Sønnike havde bestemt, at vi skulle have Hjemmelavede Hotdogs, og jeg ville gerne gøre tilbehøret lidt sundere end vanligt, så jeg besluttede mig for at lave en sund remoulade.
Jeg har altid godt kunnet lide remoulade med lidt bid i. Denne remoulade smager himmelsk og er fyldt med sunde ingredienser, så man ikke behøver holde igen.
Man kan sagtens lave remouladen uden gurkemeje, men det giver en flot farve. Mayonaisen kan man starte med at lave, så har man to slags dyppelse.
Dhal, daal, dal, eller dahl – er en skøn indisk vegetarret. – Og man savner ikke noget, selvom man ikke er vegetar, for retten er rig på både duft, smag og konsistens. Det skønne ved gryderetter er også, at de kan stå og passe sig selv, mens man selv laver andre ting.
Det fantastiske ved retten er, at man kan bruge næsten alle slags grøntsager. Så hvis man har nogle lidt bløde rodfrugter, kedelige tomater eller en broccoli, som er på det sidste, så kommer de bare med i gryden. På den måde kan du variere din dhal fra gang til gang, så den aldrig er helt ens.
I Dhal indgår som regel bælgfrugter i en eller anden form – bønner – ærter – kikærter – linser. De giver retten substans og mætter.
Skyl grøntsagerne. Skræl selleri, skær enderne af squash og aubergine og fjern frøstand fra peberfrugt. Pil hvidløg. Skær alle grøntsager i mundrette stykker.
Start med at riste krydderierne af på en tør pande. Tilsæt herefter olivenolie, løg og hvidløg og steg dem let inden resten af grøntsagerne tilsættes og steges med i nogle minutter. Tilsæt bouillon, kokosmælk og hakkede tomater og bring i kog. Skru ned på svag varme og kog til grøntsagerne er møre – min. ½ time. Server med Raita og hjemmelavede Chapati-pandebrød.
Romkugler består jo af et sammensurium af kagerester. Derfor har jeg også altid set det som en No-Go på en blodsukkervenlig diæt. Men det kan faktisk sagtens lade sig gøre at lave blodsukkervenlige romkugler som hele familien kan spise. Tag evt. en del fra til børnene, inden du tilsætter rom.
Har man blodsukkervenlige kagerester som Brownie, Græskarbrød, Bananbrød eller lignende, kan det helt sikkert godt bruges. Alternativt må der tænkes lidt kreativt. Det vigtigste er, at “dejen” får en lidt fast konsistens med god sammenhængskraft.
Ingredienser:
25 mandler
2 spsk hørfrø
4 spsk chiafrø
4 spsk rå kakaopulver
evt et par spiseskefulde havregryn
2 ½ dl fløde
2 tsk god rom
stevia, agavesirup, sukrin, kokossukker eller andet blodsukkervenligt sødemiddel.
evt ½ tsk vaniljepulver
50 g kokosmel til at rulle kuglerne i.
Fremgangsmåde:
Sæt chiafrø i blød i fløden i min 10 min. Rør ind imellem.
Blend mandler og hørfrø til mel. Tilsæt de øvrige ingredienser – også chia-fløden og blend til en ensartet masse.
Form romkuglerne og tril i kokos. Brug evt. en kop, så kuglerne får en ensartet form og kokos bliver pænt fordelt.
Mums! Det er simpelthen de bedste pomfritter jeg har smagt. Vi har haft afsindigt meget græskar i efteråret, så vi har fået græskar på 117 forskellige måder.
Tempurastegte eller fritterede grøntsager er grøntsager dyppet i tynd “pandekagedej” og (dyb-)stegt i rigeligt olie, til de er gyldne, sprøde og lækre. Du kan bruge mange forskellige slags grøntsager som fx aubergine, squash, grønne bønner, svampe, løg, blomkål, broccoli og græskar.
Man kan vælge at bruge fritureolie, men jeg har valgt rapsolie.
Dyp dine fritter i en hjemmerørt Aioli. Vil du gerne have et japansk touch til din ret, kan du lave en dressing af soya, lime, agavesirup, finthakket chili og revet ingefær at dyppe i.
Jeg valgte at lave tempuradejen med 50 % fuldkornshvedemel for et sundere islæt.
Ingredienser, tempuradej:
1 dl fuldkornshvedemel
1 dl sigtet hvedemel
1 æg
1½ dl øl
1 dl mælk eller plantemælk
25 g smeltet og afkølet smør
½ tsk salt
Ingredienser, grønt:
400 g hokkaido græskar eller andre grøntsager
300-400 ml rapsolie
Ingredienser, dressing:
1 dl soya
2 spsk agavesirup
½ tsk friskrevet ingefær
2 tsk friskpresset limesaft (eller citron)
1 fintsnittet chili
Fremgangsmåde:
Man kan nøjes med at vaske og behøver ikke skrælle hokkaidoer – især ikke, når de skal dyppes i dej og steges i olie. Skær dit græskar ud i stave af ca 1 x 1 cm tykkelse og 5-10 cm længde.
Smelt smør og stil det side til afkøling. Del ægget i hvide og blomme og pisk blommen sammen med øl og mælk. Tilsæt mel lidt af gangen og pisk til sidst det afkølede smeltede smør i. Stil dejen på køl 1 times tid.
Tag dejen frem igen. Pisk æggehviden og vend den forsigtigt i dejen.
Varm olien op ved jævn varme i en dyb gryde eller pande. Læg en tandstik i. Den syder, når olien er klar. Dyp græskarstykkerne i tempuradejen og steg 6-10 stk af gangen i olien til de er gyldne og sprøde (ca 1½ min på hver side) – husk at vende undervejs. Læg græskarfritterne på et fedtsugende stykke papir.
Rør en aioli eller japansk soyadressing og servér.
Vi skulle have pizza, men var løbet tør for pesto. Jeg kiggede ude i haven for at se, om der var noget at lave pesto af. – Det var der heldigvis! Selv her langt hen i november står tallerkensmækkerne (eller blomsterkarse, som de også kaldes) med store flotte grønne blade.
Det kom der denne smukke grønne og velsmagende pesto ud af, som første dag kom på pizzaen og næste blev rørt i en grydefuld fuldkornspasta og blandet med grøntsager til en lækker pastasalat.
Ingredienser:
100-150 g tallerkensmækkerblade
130 g parmasanost eller anden fast ost
1 fed hvidlød
50 g mandler
50 g solsikkekerner
50 g græskarkerner
saft fra 1/2 citron
2 dl olivenolie
salt
Fremgangsmåde:
Star med at riste mandler og kerner. Pil og blend hvidløget. Tilsæt de øvrige ingredienser og blend til en ensartet blød masse. Smag til med salt.
Dette græskarbrød er en mellemting mellem et brød og en kage og ligner på mange måder Bananbrød i en mere efterårsagtig udgave og kan lige så let laves til muffins. Græskarret gør brødet dejligt blødt og fugtigt. Man kan vælge at skrue op og ned for sødmen med sukrin/stevia, alt efter, om man helst vil have et stykke kage eller en skive brød med smør.
Ingredienser:
400 g græskar
300 g fuldkornshvedemel
½ tsk salt
1 spsk stødt kanel
½ tsk stødt nelliker
1 tsk stødt kardemomme
1 tsk natron
75 g kokossukker
75 g sukrin (eller 1 spsk stevia)
75 g smør
3 mellemstore æg
1 dl tranebær
1 dl valnødder
1 tsk rapsolie til at smøre formen.
En lille rugbrødsform eller muffinsforme
Fremgangsmåde:
Skyl, skræl og riv græskarret groft. Bland de tørre ingredienser i en skål. Slå æg i og smelt smørret og tilsæt blandingen. Vend græskar i og rør dejen godt fx i en røremaskine. Vend tranebær og valnødder i blandingen. Smør rugbrødsformen og fordel dejen deri.
Bag brødet på midterste rille ved 170 grader i ca 50 min.
Græskar er rigtigt godt i brød, da det tilfører fugt og derved giver en blød bolle. Gurkemejen tilfører en flot gul-orange farve, så bollerne bliver halloweenfarvede. Denne opskrift er på koldhævede boller, men du kan vælge at tilføre mere gær (50 g) og 1 dl mindre vand, lade dejen hæve af to omgange og bage samme dag.
Ingredienser:
400 g Fuldkorns-speltmel
350 g hvedemel
100 g havregryn
300 g græskar fx hokkaido, revet
100 g græskarkerner
10 g gær
2 tsk salt
1 spsk honning
3 tsk gurkemeje
5 dl vand
Bland først de tørre ingredienser. Tilsæt vandet lidt af gangen til dejen bliver blød og klistret. Rør honning i. Stil dejen på køl natten over.
Tag dejen frem. Tænd ovnen på 220 grader. Brug to gafler til at forme boller med på en bageplade. Bag bollerne på midterste rille i 15-20 min.
Jeg har i mange år vægret mig ved at sylte de grønne tomater, fordi jeg tænkte, at det da umuligt kunne blive godt. Men der tog jeg grueligt fejl! – Vi er allerede igennem det første glas.
I år havde vi mange grønne tomater tilbage i drivhuset, så jeg besluttede mig for at give det en chance. Denne udgaves lage er – som altid – lavet på en blanding af kokossukker og stevia. Kokossukker giver en dyb, rund smag, mens sødmen fra stevia gør lagen så blodsukkervenlig som muligt.
Ingredienser:
500 g grønne tomater i varierende størrelse
100 g kokossukker
stevia
1½ dl æbleeddike
1½ dl vand
½ tsk vanillepulver eller en flækket vanilliestang
2 laurbærblade
Fremgangsmåde:
Skær store tomater i kvarte, halver mellemstore og prik mindre tomater med en gaffel. Grønne tomater har meget bitterhed, så det er vigtigt at syltelagen kan trænge ind i tomaterne.
Kom vand, eddike og sukker i en gryde sammen med vanillie og laurbærblade og kog lagen op til sukkeret smelter. Smag til med stevia. Tilsæt tomaterne og lad dem koge med i 5-10 min. – de skal forblive lidt faste i det og ikke koge ud.
Løft forsigtigt tomaterne over i skoldede sylteglas. Tag laurbærbladene fra og hæld lagen over tomaterne. Luk glassene til med det samme. Opbevares i køleskabet, hvor de skal trække i minimum 2 uger før bitterheden er helt væk.
Spis dem som tilbehør, hvor du ellers ville vælge syltede rødbeder eller agurker fx i en Burger til Frikadeller eller bare på et stykke smørebrød. De kan også bruges i salat som et sødt/surt twist.
Mums, bedre dessert end gammeldags æblekage findes vist ikke! Denne opskrift har dog et par twists, som gør den langt mere blodsukkervenlig end en klassisk æblekage, men mindst lige så sød, knasende sprød og lækker.
Opskriften er til 6 store portioner, men har man som os en have, der bugner af æbler om efteråret, så lav en større portion æblegrød og frys ned til senere.
Skyl og fjern kernehuset på æblerne. Skræl evt. Skær i både og fyld i en gryde med en sjat vand i bunden. Tilføj kokossukker og vaniljepulver og kog til grød. Smag til med stevia.
Rist havregryn med agavesirup på en pande og lad dem køle af. Vend med ymerdrys. Pisk fløden.
Anret æblekagen med æblegrød i bunden, havregryn/ymerdrys ovenpå og toppet med en klat flødeskum.
Til efterår og halloween hører græskar – især de smukke orange Hokkaido er populære. De er lette selv at dyrke og smukke og dekorative i køkkenhaven med deres flotte farve. Og så er der mad til mange forskellige retter i dem.
Græskarsuppen er let at lave, flot i farven og skøn efterårsmad, som børnene elsker.
Top suppen med creme fraichè, chorizo-pølse i små stykker, bacon i tern, hjemmelavede rugbrødscroutoner eller Grønkålschips alt efter om du er vegetar eller kødspiser.
Hak løg og hvidløg fint. Skær hokkaidoen i store tern. Du behøver ikke skrælle den, men hvis du gør, så er det oplagt at lave Græskarchips af skrællen.
Svits løg og hokkaido i olivenolien. Tilsæt hønsefonden og lad det koge i 15 min. Tilsæt fløde og kog til græskaren er mør.
Blend suppen til en glat, cremet konsistens. Smag til med salt og citron/æbleeddike. Server med topping.