Frokost/Aftensmad

Retter der udgør dele af eller et helt måltid.

Lynstegt spidskål og gulerod med et twist af spansk kørvel

Smørstegt spidskål er det rene guf. Her i kombination med den søde gulerod og vendt med den anisagtige krydderurt Spansk kørvel / Sødskærm, så bliver det ikke meget bedre. Server det som tilbehør til et godt stykke kød fx en bøf eller en steg. Jeg serverede det til Hamburgerryg sammen med bønnefritter og en frisk peberrodscreme.

Ingredienser:

Fremgangsmåde:

Skræl gulerødderne og skær dem i mindre tern. Snit spidskålen fint. Steg gulerødderne møre i smør ca 10 min. Tilsæt spidskålen og vend rundt. Lad spidskålen falde sammen og tag så af blusset. Snit Sødskærmen /Den spanske kørvel fint og vend i lige inden servering.

Butterdejspirogger

Pirogger er i virkeligheden blot små brødpakker med kød- og/eller grøntsagsfyld. De kan laves på filodej eller som her butterdej. Jeg har valgt den usunde købeudgave på almindeligt sigtet hvedemel, men man kan også vælge selv at lave sig en fuldkornsbutterdej. Men generelt er der ikke meget brød i dem, hvis man nøjes med en enkelt med noget lækkert salat til fx Avocadoraita.

Pirogger er en særdeles god måde at undgå madspild på, da alle mulige rester fra dagen før kan fyldes i. Vi havde en kyllingerest fra dagen før og en hjemmelavet Mojo samt et stykke manchegoost. Det blev tryllet til små sprøde, lækre snacks, så der også var til børnenes madpakker dagen efter.

Ingredienser:

  • 6 optøede butterdejsplader
  • en rest kød eller grøntsager
  • 50-100 g manchego
  • Hjemmelavet Mojo eller Pesto
  • mælk til pensling
  • sesamfrø

Fremgangsmåde:

Del pladerne i kvadrater (firkant med lige lange sider). Smør med pesto. Fyld kød og/eller grøntsager i. Riv osten over. Tag fat i et hjørne og fold det over på midten, så der i stedet dannes en trekant. pres kanterne godt sammen. Pensl piroggerne med mælk og drys med sesamfrø. Bag efter anvisningen på pakken.

Biksemad med sød kartoffel og knoldselleri samt rødbedesalat og ramsløgstzatziki

En gang imellem skal der biksemad til, fx når vi har en rest flæskesteg fra dagen før. Biksemad er derfor en god ret til at undgå madspild. Men denne opdaterede version er både mere spændende og sund end den gængse. I stedet for syltede rødbeder laver jeg en Rødbedesalat med solbær og feta samt en Tzatziki som tilbehør. Desuden har jeg skiftet de brasede kartofler ud med en blanding af sød kartoffel og knoldselleri. Og så selvfølgelig det traditionelle spejlæg til.

Ingredienser:

  • 1/4 knoldselleri
  • 2 søde kartofler
  • 1 lille løg
  • en rest flæskesteg eller andet svinekød
  • 2 æg
  • olie til stegning
  • salt

Skræl og skær knoldsellerien i mindre stykker. Giv den en tur i mikrobølgeovnen eller kog den lidt til den er mør. Skræl også de søde kartofler og skær dem i mindre bidder. Snit løget fint – eller riv det på den fine side af et rivejern. Skær kødet i mindre stykker.

Steg først løgene i olien. Tilsæt så sød kartoffel og steg videre i ca 10 min. Tilsæt herefter kød og selleri og steg videre. Smag til med salt. Lav to spejlæg og server med lækkert tilbehør.

Ramsløgssmør

Da jeg var barn, fik vi ofte hvidløgssmør til kogte grøntsager hjemme. Det var sådan set bare et fed presset hvidløg rørt op i smør, men det smagte skønt. Denne udgave er blot med hakket ramsløg i stedet og smager mindst lige så skønt og meget mindre stærkt, så selv mine børn, som ikke er så vilde med for meget løg- og hvidløgssmag, synes den er god.

Ingredienser:

  • 50 g smør
  • 10 blade ramsløg

Fremgangsmåde:

Tag 50 g smør i en kop og lad den lige stå fremme ved stuetemperatur til den bliver blød. Skyl og hak ramsløgsbladene fint og tilsæt til smørret. Mos det godt sammen. Man kan vælge at putte smørret i enten små portionsanrettede glas eller et større, mens det er blødt og til at forme. Så kan man stille det på køl igen, så det ser flot ud, når man serverer det til fx en steg med kogte rodfrugter.

Sellerimos med ramsløg

Vi skulle have stegt flæsk, men i stedet for persillesovs, kartofler og rødbede blev det til en sellerimos med ramsløg og en rødkålssalat med revet rødbede. Lige nu står ramsløgene med helt nye blade overalt i de danske skove, og det er svært ikke at plukke og klippe dem i alting, når man laver mad. Og i denne mos, smager de særdeles fremragende.

Ingredienser:

  • en mellemstor knoldselleri
  • en god håndfuld ramsløgsblade
  • 40 g smør
  • ½ – 1 dl piskefløde
  • salt og peber.

Fremgangsmåde:

Skræl knoldsellerien. Brug evt. en skarp kniv til at skære skrællen af. Skær den i store tern og kog dem i letsaltet vand i ca 10 min til de er møre. Hæld vandet fra. Tilsæt smør og fløde og blend til mos. Smag til med salt og peber. Skyl og hak ramsløgene fint og vend det meste i, men gem nok til at give mosen et drys ovenpå.

Kylling i karry og kokosmælk

Denne opskrift på kylling i karry og kokosmælk giver dejligt, saftigt kyllingekød. Foråret er så småt over os, og de flerårige Estisk hvidløg har sat lange grønne skud op mod himlen, som er oplagte at klippe af som grønt drys i salater og til at putte i Æggekager, Frikadeller og gryderetter. De sidste jordskokker skulle også graves op og bruges inden de begyndte at skyde på ny.

Spiser du low carb, kan gulerødderne udelades.

Ingredienser:

  • 2-4 kyllingelår
  • 2 store gulerødder
  • 500 g jordskokker
  • ½ spidskål
  • en stor håndfuld løg/hvidløgstoppe eller løg og hvidløg
  • 1½ terning bouillon
  • 4 dl vand
  • 1 dåse kokosmælk
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 2 spsk olivenolie
  • 2 spsk kokossukker
  • 2 spsk æbleeddike
  • salt og peber

Fremgangsmåde:

Skyl og skrub jordskokkerne grundigt, og skær dem i mindre tern. Giv dem en tur i mikrobølgeovnen for at tilberede dem lidt på forhånd, da de tager længere tid end gulerødderne. Du kan også vælge at give hele retten 10 min ekstra i ovnen. Skræl gulerødderne og skær også dem i mindre stykker. Snit spidskål og hvidløg i mindre strimler og fordel alle grøntsagerne i et ovnfast fad smurt med olivenolie.

Kog 4 dl vand og hæld det i en skål. Rør bouillonterningerne ud i vandet. Bland kokosmælk og hakkede tomater i. Smag til med sukker, karry, æbleeddike, salt og peber og hæld sovsen over grøntsagerne. Læg kyllingelårene ovenpå og tilbered det i ovnen på 200 grader i ca 30 min.

Hummus på butternut squash

Endnu en skøn variation af hummus. Den minder meget om min Græskarhummus – har lidt sødme, men tilberedes mere som Auberginehummus, da butternut squashen skal i ovnen først. Denne hummus har endvidere en blød og cremet konsistens.

TIP: Tilbered hele din butternut squash i ovnen og lad den halvdel, du ikke bruger køle af i køleskabet. Så har du til den lækreste Butternut-salat med feta og græskarkerner.

Ingredienser:

  • ½ Butternut squash)
  • 1 dåse kikærter eller tilsvarende udblødte og kogte kikærter
  • 2 spsk tahin
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tsk spidskommen
  • 2 spsk æbleeddike
  • citronsaft
  • salt
  • Olivenolie til tilberedning i ovn

Fremgangsmåde:

Skær top og bund af din butternut squash, stil den på bordet og skær skrællen af. Skær den ud i mindre stykker med en tykkelse på ca. ½ cm. Læg stykkerne i et ovnfastfad og hæld olivenolie over. Butternut squash-stykkerne skal have 40 min ved 200 grader på midterste rille, til de er møre.

Pil og blend hvidløg helt fint. Tilsæt butternut squash, kikærter, tahin og æbleeddike og blend igen til din hummus er blød og cremet i konsistens. Smag til med salt, citronsaft og spidskommen. Server fx med grøntsagsstænger.

Chapati – indisk fladbrød, fuldkorn

Disse madbrød er super enkle at lave og smager bare bedre, end hvad man kan købe i butikkerne. Server dem til en hjemmelavet Chicken tikka masala, en Dhal eller anden indisk gryderet.

Ingredienser:

  • 3 ½ dl fuldkornshvedemel
  • 1 dl hvedemel til udrulning
  • et drys salt
  • 2 ½ spsk olivenolie
  • 1 ½ dl vand
  • evt. garam masala

Fremgangsmåde:

Bland fuldkornshvedemel og vand og tilsæt olie. Tilsæt vandet lidt af gangen. Ælt dejen grundigt i mindst 5 minutter, så gluten frigives. Dejen skal være blød og smidig, men må ikke være klistret. Lad dejen hvile i 20 min.

Tag dejen frem igen og tril kugler på størrelse med golfbolde. Drys bordet med hvedemel og rul alle dejkuglerne helt tyndt ud til pandekager. Drys med lidt garam masala eller andet krydderi på begge sider og gnid det lidt ind i. Bag dem på en meget varm og helt tør pande et ad gangen. Vend ofte og pres ned på brødene, så de puffer op.

Hasselback sød kartoffel.

Du kender sikkert hasselback kartofler, men hasselback sød kartoffel smager helt fantastisk fx som her med en god pølse og Marineret, grillet broccoli. Det er tilmed meget let at lave og passer sig selv i ovnen det meste af tiden. Sød kartoffel er rig på A-vitamin og kostfibre.

Ingredienser:

  • 4 mellemstore sød kartofler
  • rapsolie
  • salt
  • krydderi fx som her timian

Fremgangsmåde:

Skræl de søde kartofler og skær riller tæt hele vejen hen på tværs af kartoflen. Skær dybt ned, men ikke helt igennem. Læg de søde kartofler i et ovnfast fad. Hæld rapsolie over og drys med salt og timian. Bages i midten af ovnen i 30-35 min på 200 grader.

Fish ‘n’ rodfrugt- og bønnefritter

Lad os først slå fast: Det er ikke fisken i “fish and chips”, der er usund. Fisk er sundt, og når den som her er vendt i en pandekagedej på fuldkornsmel, så er den både sund og blodsukkervenlig. Pommes fritter derimod er meget forarbejdede og nærmest ren stivelse, som hurtigt bliver omdannet til sukker i din tarm. Server i stedet fisken med lækre hjemmelavede Rodfrugt- og bønnefritter. Normalt frituresteges fisk og fritter, men jeg steger oftest fisken på pande i lidt rapsolie, hvilket gør, at de stadig bliver bløde uden at søbe i fritureolie. Man kan dog lige så godt vælge min Tempuradej på halv fuldkorn at stege i i stedet. Vil man gerne give retten lidt smag, kan man tilføje lidt karry til pandekagedejen.

Ønsker man en dej uden gluten, kan man i stedet bruge opskriften på Boghvedepandekager.

Og så kan man leve den lækreste hjemmelavede Remoulade til at dyppe i

Ingredienser:

  • 2 pakker torsk, sej eller anden fisk, der er fast i kødet
  • 2 æg
  • ½ dl fuldkornshvedemel
  • ½ dl hvedemel
  • 1½ dl mælk eller plantemælk
  • ½ tsk salt
  • ½ tsk karry
  • rapsolie til stegning

Fremgangsmåde:

Vil du lave Rodfrugt- og Bønnefritter til, skal du starte med dem, da de tager længst tid. Når først de er i ovnen, kan du gå i gang med fisken. Herefter røres pandekagedejen af mel, mælk, æg, salt og karry. Den skal være ret tyk i det, så dejen hænger fast på fiskebidderne. Skær så fisken i frikadellestore bidder. Kom olie på panden, som er opvarmet til lidt over middeltemperatur. Vend fiskestykkerne i pandekagedejen, læg dem på panden og steg dem på alle sider.