Fuldkorn

Små tykke rodfrugtpandekager

Disse små søde rodfrugtpandekager var et sandt hit herhjemme. Min søn der ellers ikke spiser rodfrugter – ud over kartofler – vidste ikke, hvad der var i og syntes de smagte af nødder. Han bad sågar om at få et par stykker i madpakken den følgende dag. Jeg brugte persillerod og pastinak, men man kan også vælge at bytte ud med henholdsvis selleri og gulerod. Steg dem i rigeligt olivenolie, så er de lette at håndtere og bliver dejligt sprøde. Har man timian i haven, kan man også vælge at tilføje friske blade.

Server rodfrugtpandekagerne sammen med et stykke laks eller en Rødbedesalat.

Ingredienser:

  • 200 g persillerod
  • 200 pastinak
  • ½ porre
  • 2 æg
  • 2 dl fuldkornsspeltmel eller anden fuldkornsmel
  • 2½ dl mælk eller plantemælk
  • 1 tsk salt
  • evt 2 tsk friske timianblade
  • olivenolie til stegning

Skyl og skræl pastinak og persillerod. Skyl også porren og skær grøntsagerne i grove stykker. Kom grøntsager, mel, æg, mælk og salt i en foodprocessor og blend til en tyk masse. jeg blendede meget af hensyn til børnene, men man kan også vælge at lade grøntsagerne beholde lidt mere struktur.

Tag en stor pande frem og varm op til lidt over middel varme. Hæld olivenolie på panden og lad det blive varmt. Lav små pandekager hele vejen rundt på panden ved at tage en spiseskefuld dej med top og læg på panden og glat overfladen lidt ud med skeen. pas på ikke at lave pandekagerne for store, for så er de svære at vende. Steg dem til de er helt gyldne, sprøde og faste på undersiden og vend så forsigtigt med en paletkniv. Steg til de er gyldne på den anden side også.

Server rodfrugtpandekagerne sammen med et stykke laks eller en Rødbedesalat.

Pebernødder, fuldkorn eller glutenfri

Pebernødder

Det er svært at forestille sig en jul uden pebernødder – især når man har børn. Derfor er det også skønt med sådanne lette opskrifter, hvor kagerne samtidig er en del sundere. Denne opskrift er på fuldkornshvedemel, som sagtens kan byttes ud med fx havremel, boghvedemel eller sorghum, hvis man ønsker glutenfri pebernødder. Desuden anvendes en blanding af sukrin/kokossukker for at mindske blodsukkerudsvinget. Fordelen ved kokossukker er endvidere, at det har en større smagspalette end hvidt sukker, hvorfor man ikke behøver at bruge helt så meget af det. Synes du ikke, at pebernødderne er søde nok, kan du vælge også at tilføje lidt stevia.

Pebernødderne i denne opskrift hæver meget op, så man skal kun trille små kugler, og der er til en hel pladefuld sprøde pebernødder.

Ingredienser:

  • 2½ dl fuldkornsspeltmel eller glutenfri mel
  • 50 g mandler (50 mandler)
  • 1 dl sukrin/kokossukker
  • 1 æggehvide
  • 60 g blødt smør
  • 5 spsk vand
  • 1 tsk natron
  • ½ tsk ingefær
  • 3/4 tsk kardemomme
  • 1 tsk kanel
  • 1/4 tsk peber

Fremgangsmåde:

Blend mandlerne til mel i en foodprocessor. Bland herefter mandelmel, mel, sukrin/kokossukker og krydderier i en skål. Smelt smørret og rør det i sammen med vand og æggehvide. Stil dejen på køl en times tid.

Tag dejen frem igen. Tril den ud i lange pølser og skær små (de hæver meget) stykker af, som du triller til pebernødder. Bag pebernødderne midt i ovnen ved 175 grader i 10-12 min.

Risalamande

Ingen jul uden risalamande. Og det er heldigvis muligt at lave en langt mere blodsukkervenlig risalamande end den traditionelle.

Humlen består i at bruge fuldkornsgrødris og mandelmælk til din Risengrød, tilføje masser af lækre mandler og søde med stevia. Desuden plejer jeg at toppe med en blodsukkervenlig sauce i stedet for den sukkerholdige kirsebærsauce, man kan købe i butikkerne. Vi høster desværre ikke nok kirsebær selv fra vores kirsebærtræ til at der også er til julens sauce, men så er det godt at have fryseren fyld med Brombær til en blodsukkervenlig Brombærsauce.

Ingredienser:

Fremgangsmåde:

Lav gerne din Risengrød dagen før eller i hvert fald i så god tid, at den kan nå at køle ned.

Smut og hak mandlerne og vend dem i risengrøden. Pisk fløden til let flødeskum sammen med vanillepulveret. Vend flødeskummet forsigtigt i risengrøden og smag til med stevia.

Risengrød, fuldkorn

Man behøver ikke at gå glip af julens glæder blot fordi man ikke vil have store blodsukkerrutsjeture. Ligesom andre typer ris findes i en fuldkornsvariation, så gør grødris det også. Jeg lader aldrig risengrøden gøre det ud for et helt måltid, men spiser man en lille portion med kanel og fx kokossukker til dessert, påvirkes blodsukkeret ikke som med grød lavet på hvide polerede ris.

Risene i denne risengrød er mere faste i det, men jeg synes bare at det ekstra bid gør retten godt. Vælger man fx usødet mandelmælk er blodsukkerpåvirkningen lidt mindre end med komælk. Jeg laver altid en stor skålfuld, så kan resten bruges til Risalamande dagen efter.

Ingredienser:

  • 3 dl fuldkornsgrødris
  • 1 l mælk eller plantemælk
  • ½ tsk salt
  • kanel
  • kokossukker
  • smør

Fremgangsmåde:

Kom ris, mælk og salt i en skål med en tallerken over som låg og kog det af flere omgange i en mikrobølgeovn (eller i en gryde på komfuret) i ca 75 min til risene er bløde. Er al mælken ikke kogt ind, så tag låget af de sidste 10 min. Anret evt. i mindre portioner. Drys med kanel og kokossukker og giv risengrøden en smørklat inden servering.

Valnøddeboller, fuldkorn

Valnøddeboller

Disse valnøddeboller er ligesom mine andre langtidshævede Boller baseret på 100 % fuldkornsmel. De blev super lækre på morgenbordet, og familien spiste næsten dem alle. Så de må snart bages igen i den dobbelt portion! Opskriften er nemlig kun på 15 boller, men det er rart også at have nogle til fryseren.

Ingredienser:

  • 325 g fuldkornshvedemel
  • 250 g fuldkornsspeltmel
  • 150 valnødder
  • 10 g tørgær
  • ½ l vand
  • 2 tsk honning
  • 1 tsk salt + evt flagesalt til at drysse på toppen.

Fremgangsmåde:

Start med at hakke valnødderne groft – eller knæk dem blot i mindre stykker. Bland så de tørre ingredienser. sammen. Tilsæt så vand og honning og rør godt min. 5 min. Dejen er skal være klistret og våd. Stil dejen til hævning natten over et køligt sted.

Tænd ovnen på 220 grader. Brug to gafler til at tage dejen op med og klat dem lidt rustikt 12-15 boller ud direkte på en bageplade beklædt med bagepapir. Drys evt med lidt fladesalt på toppen. Bag bollerne på midterste rille i 15 min.

Tærte med rygeost, aubergine og squash, fuldkorn

Vi er på det sidste begyndt at spise flere vegetar-retter herhjemme. Der er ikke som sådan noget statement i det, men mere bare en erkendelse af, at man sagtens kan lave skøn. velsmagende mad, der mætter uden kød. Generelt spiser vi ikke de store kødmængder, men der skal lige tænkes lidt, hvis børnene også skal være med på den.

Normalt laver jeg min Fuldkornstærte på hytteost, men ofte støder jeg på datomærket rygeost, og jeg synes faktisk rygeosten tilfører tærten bedre – og mere – smag. Desuden ruller jeg tærtebunden helt tyndt ud, så det er det sunde fyld, der er mest af, når man tager et stykke.

Ingredienser, dej:

  • 250 g fuldkornshvedemel
  • 2 mellemstore æg
  • 150 g rygeost
  • 1 tsk salt
  • evt. en sjat vand
  • 2 tsk rapsolie til at smøre tærtefadet med

Ingredienser, fyld:

  • 250 g rygeost
  • 3 mellemstore æg
  • 1 dl creme fraiche
  • 150 g revet ost
  • ½ tsk salt
  • 1 aubergine
  • ½ squash
  • 50 g soltørrede tomater
  • frisk eller tørret oregano
  • rapsolie til stegning

Først laves dejen ved at blande alle ingredienserne og samle dejen godt. Dejen stilles herefter på køl i ca ½ time.og imens gøres grøntsager og det øvrige fyld klar. Skær aubergine og squash i små tern. Riv osten og bland ost, rygeost, creme fraiche, æg og salt i en skål.

Tag din dej frem igen. Smør en tærteform med rapsolie. Fordel dejen i tærteformen ved at rulle den tyndt ud. Forbag tærtebunden på midterste rille i ovnen i 15. min ved 200 grader til den er gylden.

Mens tærtebunden forbager, sauteres auberginestykkerne i noget olie. Tilsæt squashstykkerne, når auberginen begynder at blive blød. Tilsæt til sidst soltørrede tomater i små strimler og sauter et øjeblik længere inden grøntsagerne krydres med oregano.

Tag tærtebunden ud igen og fordel først grønsagsfyldet herpå. Fordel derefter det øvrige fyld ud over tærten. Bag tærten i 30 min på midterste rille ved 200 grader.

Brombærmuffins, fuldkorn

I slutningen af august og starten af september bugner vores have af kæmpestore saftige brombær på de tornfrie buske. Det er et rent bærmekka, og der er rigeligt til både børn, fryser, Syltetøj og kager som Crumble og de her muffins.

Det er populært at bage blåbærmuffins, men brombær fungerer i virkeligheden lige så godt i – hvis ikke bedre. Opskriften kan bruges som en grundopskrift på fuldkornsmuffins, og så kan man tilsætte bær, nødder og krydderier som man lyster. I denne opskrift har jeg valgt kanel sammen med brombærrene, men det kunne også have været chokolade og lakrids, som også går rigtigt godt sammen med brombær.

Ingredienser:

  • 3 dl fuldkornsspeltmel
  • 2 dl havregryn
  • 1½ dl kokossukker
  • 2 spsk flydende stevia
  • 1½ tsk bagepulver
  • 1 knsp salt
  • 1 dl mælk eller plantemælk
  • 5 mellemstore æg
  • 2 spsk rapsolie
  • 1 spsk kanel
  • 150 g brombær

Fremgangsmåde:

Blend først havregryn til mel i en foodprocessor og hæld i en skål. Tilsæt så de øvrige tørre ingredienser og bland de sammen. Tilsæt så mælk, stevia og olie og slå æggene i. rør dejen godt, gerne 5 min. Vend så forsigtigt brombærrene i. Fyld muffinformene 3/4 op og bag på midterste rille i en forvarmet ovn ved 200 grader i 20 min.

Hjemmelavet mysli, fuldkorn

Jeg synes økologisk mysli er dyrt. Det er også svært at finde et godt produkt, som hele familien synes om. Min mand gider fx ikke kokosflager og børnene sidder og piller græskarkerne og de hele mandler og nødder fra. Selv gider jeg ikke, at der er for mange rosiner i. Til gengæld kan jeg godt lide, at der er lidt bid i min mysli. Børnene vil gerne have sprøde flager (ala cornflakes) i, hvilket ofte er lavet på majs, som jeg slet ikke spiser, da det giver store blodsukkerudsving. Hvorom alt er, så fandt jeg den store krukke frem og spurgte børnene til råds inden jeg gik ud og handlede ind til vores helt egen hjemmeblandede mysli. Det fantastiske er, at man kan variere den fra gang til gang i det uendelige alt efter smag, og hvad man lige har liggende i køkkenskabet.

Børnene spiser mysli næsten hver morgen på et surmælksprodukt, og manden og jeg holder af en lille portion til natmad. Derudover bruger vi det altid til topping til Koldskål. Det er bare meget sundere og mere lækkert end kammerjunkere.

Det vigtigste, når man skal blande en blodsukkervenlig mysli, er at vælge mange nødder, kerner og fuldkornsmærkede gryn og flager, men holde mængden af de tørrede frugter nede, da de indeholder store mængder sukker. Jeg har valgt at kombinere grovvalsede havre-, byg- og ruggryn med fuldkornshvedeflager (branflakes) for at give godt med bid. Derudover valgte børnene ristede hørfrø, solsikkekerner og hampefrø samt ristede og hakkede hasselnødder og mandler. – I år tegner til at blive et ekstra godt nøddeår i haven, så det kommende år kommer nok til at byde på et utal af opskrifter med hasselnødder. Til sidst valgte børnene en kombination af tørret mango, dadler og rosiner, som vi klippede i små stykker.

Ingredienser:

  • 750 g havregryn
  • 400 g ruggryn
  • 400 g byggryn
  • ½ pose branflakes
  • 1 dl hasselnødder
  • 1 dl mandler
  • 100 g hørfrø
  • 150 g solsikkekerner
  • 50 g hampefrø
  • 10 tørrede dadler
  • 10 stykker tørret mango
  • 200 g jumborosiner

Fremgangsmåde:

Start med at blande grynene godt sammen. Rist kerner og frø i nogle minutter. Lad det køle af et øjeblik inden du tilsætter det. Rist så mandler og nødder og hak groft inden du blander dem med resten. Tilsæt rosiner og klip mango- og daddelstykker i. Vend godt rundt. Tilsæt til sidst branflakes og vend forsigtigt rundt. Fyld i tætsluttende beholder, så dine flager beholder deres sprødhed.

Solbær-brombær crumble med et twist af sødskærm, fuldkorn

Sommer er bærtid og det betyder hos os crumble. Alle bær kan bruges og kombineres, som man bedst kan lide det. Lige nu er det solbærtid, og så havde jeg lige en pose brombær fra sidste år i fryseren. Mørke bær smager godt med noter af lakrids/anis, hvorfor jeg valgte at kombinere bærrene med sødskærm eller spansk kørvel, som det også hedder. Har man det ikke i haven, kan det udelades, men jeg synes, at det tilfører bærrene et skønt twist.

Sødskærm reducerer det sure fra bærrene og kan derfor med fordel også anvendes i en Rabarbercrumble, da det så nedsætter forbruget af sukker i crumblen.

Til toppen af crumblen bruger jeg altid den samme grundopskrift, men varierer i det uendelige med forskellige typer blodsukkervenlig mel og nødder alt efter smag og behag, og hvad jeg lige har stående i køkkenskabet. Man kan også bruge enten smør, peanutbutter eller anden type nøddesmør til dejen. Man kan derfor let gøre crumlen vegansk og glutenfri.

Ingredienser:

  • 300 g brombær
  • 200 g solbær
  • 4 blade sødskærm
  • 1 dl kokossukker
  • 150 g fuldkornsmel. Alternativt sorghum-, boghvede- eller hirsemel for glutenfri.
  • 1½ dl havregryn
  • 1-2 æg (kan udelades
  • 125 g smør

Fremgangsmåde:

Skyl bærrene grundigt og fordel i et tærtefad.

Blend sødskærm og det halve af sukkeret grundigt til en flydende masse i en blender og hæld det derefter over bærrene, som stilles på køl ½ time, så de kan trække med sukkermassen.

Bland de øvrige ingredienser i en skål og smulr det godt sammen. Fordel dejen på toppen af bærrene og bag i midten af ovnen i ca 25 min. ved 150 grader. Server med creme fraiche.

Pandekage-lagkage, fuldkorn

Pandekage-lagkage

Min store dreng har fødselsdag lige midt i jordbærsæsonen. Og i år ville han ikke have en kagemand, men en jordbærlagkage. Efter at have søgt og googlet forgæves efter fuldkornslagkagebunde, kom vi i stedet på at lave denne pandekagelagkage inspireret af Peddersen og Findusbøgerne.

Jeg valgte at bruge min almindelige opskrift på Fuldkornspandekager og så bare lave dobbelt portion og søde dem ekstra, men er man glutenallergiker, kan man også vælge at lave Boghvedepandekager. Det vigtigste er at lave dem godt tykke og søde, så det kan holde til noget fyld.

Opskriften er helt enkel og består kun af pandekager, flødeskum, friske skårne jordbær, agavesirup og revet mørk chokolade. Til toppen brugte vi små hele jordbær. Hvert lag får såæedes en pandekagebund, et lag flødeskum, revet mørk chokolade og jordbær i skiver lagt på.

Lagkagen var forbløffende let at skære ud og holdt faconen ret flot.

Ingredienser:

  • En stor skål jordbær eller 2-3 bakker
  • ½ l piskefløde
  • ½ plade mørk chokolade, gerne 85 %
  • 6 tykke og søde Pandekager i lagkagediameter

Fremgangsmåde:

Start med at bage 6 tykke pandekager med en diameter som en lagkage. Skyl og rens jordbær, og skær dem i ½ cm tynde skiver. Gem de mindste jordbær hele til at pynte toppen af lagkagen med. Pisk fløden til flødeskum og riv chokoladen.

Så er du klar til at bygge din lagkagepandekage. Start med at tage en pandekage. Smør et tykt lag flødeskum ud på. Drys med chokolade og læg jordbærskiver på i et tæt lag. Vil du gerne have den sødere, så giv hvert lag 1 spsk agavesirup over jordbærene.

Ved det sidste lag pyntes med små hele jordbær og evt. små myntekviste. Voila – pandekagelagkage!