Dette surdejsbrød har en dejlig sprød skorpe og er lækkert blødt indeni. Da det er lavet på 100 % fuldkornsmel, minder det om en blanding mellem et franskbrød og et rugbrød og mætter godt. Det bages i form og der er til 3 små rugbrødsforme på 1 liter.
Det er lavet med en let Surdej på 100 % fuldkornsmel uden brug af gær, men man kan sagtens tilsætte en lille smule gær for at øge hævningen. Brødet hæver først lunt på køkkenbordet og langtidshæver derefter i køleskabet til næste dag.
Ingredienser:
1000 g fuldkornshvedemel
20 salt
2 dl hvedesurdej
8 dl vand
evt. 5 gr. tørgær (jeg undlod)
rapsolie til at smøre forme
Fremgangsmåde:
Dag 1: Bland alle ingredienser. Kør dejen i en røremaskine 1 minut på lav hastighed og derefter 10-15 min på højere hastighed til dejen slipper siderne af skålen. Smør formene med rapsolie og fyld dem halvt op.
Lad dejen hæve overdækket med et vådt klæde ved stuetemperatur ½ time og derefter 8-12 timer på køl.
Dag 2: Bag brødet 5 min på fuld varme ved varmluft. Skru herefter ned på 200 grader og bag brødet i yderligere 25-30 min.
Jeg havde en rest græsk yoghurt, der var gæret, og hvad var så mere oplagt end at lade den gære yderligere og blive til dejlig surdej? Nej, vel.
Denne opskrift kræver lidt flere råvarer som honning og yoghurt – til gengæld får du en dejlig aktiv surdej. Den kan laves både på hvede til hvedebrød eller på rug til rugbrød. Den er lavet på 100% fuldkornsmel og kan fx anvendes i et dejligt langtidshævet Surdejsbrød.
Ingredienser:
200 g fuldkornsmel – rug eller hvede
1 dl yoghurt
1 tsk salt
1 tsk honning
2 dl vand
evt. en smule gær
ekstra fuldkornsmel + lidt vand
Fremgangsmåde:
Dag 1: Bland alle ingredienserne undtagen de sidste 2 dl mel. Lad surdejen stå i en bøtte med låg (eller viskestykke over) på køkkenbordet.
Dag 2: Tilsæt yderligere 2 håndfulde mel samt lidt vand, så surdejen får en grødagtig konsistens. Lad fortsat surdejen stå på køkkenbordet.
Dag 3: Er det rug-surdej, du laver burde den være klar til brug nu, hvis ikke så fortsæt processen nogle dage. Er det hvedesurdej fortsættes processen med 2 håndfulde mel og lidt vand.
Dag 4: 2 håndfulde fuldkornshvedemel og lidt vand tilsættes igen og der røres.
Dag 5: Din surdej skal nu gerne dufte syrligt og være boblende og levende og dermed klar til brug. – Ellers røres lidt ekstra honning i, og man fortsætter processen yderligere et par dage.
Jeg smider helst ikke mad ud. Vi forsøger altid at få brugt alt før det går til, så vi undgår madspild. Jeg havde en rest græsk yoghurt, som var begyndt at gære, så jeg var nødt til at tænke i nye opskrifter. – Det blev så til disse boller baseret på speltmel, yoghurt og perlespelt, Surdej og et Surdejsbrød baseret på 100 % fuldkornsmel.
Perlespelt er i sig selv ikke fuldkorn, idet skaldelene på kornet er delvist fjernet. Men har stadig et rigt indhold af fibre og protein.
Ingredienser:
150 g perlespelt
600 g fuldkornsspeltmel
300 g hvedemel
1 spsk salt
25 g tørgær
3 dl yoghurt naturel
4 dl lunkent vand
Fremgangsmåde:
Kog speltkerner efter anvisningen på posen i 5 min og lad dem køle af.
Bland alle de tørre ingredienser. Tilsæt yoghurt, lunkens vand og speltkerner og ælt dejen fx i en røremaskine i 10 min. Dejen skal slippe på siderne i skålen, men må gerne være lidt klistret.
Lad dejen hæve en time et lunt sted med et fugtigt klæde over. Drys et bord med mel og slå dejen ned og lad den hæve i yderligere 1 time. Hæld dejen ud på det meldryssede bord, slå den ned og tril 20 boller. Lad dem hæve i yderligere 30 min.
Det er januar og sæson for torskerogn. Jeg elsker kogt torskerogn, men familien har hidtil været temmelig skeptiske, når jeg kogte “bukserne”. Derfor skar jeg efterfølgende rognen i skiver denne gang og stegte dem i smør. – Og så fik rognen helt anderledes ben at gå på 😀
Pak bukserne (rognen) ind i bagepapir. Bring vandet i kog. Tilsæt salt, laurbær og peberkorn og læg bukserne i. Lad det simre i 30-45 min alt efter buksernes størrelse.
Lad rognen køle af i lagen, mens grøntsagerne klargøres. Tag rognen op, pak ud og skær den i skiver. Steg dem på panden i smør (og steg evt gulerødder og kål på en anden pande samtidig). Skær citronen i både og server med en skive hjemmebagt Rugbrød og hjemmelavet Remoulade.
I år havde vi MEGET græskar i haven, så vi kom vidt omkring i opskrifterne.
Fløde-græskar smager dejligt til fx steg. Jeg har også en opskrift med Knoldselleri, men også fløde-persillerod, -pastinak eller fløde-beder er skønne. Det smarte ved at lave gratineret græskar til steg er, at det kan stå sammen i ovnen, mens du laver noget andet. Desuden er det mægtigt let at lave.
Ingredienser:
1 kg græskar
1 mellemstort løg
½ l fløde
100 g ost
1 tsk salt
revet muskatnød
rapsolie til at smøre fadet
Fremgangsmåde:
Græskar kan spises med skal, så du behøver ikke skrælle den. Skær den i tynde skiver. Hak løget fint. Smør et ovnfast fad og fyld græskar og løg deri. Drys med salt og riv muskatnød over. Hæld fløden over. Er der ikke nok, kan du spæde til med mælk eller vand. Riv til sidst osten over. Stilles på midterste rille i ovnen ved 180 grader i 50-60 min.
Vi havde mange æbler liggende, som skulle bruges, så i stedet for at kassere dem, kogte jeg grød af dem sammen med vanilje som fyld til fastelavnsbollerne. Dejen fik et skud kardemomme, som smager skønt sammen med æblefyldet.
Start med dejen: Bland alle de tørre ingredienser sammen. Tilsæt så vand, olie og A38 og ælt dejen rigtigt godt, så glutenet aktiveres. Stil dejen til hævning et lunt sted i 1½ time.
Lav herefter grøden: Start med at udkerne æblerne. De kan sagtens beholde skrællen på, da selve grøden ikke er synlig. Skær dem i skiver og fyld i en gryde med vand og vanilje. Kog æblerne til grød og smag til med sødemiddel. Stil på køl.
Rul dejen ud med en kagerulle til en firkant, der er ca ½ cm tyk. Skær 20 firkanter ud. Læg 1 spsk æblegrød på hver firkant. Saml dejen omkring fyldet ved at folde hjørnerne ind og pres godt sammen.
Sæt bollerne med lukningen nedad på bagepladen. Lad bollerne efterhæve i 15 min. Bag så bollerne på midterste rille i ovnen i 20 min på 200 g.
Sønnike havde bestemt, at vi skulle have Hjemmelavede Hotdogs, og jeg ville gerne gøre tilbehøret lidt sundere end vanligt, så jeg besluttede mig for at lave en sund remoulade.
Jeg har altid godt kunnet lide remoulade med lidt bid i. Denne remoulade smager himmelsk og er fyldt med sunde ingredienser, så man ikke behøver holde igen.
Man kan sagtens lave remouladen uden gurkemeje, men det giver en flot farve. Mayonaisen kan man starte med at lave, så har man to slags dyppelse.
Dhal, daal, dal, eller dahl – er en skøn indisk vegetarret. – Og man savner ikke noget, selvom man ikke er vegetar, for retten er rig på både duft, smag og konsistens. Det skønne ved gryderetter er også, at de kan stå og passe sig selv, mens man selv laver andre ting.
Det fantastiske ved retten er, at man kan bruge næsten alle slags grøntsager. Så hvis man har nogle lidt bløde rodfrugter, kedelige tomater eller en broccoli, som er på det sidste, så kommer de bare med i gryden. På den måde kan du variere din dhal fra gang til gang, så den aldrig er helt ens.
I Dhal indgår som regel bælgfrugter i en eller anden form – bønner – ærter – kikærter – linser. De giver retten substans og mætter.
Skyl grøntsagerne. Skræl selleri, skær enderne af squash og aubergine og fjern frøstand fra peberfrugt. Pil hvidløg. Skær alle grøntsager i mundrette stykker.
Start med at riste krydderierne af på en tør pande. Tilsæt herefter olivenolie, løg og hvidløg og steg dem let inden resten af grøntsagerne tilsættes og steges med i nogle minutter. Tilsæt bouillon, kokosmælk og hakkede tomater og bring i kog. Skru ned på svag varme og kog til grøntsagerne er møre – min. ½ time. Server med Raita og hjemmelavede Chapati-pandebrød.
Romkugler består jo af et sammensurium af kagerester. Derfor har jeg også altid set det som en No-Go på en blodsukkervenlig diæt. Men det kan faktisk sagtens lade sig gøre at lave blodsukkervenlige romkugler som hele familien kan spise. Tag evt. en del fra til børnene, inden du tilsætter rom.
Har man blodsukkervenlige kagerester som Brownie, Græskarbrød, Bananbrød eller lignende, kan det helt sikkert godt bruges. Alternativt må der tænkes lidt kreativt. Det vigtigste er, at “dejen” får en lidt fast konsistens med god sammenhængskraft.
Ingredienser:
25 mandler
2 spsk hørfrø
4 spsk chiafrø
4 spsk rå kakaopulver
evt et par spiseskefulde havregryn
2 ½ dl fløde
2 tsk god rom
stevia, agavesirup, sukrin, kokossukker eller andet blodsukkervenligt sødemiddel.
evt ½ tsk vaniljepulver
50 g kokosmel til at rulle kuglerne i.
Fremgangsmåde:
Sæt chiafrø i blød i fløden i min 10 min. Rør ind imellem.
Blend mandler og hørfrø til mel. Tilsæt de øvrige ingredienser – også chia-fløden og blend til en ensartet masse.
Form romkuglerne og tril i kokos. Brug evt. en kop, så kuglerne får en ensartet form og kokos bliver pænt fordelt.
Mums! Det er simpelthen de bedste pomfritter jeg har smagt. Vi har haft afsindigt meget græskar i efteråret, så vi har fået græskar på 117 forskellige måder.
Tempurastegte eller fritterede grøntsager er grøntsager dyppet i tynd “pandekagedej” og (dyb-)stegt i rigeligt olie, til de er gyldne, sprøde og lækre. Du kan bruge mange forskellige slags grøntsager som fx aubergine, squash, grønne bønner, svampe, løg, blomkål, broccoli og græskar.
Man kan vælge at bruge fritureolie, men jeg har valgt rapsolie.
Dyp dine fritter i en hjemmerørt Aioli. Vil du gerne have et japansk touch til din ret, kan du lave en dressing af soya, lime, agavesirup, finthakket chili og revet ingefær at dyppe i.
Jeg valgte at lave tempuradejen med 50 % fuldkornshvedemel for et sundere islæt.
Ingredienser, tempuradej:
1 dl fuldkornshvedemel
1 dl sigtet hvedemel
1 æg
1½ dl øl
1 dl mælk eller plantemælk
25 g smeltet og afkølet smør
½ tsk salt
Ingredienser, grønt:
400 g hokkaido græskar eller andre grøntsager
300-400 ml rapsolie
Ingredienser, dressing:
1 dl soya
2 spsk agavesirup
½ tsk friskrevet ingefær
2 tsk friskpresset limesaft (eller citron)
1 fintsnittet chili
Fremgangsmåde:
Man kan nøjes med at vaske og behøver ikke skrælle hokkaidoer – især ikke, når de skal dyppes i dej og steges i olie. Skær dit græskar ud i stave af ca 1 x 1 cm tykkelse og 5-10 cm længde.
Smelt smør og stil det side til afkøling. Del ægget i hvide og blomme og pisk blommen sammen med øl og mælk. Tilsæt mel lidt af gangen og pisk til sidst det afkølede smeltede smør i. Stil dejen på køl 1 times tid.
Tag dejen frem igen. Pisk æggehviden og vend den forsigtigt i dejen.
Varm olien op ved jævn varme i en dyb gryde eller pande. Læg en tandstik i. Den syder, når olien er klar. Dyp græskarstykkerne i tempuradejen og steg 6-10 stk af gangen i olien til de er gyldne og sprøde (ca 1½ min på hver side) – husk at vende undervejs. Læg græskarfritterne på et fedtsugende stykke papir.
Rør en aioli eller japansk soyadressing og servér.