Havehøns

Glutenfri tærte; fuldkorn

Fuldkornstærte

Herhjemme er tærte – ligesom pizza – en populær spise hos børnene. De får lov til at være med til at bestemme fyldet, skære det ud og lægge det i tærtebunden. Denne grundopskrift indeholder både ingredienserne til bund og fyld; grøntsager og kød kan man selv bytte ud alt efter smag og behag, og hvad køleskab og have end måtte indeholde. Er man ikke vegetar, kan laks og rejer ligeså vel byttes ud med kylling og bacon. Og jeg kan også sagtens find på at bruge spinat eller broccoli. I denne opskrift har børnene fået lov at vælge.

Jeg vælger at lave tærten i en stor tærteform. Både fordi jeg på den måde kan rulle tyndt ud, og dermed gøre plads til mere af det sunde fyld og mindre af selve brødet. Men faktisk også fordi bunden hæver meget op under bagningen, så vi tidligere med en mellem tærteform oplevede at tærten løb over og ud i ovnen. Og det fantastiske ved tærter er, at de kan laves med mange typer mel – og ikke mindst hele 5 mellemstørrelse havehønseæg!

Ingredienser, dej:

  • 250 g havremel
  • 2 mellemstørrelse æg
  • 150 g hytteost
  • 1 tsk salt
  • Evt en sjat vand
  • 2 tsk rapsolie til at smøre tærtefadet

Fremgangsmåde:

Bemærk den flotte orange farve æg fra fritgående høns får

Hæld mel og salt i en skål. Slå æggene i og tilsæt hytteosten. Hvis dejen er for tør, kan tilføjes en sjat vand. Ælt dejen grundigt og stil på køl i ca 30 min.

Smør en tærteform med rapsolie. Fordel dejen i tærteformen ved at rulle den tyndt ud. Forbag tærtebunden på midterste rille i ovnen i 15. min ved 200 grader til den er gylden. Imens blandes fyldet

Ingredienser, fyld:

  • 3 æg
  • 200 g hytteost
  • 1 dl creme fraiche
  • 150 g ost
  • ½ tsk salt
  • ½ porre
  • 6 champignoner
  • ½ peberfrugt
  • 3 tomater i skiver
  • 150 g røget laks i skiver
  • 100 g rejer

Fremgangsmåde:

Start med at rive osten. Slå æggene ud i en skål. Bland hytteost, creme fraiche, salt og halvdelen af den revne ost i en skål. Snit grøntsagerne i skiver og stænger. Tag tærtebunden ud af ovnen. Fordel først lakseskiverne og rejerne på tærtebunden. Læg derefter grøntsagerne (undtagen tomaterne) på og hæld fyldet over. Fordel resten af den revne ost på toppen og pynt med tomatskiverne øverst. Bag tærten i 30 min på midterste rille ved 200 grader.

Kanelsnegle, fuldkorn

Foråret er over os. Det betyder, at hønsene er begyndt at lægge æg igen efter deres vinterpause, så nu kan der for alvor bages igen. Samtidig er de sidste vinteræbler ved at være rynkede og kedelige og vil gerne snart bruges. Derfor var beslutningen om at bage kanelsnegle ikke svær, da børnene har efterspurgt det længe.

Ingredienser, dej:

  • 2½ dl fuldkornsspeltmel
  • 2½ dl fuldkornshvedemel
  • 2½ dl hvedemel
  • ½ pose tørgær (Svarende til 25 g)
  • 1 tsk kardemomme
  • 1 tsk flydende stevia, eller hvor sød man nu kan lide dejen er.
  • 1½ dl havre- eller mandelmælk
  • 50 g kokosolie
  • 2 medium æg

Ingredienser, fyld:

  • 2 æbler
  • 1-2 spsk kanel
  • ½ dl kokossukker

Fremgangsmåde:

Start med at blande alle de tørre ingredienser i en skål. Smelt kokosolien og bland i. Tilsæt mælk, stevia og æg og ælt dejen grundigt. Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i ½ time.

Imens laves fyldet. Æblerne skrælles, kernehuset fjernes, og de rives groft. Bland kokossukker og kanel i.

Så tages dejen frem, deles i to og rulles ud, som en pizzabund – gerne så firkantet som muligt med en tykkelse på ca ½ cm. Fordel halvdelen af fyldet på 2/3 af den udrullede dej.

Rul dejen sammen til en roulade, så dejen uden fyld på kommer til at ligge som det yderste lag. Skær Stykker ud i ca 2 cm tykkelse.

Læg kanelsneglene på bagepapir på en bageplade. Det samme gentages med den anden del dej. Lad kanelsneglene efterhæve i 15 min. Bag dem ved 200 grader midt i ovnen i 10 min. Lad dem køle af på en bagerist.

Glutenfri havregrynsvafler, fuldkorn

Havregrynsvafler

Søndagshygge er vaffeltid! I denne vintertid kan der være brug for lidt lunt og lækkert enten en mørk søndagsmorgen, hvor ungerne er stået tidligt op, eller når de kommer ind efter at have været ude at lege i sneen. Og hvad er så bedre end fuldkornsvafler lavet på havregryn. Og med en klat hjemmelavet syltetøj, honning fra den lokale biavler eller agavesirup og sukkerfri nutella, hvis man ikke er til det store blodsukkerudsving? De bliver altid taget godt imod herhjemme i hvert fald.

Denne opskrift på vafler kan enten laves rent på havregryn, eller man kan, som jeg gør her, tilføje lidt hørfrømel. Havregryn er glutenfri fra naturens side, men da de vokser og valses med andet korn, kan der forekomme andre ikke glutenfri korn i. Så er du meget intolerant, må du vælge glutenfri havregryn.

Vaffeldejen er som med alle mine opskrifter, hurtig at bikse sammen og vaflerne smager forrygende! Og så er her endnu en chance for at få brugt nogle æg, som havehønsene har lagt.

Ingredienser:

  • 150 g havregryn (evt glutenfri)
  • 50 g hørfrømel
  • 4 dl mælk eller plantemælk
  • 2 æg
  • 1 tsk vanillepulver
  • 1 knsp salt
  • Agavesirup, stevia eller kokssukker efter, hvad man kan lide
  • 1½ tsk bagepulver
  • fedtstof til vaffeljernet

Fremgangsmåde:

Start med at male havregryn til mel i en foodprocessor. Bland alle de tørre ingredienser sammen i en skål. Slå æggene i og tilsæt så mælken. Rør godt. Dejen skal være ret tyk i forhold til fx pandekagedej. Fyld fedt på vaffeljernet og bag vaflerne.

Fastelavnsboller, fuldkorn

Fastelavn er mit navn. Boller vil jeg have. Hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade…

Fastelavnsboller

Det er snart fastelavn, og så skal vi selvfølgelig have fuldkornsfastelavnsboller med kagecreme, flødeskum og en klat hjemmelavet blodsukkervenlig Solbær– eller Brombærsyltetøj af egne bær fra haven. Eller hvad med selv at lave en blodsukkervenlig Choko-nøddecreme (Nutella) til at fylde i? Samtidig er der lige en chance for at få brugt et par æg fra havehønsene, der er i gang med æglægning igen efter deres vinterpause. Denne opskrift er super let og hurtig – og med masser af fuldkorn.

Ingredienser, dej:

  • 25 g gær (jeg bager altid med tørgær)
  • 4 dl vand
  • 1½ dl A38
  • 2 spsk rapsolie
  • 1 tsk salt
  • 100 g havregryn
  • 350 g fuldkornsspeltmel
  • 250 g hvedemel + 1 dl til udrulning

Ingredienser, kagecreme:

  • 2½ dl mælk fx plantemælk
  • 1 tsk vanillepulver
  • 2 æg
  • 2 spsk kokossukker
  • 1½ spsk maizena
  • Evt. 1 tsk kanel

Fremgangsmåde:

Lav først dejen: Bland alle de tørre ingredienser sammen. Tilsæt så vand, olie og A38 og ælt dejen rigtigt godt, så glutenet aktiveres. Stil dejen til hævning et lunt sted i 1½ time.

Lav dernæst kagecremen: Pisk mælk, vanille, æg, sukker og majsstivelse sammen i en gryde. Varm op under konstant  omrøring til det jævner og bobler. Stil på køl

Rul dejen ud med en kagerulle til en firkant, der er ca ½ cm tyk. Skær 20 firkanter ud. Læg 2 tsk kagecreme på hver firkant. Saml dejen omkring fyldet ved at folde hjørnerne ind og pres godt sammen.

Sæt bollerne med lukningen nedad på bagepladen. Lad bollerne efterhæve i 15 min. Bag så bollerne på midterste rille i ovnen i 20 min på 200 g. Mens bollerne køler af, piskes flødeskum. Flæk bollerne, fyld flødeskum og en klat hjemmelavet syltetøj i.

Kardemommeis med mandelstykker


Grundopskriften på kardemommeis er hentet fra Camilla Plums hjemmeside Fuglebjerggaard.dk. Jeg vælger så som altid at søde med en kombination af kokossukker og stevia. Det letteste er bare at smage det til med steviaen inden isen fryses ned, så kan man selv vælge, hvor sødt, man vil have det. Man kan både vælge flydende stevia eller det i pulverform, som ikke kan tåle opvarmning, hvis man blot tilsætter det til sidst.

Jeg har også eksperimenteret med at udbytte fløden med en blanding af kokosmælk, mandelmælk og havremælk, da jeg synes flødeis kan klistre meget i ganen. Hvis man gør det, kan forholdet være 1½ dl kokosmælk, 2 dl havremælk og 4 dl mandelmælk. Så giver kokosmælken fedme uden at smage for kraftigt igennem. Havremælken og mandelmælken kan man evt lave selv. Man kan enten vælge at købe pasteuriserede æggeblommer eller bruge sine egne, hvis man som jeg selv har høns.

I denne opskrift har jeg desuden valgt at tilføje smuttede, hakkede mandler, som jeg synes går godt sammen med kademommen og kanelen, og samtidig giver isen bid. Jeg laver mine is på ismaskine. Køb evt en brugt, så er det ikke så dyrt at komme i gang med selv at lave sin egen is.

Ingredienser:

7½ dl fløde eller 1½ dl kokosmælk, 2 dl havremælk og 4 dl mandelmælk

100 g kokossukker + stevia

2 dl vand

7 kardemommekapsler

1 kanelstang

5 æggeblommer

100 g mandler

Fremgangsmåde:

Start med at smutte og hakke mandlerne. Kardemommekapslerne knuses derefter i en morter. Fisk de grønen skaller op og smid væk. Kog kanelstangen med sukker og vand i 10 min. Køl af og fisk kanelstangen op. Pisk fløde og æggeblommer sammen. Tilsæt sukkermassen lidt af gangen, mens du pisker. Vend herefter de hakkede mandler i. Hæld det hele i ismaskinen og frys. Velbekomme!

Æbleskiver, fuldkorn

Ude i min have står et fint lille Cox Orangetræ, som laver de dejligste søde og aromatiske æbler. I det tidlige efterår plukker vi æblerne og lægger dem vi ikke spiser med det samme i en kasse, så vi stadig har lækre saftige æbler her i vintermånederne. Og hvad er julen uden æbler? nej, de er ikke til at undvære vel?

Til julen hører især æbleskiverne. Når man så oveni købet har høns, er æbleskiver en ideel måde at få brugt nogle æg på i samme ombæring. Julens anden opskrift er derfor på lækre fuldkornsæbleskiver med små stykker frisk æble indeni som en lille lækker overraskelse. Æbleskiverne kan serveres med Agavesirup, kokossukker eller en sukkerfri syltetøj fra sommerens nedfrosne bær.

Fuldkornsæbleskiver

Ingredienser:

3 æg

4 dl kærnemælk

1 tsk salt

3-4 spsk kokossukker

1,5 tsk bagepulver

1 tsk kademomme

1 tsk vanillepulver

skallen af 1 citron

120 g fuldkornsmel fx fra Spelt eller Durum.

90 g hvedemel

1 æble

Fremgangsmåde:

Bland de tørre ingredienser sammen med citronskallen. Del æg i blommer og hvider. Pisk blommerne med kærnemælken og bland herefter de tørre ingredienser i. Lad dejen hvile i 15 min, Pisk æggehviderne stive, og vend det forsigtigt i dejen. Dryp en smule olie i hvert hul i æbleskivepanden og fyld hullerne 3/4 op med dej. Læg et lille stykke æble i hver. Vend æbleskiverne, når de har dannet en fast skorpe for neden.

Kransekagetoppe

Intet nytår og nytårsaften uden kransekage. Her er min opskrift på lækre små sprøde kransekagekonfekter med en blød midte, mums. De er baseret på hjemmelavet marcipan, så lav evt. lidt ekstra og tril til Konfektkugler rullet i lakridspulver.

Ingredienser:
400 g smuttede mandler

1 dl agavesirup

1 spsk flydende stevia

1 tsk vaniljepulver

2 æggehvider

2 dl kokossukker

1 1/2 plade (150 g) mørk chokolade min 70 % og gerne mørkere fx med appelsinsmag

Evt pynt

Fremgangsmåde:

Start med at smutte mandlerne. Blend dem herefter til marcipan sammen med vaniljepulver, agavesirup og stevia. Hæld massen i en skål og bland med hænderne æggehvider og kokossukker i. Tænd ovnen på 200 grader. Fyld i sprøjtepose og sprøjt små toppe ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag i midten af ovnen i ca 10 min til toppene er gyldne på toppen. Lad afkøle imens du smelter chokoladen. Dyp toppenes bund eller top i chokoladen og sæt på køl, så det stivner. Dypper du toppen, kan du strø noget pynt på som mandelflager, sukkerkugler eller flormelis.


1