Vi skulle have stegt flæsk, men i stedet for persillesovs, kartofler og rødbede blev det til en sellerimos med ramsløg og en rødkålssalat med revet rødbede. Lige nu står ramsløgene med helt nye blade overalt i de danske skove, og det er svært ikke at plukke og klippe dem i alting, når man laver mad. Og i denne mos, smager de særdeles fremragende.
Ingredienser:
en mellemstor knoldselleri
en god håndfuld ramsløgsblade
40 g smør
½ – 1 dl piskefløde
salt og peber.
Fremgangsmåde:
Skræl knoldsellerien. Brug evt. en skarp kniv til at skære skrællen af. Skær den i store tern og kog dem i letsaltet vand i ca 10 min til de er møre. Hæld vandet fra. Tilsæt smør og fløde og blend til mos. Smag til med salt og peber. Skyl og hak ramsløgene fint og vend det meste i, men gem nok til at give mosen et drys ovenpå.
En dejlig variant til den Rødkålssalat, jeg plejer at lave til jul. Jeg serverede den med alle delene adskilt, så børnene selv kunne sætte den sammen, som de havde lyst. Men den kan også anrettes flot med sine flotte lilla farver, hvis man blander alle ingredienserne sammen undtagen valnødder, som drysses over til sidst.
Denne variation af rødkålssalaten er oplagt, hvis man selv har både solbær, æbler og valnødder i sin have eller adgang til det. – Og har man husket at fryse solbær ned og er det vinteræbler, man har, kan den tilberedes hele året. De blå-violette farvede grøntsager og bær som bla. rødkål, rødbeder og solbær er generelt rigtigt sunde og virker stærkt antiinflammatorisk i kroppen.
Ingredienser:
2 mellemstore rødbeder
1/3 rødkål
2 æbler
200 g solbær
6 figner
1 dl valnødder
3 spsk balsamicoeddike
2 tsk agavesirup
1 spsk olivenolie
evt en tsk sennep
Fremgangsmåde:
Skræl og riv rødbederne på den grove side af rivejernet. Brug evt en handske, da både rødbede og rødkål let farver fingrene lilla. Snit rødkålen så fint som muligt og bland rødbede og rødkål sammen. Hvis solbærrene er frosne, så tø dem op i mikrobølgeovnen og hæld dem over kål- og rødbedesalaten. Skyl og fjern kernehus på æblerne og snit dem i mindre stykker. Tag de tørrede figner frem. Skær det hårde stykke fra og snit i mindre stykker. Vend begge dele i salaten.
Lav en dressing af balsamicieddike, agavesirup og olivenolie og hæld over salaten. Rist valnødderne og drys dem over salaten lige iinden servering.
Meget lettere dip findes næsten ikke! Ærtepuré er desuden meget børnevenligt. Brug den i din burger eller skær grøntsagsstænger af agurk, gulerod, peberfrugt og lignende og dyp heri.
Ingredienser:
300 g frosne grønne ærter.
3-4 spsk creme fraiché
1 fed hvidløg
salt
Fremgangsmåde:
Hæld de frosne ærter i en skål og hæld kogende vand over dem, så de tør op. Hæld vandet fra. Tilsæt creme fraiché, pres hvidløg i og blend sammen. Smag til med salt.
Første gang jeg fik grillet græskar var på en rejse i Australien. Siden har vi mange gange selv lagt de skønne skiver på grillen eller i ovnen. Denne salat er en skøn blanding af det søde fra butternut squashen, det sprøde fra de Ristede græskarkerner og det salte og fede fra fetaen kombineret med en dejlig frisk grøn salat.
TIP: Tilbered hele din butternut squash i ovnen og lav en lækker Hummus af den anden halvdel.
Ingredienser:
½ butternut squash eller hokkaido
100 g feta
En håndfuld grønne salat- eller spinatblade
½ dl græskarkerner
Fremgangsmåde:
Skær top og bund af din butternut squash, stil den på bordet og skær skrællen af. Skær den ud i mindre stykker med en tykkelse på ca. ½ cm. Læg stykkerne i et ovnfastfad og hæld olivenolie over. Butternut squash-stykkerne skal have 40 min ved 200 grader på midterste rille, til de er møre. Lad stykkerne køle af i køleskabet.
Rist græskarkernerne på en tør pande. Skær fetaen ud i terne. Skyl salat eller spinat. Anret butternut squash-stykkerne blandet med feta og salat på et fad og drys de ristede græskarkerner over.
Endnu en skøn variation af hummus. Den minder meget om min Græskarhummus – har lidt sødme, men tilberedes mere som Auberginehummus, da butternut squashen skal i ovnen først. Denne hummus har endvidere en blød og cremet konsistens.
TIP: Tilbered hele din butternut squash i ovnen og lad den halvdel, du ikke bruger køle af i køleskabet. Så har du til den lækreste Butternut-salat med feta og græskarkerner.
Ingredienser:
½ Butternut squash)
1 dåse kikærter eller tilsvarende udblødte og kogte kikærter
2 spsk tahin
1 fed hvidløg
1 tsk spidskommen
2 spsk æbleeddike
citronsaft
salt
Olivenolie til tilberedning i ovn
Fremgangsmåde:
Skær top og bund af din butternut squash, stil den på bordet og skær skrællen af. Skær den ud i mindre stykker med en tykkelse på ca. ½ cm. Læg stykkerne i et ovnfastfad og hæld olivenolie over. Butternut squash-stykkerne skal have 40 min ved 200 grader på midterste rille, til de er møre.
Pil og blend hvidløg helt fint. Tilsæt butternut squash, kikærter, tahin og æbleeddike og blend igen til din hummus er blød og cremet i konsistens. Smag til med salt, citronsaft og spidskommen. Server fx med grøntsagsstænger.
Du kender sikkert hasselback kartofler, men hasselback sød kartoffel smager helt fantastisk fx som her med en god pølse og Marineret, grillet broccoli. Det er tilmed meget let at lave og passer sig selv i ovnen det meste af tiden. Sød kartoffel er rig på A-vitamin og kostfibre.
Ingredienser:
4 mellemstore sød kartofler
rapsolie
salt
krydderi fx som her timian
Fremgangsmåde:
Skræl de søde kartofler og skær riller tæt hele vejen hen på tværs af kartoflen. Skær dybt ned, men ikke helt igennem. Læg de søde kartofler i et ovnfast fad. Hæld rapsolie over og drys med salt og timian. Bages i midten af ovnen i 30-35 min på 200 grader.
1 kg blandede rodfrugter fx pastinak og persillerod
Timian
salt
rapsolie
Fremgangsmåde:
Start med at skrælle rodfrugterne og skære dem i stave. Vend dem med rapsolie og timian. Jeg bruger en stegeso til dem, fordi den holder lidt på fugten i grøntsagerne. Har man ikke det, kan man bare bruge et ildfast fad. Tænd ovnen på 180 grader.
Stil rodfrugterne på midterste rille i ovnen i 45 min på 180 grader. Tag evt låget af dem de sidste 10 min. for at få en sprød overflade.
Tag de frosne grønne bønner frem og vend med salt og rapsolie. Når der er 30 min. tilbage af rodfrugternes tid i ovnen sættes de også ind.
Fløde-rodfrugter smager dejligt til fx steg. Jeg har her brugt knoldselleri, men også fløde-persillerod, -pastinak eller fløde-beder er skønne. Rodfrugter hører til de grove grøntsager. De har et højt indhold af kostfibre og mætter derfor godt. Det smarte ved at lave flødeselleri til steg er, at det kan stå sammen i ovnen, mens du laver noget andet. Desuden er det mægtigt let at lave.
Ingredienser:
1 knoldselleri eller ca 1 kg andre rodfrugter
1 mellemstort løg
½ l fløde
100 g ost
1 tsk salt
revet muskatnød
rapsolie til at smøre fadet
Fremgangsmåde:
Skræl sellerien og skær den ud i stave af ca 5-7 cm i diameter. Skær så disse stave i tynde skiver. Hak løget fint. Smør et ovnfast fad og fyld selleri og løg deri. Drys med salt og riv muskatnød over. Hæld fløden over. Er der ikke nok, kan du spæde til med mælk eller vand. Riv til sidst osten over. Stilles på midterste rille i ovnen ved 180 grader i 50-60 min.
Denne grønkålssalat er ikke den mest blodsukkervenlige, da den både indeholder dadler og æbler. Det der til gengæld taler for at lave den alligevel, er den sunde grønkål og den rigelige mængde hasselnødder. Og så smager den næsten som slik. Man kan vælge at nøjes med den halve mængde dadler, eller man kan vælge kun at tage en lille portion og lave andre grøntsager også.
Ingredienser:
½ pose grønkål
10 dadler
½ æble
1 dl hasselnødder
en spsk friskrevet peberrod
2 spsk mayonnaise
1 spsk rapsolie
2 spsk æbleeddike
1 spsk agavesirup
salt
Fremgangsmåde:
Skyl grønkålsbladene rigtigt grundigt og ryst vandet så godt af dem igen som muligt. Skær stænglerne fra og læg bladene i en foodprocessor. Blend til grønkålen er ret fint snittet. Fjern stenene fra dadlerne og enten blend igen eller mos dem sammen med grønkålen. Lav en dressing af mayonnaise, æbleeddike, rapsolie, agavesirup og revet peberrod. Smag til med salt og vend grønkål/dadel-salaten heri. Rist hasselnødderne på pande eller i ovn og gnid hinderne af. Skyl og fjern kernehus på æblet og snit det ene halvdel af æblet i mundrette bidder. Vend æblestykkerne i salaten og drys hasselnødderne over.
Enkel, lækker, sund og børnevenlig, så kort kan det siges. Den gamle gulerodssalat har her fået et løft med gulbeden. Den flotte orange-gule salat tager ingen tid at bikse sammen, men er et flot farverigt indspark til middagsbordet. Og det er den i øvrigt også, hvis man bruger rødbeder, bolchebeder eller nogen af de andre lækre beder. Har du en god mynte giver den salaten en skøn friskhed og kant.
Ingredienser:
5-6 gulerødder
3-4 gulbeder eller andre beder
1 æble
saften fra 1 appelsin
½ dl rosiner eller tørrede tranebær
½ dl solsikkekerner
evt 1 tsk agavesirup
frisk mynte
Fremgangsmåde:
Skræl og skyl gulerødder og gulbeder. Riv dem groft i en skål. Skyl æblet og riv også det groft. Pres appelsinen og hæld saften over. Er appelsinen ikke så sød, kan man tilføje lidt agavesirup. Hak mynten fint og vend det hele godt sammen. Kog noget vand og lad rosinerne stå i blød et par minutter før de tilsættes salaten. Rist solsikkekernerne på en pande og drys over.