Nu har vi fået Tzatziki flere dage i træk og trængte til noget andet, og på sådan en varm august dag er kold agurkesuppe noget af det lækreste.
Ingredienser:
• 2 store agurker
• en håndfuld friske mynteblade fra fx marokkansk mynte
• 1 lille løg
• 2 tsk salt
• 1 dl creme fraiche/græsk yoghurt
Fremgangsmåde:
Skær enderne af agurkerne og skær dem i grove stykker. Pluk myntebladene af kvistene. Pil løget. Fyld alle ingredienser i en blender og blend til en ensartet masse. Stil på køl og lad det trække en times tid inden servering
Bacalao betyder klipfisk på spansk (baccala på italiensk) og er tørret og saltet torsk.
Første gang jeg smagte denne gryderet var i Norge, og tørret torsk kan da også købes både i de fleste nordiske lande såvel som middelhavslande som Spanien og Italien. Så denne opskrift er et skønt møde mellem norske og spanske madtraditioner i en opdateret dansk udgave, hvor kartofler og gulerødder er byttet ud med knoldselleri og broccoli.
Ingredienser:
350-400 g klipfisk
2 dåser tomater
1/2 dl tomatpure
1/2 knoldselleri
1 broccoli
1 løg
2 peberfrugter
5 fed hvidløg
revet ingefær
et drys chili
olivenolie
3 dl vand
8 æg
oliven
Start med at udbløde klipfisken i ca 10 timer i koldt vand.
Skær og snit grøntsagerne i mundrette stykker og steg dem i olivenolie i en stor gryde i nogle minutter. Hæld vand, dåsetomat og tomatpure over. Riv ingefær i og smag til med chili. Læg klipfiskestykkerne ovenpå, bring i kog og lad det simre under låg i en time.
Kog imens de 8 æg i 6 min.
Server din bacalao med kogte æg, oliven og evt fuldkornsbrød.
Jeg holder meget af aubergine og bruger dem derfor ofte i min madlavning. Denne salat er inspireret af det græske/tyrkiske køkken og passer godt til grillet kød fx lam.
Ingredienser:
2 auberginer
3 tomater
100 g feta
2 forårsløg/ et bundt ramsløg eller en lille håndfuld etageløgtoppe.
2 fed hvidløg
Persille
Olivenolie
Salt
Citron eller æbleeddike
Fremgangsmåde:
Skyl og snit auberginer er i mindre stave. Steg dem i rigeligt olivenolie i 15-20 min til de er møre. De sidste minutter presses hvidløgsfeddene i og steges med.
Imens snittes tomaterne i mindre stykker. Løgene snittes i strimler og vendes sammen med tomat og feta. Hak persillen fint og vend i.
Lad auberginen køle af inden den vendes med resten. Smag til med salt og citronsaft eller æbleeddike.
Lige nu pibler alle løgplanterne op ude i havens bede – hvidløg, etageløg, purløg og ramsløg – og hvad er mere oplagt end en god gammeldags tunmousse fyldt med disse nye skud?
Ingredienser:
1 dåse tun
2 dl creme fraiche
Hakkede løgtoppe
salt
Fremgangsmåde:
Vend tunen med creme fraiche og smag til med salt. Hak dine yndlings løgtoppe fint og vend i. Pynt med en lille håndfuld og server på påske ordet eller til fx hjemmelavede Pitabrød på fuldkornsmel.
Min mand har købt en helt lam til fryseren fra et naturcenter i nærheden. Vi havde snakket en del om hjertet og leveren med børnene. Selv elsker jeg hjerte, men børnene var noget skeptiske. Pakket ind i flødesovs, mixet med bacon og med kartoffelmos til, gled det dog fint ned. Til de voksne serverede jeg en mos på blomkål og knoldselleri.
Da der kun var ét lam, var der selvfølgelig også kun ét hjerte, så ideen med at kombinere med bacon var klog.
Ingredienser:
1 lammehjerte
1 pakke bacon i tern
1 bakke champignon
1 løg
2 fed hvidløg
1 porre
2 1/2 dl. fløde
4 dk hønsefond
2 dl hvidvin
3 laurbærblade
1 kvist rosmarin
Olivenolie/smør til stegning
Salt og peber
Fremgangsmåde:
Start med at skylle blodrester af samt fjerne sener og fedt fra hjertet. Skær det så i mundrette stykker.
Snit porre, løg og hvidløg fint og skær champignoner i skiver. Hak rosmarinen helt fint.
Brun først hjerte og bacon 3-4 min. ved middelvarme i smør og olivenolie. Krydr med salt og peber. Hæld det over i en skål og sæt til side.
Brun så champignon på samme måde på panden og hæld derefter i en anden skål. De skal i til sidst.
Brun løg, porre og hvidløg på panden. Tilsæt hvidvin og lad alkoholen dampe af, mens væsken reduceres til halvdelen.
Tilsæt fond, fløde, hjerter, laurbærblade og rosmarinkvist og lad det simre i ca. 30 min. De sidste 5 min. koger champignonerne med.
Fisk laurbærbladene op, smag til med salt og peber og servér med en Mos af fx selleri og blomkål.
Sønnike havde bestemt, at vi skulle have Hjemmelavede Hotdogs, og jeg ville gerne gøre tilbehøret lidt sundere end vanligt, så jeg besluttede mig for at lave en sund remoulade.
Jeg har altid godt kunnet lide remoulade med lidt bid i. Denne remoulade smager himmelsk og er fyldt med sunde ingredienser, så man ikke behøver holde igen.
Man kan sagtens lave remouladen uden gurkemeje, men det giver en flot farve. Mayonaisen kan man starte med at lave, så har man to slags dyppelse.
Æbleflæsk er en skøn efterårsspise, fra når vinteræblerne er klar. Jeg plejer at lave den med lige dele æble, løg og spidskål for at gøre den så sund og blodsukkervenlig som mulig. Desuden deler jeg alting op, da børnene ikke er så meget for sammenblandede ingredienser; de vil som andre børn gerne kunne se, hvad de spiser.
Ingredienser:
1 pakke stegeflæsk
5 store mad eller spiseæbler
½ spidskål
4 store løg
Fremgangsmåde:
Først steges flæsken på en tør pande i 25 min på den ene side, vendes og 5 min på den anden side. Imens skylles æbler, kernehuset fjernes og de skæres i skiver. Løggene skæres i ringe og spidskålen snittes i strimler.
Når flæsken er færdigstegt, lægges den på noget fedtsugende papir. Noget af fedtet hældes fra. Resten bruges til at stege først løg, så spidskål og til sidst æbler i.
Man kan også vælge at stege det sammen og bare lægge det på i den rækkefølge som angivet ovenfor. Løggene skal være som bløde løg. Spidskål og æbler skal falde sammen. Det kan være nødvendigt at lægge et låg eller en tallerken over æblerne, for at de bliver bløde nok.
Løgplanter er skønne i madlavning og derfor et must i enhver nyttehave. Purløg er fx uendeligt let at dyrke og kræver ikke meget plads. Og så smager der skønt på en æggemad.
Nogle løgplanter som ramsløg får smukke, hvide blomster. Mens andre løgplanter som slangehalshvidløg og etageløg er sjove og dekorative at have i haven.
Etageløg
Som navnet siger, så vokser etageløg i etager. Den danner topløg, som igen sætter stængler ud med nye topløg, som igen sætter stængler ud med nye topløg.
Topløgene kan godt spises, men de er ret små. Derfor foretrækker jeg at høste dem som yngleløg og sætte dem. Og så i stedet bruge de ekstrastængler, som planten sætter i det tidlige forår i siderne af hovedstængler, som man bruger forårsløg. Prøv fx at snitte dem fint i salater eller i squashdeller.
Slangehalshvidløg
Som det ses på billedet, danner slangehalshvidløg en top, som først på sommeren ligner en slangehals. Senere dannes et helt hoved fyldt med bittesmå topløg. Disse kan høstes til yngleløg og sættes. Hvert år fordobler løget i jorden feddene, sådan at der det første år, dannes 1 fed, så 2, så 4 osv. Hvis man vil høste hvidløget i jorden er det derfor vigtigt hele tiden at have planter af forskellig alder, således at man hvert år sætter nye yngleløg.
Hvidløgene i jorden er ikke kæmpestore og skal høstes i slutningen af juni/start juli, før skallen om feddene åbner sig. Man kan også vælge bare at lade dem gro i et område – og de er grovillige og spreder sig meget let. Så kan man høste af toppe som smagsgiver i supper og gryderetter . Eller man kan høste stængler og evt. småløg og snitte fint i fx sqauashdeller.
Purløg
Purløg er nemme at dyrke og hører hjemme i et hvert krydderurtebed. De er bedst at høste tidligt på sæsonen for allerede i maj, danner de smukke lilla blomster og stænglerne bliver lidt grovere i det. Man kan dog stadig høste fra de stængler, der ikke har dannet blomster. Der er ikke noget så skønt som purløg på en æggemad eller en æggesalatmad. Og hvis man har havehøns og får mange æg, er det jo helt oplagt.
Normalt vil børnene ikke ret gerne have squash/courgetter. Det er lidt ærgerligt, for vi kommer af og til i en gårdbutik, hvor der hvert år er squash billigt til salg i sensommeren. Men nu har jeg fundet et ret,som ikke kun de voksne elsker, men som børnene også synes om. Her er samtidig en mulighed, hvorpå man kan skrue lidt ned for sit kødindtag med en kødfri dag. Jeg serverede dem sammen med ramsløgstzatziki og en quinoasalat, idet jeg kogte ekstra quinoa, nu jeg var i gang. Har du ikke prøvet squashdeller før, så se at kohmme i gang. De er virkeligt gode!
I denne opskrift bruger jeg samtidig etageløg og slangehalshvidløg, som jeg har i min flerårige nyttehave. De kommer flot op her om foråret, og jeg klipper af dem, og bruger dem som forårsløg. Har man adgang til ramsløg, kan de også bruges. ellers må man nøjes med købeløg.
Ingredienser:
1 dl quinoa
1 dl quinoamel (man kan også vælge at bruge boghvedemel eller fuldkornsmel)
1 squash
3 æg
50 g parmasanost
en håndfuld stængler fra slangehalshvidløg og etageløg (eller anden løg)