Æg

Kardemommeis med mandelstykker


Grundopskriften på kardemommeis er hentet fra Camilla Plums hjemmeside Fuglebjerggaard.dk. Jeg vælger så som altid at søde med en kombination af kokossukker og stevia. Det letteste er bare at smage det til med steviaen inden isen fryses ned, så kan man selv vælge, hvor sødt, man vil have det. Man kan både vælge flydende stevia eller det i pulverform, som ikke kan tåle opvarmning, hvis man blot tilsætter det til sidst.

Jeg har også eksperimenteret med at udbytte fløden med en blanding af kokosmælk, mandelmælk og havremælk, da jeg synes flødeis kan klistre meget i ganen. Hvis man gør det, kan forholdet være 1½ dl kokosmælk, 2 dl havremælk og 4 dl mandelmælk. Så giver kokosmælken fedme uden at smage for kraftigt igennem. Havremælken og mandelmælken kan man evt lave selv. Man kan enten vælge at købe pasteuriserede æggeblommer eller bruge sine egne, hvis man som jeg selv har høns.

I denne opskrift har jeg desuden valgt at tilføje smuttede, hakkede mandler, som jeg synes går godt sammen med kademommen og kanelen, og samtidig giver isen bid. Jeg laver mine is på ismaskine. Køb evt en brugt, så er det ikke så dyrt at komme i gang med selv at lave sin egen is.

Ingredienser:

7½ dl fløde eller 1½ dl kokosmælk, 2 dl havremælk og 4 dl mandelmælk

100 g kokossukker + stevia

2 dl vand

7 kardemommekapsler

1 kanelstang

5 æggeblommer

100 g mandler

Fremgangsmåde:

Start med at smutte og hakke mandlerne. Kardemommekapslerne knuses derefter i en morter. Fisk de grønen skaller op og smid væk. Kog kanelstangen med sukker og vand i 10 min. Køl af og fisk kanelstangen op. Pisk fløde og æggeblommer sammen. Tilsæt sukkermassen lidt af gangen, mens du pisker. Vend herefter de hakkede mandler i. Hæld det hele i ismaskinen og frys. Velbekomme!

Æbleskiver, fuldkorn

Ude i min have står et fint lille Cox Orangetræ, som laver de dejligste søde og aromatiske æbler. I det tidlige efterår plukker vi æblerne og lægger dem vi ikke spiser med det samme i en kasse, så vi stadig har lækre saftige æbler her i vintermånederne. Og hvad er julen uden æbler? nej, de er ikke til at undvære vel?

Til julen hører især æbleskiverne. Når man så oveni købet har høns, er æbleskiver en ideel måde at få brugt nogle æg på i samme ombæring. Julens anden opskrift er derfor på lækre fuldkornsæbleskiver med små stykker frisk æble indeni som en lille lækker overraskelse. Æbleskiverne kan serveres med Agavesirup, kokossukker eller en sukkerfri syltetøj fra sommerens nedfrosne bær.

Fuldkornsæbleskiver

Ingredienser:

3 æg

4 dl kærnemælk

1 tsk salt

3-4 spsk kokossukker

1,5 tsk bagepulver

1 tsk kademomme

1 tsk vanillepulver

skallen af 1 citron

120 g fuldkornsmel fx fra Spelt eller Durum.

90 g hvedemel

1 æble

Fremgangsmåde:

Bland de tørre ingredienser sammen med citronskallen. Del æg i blommer og hvider. Pisk blommerne med kærnemælken og bland herefter de tørre ingredienser i. Lad dejen hvile i 15 min, Pisk æggehviderne stive, og vend det forsigtigt i dejen. Dryp en smule olie i hvert hul i æbleskivepanden og fyld hullerne 3/4 op med dej. Læg et lille stykke æble i hver. Vend æbleskiverne, når de har dannet en fast skorpe for neden.

Kransekagetoppe

Intet nytår og nytårsaften uden kransekage. Her er min opskrift på lækre små sprøde kransekagekonfekter med en blød midte, mums. De er baseret på hjemmelavet marcipan, så lav evt. lidt ekstra og tril til Konfektkugler rullet i lakridspulver.

Ingredienser:
400 g smuttede mandler

1 dl agavesirup

1 spsk flydende stevia

1 tsk vaniljepulver

2 æggehvider

2 dl kokossukker

1 1/2 plade (150 g) mørk chokolade min 70 % og gerne mørkere fx med appelsinsmag

Evt pynt

Fremgangsmåde:

Start med at smutte mandlerne. Blend dem herefter til marcipan sammen med vaniljepulver, agavesirup og stevia. Hæld massen i en skål og bland med hænderne æggehvider og kokossukker i. Tænd ovnen på 200 grader. Fyld i sprøjtepose og sprøjt små toppe ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag i midten af ovnen i ca 10 min til toppene er gyldne på toppen. Lad afkøle imens du smelter chokoladen. Dyp toppenes bund eller top i chokoladen og sæt på køl, så det stivner. Dypper du toppen, kan du strø noget pynt på som mandelflager, sukkerkugler eller flormelis.


1