Opskrifter

Tunmousse med forårstoppe

Lige nu pibler alle løgplanterne op ude i havens bede – hvidløg, etageløg, purløg og ramsløg – og hvad er mere oplagt end en god gammeldags tunmousse fyldt med disse nye skud?

Ingredienser:

  • 1 dåse tun
  • 2 dl creme fraiche
  • Hakkede løgtoppe
  • salt

Fremgangsmåde:

Vend tunen med creme fraiche og smag til med salt. Hak dine yndlings løgtoppe fint og vend i. Pynt med en lille håndfuld og server på påske ordet eller til fx hjemmelavede Pitabrød på fuldkornsmel.

Chia – bærkompot med vanilje-flødecreme og ristede nødder, blodsukkervenlig

Lækker dessert på ribs, solbær, hassel- og valnød fra haven. Andre bær og nødder kan selvfølgelig også bruges. Jeg har tilføjet cashew og mandler her. Ved at bruge chiafrø får kompotten den mindre vandede og mere gele-agtige konsistens uden, at man behøver husblas eller andet geleringsmiddel.

Ingredienser:

Kompot:

  • 400 g bær fx fra frost
  • 4 spsk chiafrø
  • Sødemiddel fx stevia, kokossukker eller agavesirup

Flødecreme:

  • 2,5 dl piskefløde
  • 1,5 dl creme fraiche
  • Sødemiddel fx stevia i pulverform
  • 1 tsk vaniljepulver

Topping:

  • Hakkede, ristede nødder

Fremgangsmåde:

Start med din kompot, som med fordel kan laves dagen før. Fyld bærrene i en gryde og varm dem op, så de simrer. Smag til med fx flydende stevia og agavesirup. Køl ned. Tilsæt chiafrø og rør rundt med jævne mellemrum i 10 min.

Pisk fløden til flødeskum. Vend creme fraiche, vaniljepulver og fx stevia i pulverform i.

Hak og rist nødderne på en pande.

Anret med bær- chiakompot i bunden, vaniljecreme ovenpå og top med ristede nødder. Mums.

Blinis med rygeostcreme og stenbiderrogn

Lækker, lækker forret til fx nytårsaften eller mens stenbiderrogn er i sæson.

Blinis er lavet på vandbakkelsesdej, som er relativt hurtige at bage og her bagt i muffinforme og i en low carb udgave.

Ingredienser:

  • 10 mellemstore blinis/ vandbakkelser
  • 3-4 dl. creme fraiche
  • 300 g rygeost
  • 1 lille rødløg
  • stenbiderrogn
  • Evt dild

Fremgangsmåde:

Hvis vandbakkelserne har været nedfrosset og optøet, så giv dem lige 2 min på 180 grader, så er de sprøde igen.

Hak rødløget og dilden helt fint, men gem et par blade dild til pynt.

Vend rygeost med creme fraiche og tilsæt derefter løg og dild.

Halvér dine blinis. Fyld godt med rygeostcreme i og top med stenbiderrogn og en kvist dild. Voilà.

Fastelavnsboller af vandbakkelser med solbærflødeskum, blodsukkervenlig

Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have…

Jeg bager kun fastelavnsboller en enkelt gang om året, og i år kastede jeg min kærlighed på vandbakkelser med solbærskum, fordi de smager helt fantastisk og er med meget få kulhydrater.

Solbær havde vi liggende i fryseren – lige til at tage op og lave en dejlig tyk Solbærmarmelade af. Man kan sagtens bruge andre bær eller frugter til sin skum og på den måde variere smag og farve.

Ingredienser:

Fremgangsmåde:

Pisk fløden til flødeskum. Vend 3-4 spsk Solbærmarmelade i. Halvér vandbakkelserne og fyld godt med skum i, og server.

Vandbakkelser, low carb

Vandbakkelsesdej kan bruges til både forretter, burgerboller, desserter eller en hurtig snack, alt efter hvad du fylder på eller i dem. Kun fantasien sætter grænser.

I denne opskrift svarer dejen til 6-7 burger-/sandwichboller, 10 muffinstørrelser eller en lille kagemand.

Denne dej har et minimum af stivelse, der kun lige sørger for sammenhængskraften. Og fordi stivelsen udgør så lille en del af det samlede indtag, når man oveni købet fylder vandbakkelserne op bagefter, er opskriften low carb.

Dejen er dog så lind pga. det lave stivelsesindhold, at den vil flade ud på bageplade med mindre du bruger muffinforme. Men den hæver fint op.

Vandbakkelserne får et blødt og luftigt indre og en flot, sprød, krakeleret top.

Ingredienser:

  • 2 dl vand
  • 100 g smør
  • 45 g fuldkornshvedemel eller hvis dejen skal være glutenfri kan vælges havremel.
  • 50 g kokosmel eller mandelmel for at gøre dejen så low carb som mulig. Er man bare interesseret i, at den er blodsukkervenlig kan man lige så vel anvende fx. quinoa- hørfrø- eller kikærtemel.
  • 3 mellemstore æg.

Fremgangsmåde:

Fyld vand og smør i en gryde og bring i kog. Mix imens de to meltyper i en skål. Når væsken koger tilføjes melen af én omgang og der røres til det samler sig til en klump. Den bliver ikke helt så fast, når der er mindre stivelse i. Sæt på køl.

Imens dejen køler af piskes de 3 æg luftige i skålen.

Når dejen er kølet af til lun, vendes æggemassen i af tre omgange, hvor den røres grundigt i hver gang.

Tænd ovnen på 200 grader over- og undervarme. (Ikke varmluft)

Fyld dejen i muffinforme eller form boller på en bageplade med skeer.

Bag dine vandbakkelser på midterste rille i 20-30 min alt efter størrelse. Hold øje – de skal være gyldne, men ikke for mørke. Man må ikke åbne ovnen undervejs, da vandbakkelserne så falder sammen.

Oliven-tapenade

Mums, oliventapenade på hjemmebagt Knækbrød. Så bliver det ikke meget bedre!

Du kan også bruge tapenade på små pindemadder fx som snacks til nytår.

Ingredienser:

  • 1 glas stenfri oliven af god kvalitet
  • 1 fed hvidløg
  • 3 spsk olivenolie
  • 2 spsk balsamico eddike
  • Friske krydderurter fx timian
  • Evt salt og peber

Fremgangsmåde:

Blend oliven fx med stavblender. Rib bladene af timianstænglerne, hak dem og vend med oliven. Pres et fed hvidløg i og vend rundt. Tilsæt olivenolie og balsamico og rør rundt. Smag til med salt og peber.

Knækbrød, low carb

Knasende sprødt knækbrød uden brug af hverken mel eller æg. Fantastisk med fx Oliven-tapenade, Mojo eller en god ost

Ingredienser:

  • 1 dl mandelmel
  • 1 dl hørfrø
  • 1 dl chiafrø
  • 3 spsk loppefrø
  • 1/2 dl sesamfrø
  • 1 dl solsikkekerner
  • 3 spsk olivenolie
  • 2 dl vand
  • 1 tsk salt

Fremgangsmåde:

Bland alle ingredienserne i en skål og rør rundt. Lad frøene stå og trække væsken i 10-15 min.

Hæld massen ud på et stykke bagepapir og fordel det. Læg et andet stykke bagepapir ovenpå og rul det tyndt ud med en kagerulle. Tag det øverste stykke bagepapir af igen og skær evt. ud i firkanter.

Bag ved 140-150 grader i ca 1 time, men hold øje!

Hyben-æblemarmelade med vanille og citronskal, blodsukkervenlig

Her får du opskriften på den smukkeste ravgule efterårs-marmelade på hyben og vinteræbler.

Vi plukkede hyben på vores ferie ved Vesterhavet og smed dem i fryseren, da vi kom hjem, så det var lettere at få alle frøene ud, når de skulle trykkes til marmelade.

Ingredienser:

  • 400 g rensede hyben
  • 3 vinteræbler
  • revet citronskal
  • 1/2 tsk vaniljepulver
  • 2 dl vand
  • 1/2 dl agavesirup
  • stevia

Fremgangsmåde:

Udkern hyben og skræl og udkern æblerne, som skæres i mindre stykker. Riv skal af en citron med et juliennejern. Kog i en gryde sammen med vanilliepulver og vand til det er mørt og koger ud. Smag til med agavesirup og stevia. Hæld på glas og opbevar på køl.

Jordskokke/blomkålpuré med æbletern, creme fraiche og stenbiderrogn

Denne ret er god som forret til fx nytårsaften eller bare som et lækkert input i madlavningen i sæsonen for stenbiderrogn, hvor jordskokker, blomkål og vinteræbler også er i sæson. Server den sammen med et lækkert hjemmebagt Langtidshævet Surdejsbrød.

Ingredienser:

  • 700 g jordskokker
  • et lille blomkål
  • et stort løg
  • et fed hvidløg
  • citronsaft og skal
  • ½ tsk revet muskatnød
  • evt 2 laurbærblade
  • 2 1/2 dl fløde
  • 8 dl bouillon (2 terninger)
  • salt og peber
  • Olivenolie

Fremgangsmåde:

Skyl og rens jordskokkerne og skær dem i grove stykker. Skær blomkålen i buketter og stilken i mindre stykker. Pil løg og hvidløg og skær dem i grove tern. Steg grøntsagerne i olie i en stor gryde og tilsæt så bouillonen. Lad det simre i 20-25 min sammen med laurbærbladene til alt er mørt.

Hæld grøntsagsvandet fra, men gem det. Fisk laurbærbladene op. Tilsæt fløde og muskatnød, kog op og blend så til en puré. Tilsæt evt. lidt af grøntsagsvandet, hvis konsistensen er for tyk. Smag til med citronsaft, salt og peber.

Lad puréen køle af.

Skyl og udkern æblerne og skær dem derefter i fine små tern. Riv fine strimler af citronskallen med et juliennejern.

Tag puréen frem igen og anret med creme fraiche, æbletern og stenbiderrogn. Pynt retten med et par strimler citronskal og server fx med et lækkert hjemmebagt langtidshævet Surdejsbrød.

Broccolisalat med kapers eller Saltede tallerkensmækkerfrø

Denne salat er en endnu mere low carb og desuden vegetarisk udgave af min normale Broccolisalat med bacon.

Desuden kan man med fordel bruge sine Saltede tallerkensmækkerfrø i den i stedet for de traditionelle kapers.

Ingredienser:

  • 1 lille broccoli
  • 1 lille løg
  • 1/2 dl solsikkekerner
  • 1 dl creme fraiche
  • 2 spsk mayonaise
  • Evt sennep
  • Evt. skallen af en citron
  • En spsk olivenolie
  • Salt

Fremgangsmåde:

Skær broccolien i mundrette stykker. Skræl stokken og skær også den i mindre stykker. Kog den i letsaltet vand i 5 min., og lad dem derefter køle af.

Pil og hak løget helt fint. Skyl og afdryp dine saltede kapers eller Tallerkensmækkerfrø, og hak dem evt. groft. Riv skallen af citronen helt fint på et juliennejern.

Rist solsikkekernerne i olivenolien på en pande, til de er lysebrune, og tilsæt lidt salt. Lad dem køle af.

Bland dressingen af creme fraiche, mayonaise, fintrevet citronskal og sennep i en stor skål.

Vend kapers/Tallerkensmækkerfrø og løg i og derefter broccoli.

Drys til sidst med ristede solsikkekerner.