Frokost/Aftensmad

Retter der udgør dele af eller et helt måltid.

Æggekage med hytteost

Når man har havehøns og til tider rigtigt mange æg, ryger der en æggekage på panden af og til. Det er sund, lækker og let mad. Vi varierer dem i det uendelige alt efter, hvad vi har i køleskabet af grønt og ost. Denne gang havde vi noget hytteost, som skulle bruges, og det giver æggekagen en lettere konsistens med hytteost i.

Server æggekagen sammen med en skive friskbagt Rugbrød med smør og en lækker Salat.

Ingredienser:

  • 10 æg
  • 200 g hytteost
  • 2 dl mælk eller plantemælk
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk salt
  • 3 tomater
  • 1 peberfrugt
  • 150 g bacon
  • 50 g parmasanost
  • olivenolie til stegning

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 200 grader. Pisk æg, hytteost, bagepulver og salt i en skål. Hæld det i en stegepande smurt med olivenolie. Det skal være en stegepande, som kan tåle at gå i ovnen. Steg æggekagen i nogle minutter ved middel varme på en kogeplade, så den lige får lov til at stivne lidt i siderne og bunder.

Sæt panden i midten af ovnen og bag den i ca 10 min, mens du skærer tomat og peberfrugt samt river parmasanost. Tag panden ud og fordel først den revne ost og dernæst grøntsagerne på æggekagen og sæt den ind igen. Bag den i yderligere 10-15 min til den er fast og gylden. Imens steges bacon på en pande.

Tag æggekagen ud og pynt med bacon inden den serveres med en skive hjemmebagt Rugbrød med smør.

Jordskokkesuppe

Jordskokker er noget af det nemmeste at dyrke, og så kommer de oveni købet igen år efter år. Børnene elsker at være med ude og grave op og finde de små guldklumper i jorden om efteråret. Jordskokker holder ikke så længe, når først de er gravet op, så de skal bare blive i jorden til de skal bruges.

Suppen kan laves enten som vegetar med smørristede svampe på toppen sammen med creme fraichen, eller som vist på billedet med små baconstykker (tern).

Herhjemme får vi jordskokkesuppe nogle gange i løbet af sæsonen, som løber ca. fra efterårsferien og frem til skokkerne begynder at spire og skyde igen i foråret. Jeg er ret heldig med mine jordskokker, at de er relativt store og runde i formen, så de kan godt skrælles. Men da det er i skrællen, de fleste vitaminer sidder, så plejer jeg blot at foretage en blanding af at skure dem med en skuresvamp og skrabe dem med en urtekniv, der hvor det er sværest at komme til. Uanset er det opgravningen og rensning af jordskokkerne, der tager længst tid, resten er der ikke nogen ben i.

Ingredienser:

  • 600 g jordskokker
  • 1 stort løg
  • 8 dl bouillon
  • 2½ dl fløde
  • ½ tsk revet muskatnød
  • 2 spsk citronsaft
  • salt og peber
  • oliven- eller rapsolie til at stege i

Tilbehør:

Fremgangsmåde:

Skyl og rens jordskokkerne og skær dem i grove stykker. Pil løget og skær det i tern. Steg grøntsagerne i olie i en stor gryde og tilsæt så bouillonen. Lad det simre i 20 min. Tilsæt fløde og revet muskatnød. Lad det simre i yderligere 5 min til alt er helt mørt. Blend suppen med en stavblender og smag til med salt, peber og citronsaft. Rist svampe eller bacon. Anret suppen rygende varm i tallerkenerne med en klat creme fraiche, et drys af enten svampe eller bacon og en Fuldkornsbolle.

Chicken tikka masala med græskar og røde linser

Der er nogle opskrifter, man bare bliver ved med at vende tilbage til. Denne chiken tikka masala med en tyk, cremet sauce baseret på græskar, kokosmælk og røde linser er en af dem. Den smager både fantastisk og har en konsistens og farve som en traditionel tikka masala, men baseret på hokkaido eller butternut squash og røde linser er den bare meget sundere. Så når det bliver efterår og græskartid, kommer denne ret altid på bordet herhjemme. Det fantastiske ved økologiske hokkaido er, at man ikke behøver at skrælle dem, da skrællen ud over at være sund også bare bliver blød, når den opvarmes.

TIP: Jeg serverer den med Fuldkorns Chapati (fladbrød), en lille smule vilde ris, fuldkornscouscous blandet med hakkede mandler og rosiner eller tørrede figner. Og gerne toppet med en klat creme fraiche.

Ingredienser:

  • 4 kyllingebrystfiletter eller en hel kylling
  • 1 hokkaido eller butternut squash
  • 1 stort løg
  • 2 fed hvidløg
  • 2 dl røde linser
  • 1 dåse kokosmælk
  • revet ingefær
  • 1-2 æbler eller 2 spsk æbleeddike og et drys sukker
  • 2 tsk garam masala
  • olie til stegning

Fremgangsmåde:

Start med at tage skindet af kyllingen og brun kyllingestykkerne i en stor gryde i olie. Tag dem op igen. Hak løg og hvidløg groft og steg dem gyldne i gryden. Udkern hokkaido og æbler, skær dem i halvstore stykker og tilsæt dem til løgene og sauter videre. Når grøntsagerne har fået lidt farve rives ingefær i. Herefter lægges kyllingestykkerne ned i gryden igen, kokosmælk og evt en sjat vand hældes over. Tilsæt linserne og lad det hele stå og småkoger mørt i mindst ½ time ved lav varme, men en simreret som denne kan sagtens stå længere. Husk at røre ind imellem, så retten ikke brænder fast på bunden.

Tag herefter kyllingestykkerne op igen og blend grøntsagerne til en cremet sauce. Smag til med salt, garam masala og evt chili. Tilsæt kyllingen igen og giv den et hurtigt opkog inden du serverer med ris og creme fraiche.

Auberginehummus

Denne hummus har jeg lavet i mange år, og det er den, jeg plejer at lave, når vi skal have hummus herhjemme. Den er super enkel, og jeg synes auberginen tilfører hummussen god smag og konsistens.

Har man ikke aubergine, men i stedet et græskar, kan man bare bytte ud og i stedet lave en Græskarhummus.

Ingredienser:

  • 1 aubergine
  • 1 dåse kikærter – eller tilsvarende udblødte og kogte kikærter
  • 1-2 fed hvidløg
  • 2 spsk tahin
  • 2 spsk æbleeddike
  • citronsaft
  • salt
  • 1 tsk spidskommen

Fremgangsmåde:

Prik auberginen jævnt med en gaffel og bag den mør ved 225 grader i ca 20 min på hver side. Blend hvidløg helt fint. Flæk herefter auberginen og skrab kødet ned i din blender. Afdryp kikærterne og tilsæt også dem, spidskommen og tahin og blend til en cremet masse. Smag til med citronsaft og salt.

Valnøddepostej

2019 er et fantastisk nøddeår, og jeg har været ude at sanke mange valnødder i mit nærområde. Nogle skal bruges i Salat, nogle bare knækkes og spises, mens andre igen får lov at komme i nye retter, jeg ikke har prøvet at lave før. En af dem er valnøddepostej, og det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg laver den. Det er en super nem opskrift, som ikke tager ret lang tid at bikse sammen, og resultatet var virkeligt godt – selv børnene tog af den flere gange.

Opskriften gav 5 små postejer. Jeg havde bare vasket og gemt foliebakker fra leverpostej for at kunne fryse noget ned, men man kan også bare bruge et ovnfast fad.

Postejen er god som vegetarpålæg både kold og varm. Nødderne mister helt deres bitterhed i postejen og bliver dejligt bløde. Jeg valgte at krydre min postej med 1 tsk god karry, fordi jeg ved børnene kan lide den.

Ingredienser:

  • 400 g hytteost eller friskost/smøreost
  • 100 g valnøddekerner
  • 1 stort løg
  • 4 mellemstore æg
  • 1 tsk karry
  • 1 tsk salt

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 225 grader.

Knæk valnødderne og hak dem groft. Hak løget fint, brug evt en foodprocessor. Rør så alle ingredienser godt sammen og fyld i et smurt ovnfast fad eller foliebakker. dæk med sølvpapir. Bag postejen i 50 min midt i ovnen. Fjern sølvpapiret de sidste 10 min af bagetiden.

Græskarhummus

Efteråret er græskartid, og græskar er fantastisk i mange forskellige retter både i det søde køkken, men i særdeleshed også i det salte. Og Græskarhummus er bestemt en af dem! Hokkaido tilføjer din hummus smag og en blød, cremet konsistens ud over den uhørt flotte farve

Normalt gider børnene ikke hummus, men denne faldt i deres smag. Om det skyldtes farven, smagen eller konsistensen, ved jeg ikke, men den kommer helt sikkert på bordet igen snart. Har man ikke en hokkaido, kan man i stedet lave Butternut squash- eller Auberginehummus, så er fremgangsmåden bare en anelse anderledes.

Ingredienser:

  • ½ Hokkaidogræskar
  • 1 dåse kikærter eller tilsvarende udblødte og kogte kikærter
  • 2 spsk tahin
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tsk spidskommen
  • 2 spsk æbleeddike
  • citronsaft
  • salt
  • Olivenolie til stegning af græskar

Fremgangsmåde:

Skær hokkaidoen i mindre stykker og sauter dem møre i lidt olie. Afkøl let og kom dem i blenderen sammen med hvidløg, kikærter, tahin, eddike og spidskommen. Kør det til en puré og smag til med salt og citron. Server med grøntsagsstave og en skive godt brød.

Tærte med rygeost, aubergine og squash, fuldkorn

Vi er på det sidste begyndt at spise flere vegetar-retter herhjemme. Der er ikke som sådan noget statement i det, men mere bare en erkendelse af, at man sagtens kan lave skøn. velsmagende mad, der mætter uden kød. Generelt spiser vi ikke de store kødmængder, men der skal lige tænkes lidt, hvis børnene også skal være med på den.

Normalt laver jeg min Fuldkornstærte på hytteost, men ofte støder jeg på datomærket rygeost, og jeg synes faktisk rygeosten tilfører tærten bedre – og mere – smag. Desuden ruller jeg tærtebunden helt tyndt ud, så det er det sunde fyld, der er mest af, når man tager et stykke.

Ingredienser, dej:

  • 250 g fuldkornshvedemel
  • 2 mellemstore æg
  • 150 g rygeost
  • 1 tsk salt
  • evt. en sjat vand
  • 2 tsk rapsolie til at smøre tærtefadet med

Ingredienser, fyld:

  • 250 g rygeost
  • 3 mellemstore æg
  • 1 dl creme fraiche
  • 150 g revet ost
  • ½ tsk salt
  • 1 aubergine
  • ½ squash
  • 50 g soltørrede tomater
  • frisk eller tørret oregano
  • rapsolie til stegning

Først laves dejen ved at blande alle ingredienserne og samle dejen godt. Dejen stilles herefter på køl i ca ½ time.og imens gøres grøntsager og det øvrige fyld klar. Skær aubergine og squash i små tern. Riv osten og bland ost, rygeost, creme fraiche, æg og salt i en skål.

Tag din dej frem igen. Smør en tærteform med rapsolie. Fordel dejen i tærteformen ved at rulle den tyndt ud. Forbag tærtebunden på midterste rille i ovnen i 15. min ved 200 grader til den er gylden.

Mens tærtebunden forbager, sauteres auberginestykkerne i noget olie. Tilsæt squashstykkerne, når auberginen begynder at blive blød. Tilsæt til sidst soltørrede tomater i små strimler og sauter et øjeblik længere inden grøntsagerne krydres med oregano.

Tag tærtebunden ud igen og fordel først grønsagsfyldet herpå. Fordel derefter det øvrige fyld ud over tærten. Bag tærten i 30 min på midterste rille ved 200 grader.

Æbleflæsk

Æbleflæsk er en skøn efterårsspise, fra når vinteræblerne er klar. Jeg plejer at lave den med lige dele æble, løg og spidskål for at gøre den så sund og blodsukkervenlig som mulig. Desuden deler jeg alting op, da børnene ikke er så meget for sammenblandede ingredienser; de vil som andre børn gerne kunne se, hvad de spiser.

Ingredienser:

  • 1 pakke stegeflæsk
  • 5 store mad eller spiseæbler
  • ½ spidskål
  • 4 store løg

Fremgangsmåde:

Først steges flæsken på en tør pande i 25 min på den ene side, vendes og 5 min på den anden side. Imens skylles æbler, kernehuset fjernes og de skæres i skiver. Løggene skæres i ringe og spidskålen snittes i strimler.

Når flæsken er færdigstegt, lægges den på noget fedtsugende papir. Noget af fedtet hældes fra. Resten bruges til at stege først løg, så spidskål og til sidst æbler i.

Man kan også vælge at stege det sammen og bare lægge det på i den rækkefølge som angivet ovenfor. Løggene skal være som bløde løg. Spidskål og æbler skal falde sammen. Det kan være nødvendigt at lægge et låg eller en tallerken over æblerne, for at de bliver bløde nok.

Coleslaw med æble

Coleslaw er en af de oftest tilbagevendende salater herhjemme. Den er god til mange ting, lækker og enkel at tilberede. Jeg laver den næsten altid med spidskål, fordi det oftest er det vi har i køleskabet, men man kan også sagtens bruge hvidkål.

Ingredienser:

  • 5 store gulerødder
  • ½ spidskål
  • 2 æbler
  • ½ dl cremefraiche
  • 1 tsk spidskommen
  • 2 tsk kokossukker eller tilsvarende sød chilisauce

Skyl og skræl gulerødderne og riv dem på den grove side af rivejernet. Skyl æblerne, fjern kernehuset og riv også dem på den grove side af rivejernet. Snit spidskålen fint og bland alle tre ingredienser godt i en skål.

Bland så dressingen af cremefraiche, sukker, spidskommen og evt chili og vend det med råkostsalaten.

Server din coleslaw i rigelige mængder i en burgerbolle med pulled pork. Eller som tilbehør til spareribs, medisterpølse, fiske deller eller sammen med et stykke stegt flæsk og Grønkålschips.

Tomatpesto

Hverken tomat eller basilikum er flerårige planter. Til gengæld er de super lette at tage frø fra. Man sprøjter bare tomatens indhold ud på et stykke papir, lader det tørre og gemmer dem i æsker til april-maj, hvor det er såtid næste år. De er også lette at få til at spire, vokse til og give udbytte, og børnene elsker at være med i processen og vande og se dem gro i vindueskarmen.

Jeg har både tomater på friland og i drivhuset – alle nøje udvalgt gennem årene. På friland har jeg hvert år et bed reserveret til ribstomater i gul og rød. Planterne vokser vildt og skal lige holdes inde i bedet med nogle pinde, men de giver også et utal af små, søde tomater til lige at skylle og putte i salater – eller bare direkte i munden. Nogle år har jeg også lavet ketchup og sågar syltetøj af dem.

I drivhuset har jeg pt en bøftomat, som vi for mange år siden købte frø fra på en rejse i Spanien. Derudover er der en blommetomat og nogle små dråbeformede orange tomater. Nogle frø har jeg købt, andre har jeg fået. Der findes tomatgrupper på nettet, hvor folk ofte tilbyder at sende et par frø mod en portokode.

Basilikum plejede jeg egentlig bare at købe nogle frø af hvert år. Men sidste år så jeg et opslag om, at de var lette at tage frø af. Så jeg lod dem bare blomstre og klippede frøstanden af og dryssede frøene ud på et stykke papir og gemte. Og vupti, så var der nye basilikumplanter i år. Basilikum sår jeg bare inde i drivhuset og lader stå der sommeren over. Men de kan også sagtens flyttes på friland, når først de er kommet godt i vækst.

Man kan sagtens nøjes med tomat, basilikum, fast ost og en eller anden form for nødder eller kerner, men jeg synes de soltørrede tomater giver god fylde, smag og farve til pestoen. Når jeg laver pesto, laver jeg altid en god stor portion. Pesto i butikkerne er temmelig dyr, men når haven bugner af tomater og basilikum og man vælger ost og kerner/nødder alt efter, hvad man kan få, så kan man lave en god stor portion til relativt billig penge. Pinjekerner kan for øvrigt også købes langt billigere i Sverige, hvis man er den vej over en gang imellem. Pestoen kan sagtens holde sig en tid i køleskabet, men lur mig om den ikke er spist meget før. – Det er den i hvert fald herhjemme. Brug den fx i en Salat med grønne bønner.

Ingredienser:

  • 500 g modne tomater
  • en håndfuld basilikumblade
  • 10 soltørrede tomater
  • ½ parmasanost eller lignende
  • 60 g pinjekerner eller mandler
  • et drys salt

Fremgangsmåde:

Rist pinjekernerne på en pande nogle minutter og lad dem køle af. Overhæld de soltørrede tomater med kogende vand og lad dem trække nogle minutter inden vandet hældes fra igen.

Skyl tomater og fjern evt. det hårde, der hvor blomsten har siddet. Skyl basilikumbladene.

Tag din foodprocesser frem og fyld alle ingredienser i og blend til en glat masse. Smag til med salt og fyld på glas.