Vi er ved at drukne i drivhusagurker for tiden, og det er jo i sig selv en overvældende luksus, man bør værdsætte.
Nu har vi fået Tzatziki flere dage i træk og trængte til noget andet, og på sådan en varm august dag er kold agurkesuppe noget af det lækreste.
Ingredienser:
• 2 store agurker
• en håndfuld friske mynteblade fra fx marokkansk mynte
• 1 lille løg
• 2 tsk salt
• 1 dl creme fraiche/græsk yoghurt
Fremgangsmåde:
Skær enderne af agurkerne og skær dem i grove stykker. Pluk myntebladene af kvistene. Pil løget. Fyld alle ingredienser i en blender og blend til en ensartet masse. Stil på køl og lad det trække en times tid inden servering
Bacalao betyder klipfisk på spansk (baccala på italiensk) og er tørret og saltet torsk.
Første gang jeg smagte denne gryderet var i Norge, og tørret torsk kan da også købes både i de fleste nordiske lande såvel som middelhavslande som Spanien og Italien. Så denne opskrift er et skønt møde mellem norske og spanske madtraditioner i en opdateret dansk udgave, hvor kartofler og gulerødder er byttet ud med knoldselleri og broccoli.
Ingredienser:
350-400 g klipfisk
2 dåser tomater
1/2 dl tomatpure
1/2 knoldselleri
1 broccoli
1 løg
2 peberfrugter
5 fed hvidløg
revet ingefær
et drys chili
olivenolie
3 dl vand
8 æg
oliven
Start med at udbløde klipfisken i ca 10 timer i koldt vand.
Skær og snit grøntsagerne i mundrette stykker og steg dem i olivenolie i en stor gryde i nogle minutter. Hæld vand, dåsetomat og tomatpure over. Riv ingefær i og smag til med chili. Læg klipfiskestykkerne ovenpå, bring i kog og lad det simre under låg i en time.
Kog imens de 8 æg i 6 min.
Server din bacalao med kogte æg, oliven og evt fuldkornsbrød.
Denne puré er god sammen med et stykke groft brød, grøntsagsstænger, tortillas eller andre neutrale og sprøde sager, som gør sig godt sammen med en smagfuld dip.
Ingredienser:
1 dåse sorte bønner
25 g udstenede kalamataoliven
10 udblødte soltørrede tomater
2 spsk olivenolie
1 tak spidskommen
evt. 1 fed hvidløg
Fremgangsmåde:
Hæld vandet fra de sorte bønner. Man kan selvfølgelig også vælge at sætte tørrede bønner i blød natten over og koge dem 1 time. Hæld alle ingredienser i en blender og blend til en grov mos. Giv lidt salt, hvis det trænger.
Det kan være en balancegang både at vælge glutenfrit, blodsukkervenligt og samtidig ikke gå på kompromis med smag, tekstur og sprødhed. Jeg synes, at denne dej balancerer alle dele godt og får altid positiv respons, når den serveres.
Hvis man gerne vil have en smag, der ligner det man kender, kan man trygt gå med de meltyper, som er nævnt nedenfor. Særligt sorghum/durramel minder om hvede i smag.
Ingredienser:
400 g glutenfrit mel, fordelt på 3 slags og gerne fuldkorn fx havremel, fuldkornsrismel, fuldkornsboghvedemel, sorghum/durra eller andet.
30 g loppefrøskaller
2 tsk salt
1/4 pakke gær eller tørgær
500 ml lunkent vand
1/2 dl olivenolie
Fremgangsmåde:
Bland de tørre ingredienser i en skål fx i en røremaskine.
I en anden skål opløses gær i vand, hvis du ikke bager med tørgær. Herefter tilsættes olivenolie og loppefrøskaller. Rør godt og lad det stå og stivne i 5-10 min.
Hæld loppefrømassen over i melen og ælt grundigt helst på hurtigt tempo i en røremaskine. Dejen skal samle sig, men må ikke være klistret. Stil til side min.
Varm ovnen op til 220 grader og brug fx en bagesten i ovnen 1/2 time.
Del pizzadejen i 4 dele. Drys bordet med mel og rul ud. Læg på bagepapir, fyld dit yndlingsfyld på bundene og bag på bagestenen i ca 15 min. Hold øje!
Denne opskrift er inspireret af nogle mellemøstlige og engelske opskrifter, jeg havde kigget på. Men jeg havde brug for at gøre mine cookies glutenfri, så jeg har kombineret lidt fra forskellige steder.
Quinoa har et højt proteinindhold og er samtidig fiberrig. Derfor påvirker quinoamel også i mindre grad dit blodsukker.
Kvædemarmeladen til at fylde i hullet i midten af småkagen finder du en opskrift her. Den skal være tyk i konsistensen og ikke for flydende.
Bland alle de tørre ingredienser i en skål. Smelt smør sammen med agavesirup og bland det med de tørre ingredienser. Slå ægget i og ælt dejen til den samler sig. Dejen må ikke være for tør, så skal du tilsætte mere smør, æg eller agavesirup. Lad dejen hvile tildækket i en time i køleskabet.
Form 16 kugler af dejen, og form med fingeren et hul i midten, som du fylder med kvædemarmelade . Bag dem 14-15 min. ved 180 grader i midten af ovnen.
Helt enkel salat på sommerhavens glæder: en bund af agurkeskiver, æblebåde og friske, nyknækkede hasselnødder tilføjet lidt skiver mozarella og avokado. Dryp evt. lidt olie-eddike-dressing over før du serverer.
Ingredienser:
En agurk
Et æble
En håndfuld friske hasselnøddekerner
En avokado
En mozarella
En god olivenolie
Æblecidereddike
Agavesirup
Fremgangsmåde:
Skyl og snit agurken i fine skiver og læg dem i bunden af en skål eller fad. Skræl avokado og skyl æblet. Skær begge dele i både og placer dem oven på agurkeskiverne. Skær mozzarella i skiver og placer også dem på agurkeskiverne. Drys med friske hasselnøddekerner. Rør evt. en dressing af en god olivenolie, æblecidereddike og en sjat agavesirup til at dryppe over.
Højbedene bugner med squash lige nu. Så ud over at fryse ned og henkogte med tomater, så får vi squashretter i alle mulige afskygninger – og det er ikke dårligt!
I dag blev det så til røsti på squash, fordi jeg alligevel havde gang i panderne, da jeg lavede fiskefileter vendt i æg og frø.
Ingredienser, fiskefileter:
En pakke fiskefileter
Frø fx sesam, hampefrø, hørfrø eller birkes
1 æg
Salt
Olivenolie
Ingredienser, squashrøsti:
En squash (200-300 g)
Et lille løg
2 fed hvidløg
100 g ost
1 æg
2 spsk loppefrø
Salt
Olivenolie
Fremgangsmåde:
Riv din squash på den grove side af rivejernet, drys med salt og lad det stå 1/2 time i et dørslag og dryp af. Imens rives osten, og løget hakkes fint.
Bland frøene til fiskefileterne i en skål eller tallerken, vend lidt salt i, og pisk ægget sammen i en anden skål.
Pres så meget væde ud af squashen som muligt og bland med de øvrige ingredienser i en skål til du har en “grøntsagsfars”. Lad det trække i 10 min.
Form små røsti af din “fars” og steg dem gyldne i olivenolie på en middelvarme pande.
Vend fiskefileter i først sammenpisket æg og derefter frø. Steg dem et par minutter på hver side på en middelvarm pande i olivenolie.
Server fiskefileter med squashrøsti sammen med fx tzatziki til at dyppe i.
Når haven bugner af bær, kan det være svært at få brugt dem alle. Denne opskrift på lækre, friske, syrligt-søde bærtrøfler kan laves på både friske og frosne bær og dermed serveres året rundt.
Ingredienser:
100 g bær fx ribs, solbær, stikkelsbær, hindbær eller hvad du har.
1/2 dl. fløde
50 g smør eller 4 spsk kokosolie
Sødemiddel fx stevia eller sukrin
1 dl kokos
1/2 mandelmel – eller mere kokos
150 g chokolade 85 %
Fremgangsmåde:
Bring bær, fløde og smør i kog. Smag til med fx sukrin eller stevia, mens det simrer.
Tag af blusset og tilsæt chokoladen knækket i mindre stykker. Rør til chokoladen er opløst. Stil på køl min. 1 time til massen er stivnet. Form små kugler og drys fx med ristede, hakkede nødder eller kokos.
Nem. hurtig, lækker og sund ret på en dag med mange gøremål.
Ingredienser:
2 pakker ferske fiskefileter
2,5 dl fløde
1/2 pose frostne grønne bønner
En god håndfuld spinatblade
Friske urter fra haven fx løg-/hvidløgstoppe og timian.
Salt og peber
Evt fyldte jalapenos med flødeost
Fremgangsmåde: dub fiskefileterne tørre og rul dem. Læg dem i et ovnfast fad. Hak urter og drys over. Læg spinatbladene ovenpå og hæld fløde over. Placer grønne bønner omkring. Drys med salt og peber. Hvis du har flødeostefyldte jalapenos, så placer dem ovenpå retten.
Mørbradgryde er en skøn simreret, når det skal gå stærkt. Ja, det lyder modsigende, men er faktisk rigtigt. Man kan servere retten med fuldkornsris eller en low carb selleri-broccolimos.
Ingredienser:
1 mørbrad
1 pakke bacon
4 wienerpølser
1 løg
1 dåse tomater
1 bakke champignon
Tomatkoncentrat
1/2 l fløde
paprika
Salt og peber
Ingredienser, mos:
1/2 knoldselleri
1/2 broccoli
Smør eller flødeost
Fremgangsmåde:
Start med at gøre grøntsager klar. Pil og snit løg fint, rens og snit champignon i skiver, Skræl selleri og skær i store tern samt skyl broccoli og del i buketter og skræl og skær stokken i mindre stykker.
Afpuds mørbraden og skær i tern. Skær pølserne i mindre stykker.
Sæt selleri og broccolistok til at koge. Svits bacon og paprika af i en anden gryde. Tilsæt mørbrad stykker og hakket løg og brun det. Tilføj pølser og champignon og steg yderligere nogle minutter. Tilsæt fløde, hakkede tomater og tomatkoncentrat og lad det simre under låg i ca. 30 min.
Når selleri og broccolistok har kogt i ca 10 min tilføjes buketterne og det koges til alt er mørt. Herefter tilføjes en klat smør eller flødeost, og det blendes til en flot grøn mos.