Konfekt til jul – Hjemmelavet marcipan og nougat, low carb
Det er noget af det letteste at lave sin egen marcipan og nougat , der ud over at være sundere, også smager MEGET bedre end købte!
For mig hører en anden af havens vidundere uundgåeligt sammen med julen – nemlig nødder og mandler. I august og september samler vi hvert år hasselnødder og valnødder og hænger til tørre i net under et halvtag, så de bliver klar til efterårets salater og julens knas. Mandlerne køber vi indtil videre.
Marcipankugler
Ingredienser:
- 200 g smuttede mandler
- Stevia/kokossukker eller agavesirup som man kan lide sødhedsgraden
- 1 tsk vanillepulver
- 1 spsk kogt vand
- 1 plade mørk chokolade
- Rålakridspulver til at rulle i eller hele nødder eller Hjemmelavet Choko-nøddecreme (Nutella) til at fylde indeni kuglerne.
Fremgangsmåde:
Blend mandler, vanille og det søde til en blød marcipanmasse. Tilsæt evt lidt kogt vand, hvis det er for tørt. Tril små kugler af din marcipan og fyld enten med nødder eller hasselnøddecreme eller smelt chokoladen og dyp marcipankuglerne deri og tril i rålakridspulver. Stil på køl.
Nougat:
Ingredienser:
- 250 g hasselnøddecreme
- 175 g chokolade 70-85%
- Stevia eller andet sødemiddel
Fremgangsmåde:
Smelt chokoladen i en kasserolle. Tilsæt hasselnøddecreme og rør det godt sammen. Sød evt. med stevia eller andet sødemiddel.
Fyld massen i en form beklædt med bagepapir og stil på køl til den er stivnet.
Skær ud i små bidder inden servering.