller som her butterdej. Jeg har valgt den usunde købeudgave på almindeligt sigtet hvedemel, men man kan også vælge selv at lave sig en fuldkornsbutterdej. Men generelt er der ikke meget brød i dem, hvis man nøjes med en enkelt med noget lækkert salat til fx Avocadoraita.

Pirogger er en særdeles god måde at undgå madspild på, da alle mulige rester fra dagen før kan fyldes i. Vi havde en kyllingerest fra dagen før og en hjemmelavet Mojo samt et stykke manchegoost. Det blev tryllet til små sprøde, lækre snacks, så der også var til børnenes madpakker dagen efter.

Ingredienser:

  • 6 optøede butterdejsplader
  • en rest kød eller grøntsager
  • 50-100 g manchego
  • Hjemmelavet Mojo eller Pesto
  • mælk til pensling
  • sesamfrø

Fremgangsmåde:

Del pladerne i kvadrater (firkant med lige lange sider). Smør med pesto. Fyld kød og/eller grøntsager i. Riv osten over. Tag fat i et hjørne og fold det over på midten, så der i stedet dannes en trekant. pres kanterne godt sammen. Pensl piroggerne med mælk og drys med sesamfrø. Bag efter anvisningen på pakken.

Biksemad med sød kartoffel og knoldselleri samt rødbedesalat og ramsløgstzatziki

En gang imellem skal der biksemad til, fx når vi har en rest flæskesteg fra dagen før. Biksemad er derfor en god ret til at undgå madspild. Men denne opdaterede version er både mere spændende og sund end den gængse. I stedet for syltede rødbeder laver jeg en Rødbedesalat med solbær og feta samt en Tzatziki som tilbehør. Desuden har jeg skiftet de brasede kartofler ud med en blanding af sød kartoffel og knoldselleri. Og så selvfølgelig det traditionelle spejlæg til.

Ingredienser:

  • 1/4 knoldselleri
  • 2 søde kartofler
  • 1 lille løg
  • en rest flæskesteg eller andet svinekød
  • 2 æg
  • olie til stegning
  • salt

Skræl og skær knoldsellerien i mindre stykker. Giv den en tur i mikrobølgeovnen eller kog den lidt til den er mør. Skræl også de søde kartofler og skær dem i mindre bidder. Snit løget fint – eller riv det på den fine side af et rivejern. Skær kødet i mindre stykker.

Steg først løgene i olien. Tilsæt så sød kartoffel og steg videre i ca 10 min. Tilsæt herefter kød og selleri og steg videre. Smag til med salt. Lav to spejlæg og server med lækkert tilbehør.

Mojo/Peberfrugt-creme med mandler og parmasan

Peberfrugtcreme er lavet på bagte peberfrugter og minder mest af alt om pesto. Vi plejer at købe det, når vi er i Spanien, men du kan sagtens selv lave det og det smager forrygende! Det kan bruges som dip til grøntsagsstænger, som dressing i burgere og sandwich, eller hvad man nu synes.

Ingredienser:

  • 2 røde peberfrugter
  • 100 g mandler
  • 50 g parmasan eller manchego
  • 5 spsk creme fraiche
  • 1 fed hvidløg
  • 2 spsk olivenolie
  • æbleeddike
  • salt

Fremgangsmåde:

Fjern kernerne i peberfrugterne og skær dem i kvarte. Læg dem i et ovnfast fad, pensl med olivenolie og bag dem møre i ovnen ved 200 grader i ca 20 min. Vend dem gerne midtvejs. Tag peberfrugterne ud og lad dem afkøle lidt. Imens ristes mandlerne på en pande og blendes derefter. Tilsæt peberfrugterne og de øvrige ingredienser og blend til en cremet konsistens. Smag til med salt og æbleeddike.

Sellerisalat med æble og ristede pinjekerner

Selleri er en fantastisk (sund) spise. Desværre ser jeg den kun sjældent økologisk, så vi får det ikke så ofte herhjemme. Denne salat minder en lille smule om coleslaw i konsistens, men smagen af den skønne knoldselleri og de knasende sprøde pinjekerner tager smagssanserne et helt andet sted hen.

Ingredienser:

  • ½ knoldselleri
  • 2 æbler
  • 200 g skyr eller creme fraiche
  • ½ dl pinjekerner
  • 4 spsk mayonnaise
  • 1 spsk citronsaft
  • salt
  • agavesirup
  • spidskommen

Fremgangsmåde:

Skræl knoldsellerien og riv den groft. Skyl æblerne og fjern kernehuset. Riv også dem groft og bland det hele godt sammen. Rør en dressing i en skål af creme fraiche, mayonnaise og citronsaft og smag til med agavesirup, salt og spidskommen. Vend det sammen med knoldselleri/æble-blandingen. Rist pinjekernerne og drys over inden servering.

Tomatsalat med ramsløg og hyldeblomsteddike

Giv din tomatsalat et grønt twist ved at bytte de traditionelle løgringe ud med ramsløg. Herhjemme var det bestemt populært hos børnene. Generelt en skøn salat, der kan varieres i det uendelige med mozarella eller fetaost, med oliven, basilikumblade eller andre smagsgivere og med forskellige slags madeddiker. Her er twistet ramsløg og en mild hyldeblomsteddike.

Ingredienser:

  • 10 modne tomater
  • 100 g mozarella eller feta
  • en håndfuld ramsløg
  • 2-3 spsk hyldeblomsteddike

Fremgangsmåde:

Skyl og skær tomaterne i mundrette stykker. Hak ramsløget fint og drys over. Skær mozarella eller feta i passende stykker og vend i. Hæld hyldeblomsteddiken over salaten og server.

Ristede mandler med ramsløg og olivenolie

Min søster ringede og spurgte mig den anden dag, hvad jeg egentlig brugte ramsløg til ud over pesto. Min første tanke var “Hvad bruger jeg det ikke til?” Men det blev så afsæt for en udfordring til mig selv til at fremtrylle en mængde ramsløgsopskrifter. Det er bare en af dem.

Mandler er bare guf. Især, når de som er her er ristede. og vendt med andre lækre sager. Men man kan også sagtens bytte mandlerne ud med andre kerner eller nødder som fx solsikkekerner eller hasselnødder. Har man ikke ramsløg, kan man også sagtens presse et fed hvidløg i i stedet. Jeg bruger det til at drysse over kogte rodfrugter eller vende i salat.

Ingredienser:

  • 1½-2 dl mandler
  • 10 blade ramsløg
  • 1 spsk god olivenolie
  • salt

Fremgangsmåde:

Hak mandlerne groft og rist dem på en pande. Hæld dem i en lille skål. Mens de køler af hakkes ramsløget fint. Vend ramsløg og olivenolie med mandlerne. Smag til med salt.

Raita med avocado og tomat

Denne raita med avocado er et skønt alternativ til den sydamerikanske avocadocreme guacamole. Jeg serverede den til Pirogger, som er små butterdejs- eller filodejspakker med kød og/eller grøntsager. Jeg fyldte dem med kylling, ost og en hjemmelavet Peberfrugtcreme. Raitaen var et sundt og friskt tilbehør til piroggerne. Man kan også sagtens servere denne Raita sammen med Dhal eller Chapati, som er indiske fladbrød.

Ingredienser:

  • 2 avocadoer
  • 4 mellemstore tomater
  • 1 lille mildt løg eller andre typer Løgplanter, du kan klippe i.
  • saft fra ½ citron
  • 2 dl yoghurt eller andet surmælksprodukt
  • en håndfuld frisk Marokkansk mynte
  • 1 spsk sød chiliketchup
  • salt
  • andre krydderier som fx ristede Fennikelfrø, koriander eller kommen

Fremgangsmåde:

Skær avocadoerne over og tag stenene ud. Skrab kødet ud i en skål med en ske. Tilsæt yoghurt og mos det godt sammen. Hak løg og mynte helt fint og rør i. Smag til med citronsaft, chiliketchup og salt. Tilsæt de krydderier. Jeg valgte at bruge tørret koriander og hjemmetørrede og ristede fennikelfrø fra min Bronzefennikel. De fik lige en tur i morteren inden jeg rørte dem i. Skær tomaterne i mindre stykker og vend dem i. Pynt med mynteblade.

Ramsløgssmør

Da jeg var barn, fik vi ofte hvidløgssmør til kogte grøntsager hjemme. Det var sådan set bare et fed presset hvidløg rørt op i smør, men det smagte skønt. Denne udgave er blot med hakket ramsløg i stedet og smager mindst lige så skønt og meget mindre stærkt, så selv mine børn, som ikke er så vilde med for meget løg- og hvidløgssmag, synes den er god.

Ingredienser:

  • 50 g smør
  • 10 blade ramsløg

Fremgangsmåde:

Tag 50 g smør i en kop og lad den lige stå fremme ved stuetemperatur til den bliver blød. Skyl og hak ramsløgsbladene fint og tilsæt til smørret. Mos det godt sammen. Man kan vælge at putte smørret i enten små portionsanrettede glas eller et større, mens det er blødt og til at forme. Så kan man stille det på køl igen, så det ser flot ud, når man serverer det til fx en steg med kogte rodfrugter.

Mynter

Grapefrugtmynte

Der er for mig ikke meget, der slår duften af vandmynte ved en sø eller af marokkansk mynte i en god kop marokkansk the. Desværre er de – efter min smag – mest kulinariske mynter ikke de mest hårdføre. Mens de mest hårdføre mynter breder sig MEGET, hvis de ikke holdes indespørret.

Ude i haven har jeg en broget æblemynte gravet ned i en potte i mit Krydderurtebed, så den ikke breder sig. Den er smuk, men jeg bruger den ikke meget i madlavningen, da jeg – trods dens frugtnavn – synes den er noget bitter i både duft og smag. De mynter jeg bruger i min madlavning har jeg derimod i store potter inde i drivhuset. På den måde fryser de ikke væk. De skyder samtidig tidligt på foråret og visner senere bort, så jeg det meste af året har adgang til mynte til min madlavning.

Tidlige forårsskud af marokkansk mynte

Mynter fås i et hav af krydsninger. De mynter, jeg holder mest af, er dem med frugtduft. Jeg synes, de er skønt aromatiske. Der ud over har jeg den marokkanske mynte, som har en dejligt neutral, sød og mild duft og smag.

Brug mynterne i salater som Råkostsalat, en lækker indisk Raita og i desserter.

Drivhus

Mit drivhus har flere funktioner. Det fungerer både som planteeksperimentarium, til fødeproduktion, men også som et haverum til afslapning i varme, tørre omgivelser. Derfor har jeg et lille bord og 2 stole placeret i det ene hjørne. Det er et skønt sted lige at trække sig lidt tilbage og nyde haven og fuglene fra. Børnene holder også af at sidde og snitte derude.

Drivhuset er placeret centralt i min køkkenhave, hvor det har sol formiddag og aften, men skygge en periode henad eftermiddagen, så planterne ikke bliver brændt helt af. Det stod allerede i haven, da vi købte huset, så jeg har designet køkkenhaven rundt om det. Jeg bruger både mit drivhus til flerårige nytteplanter som Laurbær, Vindrue og mynter i krukker og til etårige drivhusafgrøder som tomat, agurk og peberfrugt. Det dejlige ved at have krydderurter som mynte i drivhuset er – ud over at flere af de sarte myntesorter ikke klarer sig så godt i de hårde vintre – at man næsten hele året kan hente friske blade ind til at bruge i salater som fx Rødbedesalat.

I foråret forspirer jeg og har småplanter fra roddelinger og stiklinger i drivhuset, som en børnehave klar til udplantning i køkkenhave, have og til at forære væk. I vinterhalvåret flytter jeg planter som Artiskok og pralbønne ind i drivhuset for at overvintre dem i mindre udsatte omgivelser, hvis vinteren bliver meget hård.