Frokost/Aftensmad

Retter der udgør dele af eller et helt måltid.

Baconsvøbt svinemørbrad

Baconsvøbt svinemørbrad er en super let og hurtig ret at lave. En svinemørbrad er et magert stykke kød og har derfor godt af noget fedt til. Normalt plejer jeg marinere og skære mørbraden i bøffer og stege dem på panden i fløde, men nu, hvor vores kogeplader er ude af drift, var jeg nødt til at lave den i ovnen. Har man ikke bacon i huset, kan man også sagtens pakke mørbraden ind i fx serranoskinke for at holde på saften i kødet. Da mørbrad let bliver tør, er det også vigtigt ikke at give den for lang tid i ovnen. Vi havde lige en rest dadler, som kom med ved siden af, mest for børnenes skyld, for de er de rene små sukkerbomber. Jeg serverede mørbraden med Fløde-knoldselleri og kogte grønne bønner.

Ingredienser:

  • svinemørbrad
  • 1 pakke bacon eller serranoskinke
  • ½ bøtte grøn pesto

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 200 grader. Tag mørbraden frem og afpuds den for fedt og sener. Læg den i et ovnfast fad og smør den med grøn pesto. Vikl bacon omkring. Stil den midt i ovnen og lad den stege i 18-20 min. Tag den ud og lad den hvile i 10 min, før den skæres ud.

Rodfrugt- og bønnefritter

Ingredienser:

Bønnefritter:

  • 500 g frosne grønne bønner
  • salt
  • rapsolie

Rodfrugter:

  • 1 kg blandede rodfrugter fx pastinak og persillerod
  • Timian
  • salt
  • rapsolie

Fremgangsmåde:

Start med at skrælle rodfrugterne og skære dem i stave. Vend dem med rapsolie og timian. Jeg bruger en stegeso til dem, fordi den holder lidt på fugten i grøntsagerne. Har man ikke det, kan man bare bruge et ildfast fad. Tænd ovnen på 180 grader.

Stil rodfrugterne på midterste rille i ovnen i 45 min på 180 grader. Tag evt låget af dem de sidste 10 min. for at få en sprød overflade.

Tag de frosne grønne bønner frem og vend med salt og rapsolie. Når der er 30 min. tilbage af rodfrugternes tid i ovnen sættes de også ind.



Hjemmelavet pizza, fuldkorn

Pizza skal efter min mening være med få, gode ingredienser. I stedet for at hælde en masse grøntsager ovenpå, vil jeg hellere lave en god salat og spise ved siden af. Jeg kan dog sagtens finde på at pynte med enten oliven eller artiskok, hvis jeg har nogle gode i huset. Det havde jeg ikke denne gang, så den blev helt enkel med pølse, pesto (gerne hjemmelavet TomatPesto) og to slags ost. Men det kan jo varieres i det uendelige med rejer/tun/sardiner eller skinke, alt efter, hvad man lige kan finde i butikken eller har derhjemme.

Denne dej er med 50 % fuldkornsmel, men man kan helt sikkert godt give den lidt mere gas med fuldkorn, hvis man ønsker det. Jeg har brugt durummel, da jeg synes det hører sig til i en pizzabund, men man kan også vælge bare at nøjes med fuldkornshvedemel. Dejen er smidig og let at rulle ud og arbejde med og giver to store pizzabunde. Men igen, skal du passe på din vægt, så nøjes med 1-2 mindre stykker og fyld i stedet tallerkenen med masser af den dejlige sprøde salat.

Ingredienser:

Dej:

  • 250 g hvedemel
  • 150 g fuldkornsdurummel
  • 100 g fuldkornshvedemel
  • 25 g tørgær
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk sukker
  • 2 spsk olivenolie
  • 3 dl lunkent vand

Fyld:

  • 1 bøtte pesto eller tilsvarende hjemmelavet
  • 200 g revet ost
  • ½ bøtte feta
  • en pakke pepperonipølse

Salat:

  • 1 bakke bønnespirer
  • ½ agurk
  • 3 store tomater
  • hjemmerørt dressing af cremefraiche, salt og 1 fed hvidløg

Fremgangsmåde:

Bland først alle de tørre ingredienser. Tilsæt så olivenolie og lunkent vand lidt ad gangen. Ælt godt igennem – gerne op til 10 min, så glutenet rigtigt aktiveres. Stil lunt og lad hæve 60 min. Imens rives osten.

Tag dejen frem igen og hæld den ud på et bord drysset med fuldkornshvedemel. Del dejen i to og rul hver del helt tyndt ud med en kagerulle. Løft dejen over på en bageplade beklædt med bagepapir. Smør først med pesto. Drys så med den revne ost og pynt til sidst med feta og pølse.

Bag i midten af ovnen ved 220 grader i 12-15 min. Server med en grøn og sprød salat og hjemmelavet cremefraichedressing.

Fløde-knoldselleri med ost

Fløde-rodfrugter smager dejligt til fx steg. Jeg har her brugt knoldselleri, men også fløde-persillerod, -pastinak eller fløde-beder er skønne. Rodfrugter hører til de grove grøntsager. De har et højt indhold af kostfibre og mætter derfor godt. Det smarte ved at lave flødeselleri til steg er, at det kan stå sammen i ovnen, mens du laver noget andet. Desuden er det mægtigt let at lave.

Ingredienser:

  • 1 knoldselleri eller ca 1 kg andre rodfrugter
  • 1 mellemstort løg
  • ½ l fløde
  • 100 g ost
  • 1 tsk salt
  • revet muskatnød
  • rapsolie til at smøre fadet

Fremgangsmåde:

Skræl sellerien og skær den ud i stave af ca 5-7 cm i diameter. Skær så disse stave i tynde skiver. Hak løget fint. Smør et ovnfast fad og fyld selleri og løg deri. Drys med salt og riv muskatnød over. Hæld fløden over. Er der ikke nok, kan du spæde til med mælk eller vand. Riv til sidst osten over. Stilles på midterste rille i ovnen ved 180 grader i 50-60 min.

Fyldte peberfrugter med oksekød, champignon, feta og couscous

Fyldte peberfrugter eller farserede peberfrugter er en populær ret hos både store og små. Og så er det en taknemmelig ret, fordi man kan fylde de rester, man nu engang har stående i sit køleskab i, så de bliver brugt og ikke går til spilde. Vi havde en rest bolognese, en rest fuldkornscouscous og en åbnet bøtte fetaost stående, som trængte til at blive brugt. Der ud over havde vi champignon, som børnene elsker, så de kom både indeni og i fadet ved siden af. Man kan sagtens vælge kun at komme grøntsager i, hvis man vil lave dem vegetarisk.

Ingredienser:

  • 4 store peberfrugter
  • en rest bolognese eller anden gryderet
  • 50 g fetaost eller anden ost
  • 4 champignoner
  • Fuldkornscouscous eller -ris til at fylde lidt i af eller spise ved siden af
  • 4 champignoner

Fremgangsmåde:

Skyld peberfrugterne. Skær forsigtigt toppen af og fjern frøstanden, så det bliver til et låg. Fyld så op med hvad du måtte have af grøntsager og rester i dit køleskab. Top med ost inden du lægger lågene på. Stil peberfrugterne på et smurt ovnfast fad. Læg evt flere grøntsager udenom. Bag peberfrugterne i ovnen i ca 20 min. ved 175 grader. Kog evt. lidt vilde ris, fuldkornsris eller fuldkornscouscous til at servere til.

Sennepsglaseret hamburgerryg i ovn med peberrodscreme, rodfrugter og bønnefritter

Det er meget lang tid siden, jeg sidst har fået hamburgerryg, men nu kom manden hjem med nogle økologiske på tilbud, og det smager jo faktisk super godt. Jeg har valgt at lave hamburgerryggen i ovnen og når ovnen alligevel var tændt var det oplagt også at lave noget grønt i den som tilbehør. Hamburgerryg plejer at følges med noget stærkt, hvorfor en peberrodscreme var oplagt. Som alternativ til rodfrugtfritter kan man lave Lynstegt spidskål og gulerod med Sødskærm/spansk kørvel.

Spiser du low carb, kan du basere dine rodfrugtfritter på knoldselleri og jordskokker.

Ingredienser:

  • Hamburgerryg
  • dijon sennep
  • Grovkornet sennep
  • Vand

Peberrodscreme:

  • 2 dl creme fraiche
  • saften af ½ citron
  • 1 spsk agavesirup
  • 2-3 spsk friskrevet peberrod
  • salt

Bønnefritter:

  • 500 g frosne grønne bønner
  • salt
  • rapsolie

Rodfrugter:

  • 1 kg blandede rodfrugter fx pastinak og persillerod
  • Timian
  • salt
  • rapsolie

Fremgangsmåde:

Start med at skrælle rodfrugterne og skære dem i stave. Vend dem med rapsolie og timian. Jeg brugte en stegeso til dem, fordi den holder lidt på fugten i grøntsagerne. Har man ikke det, kan man bare bruge et ildfast fad. Tænd ovnen på 180 grader.

Tag hamburgerryggen frem. Hvis den har net omkring, skal du starte med at befri den for dette. Stil den så på et ildfast fad og hæld vand omkring til op på midten af hamburgerryggen. Smør den først med et lag dijonsennep og derefter med et lag grovkornet sennep. Stil hamburgerryg og rodfrugter på midterste rille i ovnen i 45 min på 180 grader. Tag evt låget af rodfrugterne de sidste 10 min. for at få en sprød overflade.

Tag de frosne grønne bønner frem og vend med salt og rapsolie. Når der er 30 min. tilbage af hamburgerryggen og rodfrugternes tid i ovnen sættes de også ind.

Imens hamburgerryg og grøntsager står i ovnen, tilberedes peberrodscremen. Skær citronen over og pres den ene halvdel til saft. Bland med creme fraiche og agavesirup. Riv en stump peberrod på den fine side af rivejernet og vend i dressingen. Smag til med salt.

Tag hamburgerryggen ud og skær skiver. Server sammen med rodfrugter, bønnefritter og en klat peberrodcreme.

Farsbrød med rodfrugter, oliven og feta

Vores kogeplader er gået i stykker, så lige nu bliver det meste mad lavet i ovnen herhjemme. Men det er jo ikke så skidt at det ikke er godt for noget, for det har givet anledning til at grave nogle af de gamle opskrifter frem og forny dem lidt.

Jeg har lavet dette farsbrød af hakket oksekød, men man kan lige så vel bruge hakke lam eller kalv og flæsk. Som tilbehør har jeg valgt aubergine og champignon som både passer godt til og bliver rigtigt lækre i ovnen. Jeg har kun krydret ved at lægge nogle rosmarinkviste og timianstængler over farsbrødet og grøntsagerne, og det gav fint med smag. Herudover kan man lave en lækker Tzatzikki og Græskar – eller Auberginehumus til. Farsbrødet, synes jeg, kan godt bære ret meget rodfrugt, men vil man gerne have mere ‘rent’ kød, kan man bare skære ned til halvdelen. Jeg har valgt persillerod, pastinak og selleri, fordi det giver meget smag, men foretrækker man andre rødder som gulerod, jordskok, rødbede eller lignende, kan man bare bytte ud.

Ingredienser:

  • 400 g hakket oksekød
  • 2 persillerødder
  • 2 pastinakker
  • ca 50 g selleri
  • 1 stort løg
  • 2 fed hvidløg
  • 50 g udstenede oliven
  • 100 g fetaost i tern
  • 2 æg
  • 3 spsk fuldkornshvedemel
  • 1 tsk salt
  • 1 dl mælk eller plantemælk
  • olivenolie til at smøre fadet med
  • 2 kviste rosmarin
  • en håndfuld timianstængler

Fremgangsmåde:

Hak løg og hvidløg fint. Riv rodfrugerne på den fine side af rivejernet. Bland alle ingredienser undtagen oliven og fetaost. Rør farsen godt. Vend oliven og fetaost i. Smør et ovnfast fad med olivenolie og form et farsbrød i det. Snit evt. en aubergine i skiver og rens og skyl en bakke champignon, vend dem med olivenolie og læg omkring farsbrødet. Læg rosmarinkviste og timianstængler over farsbrød og grøntsager. Bag i ovnen på midterste rille i 45 min. ved 180 grader. Server med Tzatziki og Græskar– eller Auberginehummus.

Marineret grillet broccoli med sesam

Der, hvor jeg træner, er der en rigtig god kantine med en stor varieret salatbar. Her finder jeg ofte inspiration til mine opskrifter. Af og til er der soyamarineret, grillet broccoli, og det inspirerede mig til at gå hjem og kreere denne opskrift. Samtidig var jeg så heldig at finde økologisk lime i supermarkedet, men har man ikke det, kan citron bruges i stedet.

Ingredienser:

  • broccoli
  • saften og skræl fra en ½ økologisk lime
  • 1 spsk tahin
  • 2 spsk sød chili ketchup eller
  • 2-3 spsk soya
  • 3 spsk rapsolie eller sesamolie
  • 2 spsk sesamfrø

Fremgangsmåde:

Skær broccolien i buketter og damp eller kog dem i 2 min. Bland en marinade af limesaft, tahin, chiliketchup, olie og smag til med soya. Vend broccolibuketterne med marinaden og stil på køl 1 time.

Tag broccolibuketterne frem. Drys med sesamfrø. Grill broccolibuketterne i ovnen i 2 min. Server varm eller kold.

Små tykke rodfrugtpandekager

Disse små søde rodfrugtpandekager var et sandt hit herhjemme. Min søn der ellers ikke spiser rodfrugter – ud over kartofler – vidste ikke, hvad der var i og syntes de smagte af nødder. Han bad sågar om at få et par stykker i madpakken den følgende dag. Jeg brugte persillerod og pastinak, men man kan også vælge at bytte ud med henholdsvis selleri og gulerod. Steg dem i rigeligt olivenolie, så er de lette at håndtere og bliver dejligt sprøde. Har man timian i haven, kan man også vælge at tilføje friske blade.

Server rodfrugtpandekagerne sammen med et stykke laks eller en Rødbedesalat.

Ingredienser:

  • 200 g persillerod
  • 200 pastinak
  • ½ porre
  • 2 æg
  • 2 dl fuldkornsspeltmel eller anden fuldkornsmel
  • 2½ dl mælk eller plantemælk
  • 1 tsk salt
  • evt 2 tsk friske timianblade
  • olivenolie til stegning

Skyl og skræl pastinak og persillerod. Skyl også porren og skær grøntsagerne i grove stykker. Kom grøntsager, mel, æg, mælk og salt i en foodprocessor og blend til en tyk masse. jeg blendede meget af hensyn til børnene, men man kan også vælge at lade grøntsagerne beholde lidt mere struktur.

Tag en stor pande frem og varm op til lidt over middel varme. Hæld olivenolie på panden og lad det blive varmt. Lav små pandekager hele vejen rundt på panden ved at tage en spiseskefuld dej med top og læg på panden og glat overfladen lidt ud med skeen. pas på ikke at lave pandekagerne for store, for så er de svære at vende. Steg dem til de er helt gyldne, sprøde og faste på undersiden og vend så forsigtigt med en paletkniv. Steg til de er gyldne på den anden side også.

Server rodfrugtpandekagerne sammen med et stykke laks eller en Rødbedesalat.

Quinotto med svampe og sød kartoffel

Denne quinotto er super nem at lave og meget børnevenlig. Quinoa har et højt indhold af proteiner. Vil man hellere lave risotto, kan man bare bytte quinoaen ud med fuldkornsgrødris. Det er bare min erfaring, at de ofte skal have noget længere tid (Op mod 75 min). Quinoaen derimod er færdig på ca 25 min. Ofte tilsættes ærter til risotto, men jeg har valgt at bruge edamamebønner i stedet. Vil man have en vegetarisk udgave, så kan man bare undlade pølserne. Jeg holder retten delt i to af hensyn til børnene, som gerne vil kunne se, hvad der er i.

Ingredienser:

  • 4 dl quinoa
  • 8 dl grøntsagsbouillon (1 bouillonterning)
  • 2 laurbærblade
  • en bakke svampe fx champignon
  • 1 løg
  • 25 g smør
  • 50 g parmasanost
  • 3 sødkartofler
  • 2 poser grillpølser
  • 2 dl edamamebønner

Fremgangsmåde:

Skræl de søde kartofler og skær dem i ca 1 x 1 cm store stykker. Skær også pølserne i mundrette stykker og læg begge dele på en pande, men vent med at tænde.

Rens svampene og skær dem i mindre stykker. Kom dem i en gryde med smør og sauter dem ved svag varme til de er møre. Hæld dem over i en skål uden væden følger med og sæt til side. Hak løget fint og sauter også det ved svag varme i væden fra svampene til de er møre.

Tænd for panden med pølse- og sød kartoffelstykkerne og steg dem i ca 25 min ved middelvarme under omrøring.

Skyld quinoaen og kog vand til bouillon. Tilsæt quinoa, laurbærblade og bouillon til løget i gryden og kog under låg i ca 25 min. Imens rives parmasanost og edamamebønner tøs op.

Når quinoaen er kogt mør vendes parmasanost og svampe i. Vend evt også edamamebønner og blandingen med sød kartoffel og pølse i og server.