Frokost/Aftensmad

Retter der udgør dele af eller et helt måltid.

Kebab-spyd med tilbehør

Det tager ikke lang tid at røre farsen til kebab-spyddene sammen. Tilbered dem i ovnen med Bønnefritter og rodfrugter. Lav en en Coleslaw og Falafler til. Børnene elsker det!

Ingredienser:

  • ½ kg oksekød
  • 2 æg
  • 1 tsk stødt koriander
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • 1 fed hvidløg
  • salt og peber
  • evt. lidt mandel- eller fuldkornsmel

Fremgangsmåde:

Kom farsen i en skål sammen med æg, krydderier, salt og peber. Pres eller hak hvidløg fint i. Rør godt sammen til farsen er glat. Form lange pølser og sæt dem på et spyd af metal eller træ. Læg dem på et ovnfast fad. Bag spydene i ovnen på midterste rille i 10-15 min ved 200 grader.

Ovnbagte tomater med parmesan og timian

Når drivhuset bugner af store skønne bøftomater, så er det oplagt at bage nogle i ovnen med timian (evt basilikum) og parmesanost. Når tomaterne bages og vandet fordamper lidt fra tomaterne, træder sødmen endnu mere frem.

Ingredienser:

  • 4-6 store tomater
  • 50-100 g revet parmesanost eller anden ost
  • friske timiankviste
  • Friske basilikumblade til pynt
  • olivenolie

Fremgangsmåde:

Start med at halvere tomaterne. Pensl et ovnfast fad med olivenolie og placer de halve tomater med skæresiden opad. Dryp lidt olivenolie over tomaterne. Riv parmesanosten over og drys med frisk timian. Bag i ovnen ved 175 grader i 20-40 minutter alt efter størrelse, og hvor semidried, du ønsker dem. Pynt evt med friske basilikumblade før servering.

Friske figner med mozzarella og mynteblade

Vi var på besøg hos nogle iranske bekendte, som serverede feta i skiver med en god marokkansk mynte en varm sommerdag ude i haven. Det smagte fantastisk!

Så da vores egen marokkanske mynte stod med smukke, grønne blade og figentræet med modne frugter blev det til dette smagfulde minde om en skøn sommerdag i haven. Smagen af sødmen fra fignerne, den fede ost og myntebladene går rigtigt godt i spænd. Server evt. sammen med et groft friskbagt brød med smør.

Ingredienser:

  • 1 mozzarellaost
  • 3 friske figner
  • en håndfuld friske marokkanske mynteblade

Fremgangsmåde:

Skær mozzarellaen i tykke skiver. Skyl de friske figner og skær også dem i skiver. Anret på et fad og drys med en håndfuld mynteblade. Spis en skive ost, en skive figen og et par mynteblade sammen.

Lynstegt grønkål med bacon og pinjekerner

Super nemt og super lækker måde at spise alle slags kål på – ikke mindst de flerårige Daubenton-grønkål, jeg har i haven. Det er sundt og selv børnene elsker det!

Ingredienser:

  • En god håndfuld grønkål
  • 100 g bacon i tern
  • 50 g pinjekerner
  • olivenolie til stegning

Fremgangsmåde:

Skyl grønkålen og riv den i mindre stykker. Rist først pinjekernerne på en tør pande ved middel varme og tag dem af. Skru op for varmen. Når panden har fået høj temperatur steges baconet sprødt. Herefter tilsættes grønkålen og evt lidt olivenolie, og der steges videre til den falder sammen. Tag panden af blusset og drys pinjekernerne over, før det serveres.

Wienerschnitzel med tilbehør

Dette er den traditionelle wienerschnitzel med nogle sundere twists. For det første har jeg paneret kødet i en blanding af fuldkornshvedemel, usødet ymerdrys (rugbrød) og havregryn i stedet for det traditionelle hvedemel og rasp. Det giver en dejlig sprød og skøn overflade.

Dernæst havde vi sukkerærter i haven, som bare lige skulle plukkes og have et hurtigt opkog. Vi havde også plukket Artiskokker ind, som også er lynhurtige at tilberede i mikrobølgeovnen.

Så lavede jeg en hurtig Ærtepuré, som blev pyntet med en tallerkensmækkerblomst (blomsterkarse) og fiskede mit hjemmelavede Ribssyltetøj med mandelstykker ud af køleskabet.

Ingredienser:

  • 2 wienerschnitzler (kalv eller svin)
  • 2 spsk grahamsmel eller anden fuldkornsmel
  • 4 spsk ymerdrys
  • 4 spsk havregryn
  • 1 æg
  • salt og peber
  • smør/olie til stegning

Fremgangsmåde:

Start med at lave Ærtepuré, Artiskokker, Ribssyltetøj og slikærter.

Tag wienerschnitzlerne frem og dup dem tørre med køkkenrulle. Bank dem flade med en kødhammer eller håndkanten. De skal være ½-1 cm høje.

Pisk ægget sammen i en tallerken. Fyld grahamsmel i en tallerken, vend med salt og peber og bland ymerdrys og havregryn i en anden.

Varm smør/olie op i en pande. Der skal ikke spares på fedtstoffet. Panér schnitzlerne i først mel, dyp derefter i æg og vend til sidst i blandingen af ymerdrys/havregryn, så de er helt dækkede. Steg schnitzlerne på panden til de er gyldne og sprøde på begge sider.

Ørredrogn vendt med creme fraiche og purløg

Jeg faldt over et glas med rogn i supermarkedet, og det røg selvfølgelig i indkøbsvognen og blev tryllet til denne lækre lille ret. Spis den som forret på et stykke Rugbrød eller sammen med en lækker grøn salat.

Ingredienser:

  • Et lille glas ørred- eller stenbiderrogn
  • 2 spsk creme fraiche
  • purløg

Fremgangsmåde:

Vend rogn og creme fraiche forsigtigt sammen. Klip purløg i og smag til med salt. Klip lidt purløg som drys på toppen.

Pølsehorn, fuldkorn

Min søn var hjemme med forkølelse, og så skulle der ske lidt. Så vi blev enige om at bage pølsehorn til eftermiddagsmaden. De er gode som mellemmåltid eller i en madpakke. Disse pølsehorn er som altid med en overvægt at fuldkorn.

Ingredienser:

  • 200 g fuldkornsspeltmel
  • 200 g hvedemel
  • 100 g havregryn
  • 1 tsk salt
  • 25 g tørgær
  • 2 ½ dl vand
  • 1 ½ dl mælk eller plantemælk
  • 8 store pølser eller 16 brunchpølser

Fremgangsmåde:

Start med at blande de tørre ingredienser. Gem evt lidt hvedemel. Lun mælk og vand og tilsæt det til blandingen. Ælt dejen grundigt – gerne minimum 5 min. Dejen skal være lidt klistret.

Lad dejen hæve lunt ½ time.

Drys bordet med mel og hæld dejen ud her på og tilsæt resten af melet. Del dejen i to og rul hver portion ud til en rund “pizzabund” med en diameter på omkring 35-40 cm. Inddel hver “pizzabund” i 8 lige store trekanter.

Skær pølserne i halve, hvis det er de store, du har valgt. Læg en pølse på hver trekant, og rul dem sammen til horn. Læg dem på en bageplade med lukningen nedad.

Lad pølsehornene efterhæve ½ time.

Tænd ovnen på 225 grader. Slå ægget ud og pisk det sammen. Pensl pølsehornene og bag dem på midterste rille i ca 15 min til de er gyldne.

Hønsesalat med asparges, svampe, bacon og grønt

Når man har havehøns og slagter hanekyllinger af og til, så er der brug for nogle retter, hvor kødet er kogt så mørt at det falder af skroget. Ud over Hønsekødssuppe og Tarteletter er hønsesalat en sikker vinder og børnene elsker det. Kog hønsekødssuppen den første dag og tag kødet fra til tarteletter og hønsesalat. Brug hønsesalaten på rugbrød, i sandwich eller pitabrød fx til jul, påske eller når aspargesene er klar til høst.

Ingredienser:

  • 250 g tilberedt hønsekød
  • 1 bakke champignon
  • 1 bundt asparges
  • purløg
  • 1 dl creme fraiche
  • 4 spsk mayonnaise
  • 1 pakke bacon
  • salat, tomat i og agurk
  • 1 tsk sennep
  • karry
  • sal og peber
  • smør

Fremgangsmåde:

Skær hønsekødet i mundrette stykker. Bland dressingen af creme fraiche, mayonnaise, sennep, karry, salt og peber og vend kødet i. Steg først asparges, så champignon i smør og læg på et fad for sig. Steg bacon og læg over hønsesalaten. Klip purløg over. Server med et godt stykke groft Rugbrød, frisk salat og tomat og agurk i skiver.

Hjemmelavet Mayonnaise

Hjemmerørt mayonnaise er noget af det hurtigste og nemmeste at lave. Pres et lille fed hvidløg i, og du har den lækreste aioli fx til at dyppe dine Grillede butternut squash eller kogte Artiskokhjerter i.

Har man havehøns får mayo’en en flot gullig farve.

Ingredienser:

  • 2 æggeblommer
  • 1 tsk sennep
  • 1 spsk æbleeddike
  • 2 dl solsikkeolie
  • evt et lille fed hvidløg, presset
  • salt

Fremgangsmåde:

Pisk æggeblomme, sennep, æbleeddike sammen. Tilsæt olien lidt ad gangen mens der piskes. Smag til med hvidløg, sennep, salt og eddike.

Wok med fuldkornsnudler

Lynstegte grøntsager, svinekød, æg og nudler i sur-sød sauce krydret med chili, ingefær og soya og drysset med peanuts. En super hurtig og drønlækker fredagsret med spræl i.

Ingredienser:

  • 400 hakket svin eller koteletter skåret i strimler
  • En god blanding af grøntsager fx kål, broccoli, peberfrugt, gulerodsstrimler, eddamamebønner, bønner, squash eller andre faste grøntsager
  • ½ pakke fuldkornsnudler
  • 4 æg
  • 1 dl peanuts
  • 1 tsk revet ingefær
  • chili
  • kokossukker
  • soya
  • lime

Fremgangsmåde:

Sæt en el-kogekedel til at koge ½ l vand og hæld det over nudlerne, så de kan stå og trække nogle minutter. Hæld derefter vandet fra. Snit grøntsagerne i strimler. Tag to store pander frem. Steg kødet i den ene og smag til med ingefær, chili, lime. soya og kokossukker. Steg grøntsagerne i den anden i kort tid ved høj varme og smag også dem til. Tag kød og grøntsager af panden. Steg i den ene pande nudlerne, mens du i den anden laver røræg. Vend derefter røræg og nudler sammen. Bland det hele sammen og drys med peanuts før servering eller hold det adskilt.