GI

Oliven-tapenade

Mums, oliventapenade på hjemmebagt Knækbrød. Så bliver det ikke meget bedre!

Du kan også bruge tapenade på små pindemadder fx som snacks til nytår.

Ingredienser:

  • 1 glas stenfri oliven af god kvalitet
  • 1 fed hvidløg
  • 3 spsk olivenolie
  • 2 spsk balsamico eddike
  • Friske krydderurter fx timian
  • Evt salt og peber

Fremgangsmåde:

Blend oliven fx med stavblender. Rib bladene af timianstænglerne, hak dem og vend med oliven. Pres et fed hvidløg i og vend rundt. Tilsæt olivenolie og balsamico og rør rundt. Smag til med salt og peber.

Knækbrød, low carb

Knasende sprødt knækbrød uden brug af hverken mel eller æg. Fantastisk med fx Oliven-tapenade, Mojo eller en god ost

Ingredienser:

  • 1 dl mandelmel
  • 1 dl hørfrø
  • 1 dl chiafrø
  • 3 spsk loppefrø
  • 1/2 dl sesamfrø
  • 1 dl solsikkekerner
  • 3 spsk olivenolie
  • 2 dl vand
  • 1 tsk salt

Fremgangsmåde:

Bland alle ingredienserne i en skål og rør rundt. Lad frøene stå og trække væsken i 10-15 min.

Hæld massen ud på et stykke bagepapir og fordel det. Læg et andet stykke bagepapir ovenpå og rul det tyndt ud med en kagerulle. Tag det øverste stykke bagepapir af igen og skær evt. ud i firkanter.

Bag ved 140-150 grader i ca 1 time, men hold øje!

Hyben-æblemarmelade med vanille og citronskal, blodsukkervenlig

Her får du opskriften på den smukkeste ravgule efterårs-marmelade på hyben og vinteræbler.

Vi plukkede hyben på vores ferie ved Vesterhavet og smed dem i fryseren, da vi kom hjem, så det var lettere at få alle frøene ud, når de skulle trykkes til marmelade.

Ingredienser:

  • 400 g rensede hyben
  • 3 vinteræbler
  • revet citronskal
  • 1/2 tsk vaniljepulver
  • 2 dl vand
  • 1/2 dl agavesirup
  • stevia

Fremgangsmåde:

Udkern hyben og skræl og udkern æblerne, som skæres i mindre stykker. Riv skal af en citron med et juliennejern. Kog i en gryde sammen med vanilliepulver og vand til det er mørt og koger ud. Smag til med agavesirup og stevia. Hæld på glas og opbevar på køl.

Jordskokke/blomkålpuré med æbletern, creme fraiche og stenbiderrogn

Denne ret er god som forret til fx nytårsaften eller bare som et lækkert input i madlavningen i sæsonen for stenbiderrogn, hvor jordskokker, blomkål og vinteræbler også er i sæson. Server den sammen med et lækkert hjemmebagt Langtidshævet Surdejsbrød.

Ingredienser:

  • 700 g jordskokker
  • et lille blomkål
  • et stort løg
  • et fed hvidløg
  • citronsaft og skal
  • ½ tsk revet muskatnød
  • evt 2 laurbærblade
  • 2 1/2 dl fløde
  • 8 dl bouillon (2 terninger)
  • salt og peber
  • Olivenolie

Fremgangsmåde:

Skyl og rens jordskokkerne og skær dem i grove stykker. Skær blomkålen i buketter og stilken i mindre stykker. Pil løg og hvidløg og skær dem i grove tern. Steg grøntsagerne i olie i en stor gryde og tilsæt så bouillonen. Lad det simre i 20-25 min sammen med laurbærbladene til alt er mørt.

Hæld grøntsagsvandet fra, men gem det. Fisk laurbærbladene op. Tilsæt fløde og muskatnød, kog op og blend så til en puré. Tilsæt evt. lidt af grøntsagsvandet, hvis konsistensen er for tyk. Smag til med citronsaft, salt og peber.

Lad puréen køle af.

Skyl og udkern æblerne og skær dem derefter i fine små tern. Riv fine strimler af citronskallen med et juliennejern.

Tag puréen frem igen og anret med creme fraiche, æbletern og stenbiderrogn. Pynt retten med et par strimler citronskal og server fx med et lækkert hjemmebagt langtidshævet Surdejsbrød.

Broccolisalat med kapers eller Saltede tallerkensmækkerfrø

Denne salat er en endnu mere low carb og desuden vegetarisk udgave af min normale Broccolisalat med bacon.

Desuden kan man med fordel bruge sine Saltede tallerkensmækkerfrø i den i stedet for de traditionelle kapers.

Ingredienser:

  • 1 lille broccoli
  • 1 lille løg
  • 1/2 dl solsikkekerner
  • 1 dl creme fraiche
  • 2 spsk mayonaise
  • Evt sennep
  • Evt. skallen af en citron
  • En spsk olivenolie
  • Salt

Fremgangsmåde:

Skær broccolien i mundrette stykker. Skræl stokken og skær også den i mindre stykker. Kog den i letsaltet vand i 5 min., og lad dem derefter køle af.

Pil og hak løget helt fint. Skyl og afdryp dine saltede kapers eller Tallerkensmækkerfrø, og hak dem evt. groft. Riv skallen af citronen helt fint på et juliennejern.

Rist solsikkekernerne i olivenolien på en pande, til de er lysebrune, og tilsæt lidt salt. Lad dem køle af.

Bland dressingen af creme fraiche, mayonaise, fintrevet citronskal og sennep i en stor skål.

Vend kapers/Tallerkensmækkerfrø og løg i og derefter broccoli.

Drys til sidst med ristede solsikkekerner.

Luciaboller / Lussekatte, fuldkorn og blodsukkervenlig

Jeg har en bekendt, som stammer fra Iran. Hun fik nogle Flerårige kål af mig, og så gav hun mig safran fra sit hjemland. En lille bøtte fyldt med små safranstrenge – wow!

Vi har brugt af dem i paella, men helt fra jeg fik dem, har tanken om at bage fuldkornsluciaboller været til stede og endelig fik jeg kigget forskellige opskrifter igennem og stykket denne opskrift på fuldkornslussekatte sammen.

De svenske lussekatte indeholder mere safran end mine, men vi er ikke så vant til at bruge safran i det danske køkken, så jeg har holdt lidt igen. Er du glad for safran kan du tilføje 1 ekstra strå.

Ingredienser:

  • 600 g fuldkornshvedemel
  • 600 g sigtet hvedemel
  • 5 dl mælk eller plantemælk
  • 1 tsk salt
  • 1 dl kokossukker
  • 1 spsk stevia
  • 1 æg + 1 til pensling
  • 125 g smør
  • 25 g tørgær
  • 1 g safran

Fremgangsmåde:

Tag en enkelt eller to tråde safran fx i en kop og overhæld med lidt kogende vand og lad det stå og trække.

Bland mel, gær, salt og sukker i en skål.

Smelt smør i en gryde. Tilsæt mælk og stevia og varm op til 37 gr. Bland safranvæsken i.

Tilsæt smør, mælk og safran til de tørre ingredienser og slå ægget i. Ælt dejen grundigt og lad den hæve tildækket en time.

Tag dejen frem og ud på en melstrøet bordplade. Rul dejen ud til en lang pølse og inddelt i mindre stykker alt efter hvor store du vil have dine lussekatte.

Rul en aflang pølse af hver dejklump og form dine lussekatte og læg dem på en bageplade. Lad dem efterhæve i 1/2 time.

Tænd ovnen på 225 grader.

Pensl lussekattene med et samme pisket æg, drys evt lidt kokossukker på toppen og bag dem derefter i ovnen i ca. 8-10 min.

Råmarinerede dildagurker, blodsukkervenlige

Glemt at købe syltede agurker? – så prøv disse råmarinerede agurker. De er sundere, har mere bid og er lavet på nul komma fem. Whats not to like?

Brug dem i hotdogs, på leverpostejsmadden eller i burgeren.

Ingredienser:

  • 1 agurk
  • 2-3 dl æbleeddike
  • 1 spsk agavesirup
  • Stevia
  • Evt. frisk dild

Fremgangsmåde:

Bland i en skål eddike, agavesirup og smag til med stevia til det har den rette sur-søde balance.

Snit agurken i skiver og vend i marinaden.

Hak silden fint og vend i. Pynt med et par dildstængler.

Hjerter og bacon i flødesovs

Min mand har købt en helt lam til fryseren fra et naturcenter i nærheden. Vi havde snakket en del om hjertet og leveren med børnene. Selv elsker jeg hjerte, men børnene var noget skeptiske. Pakket ind i flødesovs, mixet med bacon og med kartoffelmos til, gled det dog fint ned. Til de voksne serverede jeg en mos på blomkål og knoldselleri.

Da der kun var ét lam, var der selvfølgelig også kun ét hjerte, så ideen med at kombinere med bacon var klog.

Ingredienser:

  • 1 lammehjerte
  • 1 pakke bacon i tern
  • 1 bakke champignon
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 porre
  • 2 1/2 dl. fløde
  • 4 dk hønsefond
  • 2 dl hvidvin
  • 3 laurbærblade
  • 1 kvist rosmarin
  • Olivenolie/smør til stegning
  • Salt og peber

Fremgangsmåde:

Start med at skylle blodrester af samt fjerne sener og fedt fra hjertet. Skær det så i mundrette stykker.

Snit porre, løg og hvidløg fint og skær champignoner i skiver. Hak rosmarinen helt fint.

Brun først hjerte og bacon 3-4 min. ved middelvarme i smør og olivenolie. Krydr med salt og peber. Hæld det over i en skål og sæt til side.

Brun så champignon på samme måde på panden og hæld derefter i en anden skål. De skal i til sidst.

Brun løg, porre og hvidløg på panden. Tilsæt hvidvin og lad alkoholen dampe af, mens væsken reduceres til halvdelen.

Tilsæt fond, fløde, hjerter, laurbærblade og rosmarinkvist og lad det simre i ca. 30 min. De sidste 5 min. koger champignonerne med.

Fisk laurbærbladene op, smag til med salt og peber og servér med en Mos af fx selleri og blomkål.

Spisekastanjer i mikroovn

Ægte kastanje eller spisekastanjer minder mig om Paris, hvor jeg som ung købte dem i brune papirsposer som snack.

Min far har et ægte kastanjetræ i sin have, og børnene syntes, at det var spændende at være med til at klatre op efter dem.

Ingredienser:

  • 10-12 spisekastanjer
  • Vand

Fremgangsmåde:

Skyl kastanjerne. Giv dem et snitkryds i toppen. Læg dem en en mikroovnssikker skål og dæk med vand.

Giv dem 3 min i mikroovnen på fuld effekt. Tag dem ud, hæld vandet fra, og lad dem køle af før de pilles og serveres.

Syltede kvæder, blodsukkervenlige

Uhh, jeg er vild med kvædernes nærmest citronsyrlige smag kombineret med det søde islæt. De syltede kvædestykker kan serveres både i det søde køkken med creme fraiche eller flødeskum eller i det salte køkken i stedet for ribsgelé, tyttebærmarmelade og lignende. De kan også udgøre et syrligt-sødt modspil i fx salater.

Opskriften er blodsukkervenlig, fordi den indeholder mindre sukker. Det betyder til gengæld, at du bør opbevare de syltede kvæder i køleskabet.

Ingredienser:

  • 1 kg kvæder ca 3-4
  • 3 dl vand
  • 1 dl agavesirup eller kokossukker
  • stevia
  • 3 kardemommekapsler
  • 3 kryddernelliker
  • stevia
  • evt. en sjat æbleeddike

Fremgangsmåde:

Skyl kvæderne, og gnid dunene af. Skær dem i kvarte, så du kan fjerne kernehusene, og del dem evt i lidt mindre både. Fyld dem i en gryde sammen med de øvrige ingredienser undtagen stevia. Kog til kvæderne er møre, og smag til med stevia. Giv et opkog. Løft kvædebådene over i syltetøjsglas og hæld væden over, så de er dækkede. Skru straks låg på. Opbevares i køleskabet,