Når haven bugner af bær, kan det være svært at få brugt dem alle. Denne opskrift på lækre, friske, syrligt-søde bærtrøfler kan laves på både friske og frosne bær og dermed serveres året rundt.
Ingredienser:
100 g bær fx ribs, solbær, stikkelsbær, hindbær eller hvad du har.
1/2 dl. fløde
50 g smør eller 4 spsk kokosolie
Sødemiddel fx stevia eller sukrin
1 dl kokos
1/2 mandelmel – eller mere kokos
150 g chokolade 85 %
Fremgangsmåde:
Bring bær, fløde og smør i kog. Smag til med fx sukrin eller stevia, mens det simrer.
Tag af blusset og tilsæt chokoladen knækket i mindre stykker. Rør til chokoladen er opløst. Stil på køl min. 1 time til massen er stivnet. Form små kugler og drys fx med ristede, hakkede nødder eller kokos.
Med en have, der bugner af krydderurter og bærbuske, er det nemt at plukke og blande sin egen urtete. Da jeg er stor the-drikker, holder jeg dog af at lade bladene trække med en pose sort te for at tilføre den bitre smag og tein, som tilsvarer koffein og altså virker opkvikkende om morgenen.
Ingredienser:
Blade af fx brombær, hindbær og solbær giver frugtsmag og fylde.
Krydderurter af enhver art kan bruges, men jeg synes at fx citronmelisse, sødskærm/spansk kørvel (lakridssmag), anisisop og en god mynte fx marokkansk-, appelsin- eller grapefrugtmynte er gode i theblandinger.
Fremgangsmåde:
Pluk dine favoriturter og bærbuskblade. Tør dem i solen, i buketter under et halvtag eller en dehydrator. Husk at holde styr på, hvor du har hvad.
Når bladene er knastørre, opbevares de i tætsluttende glas indtil brug.
Lav en blanding, du kan lide. Fyld i thesi, hæld kogende vand over og lad fx trække sammen med et brev sort the i ca. 10 min.
Voila en skøn pallette af havens dufte og smage trylles over i din kop.
Blend halvdelen af nødderne til mel og hak resten groft. Pisk æggehviderne helt stive sammen med sukker og stevia. Vend nødder og nøddemel i og hæld massen i en form med bagepapir. Jeg smurte bare et tærtefad og brugte det til at bygge lagkagen op i dagen efter. Bag lagkagebunden i 25 min. ved 175 grader og lad den køle af.
Skyl og nip stilk og blomst af solbær og hæld dem i en kasserolle. Tilsæt kokossukker og vanillepulver og lad bærrene koge møre. Smag til med stevia og stil på køl.
Pisk fløden til flødeskum og vend først creme fraiche og dernæst solbærsyltetøj i. Smag til med stevia. Fordel solbær-flødecremen ovenpå mandelbunden og pynt med friske bær. Drys hakket eller revet mørk chokolade over.
Lækker dessert på ribs, solbær, hassel- og valnød fra haven. Andre bær og nødder kan selvfølgelig også bruges. Jeg har tilføjet cashew og mandler her. Ved at bruge chiafrø får kompotten den mindre vandede og mere gele-agtige konsistens uden, at man behøver husblas eller andet geleringsmiddel.
Ingredienser:
Kompot:
400 g bær fx fra frost
4 spsk chiafrø
Sødemiddel fx stevia, kokossukker eller agavesirup
Flødecreme:
2,5 dl piskefløde
1,5 dl creme fraiche
Sødemiddel fx stevia i pulverform
1 tsk vaniljepulver
Topping:
Hakkede, ristede nødder
Fremgangsmåde:
Start med din kompot, som med fordel kan laves dagen før. Fyld bærrene i en gryde og varm dem op, så de simrer. Smag til med fx flydende stevia og agavesirup. Køl ned. Tilsæt chiafrø og rør rundt med jævne mellemrum i 10 min.
Pisk fløden til flødeskum. Vend creme fraiche, vaniljepulver og fx stevia i pulverform i.
Hak og rist nødderne på en pande.
Anret med bær- chiakompot i bunden, vaniljecreme ovenpå og top med ristede nødder. Mums.
Jeg bager kun fastelavnsboller en enkelt gang om året, og i år kastede jeg min kærlighed på vandbakkelser med solbærskum, fordi de smager helt fantastisk og er med meget få kulhydrater.
Solbær havde vi liggende i fryseren – lige til at tage op og lave en dejlig tyk Solbærmarmelade af. Man kan sagtens bruge andre bær eller frugter til sin skum og på den måde variere smag og farve.
Når sommeren når den tid, hvor haven bare bugner af Bær, og man har lavet al den Is og syltetøj, man kunne spise, ja, så er det tid at koge en lækker rød blandet saft a la Ribena til at glæde børn og barnlige sjæle. – Den smager simpelthen af – ja, barndom.
Denne saft er primært lavet på solbær og ribs, men man kan ligeså vel bruge stikkelsbær, jordbær, hindbær, brombær, blåbær eller andre bær til at variere smag og farve.
Da min saft kun indeholder en meget begrænset mængde sukker, kan den enten holde sig en uges tid på køl eller som med Hyldeblomstsaften med fordel fryses ned i isterningeposer. Lige til at tage op og blande fx i et glas gin.
Når jeg ikke kun anvender stevia, men også tilsætter en smule kokossukker, er det for at give saften den skønne karamelliserede smag fra det brune sukker.
Blandingsforholdet er ca. 1 del saft til 4 dele vand.
Ingredienser:
1 kg blandede bær fra haven fx ribs og solbær
½ liter vand
1 dl kokossukker
stevia
Fremgangsmåde:
Skyl bærrene og kom dem i en gryde. Da saften skal sis, er der ingen grund til at fjerne stilke og nippe blomster af. Tilsæt vand, og lad det koge ved svag varme i ca 20 min. Si herefter saften gennem en saftsi eller en klæde, så stilke og skaller sis fra. Vrid og pres, så den sidste saft kommer med – det er her smagen sidder. Hæld saften tilbage i gryden og tilsæt sukker. Kog til sukkeret er smeltet. Skum saften, og smag til med stevia. Lad saften afkøle lidt og hæld på flaske eller isterningeposer.
En dejlig variant til den Rødkålssalat, jeg plejer at lave til jul. Jeg serverede den med alle delene adskilt, så børnene selv kunne sætte den sammen, som de havde lyst. Men den kan også anrettes flot med sine flotte lilla farver, hvis man blander alle ingredienserne sammen undtagen valnødder, som drysses over til sidst.
Denne variation af rødkålssalaten er oplagt, hvis man selv har både solbær, æbler og valnødder i sin have eller adgang til det. – Og har man husket at fryse solbær ned og er det vinteræbler, man har, kan den tilberedes hele året. De blå-violette farvede grøntsager og bær som bla. rødkål, rødbeder og solbær er generelt rigtigt sunde og virker stærkt antiinflammatorisk i kroppen.
Ingredienser:
2 mellemstore rødbeder
1/3 rødkål
2 æbler
200 g solbær
6 figner
1 dl valnødder
3 spsk balsamicoeddike
2 tsk agavesirup
1 spsk olivenolie
evt en tsk sennep
Fremgangsmåde:
Skræl og riv rødbederne på den grove side af rivejernet. Brug evt en handske, da både rødbede og rødkål let farver fingrene lilla. Snit rødkålen så fint som muligt og bland rødbede og rødkål sammen. Hvis solbærrene er frosne, så tø dem op i mikrobølgeovnen og hæld dem over kål- og rødbedesalaten. Skyl og fjern kernehus på æblerne og snit dem i mindre stykker. Tag de tørrede figner frem. Skær det hårde stykke fra og snit i mindre stykker. Vend begge dele i salaten.
Lav en dressing af balsamicieddike, agavesirup og olivenolie og hæld over salaten. Rist valnødderne og drys dem over salaten lige iinden servering.
I vores have har vi plantet mange forskellige bærbuske, så der er bær hele sommersæsonen igennem. De står i et hævet bælte midt gennem haven i overgangen mellem de høje træer bagerst i haven og græsplænen forrest i baghaven. På den måde er de med til at inddele haven i de skyggefulde rum bagerst i vores miniskov og de solrige områder ved køkkenhaven og tættere på huset.
Jordbær, skovjordbær og blåbær
Mange af vores bær såsom Skovjordbær og blåbær bliver spist direkte fra buskene, når vi er i haven – især børnene nyder den luksus at kunne fylde munden med de små, sødmefyldte vitaminbomber. Men jeg sørger også for at plukke løbende til at fryse ned og lave blodsukkervenlige kager, is og Syltetøj. Og så er der som regel også nok til at venner kan hente og fuglene kan tage deres del. Hønsene slutter af med at samle alle de nedfaldne bær op sidst på sæsonen.
Ribs og Solbær
Når Jordbærrene er færdige er Ribs og Solbær klar. Ribs bruger jeg primært i det salte køkken til Salat og Marinade. Men faktisk er det mit yndlingsbær at spise direkte fra busken – jeg elsker de små syrligheder. Solbær derimod bruger jeg både i det salte og det søde køkken. I det salte køkken er de skønne i en Salat sammen med søde rødbeder. I det søde køkken går de perfekt sammen med noter af lakrids og anis. Selv holder jeg mest af dem i IS og Crumble – gerne i følgeskab med andre bær, mens min mand er glad for Solbærsyltetøj.
Stikkelsbær og brombær
Når det er på det sidste med Solbær og Ribs, begynder Stikkelsbærrene at få farve og sødme. Vi har både gule og røde, men som voksen synes jeg bedst om smagen af de røde, og de er også flotte i crumble eller Is. Ikke så snart er de sidste Stikkelsbær spist før Brombærrene begynder at modne på de Tornfrie brombærbuske. Brombærsyltetøj er ubetinget min favorit-syltetøj. Sådan har det været siden jeg som barn var med min far ude at sanke Brombær i Mols bjerge og fik syltetøj serveret på hjemmebagt brød og ymer, mums. Men Brombær er også skønne i bagværk som Muffins og Crumble og i Is.
Hindbær, vindruer og stikkelsbærkiwi
Sidst på sæsonen kommer Hindbærrene. Det er godt at vælge sene sorter, da de ikke angribes af orm om efteråret. Vores Hindbær giver lidt allerede i juli og august, men først i september og oktober, kommer der mange. Her sidst på sæsonen er der også mange Vindruer i drivhuset. Og først her modner Stikkelsbærkiwierne der kravler op af mit hegn på siden af huset.
Bøffelbær
Faktisk har jeg også en Bøffelbærbusk i haven. Det var en stikling, jeg fik dengang, jeg havde bier. Den skulle efter sigende være en biernes yndlingsbusk. Min er ikke så stor endnu, men den sætter knagme mange bær henimod september. Jeg fandt nogle opskrifter på gele på amerikanske og canadiske hjemmesider, hvor busken er hjemmehørende. Og jeg har prøvet at lave gele af den et enkelt år, men gele er ikke min store specialitet, og da bærrene har meget store kerner indeni, er det svært at lave meget andet af dem. Men måske jeg engang vil prøve at kaste mig ud i chutney eller is, smagen fejler i hvert fald ikke noget!
Med sommervarme og solbær følger selvfølgelig IS. Men før jeg rører den skal den både være af god kvalitet og gerne også blodsukkervenlig. Derfor er jeg nødt til at lave isen selv. Sidste år anskaffede jeg mig en ismaskine, for det letter altså arbejdet en del og giver en lækrere og mere blød is uden krystaller.
Da vi var i Thy tidligere på sommeren, havde Thyis en eskimois på plantemælk til vafler, som min mand kiggede længe efter. Jeg er normalt ikke selv stor fan af eskimois, men da vi har mange solbær i haven, tænkte jeg, at jeg kunne lave en selv, som ville glæde hele familien. Solbær og mørk chokolade er muligvis godt sammen, men et twist af lakrids gør den altså endnu bedre.
Denne is er lavet på en blanding af fløde og mandelmælk, fordi det giver en lidt lettere is end den på ren fløde, men man kan selv variere – og eksperimentere – i det uendelige. I denne opskrift kan man enten vælge at bruge sødskærmssukker, som beskrevet i Syltetøjsopskriften, eller man kan vælge bare at tilsætte rålakridspulver.
I denne is bruger jeg æggeblommer fra vores egne høns. Salmonella skal efter sigende være udryddet fra de danske hønsebesætninger. Tør man ikke bruge æggeblommer fra friske æg, kan man vælge at købe pasteuriserede æggeblommer i stedet. – Jeg synes bare ikke, at jeg har set nogle økologiske i nogen af butikkerne, jeg handler i, og så har jeg det lidt dårligt med det.
Ingredienser:
2,5 dl fløde
4 dl mælk fx mandelmælk
5 æggeblommer
50-100 g kokossukker, alt efter, hvor sød man kan lide isen
stevia fx 1 spsk flydende
2 tsk rålakridspulver eller 4 blade sødskærm
100 g solbær
½ plade mørk chokolade 85%
Fremgangsmåde:
Hvis du bruger sødskærm, så start med at lave sødskærmssukkeret. Ellers giv bær og sukker et hurtigt opkog og skum evt af. Rør lakridspulver i og stil på køl.
Pisk æggeblommer, fløde og mælk i en skål. Tilsæt solbærmassen lidt af gangen og rør det i. Smag til med stevia fx den flydende til du har den sødme, du kan lide. Hak chokoladen, så der stadig er lidt bid i den og vend den så i.
Så er ismassen klar til at komme i ismaskinen, og mums den er god!
Sommer er bærtid og det betyder hos os crumble. Alle bær kan bruges og kombineres, som man bedst kan lide det. Lige nu er det solbærtid, og så havde jeg lige en pose brombær fra sidste år i fryseren. Mørke bær smager godt med noter af lakrids/anis, hvorfor jeg valgte at kombinere bærrene med sødskærm eller spansk kørvel, som det også hedder. Har man det ikke i haven, kan det udelades, men jeg synes, at det tilfører bærrene et skønt twist.
Sødskærm reducerer det sure fra bærrene og kan derfor med fordel også anvendes i en Rabarbercrumble, da det så nedsætter forbruget af sukker i crumblen.
Til toppen af crumblen bruger jeg altid den samme grundopskrift, men varierer i det uendelige med forskellige typer blodsukkervenlig mel og nødder alt efter smag og behag, og hvad jeg lige har stående i køkkenskabet. Man kan også bruge enten smør, peanutbutter eller anden type nøddesmør til dejen. Man kan derfor let gøre crumlen vegansk og glutenfri.
Ingredienser:
300 g brombær
200 g solbær
4 blade sødskærm
1 dl kokossukker
150 g fuldkornsmel. Alternativt sorghum-, boghvede- eller hirsemel for glutenfri.
1½ dl havregryn
1-2 æg (kan udelades
125 g smør
Fremgangsmåde:
Skyl bærrene grundigt og fordel i et tærtefad.
Blend sødskærm og det halve af sukkeret grundigt til en flydende masse i en blender og hæld det derefter over bærrene, som stilles på køl ½ time, så de kan trække med sukkermassen.
Bland de øvrige ingredienser i en skål og smulr det godt sammen. Fordel dejen på toppen af bærrene og bag i midten af ovnen i ca 25 min. ved 150 grader. Server med creme fraiche.