Glykæmisk indeks

Æblekage, low carb

Høsttid – æbletid – æblekage – mmnn.

Denne skønne æblekage er super let og indeholder ganske få ingredienser som passer fantastisk til en varm kop the en regnvåd søndag.

Ingredienser:

  • 3 æbler
  • 300 g mandler/nødder
  • 4 æg
  • 1/2 tsk vanillie
  • 1 spsk kanel
  • 100 g kokosfedt, hvis det skal være laktosefrit eller smør
  • Et lille drys salt
  • 1 1/2 bagepulver
  • Sødemiddel fx stevia eller sukrin, hvis det skal være low carb ellers kan du bruge agavesirup eller kokossukker.

Fremgangsmåde:

Skyl og skær æblerne i skiver. Tag fra, så du har til at pynte toppen af kagen. Skær resten af æblerne i mindre tern og vend disse med kanel og halvdelen af det søde. Sæt til side.

Blend dine favorit nødder/mandler til mel. Gem evt lidt nødder som blot hakkes groft. Sæt til side.

Pisk æg med vanilje og resten af sødemidler. Vend nødde-/mandelmel i. Tilsæt bagepulver og salt. Smelt kokosolie og tilsæt. Vend æble-kanelternene i.

Smør et ovnfast fad og hæld blandingen i. Pynt toppen af kagen med æbleskiverne, og tryk dem let ned i dejen.

Bag kagen i ca. 20 min. ved 180 grader.

Blommetærte, blodsukkervenlig

Jeg elsker at kunne høste frisk frugt, bær og grøntsager i haven og bruge de gode råvarer i madlavningen.

Denne kage eller tærte er både blodsukkervenlig og glutenfri og laktosefri og har en dejlig smag af kokos som går godt i hånd med blommerne.

Vi har forskellige blommesorter i haven – denne tærte er lavet på sveskeblommer, men alle blommesorter kan bruges. Surere blommetyper skal muligvis have lidt mere sødme end de sødere sorter.

Jeg bruger Mandeldrik, som man selv kan lave, men ellers kan mælk også anvendes.

Desuden anvender jeg de sundere glutenfri meltyper, der ikke påvirker blodsukkeret så massivt. Har man ikke glutenallergi, kan man anvende fuldkornshvedemel i stedet.

Ingredienser:

  • 25 blommer alt efter størrelse
  • 300 g mandler og/eller nødder. Jeg brugte mandler og cashew
  • 300 glutenfrit mel – gerne en kombination af flere typer. Jeg brugt havre- og quinoamel, men det kunne også være boghvedemel.
  • 100 g groft kokosmel
  • 1 tsk bagepulver
  • 4 æg
  • 1 dl mandeldrik/mælk
  • 100 g kokossukker/agavesirup/sukrin eller lignende
  • 100 g kokosolie eller smør
  • 3 spsk stevia
  • 1 tsk vaniljepulver

Fremgangsmåde:

Skyl blommerne, halv er dem, og fjern stenen. Skær dem evt yderligere i kvarte. Læg dem i en dyb tallerken og vend med vanilliepulver og 2 spsk af det søde. Lad det stå og trække, mens du laver dejen.

Blend mandler/nødder/havregryn til mel og hæld i en skål. Vend bagepulver, øvrige meltyper samt resten af sukkeret i. Slå æggene i dejen og tilsæt mælk og stevia. Smelt kokosolie/ smør og tilsæt også dette.

Rør dejen grundigt. Den skal være lind, men ikke så det løber ud.

Opvarm ovnen til 180 grader.

Smør et tærtefad fx med kokosolie og vend dejen ud heri og fordel jævnt med en dejskraber.

Tryk blommestykkerne ned i dejen i det ønskede mønster. Drys evt med kokossukker eller sukrin gold.

Bag på midterste rille i ovnen i ca 30 min.

Server fx med flødeskum eller cremefraiche.

Grønne falafler med tahindressing

Meget børnevenlig vegetarret, som man blot kan tilføre flere krydderier som fx chili, hvis man vil udfordre voksne smagsløg i stedet.

I den grønne falafel er halvdelen af kikærterne byttet ud med grønne grøntsager som broccoli, spinat, porretoppe, kål og lignende. Det gør dem både lidt mildere i smagen og sundere.

Jeg havde både en halvkedelig broccoli og nogle porretoppe liggende i køleskabet, som kom i.

Når du laver falafler, er det bedst at sætte kikærter i blød dagen før. De må ikke være kogt eller komme fra dåse – så skal de i hvert fald blandes med en håndfuld rå, blendede kikærter for at kunne holde sammen.

Ingredienser til grønne falafler:

  • 250 g kikærter i tørvægt, som har stået i blød natten over
  • 250-300 g grønt fx broccoli, løgtoppe, spinat, kål eller andre grønne grøntsager (gerne en blanding)
  • 4 spsk rapsolie
  • 2 fed hvidløg
  • 1 tsk koriander
  • 2 tsk spidskommen

Ingredienser tahindressing:

  • 5 spsk græsk yoghurt
  • 2 tsk æblecidereddike
  • 3-4 tsk tahin
  • 2 tsk agavesirup
  • Salt

Start med at røre din tahindressing sammen og sæt på køl.

Giv evt broccoli et par minutter i kogende vand. Blend så hvidløg. Tilsæt de udblødte kikærter, olie og krydderier og blend igen. Tilsæt det grønne af to omgange og blend til du har en blød og glat “dej”.

Steg dine falafler i rigeligt med olie 4-5 minutter på hver side ved middel varme.

Server de lune falafler med tahindressing og andet godt fra haven.

Tomatsuppe med græskar

Nøj, det er mange år siden, jeg har fået tomatsuppe. Men skæbnen ville, at både have og drivhus i år bugner af de sødeste tomater af alle slags lige fra de bittesmå røde, hvide og gule ribstomater til kæmpestore bøftomater. Og så kom min søn hjem fra spejder med en opskrift på tomatsuppe.

Og hvilket held, for med nogle enkle tilføjelser som hokkaido og fløde blev det den lækreste tomatsuppe; lige til at hælde over lidt fuldkornsnudler og drysse med græskarkerner.

Ingredienser:

  • 700 g tomater
  • 1/2 græskar fx hokkaido
  • 1 lille løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 boullionterning
  • 2 dl vand
  • 1 dl fløde
  • 4 spsk tomatpure
  • 1/2 tsk paprika
  • 1 spsk oregano
  • En håndfuld frisk basilikum
  • Salt og peber evt agavesirup
  • et laurbærblad
  • Evt. en mild chili

Fremgangsmåde:

Tag en stor gryde frem. Svits paprika en af. Skær græskar i tern – hvis det er hokkaido kan skrællen bare blive på. Skær løg i kvarte og snit hvidløg fint. Svits så løg, hvidløg og græskar i olivenolie. Skær tomat i kvarte og tilsæt sammen med bouillonterningen opløst i kogt vand. Hvis du vil have en chili med, så er det nu. Tilsæt fløde, tomatpure, oregano og basilikum.

Lad det hele simre til græskarret er mørt. Blend til en ensartet suppe og smag til med salt, peber og evt. agavesirup. Tilføj nudler. Rist græskarkernerne.

Server tomat-græskarsuppe med nudler drysset med ristede græskarkerner.

Grillede peberfrugter og chili

Lige nu er drivhuset fuld af de skønneste gule, orange og røde peberfrugter samt chili.

Grillede peberfrugter og chilier er fantastiske til tapas. Spis dem sammen med andre middelhavs anretninger som Oliventapenade, Tomatpesto, Græskar i baconsvøb, Tomatsalat, Aioli og andre lækkerier fra haven.

Ingredienser:

  • Peberfrugter
  • milde chili
  • Olivenolie

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 200 grader.

Skyl peberfrugter og chilier og fjern stilk og kerner. Er det store peberfrugter, så skær dem i kvarte. Læg chili og peberfrugt i et ovnfast fad og vend med olivenolie.

Bag i ovnen i ca. 15 min på 200 grader.

Server med aioli.

Ovnbagte græskarfritter i bacobsvøb

Skal græskarfritterne lige have et ekstra touch, kan man vælge at svøbe dem ind i bacon, før de kommer i ovnen. En anden mulighed er at rive lidt parmasan over dem.

Ingredienser:

  • 1/2 græskar fx hokkaido
  • En pakke bacon i skiver
  • Olivenolie
  • Salt

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 200 grader.

Nogle græskar skal skrælles, men hokkaido kan fint beholde skrællen på – den bliver blød i ovnen.

Fjern kerner i midten og skær dit græskar i ca 1 cm tykke både.

Vend dem med olivenolie og salt i et fad. Vikl så en skive bacon om hver græskarskive.

Bag på midterste rille i ca 30 min.

Server fx som tapas med aioli.

Blommesaft, blodsukkervenlig

Nøj, en flot farve hjemmelavet blommesaft får. Lige til at nyde på en varm sommerdag.

Saften er uden tilsat sukker, men indeholder selvfølgelig betydelige mængder frugtsukker.

Den blandes 1:4 dele vand.

Husk at gemme blommemosen til topping på en skål chiagrød eller græsk yoghurt.

Ingredienser:

  • 2,5 g blommer
  • 100 g sukrin gold, agavesirup eller kokossukker (lavere GI end sukker)
  • 2,5 dl vand
  • 1 tsk vaniljepulver
  • 1,5 tsk citronsyre eller en økologisk citron skåret i kvarte
  • Stevia

Fremgangsmåde:

Skyl blommerne og fyld dem i en stor gryde sammen med vand, vanillie og sukrin/agavesirup/kokossukker.

Bring i kog og lad det simre under låg til frugtkødet er mørt som mos.

Si saften gennem en frugtsi eller et klæde. Gem mosen til topping på grød og yoghurt eller en crumble.

Smag til med citronsyre og stevia og giv evt. et opkog igen.

Lad saften køle ned og fyld fx på isterningeposer og frys ned, så kan de holde sig til du skal bruge dem.

Blandes 1:4 dele vand, men kan også laves stærkere og varmes med en stang kanel til en skøn vinterdrik.

Hjemmebagte tarteletter, low carb

Børnene elsker tarteletter, men efter min datter har fået glutenallergi, og jeg selv spiser low carb, har vi ikke fået det.

Så nu måtte jeg altså i gang med at prøve at lave nogle glutenfri og low carb tarteletter – og det var faktisk ret enkelt. Selvom de blev sprøde og smager dejligt af smør, er de selvfølgelig anderledes end de gængse, men absolut ikke på nogen negativ måde. Man skal bare ikke forvente det samme.

Ingredienser:

  • 150 g smør
  • Ca 300 g glutenfrit mel. Skal det blot være blodsukkervenligt kan boghvede-, quinoa- eller havremel fx bruges. Skal det derimod være low carb skal du anvende mandel-, nødde, frø- eller fedtreduceret kokosmel.
  • 1/2 tsk salt

Fremgangsmåde:

Tag smør ud af køleskabet og lad det stå ved stuetemperatur til det er blødt og medgørligt.

Tilsæt salt og mel lidt ad gangen og ælt det sammen med smørret. Dejen skal være blød, men ikke for klistret.

Læg en klump dej i 5 muffinforme og form dejen som en tarteletskål.

Bag dine tartelletter ved 170 grader i ca 25 min til de er gyldne.

Server fx dine tartelletter med hjemmelavet Hønsekødsfyld.

Friske figner med gedeost

Helt enkelt, men fantastisk lækker tapas eller forret på en varm sommerdag.

Hvis du synes, der skal lidt ekstra til, så rist nogle valnødder og drys over og dryp lidt agavesirup over.

Ingredienser:

  • 2-3 friske modne figner
  • 1 lille god gedeost
  • Evt. valnødder og agavesirup

Fremgangsmåde:

Skyl fignerne og skær dem i skiver. Skær ligeledes gedeost en i skiver. Anret begge dele på en tallerken med skiver af skiftevis figen og gedeost. Drys evt ristede valnødder ovenpå og dryp med agavesirup.

Græskarkage, blodsukkervenlig og glutenfri

Har man mange græskar i haven, så er dette en ideel måde at få brugt noget af dem på. Det er en super let og samtidig lækker fugtig kage. Tilfør fx hele nødder for bid. Lav en topping af en bærkompot eller server som her med en hjemmelavet blodsukkervenlig kvædesorbet og en klat cremefraiche eller vaniljeis.

Vil du have den low carb, så brug en blanding af kokos og mandelmel. Det giver en dejlig svampet kage, der på mange måder minder om en drømmekage i smag og konsistens.

Ingredienser:

  • 600 g græskar eller squash
  • 250-300 g glutenfrit/blodsukkervenligt mel fx hjemmelavet mandel- eller nøddemel, havremel, quinoamel, kokosmel, boghvedemel. (Ikke ris-, kartoffel- eller majsmel, som absolut ikke er blodsukkervenligt)
  • 1 1/2 tsk kardemomme
  • 1 spsk kanel
  • 1 1/2 tsk bagepulver
  • 3 æg
  • 100 g kokossukker eller andet sødende fx agavesirup
  • 3 spsk stevia
  • Et lille drys salt

Fremgangsmåde:

Riv græskaret groft. Tilsæt æg, krydderier, bagepulver, sukker, salt og stevia.

Mal mandler/nødder til mel. Gem evt. nogle til at hakke groft i. Tilsæt melet lidt ad gangen under omrøring. Nogle meltyper siger mere væske end andre, så rør i nogle minutter og tilsæt til dejen er klæg, men ikke for tør.

Smør et ovnfastfad eller lille bradepande og fyld massen over i.

Bag ca 1/2 time ved 160 grader.