Pestomarineret svinemørbrad i flødesovs med broccolimos

Mørbradbøf er weekendmad, når det er bedst. Der skal være tid til, at lægge mørbraden i marinade i 2-3 timer. Glemmer man det alligevel, kan man heldigvis snyde og tilsætte pestoen til flødesovsen.

Ingredienser:

  • En hel svinemørbrad
  • 1/4 fløde
  • Grøn pesto fx hjemmelavet
  • En bakke champignoner
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • Olivenolie
  • Salt

Til mosen:

  • 1/4 knoldselleri
  • 1 broccoli
  • Smør

Fremgangsmåde:

2-3 timer før servering afpudsede mørbraden for fedt og sener og lægges i en pose med en marinade af grøn pesto. Har man glemt at gøre dette kan pestoen tilsættes sovsen.

Når du går i gang, startes med at gøre broccoli og knoldselleri klar. Skær i store stykker/buketter og bring i kog. De skal koge til de er møre.

Hak løg og hvidløg fint. Rens champignoner og skær i skiver.

Tag mørbraden frem og skær i bøffer. Brun den på alle sider ved høj varme og skru derefter ned til middel varme. Tilsæt løg, hvidløg og champignon og steg nogle minutter. Tilsæt så fløde og evt. pesto og varm til det bobler og koger lidt ind. Skru ned og lad retten simre yderligere nogle minutter.

Imens hældes vandet fra de kogte grøntsager – lad en sjat være tilbage. Tilsæt en klat smør og blend til mos.

Server mørbrad marineret i pesto med champignon-flødesovs og broccolimos.

Sirupristede valnødder, rabarberkompot og friske mynteblade

Nyd rabarberkompot og nødder sammen med oste til et glas køligt vin på terrassen; Som tapas og tilbehør til salat; Eller sammen med græsk yoghurt til din brunch.

Ingredienser:

  • 250 g friske rabarber
  • 100 g valnødder
  • Friske mynteblade
  • Stevia, kokossukker og agavesirup
  • Evt. sødskærm eller vannilie

Fremgangsmåde:

Start med at tænde ovnen på 200 grader.

Skyl og skær rabarberne i små stykker og fyld dem i et ildfast fad. Vend 1 spsk kokossukker, 1 spsk stevia, vanilje eller evt. finthakket sødskærm i (som fjerner syren i rabarberne). Dæk til med sølvpapir og bag i ovnen i 15 min.

Knæk valnødderne. Læg dem i en ovnfast fad og vend med agave sirup. Bag i ovnen et par minutter.

Lad begge dele køle af.

Anret og pynt med mynteblade.

Chips af krydderurter

Min mand og jeg var ude at spise i sidste weekend og fik bl.a. serveret salviechips ovenpå rørt torsk – og uh, de var gode, sprøde og milde i smagen, så det var jeg nødt til at gå hjem og eksperimentere med selv.

Man kan lave chips på alle mulige slags krydderurter – og i øvrigt også på ukrudt – når bare, de har store nok blade.

Chipsene tager ikke mange minutter at lave, smager mildere end friske krydderurter og er fantastiske at servere på fx små forretter eller til et glas hvidvin på terrassen.

Jeg brugte oregano, salvie, bronzefennikel og sødskærm/spansk kørvel, men prøv dig frem – det er smag og behag, hvad man er til.

Ingredienser:

  • Krydderurter: Fx salvie, oregano, bronzefennikel, sødskærm.
  • 2 spsk olivenolie
  • Salt

Fremgangsmåde:

Vend krydderurterne grundigt med olivenolien. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir og drys med salt.

Bag dem i ovnen på 160 grader i nogle minutter. Hold hele tiden øje, så de bliver sprøde uden at blive sorte. Vær obs på, at blade i forskellig størrelse og tykkelse ikke skal have lige lang tid, men skal ud efterhånden som de bliver færdige.

Smørstegte humleskud

Sådan en humle skyder helt vildt fra roden hvert år i det tidlige forår, hvor alt andet lader vente på sig. Så jeg er spændt på, om vi rent faktisk kan høste så planten vokser lidt mindre, eller den så bare skyder mere.

Hvorom alt er, så er sådan nogle nyhøstede humleskud bitre, men så snart de bliver stegt i smør eller olie, går bitterheden helt af dem, og de bliver til skønne, sprøde snacks på linje med asparges.

Pluk dem, når de er ca. 15 cm høje og lige knækker sprødt.

Ingredienser:

  • Et bundt nyhøstede humleskud
  • Smør eller olivenolie til stegning
  • Salt

Fremgangsmåde:

Smelt smørret eller varm olien op til middelvarme, måske lidt over, i en stegepande. Tilsæt humleskud og steg dem i 5-10 min til de bliver bløde. Giv et drys med salt.

Server som du ville have serveret asparges fx med bacon, til Hønsesalat eller Æggesalat.

Salvie, rød

Vi har den fineste røde salvie, som jeg byttede mig til for år tilbage, stående i vores krydderurtebed. Den står solrigt og relativt beskyttet af fliser tæt ved muren.

Jeg har tidligere haft andre almindelige salvier. De er alle vinterhårdføre, men denne synes at klare de danske vintre endnu bedre og fryser langt mindre tilbage. Bladene er en anelse mindre og rødlige, men duften og smagen er den samme karakteristiske som hos almindelig grøn salvie.

Brug fx salviebladene til lam, til at give smag til dine pandestegte Squash eller lav chips af dem.

Tunmousse med forårstoppe

Lige nu pibler alle løgplanterne op ude i havens bede – hvidløg, etageløg, purløg og ramsløg – og hvad er mere oplagt end en god gammeldags tunmousse fyldt med disse nye skud?

Ingredienser:

  • 1 dåse tun
  • 2 dl creme fraiche
  • Hakkede løgtoppe
  • salt

Fremgangsmåde:

Vend tunen med creme fraiche og smag til med salt. Hak dine yndlings løgtoppe fint og vend i. Pynt med en lille håndfuld og server på påske ordet eller til fx hjemmelavede Pitabrød på fuldkornsmel.

Chia – bærkompot med vanilje-flødecreme og ristede nødder, blodsukkervenlig

Lækker dessert på ribs, solbær, hassel- og valnød fra haven. Andre bær og nødder kan selvfølgelig også bruges. Jeg har tilføjet cashew og mandler her. Ved at bruge chiafrø får kompotten den mindre vandede og mere gele-agtige konsistens uden, at man behøver husblas eller andet geleringsmiddel.

Ingredienser:

Kompot:

  • 400 g bær fx fra frost
  • 4 spsk chiafrø
  • Sødemiddel fx stevia, kokossukker eller agavesirup

Flødecreme:

  • 2,5 dl piskefløde
  • 1,5 dl creme fraiche
  • Sødemiddel fx stevia i pulverform
  • 1 tsk vaniljepulver

Topping:

  • Hakkede, ristede nødder

Fremgangsmåde:

Start med din kompot, som med fordel kan laves dagen før. Fyld bærrene i en gryde og varm dem op, så de simrer. Smag til med fx flydende stevia og agavesirup. Køl ned. Tilsæt chiafrø og rør rundt med jævne mellemrum i 10 min.

Pisk fløden til flødeskum. Vend creme fraiche, vaniljepulver og fx stevia i pulverform i.

Hak og rist nødderne på en pande.

Anret med bær- chiakompot i bunden, vaniljecreme ovenpå og top med ristede nødder. Mums.

Blinis med rygeostcreme og stenbiderrogn

Lækker, lækker forret til fx nytårsaften eller mens stenbiderrogn er i sæson.

Blinis er lavet på vandbakkelsesdej, som er relativt hurtige at bage og her bagt i muffinforme og i en low carb udgave.

Ingredienser:

  • 10 mellemstore blinis/ vandbakkelser
  • 3-4 dl. creme fraiche
  • 300 g rygeost
  • 1 lille rødløg
  • stenbiderrogn
  • Evt dild

Fremgangsmåde:

Hvis vandbakkelserne har været nedfrosset og optøet, så giv dem lige 2 min på 180 grader, så er de sprøde igen.

Hak rødløget og dilden helt fint, men gem et par blade dild til pynt.

Vend rygeost med creme fraiche og tilsæt derefter løg og dild.

Halvér dine blinis. Fyld godt med rygeostcreme i og top med stenbiderrogn og en kvist dild. Voilà.

Fastelavnsboller af vandbakkelser med solbærflødeskum, blodsukkervenlig

Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have…

Jeg bager kun fastelavnsboller en enkelt gang om året, og i år kastede jeg min kærlighed på vandbakkelser med solbærskum, fordi de smager helt fantastisk og er med meget få kulhydrater.

Solbær havde vi liggende i fryseren – lige til at tage op og lave en dejlig tyk Solbærmarmelade af. Man kan sagtens bruge andre bær eller frugter til sin skum og på den måde variere smag og farve.

Ingredienser:

Fremgangsmåde:

Pisk fløden til flødeskum. Vend 3-4 spsk Solbærmarmelade i. Halvér vandbakkelserne og fyld godt med skum i, og server.

Vandbakkelser, low carb

Vandbakkelsesdej kan bruges til både forretter, burgerboller, desserter eller en hurtig snack, alt efter hvad du fylder på eller i dem. Kun fantasien sætter grænser.

I denne opskrift svarer dejen til 6-7 burger-/sandwichboller, 10 muffinstørrelser eller en lille kagemand.

Denne dej har et minimum af stivelse, der kun lige sørger for sammenhængskraften. Og fordi stivelsen udgør så lille en del af det samlede indtag, når man oveni købet fylder vandbakkelserne op bagefter, er opskriften low carb.

Dejen er dog så lind pga. det lave stivelsesindhold, at den vil flade ud på bageplade med mindre du bruger muffinforme. Men den hæver fint op.

Vandbakkelserne får et blødt og luftigt indre og en flot, sprød, krakeleret top.

Ingredienser:

  • 2 dl vand
  • 100 g smør
  • 45 g fuldkornshvedemel eller hvis dejen skal være glutenfri kan vælges havremel.
  • 50 g kokosmel eller mandelmel for at gøre dejen så low carb som mulig. Er man bare interesseret i, at den er blodsukkervenlig kan man lige så vel anvende fx. quinoa- hørfrø- eller kikærtemel.
  • 3 mellemstore æg.

Fremgangsmåde:

Fyld vand og smør i en gryde og bring i kog. Mix imens de to meltyper i en skål. Når væsken koger tilføjes melen af én omgang og der røres til det samler sig til en klump. Den bliver ikke helt så fast, når der er mindre stivelse i. Sæt på køl.

Imens dejen køler af piskes de 3 æg luftige i skålen.

Når dejen er kølet af til lun, vendes æggemassen i af tre omgange, hvor den røres grundigt i hver gang.

Tænd ovnen på 200 grader over- og undervarme. (Ikke varmluft)

Fyld dejen i muffinforme eller form boller på en bageplade med skeer.

Bag dine vandbakkelser på midterste rille i 20-30 min alt efter størrelse. Hold øje – de skal være gyldne, men ikke for mørke. Man må ikke åbne ovnen undervejs, da vandbakkelserne så falder sammen.