Salater og andet grønt

Sprøde salater og grøntsager

Marineret grillet broccoli med sesam

Der, hvor jeg træner, er der en rigtig god kantine med en stor varieret salatbar. Her finder jeg ofte inspiration til mine opskrifter. Af og til er der soyamarineret, grillet broccoli, og det inspirerede mig til at gå hjem og kreere denne opskrift. Samtidig var jeg så heldig at finde økologisk lime i supermarkedet, men har man ikke det, kan citron bruges i stedet.

Ingredienser:

  • broccoli
  • saften og skræl fra en ½ økologisk lime
  • 1 spsk tahin
  • 2 spsk sød chili ketchup eller
  • 2-3 spsk soya
  • 3 spsk rapsolie eller sesamolie
  • 2 spsk sesamfrø

Fremgangsmåde:

Skær broccolien i buketter og damp eller kog dem i 2 min. Bland en marinade af limesaft, tahin, chiliketchup, olie og smag til med soya. Vend broccolibuketterne med marinaden og stil på køl 1 time.

Tag broccolibuketterne frem. Drys med sesamfrø. Grill broccolibuketterne i ovnen i 2 min. Server varm eller kold.

Jordskokkesalat med æble, nødder og mozarella

Ud over at være fantastisk lækker, så er det skønne ved denne salat, at næsten alle ingredienserne stammer fra vores egen have. Jordskokker er noget af det nemmeste at dyrke og smager skønt ovnbagte sammen med syrlige Æbler og knasende sprøde Hasselnødder.

Ingredienser:

  • 1 kg jordskokker
  • 3 syrlige æbler fx cox orange eller pigeon
  • 100 g hasselnødder
  • 1 mozzarellaost
  • oliven olie
  • æbleeddike
  • evt en kvist timian

Fremgangsmåde:

Skyl og skrub jordskokkerne rene og skær dem i halve. Der er ingen grund til at skrælle dem. Vend dem med timiankviste og olivenolie og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Giv dem et drys salt og bag dem på midterste rille i ovnen ved 200 grader i 20-25 min til de er helt møre. Lad dem køle af gerne i køleskabet.

Skræl æblerne og skær dem i tynde både. Rist hasselnødderne på en pande og gnid den tynde hinde af dem inden de hakkes. Skær mozzarellaen i store stykker.

Vend jordskokkerne med æbleeddike, æbler og mozzarellaost. Drys med med de ristede hasselnødder og server.

Revet rødbede med granatæble og cashewnødder

Det er ikke så tit, jeg køber granatæbler, fordi de er svære at finde økologisk, og når jeg støder på dem, så er de meget dyre. Men denne gang var der røget en af de konventionelt dyrkede i indkøbskurven, fordi jeg havde meget lyst til at lave denne smukke og smagfulde salat med de revne rødbeder. De søde rødbeder og de syrlige granatæblekerner går fantastisk godt i spænd. I en af de butikker, jeg handler i, kan man købe poser med en blanding af økologiske tørrede tranebær og cashewnødder, og så behøvede jeg ikke mere.

Ingredienser:

  • 1 kg rødbeder
  • 1 stort granatæble
  • 100 g tørrede tranebær
  • 100 g cashewnødder
  • 2 spsk agavesirup

Fremgangsmåde:

Skræl rødbederne og riv dem fint. Rul granatæblet hårdt mod bordpladen. Halver det og hæld saften oveni rødbederne. Vend vrangen ud på de to halvdele granatæble og pres alle kernerne ud over rødbederne. Sørg for, at det hvide skind ikke kommer med, da det har en bitter smag. Tilsæt tranebær og 2 spsk agavesirup og vend rundt. Lad gerne salaten stå og hvile i køleskabet mindst en time, så tranebærrene suger væde. Rist cashewnødderne let på en pande og drys dem over salaten inden servering.

Sprøde græskarchips

Mange ved ikke, at skrællen på hokkaido sagtens kan spises – den smager endog fantastisk, når den fx som her laves til sprøde chips. Min datter skulle til allerhelgensfest i børnehaven, og vi skulle give nogle snacks med. Det er altid sådan noget sidste øjebliks-noget herhjemme. Min mand havde spurgt, om hun ville have melorme med, men det ville hun ikke. Så kiggede jeg i køleskabet på vores flotte orange græskar og tænkte, at den måtte da kunne trylles til en skøn allerhelgenssnack. Det blev så til disse skønne græskarchips, som blev et hit.

Ingredienser:

  • skrællen af et hokkaidogræskar
  • 2 spsk solsikkeolie
  • salt

Fremgangsmåde:

Skyl græskarret. Tag en skrællekniv frem og lav fine tynde chipsflager af skrællen. Hvis ikke du har nok chips, kan du sagtens lave flere chips af kødet indenunder. Fyld chips og solsikkeolie i en plasticpose og ryst, så olien fordeler sig på alle chips. Fordel chipsene på en bageplade beklædt med bagepapir og drys salt over. Bag dem ved 160 grader i ca 20-22 min til de er sprøde uden at blive for mørke, så hold godt øje. Løft dem over på en kold tallerken og lad dem blive helt kolde og sprøde. Spis dem samme dag.

Auberginehummus

Denne hummus har jeg lavet i mange år, og det er den, jeg plejer at lave, når vi skal have hummus herhjemme. Den er super enkel, og jeg synes auberginen tilfører hummussen god smag og konsistens.

Har man ikke aubergine, men i stedet et græskar, kan man bare bytte ud og i stedet lave en Græskarhummus.

Ingredienser:

  • 1 aubergine
  • 1 dåse kikærter – eller tilsvarende udblødte og kogte kikærter
  • 1-2 fed hvidløg
  • 2 spsk tahin
  • 2 spsk æbleeddike
  • citronsaft
  • salt
  • 1 tsk spidskommen

Fremgangsmåde:

Prik auberginen jævnt med en gaffel og bag den mør ved 225 grader i ca 20 min på hver side. Blend hvidløg helt fint. Flæk herefter auberginen og skrab kødet ned i din blender. Afdryp kikærterne og tilsæt også dem, spidskommen og tahin og blend til en cremet masse. Smag til med citronsaft og salt.

Græskarhummus

Efteråret er græskartid, og græskar er fantastisk i mange forskellige retter både i det søde køkken, men i særdeleshed også i det salte. Og Græskarhummus er bestemt en af dem! Hokkaido tilføjer din hummus smag og en blød, cremet konsistens ud over den uhørt flotte farve

Normalt gider børnene ikke hummus, men denne faldt i deres smag. Om det skyldtes farven, smagen eller konsistensen, ved jeg ikke, men den kommer helt sikkert på bordet igen snart. Har man ikke en hokkaido, kan man i stedet lave Butternut squash- eller Auberginehummus, så er fremgangsmåden bare en anelse anderledes.

Ingredienser:

  • ½ Hokkaidogræskar
  • 1 dåse kikærter eller tilsvarende udblødte og kogte kikærter
  • 2 spsk tahin
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tsk spidskommen
  • 2 spsk æbleeddike
  • citronsaft
  • salt
  • Olivenolie til stegning af græskar

Fremgangsmåde:

Skær hokkaidoen i mindre stykker og sauter dem møre i lidt olie. Afkøl let og kom dem i blenderen sammen med hvidløg, kikærter, tahin, eddike og spidskommen. Kør det til en puré og smag til med salt og citron. Server med grøntsagsstave og en skive godt brød.

Coleslaw med æble

Coleslaw er en af de oftest tilbagevendende salater herhjemme. Den er god til mange ting, lækker og enkel at tilberede. Jeg laver den næsten altid med spidskål, fordi det oftest er det vi har i køleskabet, men man kan også sagtens bruge hvidkål.

Ingredienser:

  • 5 store gulerødder
  • ½ spidskål
  • 2 æbler
  • ½ dl cremefraiche
  • 1 tsk spidskommen
  • 2 tsk kokossukker eller tilsvarende sød chilisauce

Skyl og skræl gulerødderne og riv dem på den grove side af rivejernet. Skyl æblerne, fjern kernehuset og riv også dem på den grove side af rivejernet. Snit spidskålen fint og bland alle tre ingredienser godt i en skål.

Bland så dressingen af cremefraiche, sukker, spidskommen og evt chili og vend det med råkostsalaten.

Server din coleslaw i rigelige mængder i en burgerbolle med pulled pork. Eller som tilbehør til spareribs, medisterpølse, fiske deller eller sammen med et stykke stegt flæsk og Grønkålschips.

Tomatpesto

Hverken tomat eller basilikum er flerårige planter. Til gengæld er de super lette at tage frø fra. Man sprøjter bare tomatens indhold ud på et stykke papir, lader det tørre og gemmer dem i æsker til april-maj, hvor det er såtid næste år. De er også lette at få til at spire, vokse til og give udbytte, og børnene elsker at være med i processen og vande og se dem gro i vindueskarmen.

Jeg har både tomater på friland og i drivhuset – alle nøje udvalgt gennem årene. På friland har jeg hvert år et bed reserveret til ribstomater i gul og rød. Planterne vokser vildt og skal lige holdes inde i bedet med nogle pinde, men de giver også et utal af små, søde tomater til lige at skylle og putte i salater – eller bare direkte i munden. Nogle år har jeg også lavet ketchup og sågar syltetøj af dem.

I drivhuset har jeg pt en bøftomat, som vi for mange år siden købte frø fra på en rejse i Spanien. Derudover er der en blommetomat og nogle små dråbeformede orange tomater. Nogle frø har jeg købt, andre har jeg fået. Der findes tomatgrupper på nettet, hvor folk ofte tilbyder at sende et par frø mod en portokode.

Basilikum plejede jeg egentlig bare at købe nogle frø af hvert år. Men sidste år så jeg et opslag om, at de var lette at tage frø af. Så jeg lod dem bare blomstre og klippede frøstanden af og dryssede frøene ud på et stykke papir og gemte. Og vupti, så var der nye basilikumplanter i år. Basilikum sår jeg bare inde i drivhuset og lader stå der sommeren over. Men de kan også sagtens flyttes på friland, når først de er kommet godt i vækst.

Man kan sagtens nøjes med tomat, basilikum, fast ost og en eller anden form for nødder eller kerner, men jeg synes de soltørrede tomater giver god fylde, smag og farve til pestoen. Når jeg laver pesto, laver jeg altid en god stor portion. Pesto i butikkerne er temmelig dyr, men når haven bugner af tomater og basilikum og man vælger ost og kerner/nødder alt efter, hvad man kan få, så kan man lave en god stor portion til relativt billig penge. Pinjekerner kan for øvrigt også købes langt billigere i Sverige, hvis man er den vej over en gang imellem. Pestoen kan sagtens holde sig en tid i køleskabet, men lur mig om den ikke er spist meget før. – Det er den i hvert fald herhjemme. Brug den fx i en Salat med grønne bønner.

Ingredienser:

  • 500 g modne tomater
  • en håndfuld basilikumblade
  • 10 soltørrede tomater
  • ½ parmasanost eller lignende
  • 60 g pinjekerner eller mandler
  • et drys salt

Fremgangsmåde:

Rist pinjekernerne på en pande nogle minutter og lad dem køle af. Overhæld de soltørrede tomater med kogende vand og lad dem trække nogle minutter inden vandet hældes fra igen.

Skyl tomater og fjern evt. det hårde, der hvor blomsten har siddet. Skyl basilikumbladene.

Tag din foodprocesser frem og fyld alle ingredienser i og blend til en glat masse. Smag til med salt og fyld på glas.

Revet gulbede-/æblesalat med brombær og valnødder

Dette er en skøn sensommersalat til dig, der enten selv har æbler og brombær i haven, eller som kan lide at sanke dem i hegn og krat. Salaten har en god balance af sødme og syre fra æbler, brombær og rødbeder med et lille twist af mynte og fennikel og knasende sprødhed fra valnødderne. Og faktisk bliver den overhældt med skønne dråber æbleeddike lavet på sidste års høst af æbler.

Samtidig er årets bedehøst på sit højeste. Jeg var så heldig at få fingrene i nogle smukke økologiske gule beder, og det gav salaten den flotte farve. Meget bedre bliver det efter min mening ikke, og lad os bare sige, at familien også var godt tilfredse.

Ingredienser:

  • 2-3 store rødbeder, sølvbeder eller andre beder
  • 2 æbler
  • 20 blade mynte, jeg brugte en grapemynte, som jeg har i drivhuset
  • 1 lille håndfuld fennikelblade
  • 100 g friske brombær
  • 2 spsk æbleeddike
  • 1 spsk agavesirup
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 dl valnøddekerner

Fremgangsmåde:

Skyl og skræl bederne og riv dem på den grove side af rivejernet. Skyl æblerne, fjern kernehus og riv også æblerne på den grove side af rivejernet, hvorefter begge dele blandes grundigt sammen. Hak mynte og fennikelblade fint og vend det i salaten. Bland dressingen af agavesirup, æbleeddike og olivenolie og vend det i salaten. Rist valnøddekernerne og skyl brombær. Pynt salaten med ristede valnøddekerner og friske brombær.

Spidskålssalat med æble og friske figner

Sensommersalat version 1

Denne salat er en rigtig sensommerklassiker for den der har adgang til at plukke friske figner og sensommeræbler. Vi har det flotteste figentræ stående op ad en sydvendt mur i vores have, som hvert år giver et væld af skønne søde figner fra slutningen af august og ind i september. De smager fantastisk som snack, og børnene elsker at have dem med i frugtposen. Der er imidlertid også nok til både is, syltetøj og salater.

Sensommeren betyder også, at æbletræerne begynder at bugne med modne frugter i de fleste villahaver. Mange sommeræbler kan ikke gemmes til vinteren og må spises inden for få dage efter de er plukket. Derfor vil mange haveejere hellere end gerne give æbler væk, da de ellers falder ned og går til. Så er det med at slå til, for æbler er skønne i salater.

Det er også nu, der høstes store flotte spidskål igen, og spidskål er så klart en af mine favoritter og nok også den kål, børnene foretrækker. Den er så knasende sprød og er samtidig meget mild i struktur og smag. Har man ikke kål, kan man i stedet sagtens bruge en iceberg salat.

Ingredienser:

  • ½ spidskål
  • 2 æbler
  • 2 friske figner
  • 1 dl mandler
  • 1 mozarellaost
  • 1 spsk agavesirup
  • 2 spsk æbleeddike
  • 1 spsk olivenolie

Fremgangsmåde:

Snit spidskålen fint. Skyl æblerne, fjern kernehuset og skær dem i mundrette bidder. Bland dressingen af agavesirup, æbleeddike og olie og vend det sammen med kål og æbler. Skyl fignerne og skær dem i lidt større stykker end æblerne og vend forsigtigt med kålen og æblerne. Rist og hak mandlerne og drys over salaten. Skær mozarellaen i skiver og pynt salaten med dem.