Brød

Brød

Lette æbleskiver – uden brug af æbleskivepande, fuldkorn

I dag forbinder de fleste af os æbleskiver som små runde kager – oftest uden at have det mindste med æbler at gøre. Oprindeligt var der dog æblestykker inden i, som i denne opskrift på Æbleskiver på fuldkornsmel.

Men de aller første æbleskiver var ikke engang runde. De var små, flade pandekager med æbleskiver inden i. Selvom udgangspunktet for opskriften er flere hundrede år gammel, så passer den perfekt ind i vores moderne tidsalder – de er nemme at lave og kræver ikke engang en æbleskivepande!

De tager ingen tid at stege i forhold til almindelige Pandekager, fordi der kan være flere på panden af gangen.

Æbleskiverne er oplagte at lave om efteråret, når æblerne på træerne modner i massevis på en gang og er klar til brug.

Husk at dejen skal være meget tykkere end almindelig pandekagedej!

Ingredienser:

  • 3 æg
  • 1½-2 dl mælk eller plantemælk
  • 2 dl havregryn
  • 1 dl fuldkornshvedemel
  • 1 dl hvedemel
  • et lille drys salt
  • 1 tsk kardemomme
  • 2 spsk kokossukker
  • rapsolie til stegning
  • 2 æbler

Fremgangsmåde:

Skyl æblerne, fjern æbleskrogene og skær æblerne i tynde skiver.

Rør pandekagedejen:

Start med at male havregrynene til mel i en foodprocessor. Bland derefter alle de tørre ingredienser i en skål. Slå æggene i og rør mælken i lidt af gangen. Brug et piskeris, så du får rørt alle klumper ud.

Dryp lidt rapsolie på den varme pande. Dyp æbleskiverne i dejen og læg dem på panden. Brug en ske, så der kommer lidt ekstra dej med hvert æblestykke.

Spis dem som de er eller dyp i agavesirup eller hjemmelavet Nutella.

Pølsehorn, fuldkorn

Min søn var hjemme med forkølelse, og så skulle der ske lidt. Så vi blev enige om at bage pølsehorn til eftermiddagsmaden. De er gode som mellemmåltid eller i en madpakke. Disse pølsehorn er som altid med en overvægt at fuldkorn.

Ingredienser:

  • 200 g fuldkornsspeltmel
  • 200 g hvedemel
  • 100 g havregryn
  • 1 tsk salt
  • 25 g tørgær
  • 2 ½ dl vand
  • 1 ½ dl mælk eller plantemælk
  • 8 store pølser eller 16 brunchpølser

Fremgangsmåde:

Start med at blande de tørre ingredienser. Gem evt lidt hvedemel. Lun mælk og vand og tilsæt det til blandingen. Ælt dejen grundigt – gerne minimum 5 min. Dejen skal være lidt klistret.

Lad dejen hæve lunt ½ time.

Drys bordet med mel og hæld dejen ud her på og tilsæt resten af melet. Del dejen i to og rul hver portion ud til en rund “pizzabund” med en diameter på omkring 35-40 cm. Inddel hver “pizzabund” i 8 lige store trekanter.

Skær pølserne i halve, hvis det er de store, du har valgt. Læg en pølse på hver trekant, og rul dem sammen til horn. Læg dem på en bageplade med lukningen nedad.

Lad pølsehornene efterhæve ½ time.

Tænd ovnen på 225 grader. Slå ægget ud og pisk det sammen. Pensl pølsehornene og bag dem på midterste rille i ca 15 min til de er gyldne.

Butterdejspirogger

Pirogger er i virkeligheden blot små brødpakker med kød- og/eller grøntsagsfyld. De kan laves på filodej eller som her butterdej. Jeg har valgt den usunde købeudgave på almindeligt sigtet hvedemel, men man kan også vælge selv at lave sig en fuldkornsbutterdej. Men generelt er der ikke meget brød i dem, hvis man nøjes med en enkelt med noget lækkert salat til fx Avocadoraita.

Pirogger er en særdeles god måde at undgå madspild på, da alle mulige rester fra dagen før kan fyldes i. Vi havde en kyllingerest fra dagen før og en hjemmelavet Mojo samt et stykke manchegoost. Det blev tryllet til små sprøde, lækre snacks, så der også var til børnenes madpakker dagen efter.

Ingredienser:

  • 6 optøede butterdejsplader
  • en rest kød eller grøntsager
  • 50-100 g manchego
  • Hjemmelavet Mojo eller Pesto
  • mælk til pensling
  • sesamfrø

Fremgangsmåde:

Del pladerne i kvadrater (firkant med lige lange sider). Smør med pesto. Fyld kød og/eller grøntsager i. Riv osten over. Tag fat i et hjørne og fold det over på midten, så der i stedet dannes en trekant. pres kanterne godt sammen. Pensl piroggerne med mælk og drys med sesamfrø. Bag efter anvisningen på pakken.

Bananbrød med hindbær

Vi havde lige et par bananer, der trængte til at blive brugt. Normalt spiser jeg ikke banan, fordi de indeholder mange hurtige kulhydrater, men når det bliver fordelt over et helt brød, bliver indtaget ikke så massivt. Derudover havde vi noget mørk chokolade med hindbærsmag liggende, som vi ikke fik spist, og så havde jeg en rest frysetørrede hindbær. Brødet smager som en blanding af brød og kage.

Jeg bagte af og til dette brød, da jeg var gravid med vores andet barn og fik graviditetsbetinget diabetes. Man kan enten fylde dejen i en lille rugbrødsform, og så skal den have 40-45 min i ovnen, eller man kan vælge at fylde i muffinforme, som jeg gjorde denne gang, og så skal de kun have 20 min i ovnen.

Ingredienser:

  • 2 store modne bananer
  • 225 g fuldkornsmel
  • 3 spsk rapsolie
  • 2 æg
  • 1½ tsk bagepulver
  • ½ dl mælk eller plantemælk
  • 2/3 dl agavesirup
  • 75 g hakket mørk (hindbær-)chokolade min 70 %
  • 2 spsk frysetørrede hindbær

Fremgangsmåde:

Mos bananerne med agavesirup. Slå æggene i og tilsæt rapsolie og mælk. Pisk det sammen. Tilsæt mel, frysetørrede hindbær og bagepulver og rør det godt, så glutenet frigives. Dejen skal være tyk og klistret. Hak chokoladen groft og vend den i dejen. Fyld dejen i en lille rugbrødsform eller 12 muffinforme 1/3 op. Bag ved 180 grader i 20 min ved muffins og 40-45 min ved rugbrødsform.

Chapati – indisk fladbrød, fuldkorn

Disse madbrød er super enkle at lave og smager bare bedre, end hvad man kan købe i butikkerne. Server dem til en hjemmelavet Chicken tikka masala, en Dhal eller anden indisk gryderet.

Ingredienser:

  • 3 ½ dl fuldkornshvedemel
  • 1 dl hvedemel til udrulning
  • et drys salt
  • 2 ½ spsk olivenolie
  • 1 ½ dl vand
  • evt. garam masala

Fremgangsmåde:

Bland fuldkornshvedemel og vand og tilsæt olie. Tilsæt vandet lidt af gangen. Ælt dejen grundigt i mindst 5 minutter, så gluten frigives. Dejen skal være blød og smidig, men må ikke være klistret. Lad dejen hvile i 20 min.

Tag dejen frem igen og tril kugler på størrelse med golfbolde. Drys bordet med hvedemel og rul alle dejkuglerne helt tyndt ud til pandekager. Drys med lidt garam masala eller andet krydderi på begge sider og gnid det lidt ind i. Bag dem på en meget varm og helt tør pande et ad gangen. Vend ofte og pres ned på brødene, så de puffer op.

Valnøddeboller, fuldkorn

Valnøddeboller

Disse valnøddeboller er ligesom mine andre langtidshævede Boller baseret på 100 % fuldkornsmel. De blev super lækre på morgenbordet, og familien spiste næsten dem alle. Så de må snart bages igen i den dobbelt portion! Opskriften er nemlig kun på 15 boller, men det er rart også at have nogle til fryseren.

Ingredienser:

  • 325 g fuldkornshvedemel
  • 250 g fuldkornsspeltmel
  • 150 valnødder
  • 10 g tørgær
  • ½ l vand
  • 2 tsk honning
  • 1 tsk salt + evt flagesalt til at drysse på toppen.

Fremgangsmåde:

Start med at hakke valnødderne groft – eller knæk dem blot i mindre stykker. Bland så de tørre ingredienser. sammen. Tilsæt så vand og honning og rør godt min. 5 min. Dejen er skal være klistret og våd. Stil dejen til hævning natten over et køligt sted.

Tænd ovnen på 220 grader. Brug to gafler til at tage dejen op med og klat dem lidt rustikt 12-15 boller ud direkte på en bageplade beklædt med bagepapir. Drys evt med lidt fladesalt på toppen. Bag bollerne på midterste rille i 15 min.

Boghvedepandekager

Boghvedepandekager

Pandebrød eller pandekager kan laves af mange forskellige typer mel. Boghvedemel er glutenfrit, men det er også blodsukkervenligt. Så da jeg den anden dag faldt over 3 poser, der var meget nedsat, røg de selvfølgelig i indkøbskurven. Og noget af melet blev tryllet til pandekager til glæde for især børnene. Prøv fx at top dem med hjemmelavet blodsukkervenlig Brombærsyltetøj Solbærsyltetøj eller Nutella.

Ingredienser:

  • 200 g boghvedemel
  • 5 mellemstore æg
  • 4 dl mælk fx plantemælk
  • et drys salt
  • et dryp agavesirup eller andet sødemiddel
  • 1½ tsk kardemomme
  • rapsolie til at stege i

Fremgangsmåde:

Pisk æg og mælk sammen med krydderier. Tilsæt mel lidt ad gangen, mens der piskes. Bag pandekagerne på en middelvarm pande. Giv evt. pandekagerne et drys kanel, når du lige har hældt dejen på panden.

Pitabrød, fuldkorn – med æggesalat, tunmousse og friske grøntsager

Fyldt pitabrød

Gode pitabrød hænger ikke på træerne. Jeg synes ofte, de fuldkornspitabrød man køber i butikkerne er kedelige og smuldrer for et godt ord. Derfor ville jeg gerne bage nogle selv, som stadig var med en stor andel fuldkornsmel, men som var lidt blødere og lækrere i det. Disse er bagt med en kombination af sigtet hvedemel og sigtet rugmel. Det sigtede rugmel er stadig 80-90 % fuldkorn. Man kan også bare vælge at bruge helt almindeligt fuldkornsmel Hele fidusen ved at bage pitabrød er at give dem kort tid i ovnen med høj varme, så de hurtigt hæver op.

Børnene kan bedst lide middagsretter, hvor man selv kan sammensætte ingredienserne på sin tallerken. Her er pitabrød skønt, for man snitter bare de friske grøntsager, man har i haven eller køleskabet og sætter frem. Denne gang rørte jeg også både en hurtig Æggesalat og en tunmousse af en dåse tun, 2 spsk creme fraiche og en håndfuld hakkede purløg. Det er sjældent, vi spiser tun, og det kan sagtens undværes.

Ingredienser til 8 pitabrød:

  • 200 g sigtet rugmel + ca 100 g til æltning eller almindeligt rugmel
  • 175 g sigtet hvedemel
  • ½ pose tørgær svarende til 25 g gær
  • ½ tsk salt
  • 1½ dl mælk eller plantemælk
  • 1½ dl vand

Fremgangsmåde:

Start med at blande alle de tørre ingredienser. Tilsæt så vand og mælk og rør godt. Dejen skal være klistret. Lad dejen hæve et lunt sted i 1 time. Den kan også hæve længere tid på køl, men så skal den tages ud, så den bliver lun inden æltning. Drys bordet med et tykt lag rugmel og ælt godt igennem. Tilsæt rugmel til dejen ikke er klistret mere. Rul dejen til en lang pølse og del i 8 lige store dele.

Tril runde boller af hver af de 8 stykker og rul dem derefter fladt ud på bordet med en kagerulle. Hvert pitabrød skal have en diameter på ca 12 cm. Læg dem på en bageplade og bag dem midt i ovnen i 6-7 minutter på 250 grader.

Varme hveder eller hvedeknopper, fuldkorn

Varme hveder hører St. bededag til. Jeg elsker når kardemommeduften spreder sig i hele huset, mens hvederne bager. Og når de nu også oveni købet smager forrygende, så bager jeg dem gerne den ene gang om året. De er lette at bikse sammen, men det tager lang tid før bollerne er klar til servering, da de skal hæve i 4½ time i alt, så det er lidt et heldagsprojekt. I år var der heldagsregn St. bededag, så det gjorde ikke så meget, og jeg kunne jo gå og pusle med andre projekter, mens bollerne hævede sig store og flotte.

Ingredienser:

  • 550 g fuldkornshvedemel
  • 500 g hvedemel
  • ½ pose tørgær
  • 50 g kokossukker
  • 10 g salt
  • 3 tsk kardemomme
  • 4 mellemstore æg
  • 3 dl mælk eller plantemælk
  • 3 dl vand
  • 50 g blødt eller smeltet smør

Fremgangsmåde:

Bland alle de tørre ingredienser sammen i en stor skål (dejen hæver meget). Smelt smør og bland det med mælken inden det tilsættes dejen. Slå 3 af æggene i. Det sidste sidste skal bruges til pensling. Som med alle fuldkornsdeje skal den æltes rigtigt godt igennem, så glutenet aktiveres og dejen bliver smidig og elastisk – mindst 6 minutter. Lad dejen hæve tildækket et lunt stedet i 2 timer.

Vend dejen ud på et meldrysset bord og rul den til en lang pølse. Del den i 20 lige store stykker og rul stykkerne til boller. Fordel dem på en lidt dyb bradepande beklædt med bagepapir. Lad bollerne hæve tildækket et lunt sted i 2½ time.

Slå ægget ud i en kop og pisk det let sammen. Pensl hvedeknopperne og bag dem midt i ovnen i ved 220 grader i 12-14 min.

Lad dem køle af under et viskestykke for at få en blød skorpe og bræk så fra hinanden.

Boller, fuldkorn

Fuldkornsbolle

Hvis man gerne vil have et reelt alternativ til rugbrød, hvor der udelukkende bliver brugt fuldkornsmel, så er dette opskriften. Langt de fleste fuldkornsboller indeholder stadig en stor portion almindeligt sigtet hvedemel. Det giver en lettere bolle, men mindre mæthed.

Man kan variere og blande alle typer fuldkornsmel eller krydderier i. Jeg er dog glad for spelt og kardemommevarianten. Jeg tilsætter de frø jeg har, så bollerne varierer fra gang til gang.

Fuldkornsboller

Det der gør det muligt at lave disse boller med 100 % fuldkornsmel er langtidshævningen. Jeg blander og rører dejen aftenen inden, jeg skal bruge den. Sætter den i mit viktualierum eller køleskab med et klæde over. Bager dem næste morgen, så kardemommeduften fylder hele huset og nyder en sprød friskbagt bolle med smør til morgenmad. De smager nu også fantastisk med hjemmelavet blodsukkervenlig Brombærsyltetøj, Solbærsyltetøj eller Nutella (Choko-nøddecreme). Resten af bollerne fryser jeg ned og tager op og tør op i en pose i mikrobølgeovnen, når jeg skal bruge dem. Boller bliver hurtigt tørre, så de er ideelle at have liggende i fryseren.

I disse boller bruger jeg 1 spsk honning. Den får sammen med gæren dejen til at hæve. Honning er næsten 100% sukker, men fordi mængden af sukker er så lille i forhold til de øvrige ingredienser, så betyder det ingenting i forhold til blodsukkerpåvirkningen.

Ingredienser:

  • 400 g fuldkornsspeltmel
  • 200 g fuldkornshvedemel
  • 250 g havregryn
  • 50 g hørfrø
  • 50 g solsikkekerner
  • 1 spsk salt
  • tørgær svarende til 10 gær
  • 3 tsk kardemomme
  • 1 spsk honning
  • 3 spsk rapsolie
  • 8 dl vand

Fremgangsmåde:

Bolledej

Start med at blande alle de tørre ingredienser. Tilsæt herefter vandet lidt af gangen og rør til sidst olie og honning i. Dejen skal røres længe og godt, så den bliver smidig og glat og glutenet aktiveres. Fuldkornsdeje skal generelt røres længere. Da dejen skal langtidshæves skal den være ret klistret og våd. Alt efter hvor våd den laves (afhængig af det mel du bruger), kan bollerne flyde mere eller mindre ud på pladen. Stil dejen et koldt sted og lad den hæve i 12-24 timer.

Tag dejen frem og tænd ovnen på 220 grader. Mens ovnen varmes op formes 20 små boller med 2 gafler. Bag bollerne i midten af ovnen i 16 min.